Biograf-anmeldelse – Side 21

LOGAN: Endelig får vi en brutal og blodig omgang Wolverine

2. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Siden jeg første gang så Hugh Jackman som Wolverine aka Logan med de skarpe kløer, har jeg ventet på, at det skulle afstedkomme en blodig omgang superhelteaction. Det får jeg nu endelig serveret med Logan, der ligeledes har udskiftet det farvestrålende X-Men-univers med et mørkt, beskidt og alvorligt et. Det klæder den arrige mutant.

Filmen folder sig ud i en nær fremtid, hvor vi møder en forslået og stakåndet Wolverine. Men ar på kroppen, tung ånde og alkoholproblemer. Nå ja, og så er han også begyndt at bruge læsebriller. Nej, han er ikke just så udødelig i denne ombæring, som han ellers plejer at være. Men derfor kan han bestemt godt slå fra sig… og sige ”fuck”.

Det gør han så også i filmens første og brutalt blodige scene, hvor Logan lige ondulerer en flok barske bandemedlemmer. Hårdt, beskidt og råt. Ja, det er bestemt fedt endelig at se Wolverine jage sine kløer igennem skallen på folk samt at hugge arme, ben og hoveder af, så blodet sprøjter. En brutal fornøjelse.

Det hele er dog ikke bare blodig sjov og ballede. Det er pure alvor med sammenskudte øjenbryn og snerrende tung stemmeføring hele vejen, hvor Logan bare har fået nok af det hele. Han orker ikke at skulle være en helt mere. Har orker ikke noget som helt. Han har desuden øjensynligt heller kræfterne til det. Men, men, men…

For ja, naturligvis ender Logan – dog noget modvilligt – med at hjælpe en lille pige, der af uvisse årsager har en flok kampklare tropper på nakken. Således ender Logan også med at være mandsopdækket, hvilket naturligvis afstedkommer mere veltuneret og blodig action. Det er klart her nogle af filmens højpotente højtepunkter leveres. Stærkt.

Der er også skruet op for det intense drama, hvor vi desuden møder en afkræftet Charles Xavier aka Professor X, som Patrick Stewart atter spiller. Her med fint nuanceret spil som både svagelig, stærk og ikke uden valbalanceret humor. Mens Dafne Keen ganske enkelt er helt suveræn som den ordknappe pige Laura, der med forknyt mine og gnistrende øjne brænder igennem.

Men alligevel mangler der noget for, at jeg for alvor drages ind i Logans både indre og ydre kamp. For selvom Hugh Jackman er god som ekstra olm Wolverine, bevæger han sig også i et noget ensformigt gryntende spor filmen igennem, hvor jeg desuden også savner en bedre, mere interessant og intimiderende skurk, end den intetsigende starut, men her spises af med.

Ganske vist er det dystre univers en fornøjelse at være i, mens actionscenerne sidder lige i skabet, men jeg engageres ikke sådan virkeligt for alvor i Logan – end ikke i ellers rørende scener. Filmen mister desuden også momentum undervejs, hvilket der dog rettes op på i den fint buldrende finale. Så ja, endelig fik jeg en brutal og blodig omgang Wolverine. Så sejt.

– Logan får 4 ud af 6 stjerner:

– Logan har biografpremiere den 2. marts 2017.

Titel: Logan, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Boyd Holbrook, Doris Morgado m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: Fox Film

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

2. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet i og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

– T2 Trainspotting får 3 ud af 6 stjerner:

– T2 Trainspotting har biografpremiere den 2. marts 2017.

Titel: T2 Trainspotting, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 1 time 57 min.
Distributør: UIP

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

23. februar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan musicalfan, men jeg faldt nu alligevel pladask for Damien Chazelles La La Land. Det er der også god grund til, for den er ganske enkelt drønhamrende charmerende, dejlig nostalgisk og bare pokkers sød. Og så er den ikke uden en fin bittersød kant.

En kant, der klæder dens farvestrålende indpakning og dejligt lette væsen, hvor der åbnes med et stort og yderst velkoreograferet musicalnummer, der folder sig medrivende ud på motorvejen ind mod drømmenes by, Los Angeles.

Her sidder de mange aspirerende skuespillere og musikere stift i kø, inden bilkøen forvandles til farvestrålende sang og dans med lange og elegant glidende kamerabevægelser ind og ud mellem bilerne samt de mange sangere og dansere, der træder ud af køens dødvande og ind i et sprudlende musicalunivers.

I køen finder man også skuespillerinde in spe Mia samt jazzpianisten Sebastian, henholdsvis Emma Stone og Ryan Gosling. Det er dog ikke kærlighed og sød musik imellem dem – sådan liiige med sammen. Men da deres veje tilfældigvis krydses igen – og igen – spirer romancen. Og jeg spirer med. Den kække og selvsikre Sebastian mod den drømmende Mia med de fængslende dådyrsøjne.

Sødt og naivt samt dansende og syngende, naturligvis. Uden at det bliver klægt, men med sin uskyld i behold samt den naive romance med fine og små komiske modhager. Her er dog andet på spil end kærligheden og romancen.

La La Land er også historien om at jagte drømmen – om at turde tro på sig selv. Og hvor svært det kan være i en by, hvor alle synes at jagte det samme. Hvor nedturene står i kø, mens succesen synes uendeligt langt borte. Mia med sin skuespillerindedrøm, og Sebastian med drømmen om at åbne sin egen jazzklub.

De to er hele vejen velspillende selskab i mere end en forstand. For de både danser, spiller og synger sig charmerende gennem både op- og nedture. Det uden, at musicalen tager overhånd og bliver en kulørt parodi. Oprigtigheden sitrer engagerende i hver kameraindstilling og hver sang, hvor jeg suges ind i det syngende univers, som ikke kan andet end at smitte mig med sit gode humør.

La La Land er – sådan helt skåret ind til benet – en forrygende fin og farverig hyldest til Hollywood, Los Angeles og musicalen i sig selv. Til den sødmefulde naivitet, til nostalgien og drømmenes insisterende styrke. Nå ja, og så er der lige filmens sidste intenst gribende del, som løfter La La Land ind i en liga for sig og sikrer sig den sidste følelsesladede femte stjerne.

– La La Land får 5 ud af 6 stjerner:

– La La Land har biografpremiere den 23. februar 2017.

La La Land | Biografanmeldelse
Titel: La La Land , 2016
Release: den 23. februar 2017
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende: Emma Stone, Ryan Gosling m.fl.
Spilletid: 2 timer 8 min.
Udgiver: Nordisk Film

THE FOUNDER: Michael Keaton er hele fastfood-filmen værd

2. februar 2017/i Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Alle har (vel) en holdning til McDonald’s. Derfor er filmen The Founder (vel) også i udgangspunktet af almen interesse. Det er nemlig historien om fastfoodkædens spæde år – fra et idealistisk lille foretagende til en global franchise.

Alt sammen ledt an af en energisk Michael Keaton som den ihærdige forretningsmand Ray Kroc, der tager brødrene McDonalds lille lokale burger-succes til en kæmpe forretning. Naturligvis ikke uden at hugge en hæl og klippe en tå på den ufine måde – samt at miste venner undervejs.

Nej, du bygger ikke et fastfoodimperium uden en vis portion kynisme og soloridt. Sådan er det i hvert fald for Ray Kroc, der hurtigt får sendt de to idealistiske brødre ud på et sidespor i sin jagt på at gøre McDonald’s verdensomspændende. Og i sin livslange jagt på storhed og succes. Koste hvad det vil.

Ja, bare rolig, filmen handler nemlig om meget andet end burgere, pommes fritter og cola. Det er en film om grådighed, loyalitet og jagten på succes, der driver filmen frem gennem sin desværre snorlige og pæne historieafvikling.

Den ellers dramatisk potente fortælling mangler faldhøjde og er pæn, glat og noget kaloriefattig og ufarlig. For selvom her er meget på spil, så glider instruktør John Lee Hancock gennem Robert Siegels by-the-numbers-manuskript, som en kniv gennem varmt smør. Forudsigeligt og halvkedeligt.

Jeg er med andre ord hele vejen et skridt foran i fortællingen, der afvikles lige præcis i den retning, jeg har set på lang afstand. Heldigvis har filmen et trumfkort i karismatiske Michael Keaton, der med konstant sitren i kroppen spiller sig energisk og medrivende gennem det snorlige drama.

Så selvom Keatons karakter mangler mere brod, gør han det bedste, han kan med, hvad han har. Han bløder blandt andet fint op på kynismen med en automatisk likeability, der giver Ray Kroc en medrivende tvetydighed. Men filmen er ganske enkelt ikke god nok til Keaton, men Keaton er til gengæld hele filmen værd.

Desværre kommer man bare ikke for alvor ind under huden på Ray Kroc, hvor blandt andet hans drikkeri efterlades fladt i kulissen. Sammen med hans skrantende forhold til konen, hvor der ikke fås nok ud af en ellers velcastet Laura Dern. Så er der heldigvis mere bid i Nick Offerman og John Carroll Lynch som de godmodige McDonalds-brødre, der dog køres ud på et sidespor til fordel for Keatons ganske forrygende soloridt.

– The Founder får 3 ud af 6 stjerner:

– The Founder har biografpremiere den 2. februar 2017.
[tabgroup][tab title=” The Founder | Biografanmeldelse”]
Titel: The Founder, 2016
Release: den 2. februar 2017
Instruktion: John Lee Hancock
Medvirkende: Michael Keaton, Nick Offerman, John Carroll Lynch m.fl.
Spilletid: 1 time 55 min.
Udgiver: UIP[/tab][/tabgroup]

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

26. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

– Split får 3 ud af 6 stjerner:

– Split har premiere den 26. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Split | Biografanmeldelse”]
Titel: Split, 2016
Release: den 26. januar 2017
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: James McAvoy m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: Universal, UIP[/tab][/tabgroup]

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

19. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad ville du mon gøre, hvis din bror blev nakket af en flok skumle gangstertyper, og politiet ligesom ikke hjalp ordentligt til med at få slynglerne bag tremmer?

I Fenar Ahmads Underverden tager Dar Salim i rollen som den succesfulde kirurg Zaid sagen i egen brutale hånd. Du ved, en hævnfilm med schwung på selvtægtsdrengen og et skarpt skel mellem lovlydig borger og vigilant voldsmand.

Det er dog desværre en mere eller mindre by the numbers-hævnfortælling, der her foldes ud – ganske vist både solidt fortalt og sine steder helt medrivende, men også noget forudsigelig. Heldigvis kommer vi dog fra A til B i godt selskab.

Det gælder på begge sider af loven, hvor der diskes op med både stærke og skræmmende præstationer. Ja, du har nok luret, at her er en dualitet i spil – mellem lovlydig og kriminel, samt ikke mindst den hårfine grænse herimellem.

En grænse, der kan overskrides, hvis bare man bliver presset nok. Og den ellers lovlydige Zaid bliver presset. Så meget, at han krydser grænsen iført sit bedste hjemmelavede ”Batman”-kostume, håndvåben og steroider i kroppen. Klar til at hævne sin kriminelle brors død.

Zaid har ellers en sød gravid kone, der venter hjemme i trygge, rene og flotte rammer. Modsat gadens farlige, beskidte og brutale virkelighed. Du ved, fordi kontraster fungerer. Den sirlige hjertekirurgs forsigtige hænder kontra hans hårdslående og blodindsmurte næver, når først grænsen overskrides.

Ja, kontrasterne skæres flot og brutalt ud i pap, mens jeg naturligvis hepper på Zaids bersærkergang. Selvom her da også kommer nuancer i spil om, hvad der gør de her gangstertyper og unge drenge til drabelige lømler.

Det er dog ikke nuancerne, filmen lever af. Eller for den sags skyld fortællingens twists and turns. Derimod holder det solide fortællehåndværk og ikke mindst castet Underverden oven vande og ganske godt i søen frem mod den intense og herligt brutale finale, som jeg (en smule utålmodigt) ventede på skulle indfinde sig.

Dar Salim indtager med nerve og nærvær rollen som Zaid – både som faderlig kirurg og hårdtslående hævner med håndmadder og håndvåben siddende løst på kroppen. Stine Fischer Christensen er en god modvægt som den bekymrede kone – både sart, stærk og bestemt, men aldrig en karikatur.

Ali Sivandi leder pumpet an blandt flokken af gangstertyper, der spytter gadeslang, ser barske ud med solbriller på og håret strøget tilbage. Han er både pokkers charmerende og pissehamrende uforudsigeligt farlig. Dulfi Al-Jabouri sender human uskyld ind blandt gaderødderne som den naive Alex – du ved, for nuancer skal der til.

Du skal dog ikke have set mange revenge flicks for at lure, hvor Zaids hævntogt i den danske underverden bærer hen. Jeg savner nogle overraskende udsving undervejs. De der WTF-øjeblikke, hvor handlingen pludseligt tager røven på mig. Det sker ikke – ikke for alvor i hvert fald.

Derfor ender Underverden også med ”blot” at være den der solide og velspillede film. Det har bestemt også sin styrke, når filmen som her leverer op til flere scener, der sitrer af nærvær og fandenivoldskhed. Og med et cast, der sender hævnen ud af lærredet med brutal nerve og engagerende vildskab.

– Underverden får 4 ud af 6 stjerner:

– Underverden har premiere den 19. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Underverden | Biografanmeldelse”]
Titel: Underverden, 2017
Release: den 19. januar 2017
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende: Dar Salim, Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi m.fl.
Spilletid: 1 time 53 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

5. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været. Øv.

Assassin’s Creed får 3 ud af 6 stjerner:

– Assassin’s Creed har premiere den 5. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Assassin’s Creed | Biografanmeldelse”]
Titel: Assassin’s Creed, 2016
Release: den 5. januar 2017
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

14. december 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan en die hard Star Wars-fan, meeen… jeg elsker universet og filmene (primært de tre originale, that is). Ja, jeg kunne også virkeligt godt lide The Force Awakens.

Jeg så derfor bestemt også frem til Rogue One: A Star Wars Story. Blandt andet fordi, det er en prequel og stand alone-film, der således introducerer en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. For hvor ville universet nu tages hen?

Lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg er begejstret for denne nye omgang stjernekrig. En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af universet end hidtil set på film. Og det fungerer med både tung regn og dystre settings.

Nå ja, der er godt nok også lige den der palmefyldte sandstrand, der lægger krop til en medrivende krigsscene med både store eksplosioner og store Imperial Walkers. Det fungerer så absolut også i al sin krigshektiske iscenesættelse.

Men hvad handler filmen – der essentielt er en krigsfilm – så egentlig om? Jo , det er kort fortalt historien om en gruppe rebeller, der står sammen på en yderst farefuld mission om at få fat på planerne til Dødsstjernen. For herved at finde frem til, hvorledes masseødelæggelsesvåbenet kan destrueres.

I front finder man Felicity Jones og Diego Luna som henholdsvis den stålsatte Jyn Erso og den handlekraftige Cassian Andor. En spændende duo med en god dynamik. De bakkes op af Alan Tudyk som den rationelle robot K-2SO, der ligeledes står for fint underspillede comic relief-momenter.

På antagonistsiden finder men blandt andre en herligt ond og slesk Ben Mendelsohn, mens Mads Mikkelsen gør god figur som den tvetydige Galen Erso. Og så er selveste Darth Vader også tilbage i en mindre, men dog ærefrygtindgydende og afgørende rolle.

Endvidere er der en række bikarakterer, der desværre ikke alle rammer lige rent ind, men som i det mindste tilsammen udgør fin broget flok, hvor man føler, at der er levet liv bag deres brugte ydre og slidte tøj.

Det er altså lykkedes den relativt uprøvede instruktør Gareth Edwards – der har low budget monsterfilmen Monsters samt big budget monsterfilmen Godzilla under bæltet – at bringe Star Wars-universet medrivende til live i en mere rå og brutal version.

Det klæder bestemt stjernekrigen, der er intens, mens ’on a mission’-plottet fint skubber sig engagerende frem gennem galaksen. Fra planet til planet. Fra rebellernes undertippede hold til det onde imperiums magtfulde tinder.

Så selvom historien af og til vakler lidt og ikke alle karakterer er lige velafstemt leveret, så er universet med blandt andet sine flotte, eventyrlige og detaljerede locations i en fjern galakse langt væk hele vejen medrivende at være en del af

– Rogue One – A Star Wars Story får 5 ud af 6 stjerner:

– Rogue One – A Star Wars Story har premiere den 14. december 2016.
[tabgroup][tab title=”Rogue One – A Star Wars Story | Biografanmeldelse”]
Titel: Rogue One – A Star Wars Story, 2016
Release: den 14. december 2016
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk, Riz Ahmed, Jiang Wen, Forest Whitaker, Mads Mikkelsen m.fl.
Spilletid: 135 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’ leverer et fortryllende univers fyldt med fantasidyr

17. november 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lige som du troede, at der ikke kunne klemmes mere ud af Harry Potter-franchisen lander Fantastiske skabninger og hvor de findes – og tak for det det. For denne forhistorie til de velkendte Potter-eventyr hev mig veloplagt ind i sit fortryllende flotte og medrivende univers af magi og fantasidyr.

Filmen er som bogforlægget skrevet af Potter-forfatterinden J.K. Rowling – og forude venter fire film mere. Denne første i rækken udspiller sig i tiden før den velkendte Potter-serie – nemlig i New York anno 1926. Her ankommer forfatter og troldmand Newt Scamander i sin jagt på fantastiske skabninger til sin bog. Den bog som Harry Potter læser mange år senere.

Uheldigvis slipper nogle af disse fantasifulde væsner løs – og så er den kejtede troldmænd på den, da menneskene intet må vide om den magiske verden, som eller befinder sig lige for næsen af dem. Samtidig lurer mørke kræfter i kulissen, der truer ikke kun troldmændenes verden, men også menneskenes. Således får Newt rodet sig ind i et vildt ridt mellem eventyrlige dyr og mørke kræfter.

Eddie Redmayne indtager med sær charme og introvert mine rollen som Newt. Som sidekick finder man Katherine Waterston som den søde heks Goldstein og Alison Sudol som hendes flirtende tankelæser-søster. Dan Fogler balancerer fint at være comic relief i form af det buttede menneske Jacob Kowalski, som ved et uheld forvilder sig ind i magiens verden, hvor han slet ikke hører hjemme.

David Yates, der instruerede de fire sidste Harry Potter-film, sidder i instruktørstolen – som han også gør på de kommende film i serien. Ja, universet er i sikre hænder, og man mærker da også en genkendelsens glæde ved at træde ind i filmens univers, der fortryller mig med sin sirlige detaljegrad og fantastiske skabninger, der boltrer sig medrivende i New Yorks gader.

For det er i høj grad selve universet med sine trylleformularer og sære dyr, der for mit vedkommende bærer filmen, da historien i sig selv ikke er den mest ophidsende. Flere af karakterer kommer heller ikke just helt til deres ret, men kridtes mest af alt op til fremtidige eventyr. Men fred med det, for jeg ser frem til flere eventyr efter denne flotte og ganske medrivende appetitvækker.

– Fantastiske skabninger og hvor de findes får 4 ud af 6 stjerner:

– Fantastiske skabninger og hvor de findes har premiere den 17. november 2016.

[tabgroup][tab title=” Fantastiske skabninger og hvor de findes | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: Fantastic Beasts and Where to Find Them, 2016
Release: den 17. november 2016
Instruktion: David Yates
Medvirkende: Eddie Redmayne, Katherine Waterston, Alison Sudol, Colin Farrell, Jon Voight, Dan Fogler m.fl.
Spilletid: 133 min.
Udgiver: Warner Home Pictures[/tab][/tabgroup]

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch er ikke nok til at redde det syretrippende superheltegilde

27. oktober 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Så skal vi igen. Endnu en superhelt i Marvels fortsat voksende univers skal introduceres. Og ja, jeg har glædet mig til at mødet med magikeren Doctor Strange – blandt andet fordi, at det er Benedict Cumberbatch, der i titelrollen står for at bringe nyt blod til superhelteholdet.

Desværre er Doctor Strange bare ikke særligt ’strange’, men leverer en ganske generisk oprindelseshistorie om den selvglade kirurg Stephen Strange, der bliver til troldmanden Doctor Strange. For da han under en ulykke skader sine hænder og hermed sin karriere og sit liv, opsøger han nu magiens helende verden, da lægekunsten ikke kan hjælpe ham.

Ja, det er her, at den arrogante kirurg finder sig selv og ligeledes lærer uselvisk at hjælpe andre med hjælp fra en (creepy og) skaldet Tilda Swinton. Han skal naturligvis også lære sine nye trolddomskræfter at kende i mødet med en ond – og desværre ret kedelig – skurk spillet med mut intensitet af Mads Mikkelsen med vild discokugle-inspireret øjenmakeup.

Nå ja, der er også romantisk modspil i Rachel McAdams som sød kollega samt et cool sidekick i Chiwetel Ejiofor. De forbliver dog halvkedelige statister mod hovedattraktion: Doctor Strange. Nej, selve historien og karaktererne er ikke just videre ophidsende. Det er en skam, for Benedict Cumberbatch har både nærvær og karisma som Stephen Strange. Men fortællingen løfter sig aldrig rigtigt og spændingen udebliver.

Filmen vil blandt andet nå for meget på for kort tid. Plottet skubbes således hektisk frem, hvilket desværre også efterlader den dramatiske tyngde og det karaktermæssige engagement noget fladt på gulvet. Jeg tror ganske enkelt ikke rigtigt på forvandlingen af Stephen Strange til Doctor Strange.

Filmen byder dog trods alt på medrivende og ok overrumplende superhelte-underholdning, når først magien ruller sig ud i spektakulære scener. Her med svimlende ud-af-kroppen-mindfucks, når Stephen møder magiens verden og sit eget indre videre til vilde actionscener, hvor verden bogstaveligtalt slår knuder på bygninger Inception style.

Doctor Strange er altså ok underholdende med sine syretrippende actionscener og en karismatisk Benedict Cumberbatch. Humoren rammer både plet og helt ved siden af, men historien bliver aldrig for alvor spændende og Mads Mikkelsens skurk er forglemmelig. Nu har han som resten af karaktergalleriet ikke meget at arbejde med, hvor det kun for alvor er Doctor Strange, der løfter gildet.

– Doctor Strange får 3 ud af 6 stjerner:

– Doctor Strange har premiere den 27. oktober 2016.

[tabgroup][tab title=”Doctor Strange | Biografanmeldelse”]
Titel: Doctor Strange, 2016
Release: den 27. oktober 2016
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Chiwetel Ejiofor, Rachel McAdams, Michael Stuhlbarg, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

Indlæg

LOGAN: Endelig får vi en brutal og blodig omgang Wolverine

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

THE FOUNDER: Michael Keaton er hele fastfood-filmen værd

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

‘Fantastiske skabninger og hvor de findes’ leverer et fortryllende univers fyldt med fantasidyr

DOCTOR STRANGE: Karismatiske Benedict Cumberbatch er ikke nok til at redde det syretrippende superheltegilde

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV