#6bcf67

Sjældent har eksplosioner været så kedelige

Endnu en legetøjs-franchise er blevet filmatiseret. Denne gang er det gået ud over G.I. Joe. Jeg har ikke noget egentlig forhold til de små soldater-figurer, så det var med paraderne nede og forventninger om lidt no-nonsense-underholdning, jeg satte skiven på. Og det er sgu noget af en farverig omgang CGI-action, der losses over disken. Desværre er det også bare virkelig kedsommeligt og ucharmerende sat i scene.

Der er de gode – det er de specialtrænede soldater fra det tophemmelige G.I. Joe. Og så er der de onde – det er de megalomaniske skurke fra Cobra. De to fronter kommer op at toppes, da de onde får fingrene i et ret så cool og tophemmeligt våben – med lysegrønne sprænghoveder, selvfølgelig. Og så følger der ellers eksplosioner, skøre gadgets, vilde våben og flere eksplosiver.

Det er bestemt ikke altid lige overbevisende CGI, som leveres – men pyt nu med det. Det er ikke filmens største problem – selvom dens primære formål netop er at levere hæsblæsende action og digitale eksplosioner. Problemet er snarere, at dette larmende inferno er så uinspirerende sat sammen, hvilket skuespillernes flade præstationer blot underbygger. Det er dog meget cool at Jonathan Pryce spiller præsident. Jep, ham fra Terry Gilliams formidable Brazil – en af mine yndlings film. Men hey, en mindre detalje, som ikke redder filmen fra at floppe fælt.

Der leveres dog en ret festlige og vild actiontur gennem Paris gader, hvor de to helte Duke og Ripcord har fået fingre i såkaldte accelerations-dragter – som, ja, accelererer deres styrke og hastighed. De smadrer derfor som superrobotter gennem byen, mens bilerne bogstavelig talt flyver dem om ørene. Dumt? Ja, men også ret fikst og veliscenesat tegneserieaction. Men en enkelt cool actionsekvens ud af knap 2 timers digital tomgang får bestemt ikke træerne til at vokse ind i himlen. Langt fra.

Jeg ville så gerne elske denne film. Det er fjollet, over-the-top, uhøjtideligt, karikeret og larmende tegneserieaction. Men who am I kidding. Dette er, på trods af konstant buldrende special effects et kedeligt, trægt og desværre ret uopfindsomt bekendtskab. Filmens eneste bedrift synes desværre at gøre dette effektorgie så kedeligt, som tilfældet er. En ikke videre attråværdig bedrift.


Ekstramateriale: Filmen både lyder og ser dog trods alt virkelig godt ud på Blu-Ray og så medfølger der en smule udmærket ekstramateriale. En klassiske the making of og en feature med sit primære fokus på special effects. De to indslag løber op i 50 min. og kommer fint omkring produktionen og universet. Jeg savnede dog noget mere om tankerne bag opdateringen af G.I. Joe-universet. Man får også et kommentarspor med instruktør Stephen Sommers og producer Bob Ducsay, som leverer den sædvanlige sniksnak om hvor fedt det hele ser ud osv. Well, næsten da, for der bliver også kommenteret på effekter de ikke er helt tilfredse med. En smule selverkendelse er der altså at hente, trods alt.

”True Blood” går lige i blodet

Langt om længe fik jeg sat tænderne i den populære amerikanske tv-serie True Blood, som er skabt af Alan Ball, manden bag bl.a. den succesfulde serie Six Feet Under og manusforfatter af American Beauty. 1. sæson er netop kørt gennem afspilleren og jeg er bestemt hooked på mere. Var sgu også ved at blive helt nervøs for, om der stadig var spræl i vampyrerne efter at Twilight-franchisen har fået kastreret det blodsugende folkefærd – og det skal jeg da lige love for, at der er. I den grad.

Serien foregår i en verden, hvor vampyrer lever side om side med menneskene – eller i det mindste forsøger på det. Ikke alle tager godt imod blodsugerne, ligesom heller ikke alle vampyrer er opsatte på at leve fredfyldt sammen med menneskene. En sprængfarlig præmis, som tilbyder mange komplekse problematikker, hvilket serien da også tager hånd om. Det er dog først og fremmest en karakterdrevet serie, som heldigvis også undlader alt for sort/hvidt at udpensle allegorier, som bl.a raceforskelle og integration.


Kort fortalt, så følger man livets gang i den lille flække Bon Temps i det varme Lousiana.  Her bor den søde og uskyldige Sookie, som er servitrice på den lokale beværtning Merlotte’s og har evnen at kunne høre folks tanker. Men da vampyren Bill kommer til byen ændrer det lille lokalsamfund sig og ikke mindst Sookies verden. En umulig kærlighed opstår mellem de to – naturligvis. Hørt det før? Bestemt, men sjældent set så medrivende udfoldet. Det er dog langt fra den umulige romance, som bærer serien alene. For da et mord bliver begået i den lille by, er det endnu sværere at være vampyr og bestemt også at omgås dem.

True Blood har bestemt sine samfundsmæssige og sociale pointer, men bortset fra seriens allegoriske lag, så er det Sookie, Bill og resten af det komplekse og spraglede karaktergalleri, som bærer denne medrivende første sæson. Det er en serie, som tør at sætte sine karakterer i dilemmaer, de skal forholde sig til og ikke mindst tage konsekvenserne af. Alle gennemgår en udvikling, bliver klogere på sig selv og udfordres. Det er en stor styrke og virkelig spændende at følge.


Fik jeg for resten sagt, at serien bestemt også har sin del af sex, blod og vold – well og læderklædte vampyrer, som bl.a. lytter til Black Rebel Motorcycle Club, spiller Nintendo Wii og ser Heroes. Ha ha. Anyways, dette er dybt underholdende tv-serie-kiggeri, som byder på en interessante karakterer, neglebidende spænding, et fascinerende univers, romantik, mystik og mord. Jep, True Blood har det hele – eneste problem er blot, at der sgu er alt for lange udsigter til at næste sæson rammer det danske marked.

Ekstramateriale: Det er desværre ikke meget ekstramateriale, man finder på udgivelsen. Det bliver kun til nogle fine og informative kommentarspor til seks af episoderne, samt en lille mockumentary om vampyrer i USA (15 min.). Det er en skam, at der ikke er blevet kræset mere for denne del af udgivelsen, når nu serien i den grad er en lækkerbisken.

Originaltitel: True Blood – the complete first season, USA, 2008.

Instruktion: Alan Ball m.fl.

Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Chris Bauer, Nelsan Ellis, Jim Parrack m.fl.

Spilletid: 635 min.

Udgiver: Warner Home Entertainment.

Michael Douglas keder dig ihjel

Et styk ligegyldig korruptions-thriller-remake coming up! Ja, jeg blev narret i fælden af Michael Douglas’ fjæs på coveret og af at Fritz Lang står bag originalen fra 1956. Jo, Douglas har ganske vist en scene eller to i filmen, men hans venstrehåndsarbejde som korrupt anklager redder ikke denne forkølede omgang manuskriptstivhed og kedsommelig instruktionsafvikling. Og nej, et fjollet plottwist i enden får sgu ikke 1 time og 40 minutters trægt trav gennem genrens mest flade klichéer til at forsvinde.


Den ihærdige nyhedsrapporter C.J. er træt af at dække ligegyldige opgaver. Han vil frem i verden. Ja, hans eneste motivation synes at være den eftertragtede Pulitzer pris. Nej, her er ingen idealist på jagt efter sandheden, blot en duksedrengs søgen efter spotlightet. Men da C.J. får mistanke om, at en prominent anklager fusker med bevismaterialerne, får han en lys idé. Han vil afsløre korruptionen, hvilket – åbenbart – kun lade sig gøre, hvis han selv sætter livet og karrieren på spil. En tåbelig plan søsættes – og så smider vi da også lige en ligegyldig romance ind i billedet.


Det kan godt være, at denne lille ligegyldige sag er designet til halvsøvnige søndage, men selv ikke silende regn og en slem forkølelse er undskyldning nok for at smække Uskyldig dømt i afspilleren. Lad dig ikke lokke af Michael Douglas’ forførende fjæs. Her er ikke noget at hente og slet ikke hos filmens egentlige hovedperson C.J., spillet af en langt fra overbevisende Jesse Metcalfe. Det samme kan desværre også siges om det romantiske modstykke – en ellers yndig Amber Tamblyn.

Filmen bygger som sagt på Fritz Langs Beyond a Reasonable Doubt, en film jeg på trods af dette remakes kedsommelighed har lyst til at opstøve. For den kære hr. Langs original må da indeholde noget af den hårdkogthed og spænding, som remaket aldrig mønstrer. Lang er trods alt manden bag klassikere som bl.a. Metropolis og M. Men det til side. Peter Hyams, instruktøren bag dette rædderlige remake, burde hellere satse på mere letbenet monsterunderholdning, som tilfældet var med hans underholdende The Relic fra 1997.


Men helt ærligt, what’s not to like? Korruption, biljagter, mord og romantik. Den har da det hele, ik’? Muligvis, men vægten af kedsommeligt karakterarbejde, utroværdige plottråde og fraværet af engagerende historiefortælling lader ikke meget håb tilbage. Ja, selv filmens udgangsreplik synes blot at håne sit publikum, så hvad andet kan jeg gøre, end at smide selv samme ed lige tilbage i fjæset på filmen: ”Fuck you!”.

Originaltitel: Beyond a Reasonable Doubt, USA, 2009.

Instruktion: Peter Hyams.

Medvirkende: Michael Douglas, Jesse Metcalfe, Amber Tamblyn, Orlando Jones Joel Moore m.fl.

Spilletid: 1 time 45 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

En kaotisk hyldest til fantasien

Så er der igen knudret, udknaldet og fantasifuld tagfat fra den sprælske Terry Gilliam. Denne gang byder han indenfor i The Imaginarium of Doctor Parnassus – et magisk teater, hvor der både er plads til eventyret og kaoset. Men filmens til tider narrativt løse væsen dræner desværre også filmen for noget af den ellers rå energi og entusiasme Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man uforudsigelighed, fantasifuld finesse og en forførende stemning fra start til slut.


Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup på fire indtager scenen. Den udødelige Parnassus, dværgen Percy, gøgleren Anton og den smukke Valentina. De får dog snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab. En tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender både teatrets publikum og biografgængere ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Heath Ledger under tragiske omstændigheder døde. Men for at afslutte filmen hev Gilliam tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som i filmens skæve univers fungerer fint og nærmest gnidningsløst.


Udover Gilliams fortællermæssige legelyst og vilde visuelle udflugter, finder man altså et stærkt skuespillerkorps. Her er både Ledger, den umage teatertrup, Depp, Law og Farrell indtagende bekendtskaber. En særlig cadeau skal dog lyde til Tom Waits, som med bowlerhat giver den som selveste Djævelen. Han er intet mindre en fabelagtig. Virkelig godt set af Gilliam at caste den runkne og ru sanger til denne enigmatiske rolle. Herligt.


Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For selvom både Londons gader er indtagende og turene ind i det magiske spejl er forførende, så savner man til tider også mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen stadig fyldt med finurlige idéer, gode karakterer og visuelle narrestreger, som bestemt gør turen ind i biografmørket det hele værd.

Originaltitel: The Imaginarium of Doctor Parnassus, England, Canada, France, 2009.

Instruktion: Terry Gilliam.

Medvirkende: Heath Ledger, Andrew Garfield, Christopher Plummer, Lily Cole, Verne Troyer, Tom Waits, Johnny Depp, Jude Law, Colin Farrell m.fl.

Spilletid: 2 timer 2 min.

Biografpremiere: d. 25. december 2009.

Distrubutør: Sony Pictures.

”Terminator Salvation” skøjter rundt

Første gang man så den skarpskårne Terminator var i 1984. James Cameron havde skabt et dystopisk science fiction filmhit, som han syv år senere fulgte op med den effektsprudlende Terminator 2 – endnu engang med Arnold Schwarzenegger i den ikoniske titelrolle. Og så var der også en tredje film i 2003, men den glemmer vi lige. For med Terminator Salvation forsøger McG – manden bag Charlie’s Angels-filmene – nemlig at reboote det populære univers. Desværre er det blevet en ret så rodet og flad affære – men der leveres sgu trods alt nogle lede robotter og vilde actionsekvenser.


Vi befinder os i år 2018, altså i den fremtid, man har set glimt af i de tidligere film. Det computerstyrede Skynet har lagt verden i ruiner og forsøger nu at gøre en ende på de tilbageværende mennesker, ikke mindst modstandsbevægelsen med John Connor (Christian Bale) i front. Med den mystiske Marcus Wrights ankomst (Sam Worthington), melder nye problemer sig. Og så rulles der ellers manuskriptmæssig nonsens ud, som McG ihærdigt forsøger at overdøve med bulder og brag – hvilket faktisk lykkedes et stykke af vejen.


Terminator Salvation har altså sit hyr med at få historien til at hænge meningsfyldt sammen. Noget der dog fungerer er de mange robotter, samt flere af actionscenerne. Her er der sgu overbevisende knald på. Det er bare en skam, at der aldrig opnås et vellykket samspil mellem action og historie – hvorfor filmens karakterer også mister pondus.

Christian Bale får aldrig lov til at træde i karakter som John Connor. Det samme kan siges om filmens slatne forsøg på at filosofere over hvad der gør et menneske til menneske – den gode gamle maskine vs. menneske-problematik. Lidt lommefilosofisk uld, som blot flagrer i vinden. Heller ikke den ellers komplekse Marcus Wright bliver interessant. Alle tilløb til blot en smule troværdig substans væltes konstant over ende af ulogiske plottråde og umotiverede actionsekvenser. Ærgerligt.


Terminator Salvation er bombastisk og actionmættet science fiction, som desværre mangler den gode historie og et medrivende cast. Og umotiverede Terminator-referencer hjælper altså ikke, hvilket et uelegant ”I’ll be back” kun ubehjælpsomt understreger. Det er billige tricks, som synes at skulle please fans, men i stedet klinger hult. Selv dommedagsstemningen virker til tider tam på trods af ellers flotte set designs, hvilket er symptomatisk for filmen: den ser godt ud, men indholdet halter – og en sukkersød Hollywood-ending redder bestemt ikke noget på målstregen. Kom igen.

Ekstramateriale:

Man får med Blu-Ray-udgivelsen en 4 fire minutter længere version af filmen. Den byder bl.a. på et par nye scener og lidt mere action, dog ingen ændring af filmens plotmæssige struktur. Det er altså ikke den 30-40 minutter længere udgave McG tidligere har talt om. DVD’en har kun biografversionen.

Filmen præsenteres med en virkelig flot billedside og ikke mindst en medrivende lydside – samt en ordentlig stak ekstrafeatures. Her er fokus på special effects, robotter og set designs. Det er fermt, men også en smule flygtigt sat sammen. Dog tilfredsstillende hvad filmens special effetcs angår. Med Maximum Movie Mode kan man se filmen i selskab med McG, som undervejs slår ned på forskellige aspekter af filmen. Et fint alternativ til kommentarsporet. Det havde dog været interessant med mere om filmens historie, men bestemt et solidt og til tider grundigt ekstramateriale.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen på DVD. Deltag HER.

Originaltitel: Terminator Salvation, USA, 2009.

Instruktion: McG.

Medvirkende: Christian Bale, Sam Worthington, Moon Bloodgood, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Common, Helena Bonham Carter, Michael Ironside m.fl.

Spilletid: 1 time 54 min. (Bio-version), 1 time 58 min. (Forlænget version).

Udgiver: Sony Pictures.

‘Avatar’ er en tom tryllekunst

Jeg har ikke ligget søvnløs siden Titanic sank i 1997 og bare ventet på James Camerons seneste film Avatar. Jeg har blot været almindelig spændt på, hvad han denne gang ville fremtrylle. Og jeg skal da love for, at han har fået brygget en omgang visuelt overrumplende og teknisk mageløse billeder i laber 3D. Desværre er filmen kedelig forudsigelig og så kigger man forgæves efter en dybde i historien, der ellers kendetegner filmens voluminøse billedside.

Historien går altså – modsat filmens teknologiske landvindinger – ikke nye veje, men vrider sine velkendte klichéer skematisk ud af ærmet. Vi følger Jake Sully (Sam Worthington), en invalid soldat i kørestol. Han sendes til planeten Pandora, hvor han får en såkaldt avatar-krop, der udover at ligne det indfødte na’vi-folk også gør ham i stand til at gå. Han skal i sin nye krop infiltrere det blå folk og få dem til at forlade deres bosted, så amerikanerne uhindret kan udvinde et kostbart mineral, der skal redde Jorden fra en fatal energikrise.

Det er bestemt lykkedes at skabe en fascinerende verden i 3D, hvor den ekstra dimension heldigvis ikke blot bruges som et rent gimmick. Den fungerer som et dybdeskabende og inddragende element i den fremmede faunas jungledyb. Rent teknisk er der altså ikke meget at sætte en finger på, bl.a. er na’vi-folket overraskende overbevisende. Problemet med de 3 meter høje smølfer er snarere, som med resten af persongalleriet, at de aldrig bliver interessante – man kommer aldrig ind under huden på dem.

Avatar er altså fattig på interessante karakterer. Ikke engang soldaten Jake, der ellers står i dramaets midte – fanget mellem sin egen og en fremmed races dagsordener – synes videre påvirket af situation. Historien og de medvirkende mangler simpelthen saft, kraft og kant. Der er ingen tvivl at spore hos nogen, ingen gråzoner – kun de gode mod de onde. Sort mod hvidt og uden overraskelser.

En fortælling behøver i min bog ikke at være videre original for at henrykke, men når en klichéfyldt historie som denne aldrig afviger fra det forudsigelige eller i det mindste sætter sine karakterer og hermed publikum i egentlige dilemmaer, så bliver det hele hurtigt fladt og uinteressant – også selvom afviklingen ofte er ret ferm. Ærgerligt, for når man først har smagt på filmens vilde ridt udi 3D, begynder man hurtigt at famle efter en medrivende historie – desværre forgæves.

Jeg håber dog Avatar bliver en succes, for måske Cameron så kan få lidt nosser til at turde udfordre historien og sit publikum på andre områder end den rent tekniske. Men skal man se filmen, så er det altså i biografen og i 3D det sker. Det er sådan filmen er tænkt og sådan den skal opleves – ellers bliver det højst sandsynligt blot et endnu fladere bekendtskab, end tilfældet allerede er.

Originaltitel: Avatar, USA, 2009.
Instruktion:
James Cameron.
Medvirkende:
Sam Worthington, Zoe Saldana, Stephen Lang, Michelle Rodriguez, Sigourney Weaver, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid:
2 timer 41 min.
Distributør:
Twentieth Century Fox.
Biografpremiere:
d. 18. december 2009.

Forrygende tømmermænd

Hvor galt kan det i grunden gå, hvis man tager et smut til Las Vegas for at holde polterabend? Virkelig galt. Det må fyrene i den forrygende Tømmermænd i Vegas sande dagen derpå. For efter en vild nat i Syndens By befinder der sig nemlig bl.a. en tiger på hotelværelset og hvad værre er, så mangler brudgommen Doug! De tilbageværende tre – og i særdeleshed tømmermændsramte festaber – må nu forsøge at backtracke nattens begivenheder og herved finde frem til Doug, så de kan nå tilbage til brylluppet i tide.

Det er en fin idé at lade historien blive fortalt bagvendt – så at sige. Man er på den måde i samme båd, som gutterne der følger sporene fra nattens udskejelserne. Og det er i den grad morsomt og vanvittigt at være med til at opklare årsagerne til de mange skrammer fra de natlige strabadser. Jeg mener, hvor kommer tigeren fra? Hvorfor mangler Stu en tand? Hvorfor er der pludselig gangstere i hælene på dem? Og så støder de også på en mildest talt hårdtslående cameo, som simpelthen er for langt ude. Fantastisk!

Kammeraterne udgør et dynamisk og morsomt trekløver, hvor det dog uden tvivl er Zach Galifianakis, der er filmens trumfkort. Han er simpelthen dybt underholdende og herligt underspillet i rollen som den aparte Alan. Han bærer virkelig meget af filmens latter-hit-rate på sine buttede skuldre. Men både Brad Cooper, som festklar skørtejæger og Ed Helms, som den forsigtige og underdanige ægtemand giver bestemt morsomt og medrivende modspil.

Filmen er med sikker hånd og god sans for timing instrueret af Todd Philips. Han stod bl.a. også bag den forrygende Old School, hvor min personlige favorit Will Ferrell giver den gas som Frank The Tank. Jep, Tømmermænd i Vegas – eller blot The Hangover, som den knapt så fjollede origianltitel lyder (og som da også bruges på coveret) er en særdeles veldrejet og fornøjelig fest-løber-helt-af-sporet-film, som jeg allerede glæder mig til at gense. Og så skulle der allerede være en 2’er på vej – sign me up!

Ekstramateriale:
Udover at filmen både ser virkelig godt ud og lyder fremragende på Blu-Ray, så finder man også nogle udmærkede ekstrafeatures. Det er den sædvanlige omgang gaggede småtterier fra produktionen, bl.a. med indslag om de forskellige natlige strabadser, fraklip, udskejelser på settet og lignende. Herudover medfølger også et morsomt Picture in Picture kommentarspor med hovedrolleindehaverne Bradley Cooper, Zack Galifianakis, Ed Helms og instruktør Todd Philips. Fint, underholdende og hvad man kan forvente sig af ekstramaterialet for en komedie.

Originaltitel: The Hangover, USA, Tyskland, 2009.
Instruktion:
Todd Philips.
Medvirkende:
Zach Galifianakis, Brad Cooper, Ed Helms, Justin Bartha, Ken Jeong m.fl.
Spilletid:
1 time 47 min.
Udgiver:
Warner Home Entertainment.

Endelig et remake med spark i

Ja, så er det igen remake-tid her på bloggen – og endelig et remake med spark i. For der er heldigvis ikke tale om endnu et glatpoleret-happy-go-lucky-junk-produkt fra Hollywoods tamme gemakker, men derimod en både rå og intens genindspilning. Endnu en nasty klassiker er blevet kørt gennem remake-møllen, nemlig Wes Cravens brutale og grænseoverskridende The Last House on the Left fra 1972.

En hyggelig familietur med far, mor og datter i sommerhus ender med alt andet end varm kakao og fisketure ved søen. For da datteren Mari tager ind til byen for at møde sin veninde Paige render de på nogle ubehagelige typer, et møde der udvikler sig katastrofalt. Skæbnens ironi vil imidlertid at gerningsmændene dukker op hos Maris forældre – og så tager tingene en ny og brutal drejning.

Wes Cravens original er en i særklasse rå og sadistisk sag, så jeg troede faktisk ikke et remake ville holde vand – men det gør det rent faktisk. Genindspilning er både intens, brutal og hamrer af sted til den bitre ende. Helt så ond i sulet, som originalen er den dog ikke, men skildringen af menneskets skyggesider er stadig overbevisende sat i scene. Det ikke mindst takket være et par solide skuespilspræstationer, hvor bl.a. Tony Goldwyn som hævntørstig fader og skurken Krug spillet af Garret Dillahunt leverer deres karakterer overbevisende og med fine nuancer.


Og så er det altså ikke tegneserievold, man her er vidne til. Volden har konsekvenser og ikke kun de fysiske af slagsen. Både dem som forvolder skade og dem det går ud over efterlades aldrig upåvirkede. Det samme kan heldigvis også siges om filmens publikum. Så når rulleteksterne sætter ind, føler man sig heldigvis ikke så røvrendt, som tøserne i filmen. Man kan så diskutere om remaket er berettiget eller ej, men nu er det her – og tja – remake eller ej, det her er en herlig hidsig lille thriller. Og heldigvis kan originalen stadig ses, hvilket jeg til enhver tid vil tilråde, at man gør – det uanset hvor fremragende en genindspilning måtte være.

Ekstramateriale: Der er desværre ikke noget særligt interessant ekstramateriale på udgivelsen. Det bliver kun til lidt ligegyldige slettede scener (9 min.) og så en lille trailer-lignende feature, hvor Wes Craven og instruktøren af remaket får smidt et par ord ind mellem de heftige klip (2:30 min.). Så modsat filmen, er her tale om tamt, tomt og ligegyldigt vedhæng. Det kunne ellers have været interessant med bl.a. et par indslag om tankerne bag remaket vs. originalen.

By the way, på coveret proklameres det bombastisk: ”Forlænget version – Alt for brutal til biografen!”. Forskellen består i fire minutter, som groft sagt byder på en smule mere brutalitet og at visse scener er klippet lidt anderledes. En mere detaljeret gennemgang af de to versioner finder du HER.

Originaltitel: The Last House on the Left, USA, 2009.

Instruktion: Dennis Iliadis.

Medvirkende: Tony Goldwyn, Monica Potter, Garret Dillahunt, Aaron Paul, Spencer Treat Clark, Riki Lindhome, Martha MacIsaac, Sara Paxton m.fl.

Spilletid: 1 timer 50 min.

Udgiver: Universal Home Entertainment.

En halvlunken omgang

Jeg så forleden den lille blege og blodige thriller Scar. Den er aldrig dissideret kassérbar, men bestemt heller ikke på nogen måde mesterlig. Tja, det er vel hvad man vil kalde halvlunken omgang. Et hæderligt forsøg på en lille neglebidende whodunit-flick, som da også lige smider lidt Saw-inspireret tortur ind i spillet – du ved, bare for at please de torturhungrende teens. Well, der er faktisk et par ret ubehagelige torturscener, så cadeau for det – men spændende bliver filmen sgu aldrig.


Med en cheesy flashback-effekt ser man i glimt hvad Joan Burrows (Angela Bettis) har gennemgået som ung pige, nemlig hende og en veninde fanget og tortureret af en sadistisk gerningsmand. Det lykkedes dog Borrows at flygte. År senere vender hun så tilbage til byen, hvor hun blev påført traumet. Og ja, du gættede rigtigt! Nye mennesker dukker pludselig døde op. Er morderen fra Borrows fortid slet ikke død? Eller hvad pokker sker der? Lad gætterierne begynde.

Selvom Scar på ingen måde er original eller videre fængslende, så holder den trods alt ens opmærksomhed fanget – sådan da. Men et par gode skuespillere, lidt ubehagelig gore og en god stak gyser-klichéer hjælper selvfølgelig på det. Angelena Bettis er god som traumeramt offer, men ja, bestemt set bedre. Og så skal de to tøser fra flashback-scenerne også nævnes (Tegan Moss og Brittney Wilson), for de er faktisk virkelig gode, som forskræmte ofre. Lidt legesyge har da også sneget sig ind i kameraarbejdet, bl.a. filmes et offer indefra munden og ud. Herligt.


Tja, jeg har bestemt set ringere thrillers, men så sandelig også langt bedre. Måske jeg bare så Scar i det rette humør. Anyways, filmen går trods alt lige an, som letbenet og Saw-inspireret underholdning. Og ja, så må man selvfølgelig også være beredt på den efterhånden obligatorisk åndssvage finale. Aldrig rigtigt overbevisende leveret, men hey, det skal sådan en halvslatten omgang thriller-underholdning sgu heller ikke klandres for. Giv den et skud, hvis alt andet er lejet ud.

– Filmen findes for resten også i en 3D-version, det er dog ikke den som udgives.

Originaltitel: Scar, USA, 2007.

Instruktion: Jed Weintrob.

Medvirkende: Angela Bettis, Kirby Bliss Blanton, Devon Graye, Christopher Titus, Al Sapienza, Bill Baksa, Ashley Chomik, Ben Cotton, Emma Duncan, Kristin Kowalski, Tegan Moss, Brittney Wilson m.fl.

Spilletid: 79 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

”Paranormal Activity” er pisseuhyggelig!

Det her er sgu en vaskeægte lowbudget solstrålehistorie og faktisk en af dette års mest hypede film! Well, måske ikke i lille Danmark, men i USA har rygtet om denne indie-creeper bredt sig som en steppebrand, ikke mindst efter at Steven Spielberg udtalte, at han nær var død af skræk under filmen. For faktisk er filmen fra 2007, men havde i lang tid en usikker fremtid. Ingen distributører bed på, men med gå-på-mod, en kreativ trailer og effektiv markedsføring – bl.a. kunne folk ønske filmen til deres by – kom Paranormal Activity frem i verden. Nu er turen så kommet til at skræmme Danmark fra vid og sans. Og ja, believe the hype. Dette er særdeles skrækindjagende uhygge, som går lige i maven og sniger sig ind i ens mareridt. Fantastisk!

Historien er simpel, men særdeles veludført. Kæresteparret Micah og Katie oplever mystiske ting i deres hus – underlige lyde og ting der flytter sig uden grund. De beslutter sig for at komme mysteriet til livs, derfor køber Micah et videokamera, så de kan fange de mystiske hændelser på bånd. Og tro mig, der bliver fanget mystiske hændelser på bånd. Det er disse ”hjemmevideo”-optagelser, som udgør filmen.

Her er altså tale om en film i en dokumentarisk stil, som efterhånden er blevet ret populær, ikke mindst med den nu 10 år gamle The Blair Witch Project. Senest har vi så bl.a. fået den spanske [Rec] (2007) og monsterfilmen Cloverfield (2008). Længere tilbage finder man også film, der bruger lignende dokumentariske greb, bl.a. den fremragende Man Bites Dog (1992) og fra 1980 den grusomme Kannibalmassakren.


Paranormal Activity er uhyre godt skruet sammen og ikke mindst – pardon my French – pisse-hamrende-uhyggelig. Uhyggen bygges så effektivt op, at selv de mest uskyldige ting bliver skræmmende, som fx en dør der blidt bevæger sig. Det er sgu godt gået. Mødet med det overnaturlige fremstår troværdigt, ikke mindst takket være kæresteparret. Der er en dynamik og naturlighed over dem, som gør, at man rent faktisk tror på og føler med dem – og det er nødvendigt, når filmen skal sælge varen. Så selvom man godt ved, at det er fiktion, ja så besidder de grynede optagelser og parret en troværdighed, som går direkte i skræknerven.


Men kære blog-læsere, forvent ikke at der fra første frame smides jumpscares til højre og venstre. Dette er en slowburner, som dog i den grad tager fart og ikke mindst fat i sit publikum. Og jeg er altså ikke sart, hvad skrækfilm angår. Men jeg blev skræmt godt og grundigt op til flere gange undervejs – og uhyggen rumler stadig i baghovedet, når mørket falder på. Det er efterhånden lang tid siden en gyser gjorde det. Jeg har godt nok også et svagt punkt for bl.a. genfærd – så dette var bestemt vand på min mølle. Anyways. Paranormal Activity er en creepy og velkomponeret skræktur og en herlig hårrejsende biografoplevelse, som jeg under alle andre også at få. Spørgsmålet er så bare, tør du?

– Husk nu, at du stadig kan nå at vinde billetter og hættebluser. Deltag HER.

Originaltitel: Paranormal Activity, USA, 2007.

Instruktion: Oren Peli.

Medvirkende: Katie Featherston, Micah Sloat m.fl.

Spilletid: 86 min.

Distributør: SF Film.