ARCTIC: Mads Mikkelsen på røven i den kolde arktiske ødemark

Biografanmeldelse: Det er vitterligt en bidende kold overlevelsestur, der leveres med den nådesløse og intenst spændende ‘Arctic’, der har en stålsat Mads Mikkelsen i hovedrollen som eneste overlever efter et fatalt flystyrt i den både golde og kolde arktiske ødemark. Således kommer man helt ind på livet af viljen til overlevelse i de mest ubarmhjertige omgivelser.

Det er nærmest uden ord, at overlevelsesfilmen folder sig vindbidt og sejlivet ud i de flot forløste, men også yderst barske omgivelser, der ikke efterlader mig meget håb for, at Mads Mikkelsens ukuelige Overgård kommer til at klare strabadserne. Det er altså mod all odds, at jeg her følger menneskets kamp mod naturen, når den er allermest frygtindgydende.

Men på trods af den barske fortælling, skydes der undervejs også smukke billeder ind af de sneklædte vidder, der nærmest emmer af en fremmed planet, og ligeledes af og til også indgyder bare en smule håb med solen strålende ned over Overgårds kamp for overlevelse. Det er altså en yderst simpel præmis, men en ligeledes effektiv præmis, der kryber ind under huden på mig.

Jeg mærker vitterligt den helt umulige kamp, hjælpeløsheden og faren true konstant i den kolde ødemark. Mads Mikkelsen puster desuden fornemt og nuanceret liv ind i sin ellers nærmest ordløse karakter. Her er både nerve, nærvær og human tilstedeværelse i hans engagerende portræt. Han er så absolut med til at bære filmen hjem sammen med den stramt fortalte og flot forløste fortælling.

Det er dog undervejs måske nok af og til en smule småt med overraskelserne, mens filmens repetitive form med Overgård, der dag efter dag følger de samme rutiner hiver lidt momentum ud af filmen. Men på den anden side, så er netop hans repetitive handlinger også med til at understrege netop håbløsheden og den umulige kamp i den nådesløse situation – fanget ude i den kolde intethed.

’Arctic’ er med andre ord en stramt og velfortalt film om mennesket vilje til at overleve selv imod de værst tænkelige odds. Mads Mikkelsen er virkeligt god som den sejlivede Overgård, der går med krum hals mod den umulige opgave i de sneklædte omgivelser, der både emmer af håbløshed og med indskudte momenter af naturens skønhed.

– ‘Arctic- får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Arctic’ har biografpremiere den 31. januar 2019.