Indlæg

BLODIG WEEKEND 2014: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang med blod, gru og rædsel

Blodig Weekend 2014: Tredje omgang af genrefilmsfestivalen Blodig Weekend viste sin sidste film i søndags. To weekender med skræk og rædsel i biografen nåede således sin ende. Første weekend fandt sted i København, mens anden del også indtog Aarhus. Jeg har skrevet om første weekend her og her, men var selvfølgelig også til stede under festivalens anden blodige halvleg.

Her blev der lagt ud med verdenspremieren på den danske found footage-gyser Encounters. En godt fyldt sal 1 i CinemaxX var således klar til at blive skræmt. Særligt uhyggeligt blev det dog ikke. Eller særligt underholdende for den sags skyld, mens man i The Blair Witch Project-stil følger et lille filmhold, der farer vild i de store svenske skove. Her er det dog ikke hekse, der lurer i mørket.

encounters Blodig Weekend 2014Det stakkels filmhold på afveje i Encounters

Det ændrer desværre ikke på, at uhyggen er til at overse. Det er de kedelige klichéer og det klodsede manuskript til gengæld ikke. Men gruppen fungerer godt og naturligt med deres interne drillerier og uenigheder. Humoren balanceres bare ikke helt vellykket med gyset. Grinene overtog også der, hvor det ikke var mest gavnligt for historien og forsøget på uhygge. Desværre en fuser på trods af gode horror-intentioner og genrehjertet på rette sted.

Om torsdagen havde Blodig Weekend skiftet biografen ud med Warehouse9 i København, hvor finske Nightsatan leverede 80’er-inspireret synth-koncert efter, at deres kortfilm var blevet vist. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage, men kastede mig dagen efter atter ind i kampen til visningen af Sharknado 2. Ja, opfølgeren til den der film med Ian Ziering (du ved, Steve Sanders), der kommer i kamp mod en tornado fyldt med glubske hajer. WTF.

sharknado 2 Blodig Weekend 2014Ja, det Ian Ziering med en motorsav og en stor haj. Gæt selv filmen.

En herlig dumt præmis, der med 2’eren tages skridtet videre med flere hajer og mere dumhed. Og selvom den var mere underholdende end den første, kneb det med at holde tomgangen og kedsomheden på afstand. Det er fatalt, når man laver en film om hajer i tornadoer. Den var dog ikke uden medrivende dumhed, som eksempelvis når Ian kløver en klodset animeret kæmpehaj i to med sin motorsav.

Efter en lørdag, hvor jeg desværre gik glip af Nacho Vigalondos thriller Open Windows med Elijah Wood og Sasha Grey i hovedrollerne samt det overnaturlige gys Starry Eyes, var jeg blot endnu mere klar på Blodig Weekends afslutningssalut med besættelses-gyset The Quiet Ones og Jordens undergang i den australske These Final Hours.

quiet ones Blodig Weekend 2014Det er uuuhyggeligt i The Quiet Ones – eller måske egentlig ikke heeeelt så uhyggeligt alligevel

Det legendariske britiske filmstudie Hammer Film står bag The Quiet Ones. Studiet havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne, hvor blandt andet Dracula og Frankenstein var på filmstrimlen. Det genoplivede studie har dog et stykke vej tilbage til horror-tinderne med The Quiet Ones, hvor en Oxford-professor vil bevise, at det overnaturlige findes og kan helbredes. Det forsøger han så at gøre med sin forpinte patient Jane Harper, der synes at være besat.

Jared Harris er karismatisk som snørklet professor, mens Olivia Cooke er skræmmende og tvetydig som Harper. Atmosfæren er mørk og trykkende, men desværre sættes de gode takter over styr af billige jump scares, klodsede klichéer og effektjageri. Det dræner historien for uhygge og troværdighed. The Quiet Ones ender som et middelmådigt, men trods alt delvist vellykket gys.

these final hours Blodig Weekend 2014Jorden går under i These Final Hours, så graffiti er helt ok

Blodig Weekend sluttede helt symbolsk af med den dystopiske These Final Hours, hvor man følger en mands sidste timer inden Jordens undergang. Hvad bruger man så de sidste timer på? Her fester, knepper og begår folk selvmord og har nederen på. Filmen bliver bare ikke helt så intens og medrivende, som der sigtes efter med flere højdramatiske scener, der involverer både børn, afmagt og håndvåben.

En ujævn film, der dog ret godt fastholder en stemning af håbløshed på sin vej mod Jordens undergang, der desværre bare ikke bliver til det slag i mellemgulvet, man kunne have ønsket sig. Men en ok ond, om end ikke opløftende afslutning på endnu ombæring Blodig Weekend, der har budt på skønne gensyn med klassikere, besøg af horror-legender og nye spændende skrækfilm. Jeg ser bestemt frem til fjerde ombæring af Blodig Weekend næste år.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs mine øvrige artikler fra: Blodig Weekend 2014 her, 2013 her og 2012 her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.

Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.

De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.

The Cat O’ Nine Tales, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.

Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.

Dark Touch Blodig Weekend stills

For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.

Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.

Dark Touch, 3/6:3_6 - stars_LILLE

Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.

kiss of the damned

Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.

Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.

Kiss of the Damned, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.

Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.

daddys little girl 02

For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.

For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.

Daddy’s Little Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.

Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.

Sharknado Blodig Weekend stills

Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma

Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.

Sharknado, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.