Indlæg

GONE GIRL: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det nederen over, han har nederen på

Blu-ray-anmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film, Gone Girl. Nu sidder jeg så her efter filmen med samme følelse, som da rulleteksterne startede at rulle. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed. Øv.

Men du har bestemt gjort dig umage, David. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

gone girl biograf 01

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men det er afsættet. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Pist væk. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på konens forsvinden pludselig finder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

gone girl biograf 02

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen altså har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. For gnidningsløst. For sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmes satiriske tematikker om ægteskab og facader ændrer ikke på, at filmen også er kedelig.

Plottets udvikling i filmens første del er dog besnærende og elegant udfoldet, scoret dragende og universet fuldendt. Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er bare uengagerende. Her er ingen følelser på spil. David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

Filmen, Gone Girl, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

gone girl 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer virkelig til sin ret på Blu-ray-udgivelse. De smukke og kølige billeder står veldefineret, klart og skarpt med solid kontrast og nuanceret farvepalet. Lydsporet er også en sand fornøjelse med sine velbalancerede niveauer og fine detaljer, der også gør TrentReznors score ære. Formidabelt. Ekstramaterialet begrænser sig desværre kun til et kommentarspor med David Fincher. Det er til gengæld godt. Informativt med både tanker om filmens tekniske aspekter samt tematikker og produktionen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE   | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Gone Girl cover
Originaltitel:
Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 26. februar 2015
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

 

 

JOE: Alle film med Nicolas Cage er værd at se – ikke mindst Joe

Blu-ray-anbefaling: Hvis du er fast læser her på siden, så ved du også, at jeg er vild med Nicolas Cage. Og nej, ikke på den der ironiske måde. Jeg synes fandeme, at han er god, forrygende og helt vidunderligt vanvittig. Godt nok har han medvirket i en del mere eller mindre tvivlsomme film de seneste år, men med Joe indtager han en mere seriøs og afdæmpet rolle.

Her spiller han den forhenværende kriminelle Joe, der nu arbejder som tømrer. En dag på arbejdet møder han tilfældigt den 15-årige Gary. Et umage og overraskende venskab tager form. Gary ligger nemlig under for sin voldelige far, hvorfor Joe tager hånd om Gary og måske også herigennem komme overens med sig selv og sine indre dæmoner.

Joe blu-ray 01

Gary spilles af Tye Sheridan og filmen er baseret på Larry Browns bog af samme navn fra 1991. Filmens instruktør David Gordon Green har tidligere stået bag mere eller mindre vellykkede komedier som Your Highness, Pineapple Express og The Sitter samt komediedramaet Prince Avalanche, men altså her vellykket kastet sig over et mere alvorligt drama. Dem må han godt lave flere af. Gerne med Cage.

Så nej, det passer altså ikke, at Nicolas Cage de seneste mange år kun har været med i billige actionfilm så som Tokarev, Stolen og Seeking Justice. Hvis du vil have det modbevidst, kan jeg kun anbefale Joe. Ja, jeg kan egentlig anbefale den uanset hvad og uanset, hvad dit forhold til Nicolas Cage måtte være. For han er forrygende god i den og det er filmen også.

Joe er udkommet på dvd og Blu-ray den 12. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Joe | Blu-ray-anbefaling”]
Joe blu-ray cover
Originaltitel: Joe, USA, 2013
Udgivelse: d. 12. januar 2015
Instruktion: David Gordon Green
Medvirkende: Nicolas Cage, Tye Sheridan, Gary Poulter m.fl.
Spilletid: 117 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

 

MAZE RUNNER: En kamp for overlevelse i en mystisk labyrint

En labyrintisk Blu-ray: Endnu en franchise er sat i søen med den dystopiske science fiction-film The Maze Runner. Filmen er baseret på James Dashners roman af sammen navn fra 2009, og som titlen indikerer, så spiller en labyrint en central rolle i filmen. Det er da også helt rigtigt, for det er præcis i sådan en, at 16-årige Thomas på mystisk vis ender.

Han vågner nemlig med hukommelsestab i en rusten elevator, hvor det eneste, han kan huske er sit navn. Det viser sig dog snart, at han befinder sig i en enorm labyrint sammen med en gruppe andre drenge. Men der opstår snart splid i gruppen og Thomas forsøger nu at slipper ud af labyrinten, der hele tiden ændrer sig, hvilket kun gør det endnu sværere at slippe ud.

maze runner blu-ray en film du skal se 01

I rollen som Thomas finder man Dylan O’Brien, mens rollelisten blandt andet også byder på Aml Ameen, Kaya Scodelario, Thomas Brodie-Sangster, Will Poulter og Ki Hong Lee. Opfølgeren Maze Runner: The Scorch Trials lander i de danske biografer til september – og mon ikke også, at den tredje bog i trilogien, The Death Cure, bliver filmatiseret.

Blu-ray-udgivelsens ekstramateriale består blandt andet af en making of, der ser på det at adaptere bogen til film samt interviews med cast og crew, videre er der slettede scener med valgfrit kommentarspor af instruktøren Wes Ball, lidt fjol fra settet samt et kig på filmens effekter og et kommentarspor med Wes Ball samt manusforfatter T.S. Nowlin.

The Maze Runner er udkommet på Blu-ray og dvd den 19. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Maze Runner | En labyrintisk Blu-ray”]
maze runner cover
Originaltitel: The Maze Runner, 2014
Release: den 19. januar 2015
Instruktion: Wes Ball
Medvirkende: Dylan O’Brien, Aml Ameen, Kaya Scodelario, Thomas Brodie-Sangster, Will Poulter m.fl.
Spilletid: 113 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

SPARTACUS – Den komplette serie: Fire fremragende sæsoner med sandaler, sværd og sex

Blu-ray-anbefaling: Hvis du er typen, der er vild med sværd og sandal-film, bør du straks få fat på Blu-ray-udgivelsen med den komplette serie af Spartacus. Her er der nemlig godt med sværd og sandaler samt rigelige mængder af sex og vold, storhed og fald, liv og død, krig og kærlighed. Serien kørte fra 1010 til 2013 og består af 39 afsnit, der fordeler sig på fire sæsoner.

Serien tager, som du nok har luret, udgangspunkt i gladiatoren Spartacus, der ifølge historiebøgerne stod i front for et stort slaveoprør i Romerriget. Her er dog ikke tale en historietime en til en. Nok langt fra. Vi befinder os mere i et stiliseret univers i samme boldgade som eksempelvis Zack Snyders 300 og Ridley Scotts Gladiator. Ja, måske ikke just historisk korrekt, men absolut underholdende.

spartacus serie blu-ray 02

Et univers, der syder og bobler af sex og vold. Og i store mængder af begge dele. Her bliver der med andre ord ikke sparet på brugen nøgne mennesker. Både mænd og kvinder. Og både for fra og bag fra. Mens det også sprutter ivrigt med blod og afskårne lemmer – gerne i slow-motion.

Det hele er larger than life, men uden at miste det engagerende drama. For godt nok spilles her på de store og bombastiske følelser, men det gøres på en medrivende måde, fordi det er universelle følelser, der på trods af sværd og sandaler gøres relaterbare ved en række spændende og velspillede karakterer. Et drama rig på både komplekse intriger og forræderi i stor stil.

Du kan altså roligt sætte små 36 timer af til en tur tilbage til et dramatisk Romerriget. Det kan du roligt gøre uanset, hvor vild du måtte være med sværd og sandaler. For dramaet er for alle – i hvad fald så længe, du ikke er den sarte type.

– SPARTACUS – Complete Collection (1.-4. sæson) er udgivet på Blu-ray den 27. november 2014. [tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Spartacus – Complete Collection”]
Spartacus serie cover
Originaltitel: Spartacus – Complete Collection (2010-2013)
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Jesse Warn m.fl.
Medvirkende: Andy Whitfield, Liam McIntyre, John Hannah, Manu Bennett m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GUARDIANS OF THE GALAXY: Hvis bare jeg havde mit eget rumskib

Blu-ray-anmeldelse: Hvis du synes, at der er for få talende og skydegale vaskebjørne på film, har du allerede her første gode grund til at se rumeventyret Guardians of the Galaxy. Bizarre væsner, susende rumskibsaction og tongue-in-cheek-humor er andre mindst ligeså gode grunde. Ja, hvis ikke du har luret det, så er dette en anmeldelse med en indbygget anbefaling i.

Man kastes direkte ud i eventyret efter en kort baggrundshistorie for knægten Peter Quill, der på Jorden i 1980’erne på tragisk vis mister sin mor. Filmen springer frem i tid, hvor knægten – med tragedien på slæb – nu er blevet en vittig og voksen eventyrer i det ydre rum, spillet tilpas kækt af Chris Pratt. Her har han nuppet et mystisk kugle-artefakt, der har givet ham den onde Ronan på nakken.

guardians of the galaxy 02

Ja, du gættede rigtigt: Det har noget med intet mindre end galaksens skæbne at gøre. Og ja, Quill bliver nødt til at teame op med førnævnte vaskebjørn (med stemme af Bradley Cooper) samt et trælignende væsen (med stemme af Vin Diesel), den egenrådige Gamora (en grønmalet Zoe Saldana) og den muskuløse Drax (wrestleren Dave Bautista). Et umage hold, der må forsøge at samarbejde, mens diverse skurke, eksplosioner og plottråde gør sit for at spænde ben for deres foretagende.

Her er kort sagt tale om et skørt, kulørt og charmerende offbeat rumeventyr, der er svær ikke at holde af. Du ved, farverig science fiction, der uhøjtideligt og med diverse bizarre væsner og karakterer taler direkte til min og din indre rumfilmsfan. Derfor er det også kun dobbeltærgerligt, at historien ikke er videre interessant, mens humoren heller ikke altid rammer lige rent.

guardians of the galaxy 04

Men på trods af historiemæssige skavanker, er der ingen tvivl om, at James Gunn er den rette instruktør til tjansen. Han står bag den herlige horror-sjasker Slither samt den skammeligt oversete og sorthumoristiske superheltefilm Super. For selvom her ikke er helt samme overraskende og skrubbeløse humor, har eventyret absolut sin del af humoristisk absurditet. Du ved, en skydegal vaskebjørn.

Quills tragiske ballast får bare ikke rigtigt fat, selvom han filmen igennem lytter til det mixtape, han fik af sin mor på hendes dødsleje. Musikken er dog yderst velvalgt og står i dynamisk kontrast til rumscenerierne med numre af blandt andet David Bowie og Jackson 5. Her er altså tale om et veloplagt og vittigt rumeventyr, der fungerer både som god opvarmning for den kommende Star Wars-film og ikke mindst den allerede annoncerede 2’er, der lander i 2017.

Filmen, Guardians of the Galaxy, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

guardians of the galaxy 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer i den grad til sin ret på Blu-ray. Alt fra store rumscenarier til de nære skud af karakterne gengives klart, veldefineret og farvemættet med stor detaljegrad og solid kontrast. Lydsporet er også en sand fornøjelse med sine dynamiske og velbalancerede niveauer, der giver fin plads til de forskellige elementer. Ekstramaterialet er udmærket, men også noget overfladisk.

Her får man en ok making of, der blandt andet ser på tilblivelsen af filmens farverige univers, set designs og make up-effekter (20 min.), et kort kig på skabelsen af Rocket og Groot (7 min.), fem slettede scener med valgfrit kommentarspor af James Gunn (4 min.), en fjollet gag reel (4 min.) samt et ok informativt og engagerende kommentarspor af James Gunn.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Guardians of the Galaxy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Guardians of the Galaxy cover

Originaltitel:
Guardians of the Galaxy, USA, 2014
Release: d. 4. december 2014
Instruktion: James Gunn
Medvirkende: Chris Pratt, Zoe Saldana, Dave Bautista, Vin Diesel, Bradley Cooper, Lee Pace, Michael Rooker, Karen Gillan, Djimon Hounsou, John C. Reilly, Glenn Close, Benicio del Toro m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Walt Disney Entertainment[/tab][/tabgroup]

DAWN OF THE PLANET OF THE APES: Fuck yes, talende aber til hest med våben i hænderne

Blu-ray-anmeldelse: Hvis en anmeldelse skal fungere som en art salgstale for, om man skal eller ikke skal se en film, ville jeg lade denne anmeldelses rubrik være argumentet for, at du selvfølgelig skal se Dawn of the Planet of the Apes. Men lad mig lige uddybe, hvorfor aber og automatvåben er en så forrygende god kombination, som tilfældet er.

Filmen foregår 10 år efter begivenhederne i forgængeren, Rise of the Planet of the Apes, fra 2011. Den behøver du dog ikke at have set, da titelsekvensen her gør et eventuelt uindviet publikum ajour. Men se den alligevel. Den er god. Men okay, menneskeheden er sendt til apokalyptisk tælling grundet en dødelig virus, mens aberne har udviklet sig yderligere og opbygget et samfund ledet af overaben Caesar, der nærmest er eneste genganger fra forgængeren.

abernes planet revolutionen 05

Det kommer atter til en konfrontation mellem mennesker og aber, hvor én dum handling udløser startskuddet til krigen. Men selvom løjerne i grunden er ret fjollede – du ved, aber og automatvåben – er her ikke tale om hjernedød abeaction. Actionscenerne er hele vejen motiveret af handlingen og har en følelsesmæssig pondus, der kun gør den dynamiske action gennem jungledyb og murbrokker endnu mere medrivende.

Det er i sig selv en bedrift at lave en film, der overbevisende bevarer sin alvorlige tone, selvom her er tale om en film med talende aber, der rider rundt på heste og skyder med maskinpistoler. En i hver hånd, selvfølgelig. Det er Andy ’Gollum’ Serkis, der igen aber igennem som Caesar. Det gør han forrygende godt. Det gør CGI-troldmændene bag ham så absolut også.

abernes planet revolutionen 01

For der er oprigtige følelser på de computeranimerede aber – af og til mere end filmens mennesker. Blandt andet en sammenbidt Gary Oldman og humanisten Jason Clarke. Men selvom ikke alle karakterer måske er lige nuanceret optegnet, lykkedes filmen fornemt med at etablere begge sider af krigen, så handlingen konstant er følelsesmæssigt velfunderet i sine karakterer.

Det er muligt, at her er talende aber og maskinpistoler, men det er karaktererne, der er drivkraften. Ikke CGI-magi og eksplosioner. Så hul i, at tematikker som krig, forsoning, tilgivelse og hævn måske bliver en smule overfortalt, mens ikke alle plotdrejninger er fuldt ud troværdige. For her er tale om dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. For fuck sake, her er tale om en film med talende aber til hest med automatvåben i hænderne. Selvfølgelig skal du se den.

Filmen, Dawn of the Planet of the Apes, 5/6:5_6 - stars_LILLE

abernes planet revolutionen 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er en sand fornøjelse at gense Dawn of the Planet of the Apes på Blu-ray. Billedet står farvemættet, skarpt og detaljerigt, hvor både animerede aber og rigtig menneskehud gengives velbalanceret og naturligt. Lydsporet bakker den medrivende billedside forrygende godt op med balancerede niveauer og et dynamisk lydbillede – medrivende, bastant og intenst.

Ekstramaterialet er ligeledes en fornøjelse og kommer tilfredsstillende og interessant omkring filmens tilblivelse med en række behind the scenes– og making of-featuretter på i alt små to timer. Her ser man både på historien, computereffekterne, universet, mens man også får slettede scener samt et engagerende kommentarspor med instruktør Matt Reeves.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dawn of the Planet of the Apes | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Dawn of the Planet of the Apes BD cover
Originaltitel: Dawn of the Planet of the Apes, USA, 2014
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Matt Reeves
Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee m.fl.
Spilletid: 2 timer 10 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

PLANET OF THE APES – PRIMAL COLLECTION: En pokkers masse talende aber, der er din tid værd

Blu-ray-anbefaling: Med Blu-ray-udgivelsen Planet of the Apes: Primal Collection kan du gå all in på abeunderholdningen med de otte abefilm: Planet of the Apes (1968), Beneath the Planet of the Apes (1969), Escape from the Planet of the Apes (1971), Conquest of the Planet of the Apes (1972), Battle for the Planet of the Apes (1973), Planet of the Apes (2001), Rise of the Planet of the Apes (2011) og Dawn of the Planet of the Apes (2014).

Det hele startede med Pierre Boulles bog La Planète des Singes fra 1963, der i 1968 fik den forrygende filmatisering af Franklin J. Schaffner med Charlton Heston i hovedrollen. Hermed var en franchise født, der indtil videre har kastet yderligere syv film af sig samt blandt andet diverse tegneserier, legetøj, bøger og to tv-serier i henholdsvis 1974 og 1975, den ene animeret.

planet of the apes collection blu-ray 01

Tim Burton forsøgte mindre heldigt at genindspille den originale film i 2001. Hermed kunne universet på film være blevet lagt i graven for good. Heldigvis fik aberne som bekendt nyt liv med Rupert Wyatts forrygende reboot i 2011, der tidligere i år fik en endnu bedre fortsættelse med Dawn of the Planet of the Apes.

Hermed synes aberne at være back for good – der venter i hvert fald endnu en film forude i 2016. Den glæder jeg mig selv sagt til. Inden den lander, kommer jeg helt sikkert til at gense de her abefilm flere gange. For ja, godt nok er filmserien af svingende kvalitet, men universet er hele vejen fascinerende.

abernes planet revolutionen 01

Noget af det, der jo er en fornøjelse ved Blu-ray er, at ældre film kan få pustet nyt liv i både billede og lyd, som med de første fem film. Samtidig byder denne udgivelse også på timevis af ekstramateriale. Her er altså god mulighed for at kunne gå amok med et univers, der lever videre i bedste velgående her små 50 år efter den første film. Forrygende damned dirty apes!

PLANET OF THE APES – Primal Collection er udkommet på Blu-ray den 27. november 2014. [tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Planet of the Apes – Primal Collection”]
planet of the apes collection cover
Originaltitel: Planet of the Apes – Primal Collection (1968-2014)
Release: den 27. november 2014
Instruktion: Franklin J. Schaffner, Tim Burton, Rupert Wyatt m.fl.
Medvirkende: Roddy McDowall, Natalie Trundy, Kim Hunter, Charlton Heston, Maurice Evans, Andy Serkis m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRANSFORMERS – AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

Blu-ray-anmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen. Og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter. Det er selv sagt alt for lang tid. Der er simpelthen for lidt udvikling i plot og karakterer til de mange minutters tomgang.

Transformers 4 Age of Extiction 01

Men okay. For at være lidt fair, så sker der noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engagere mig i alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre også ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Transformers 4 Age of Extiction 05

Der er også Dinobots med – ja, Transformers-dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget. Nu kører det hele bare i ét langt trættende gear. Intet andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

Filmen,
Transformers: Age of Extinction, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Transformers 4 Age of Extiction 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ja, filmen er noget hø, men Blu-ray-udgivelsen er fremragende. Billedet står knivskarpt, farvemættet og detaljerigt hele vejen, hvor både robotter og polerede piger virkelig kommer til deres ret. Den dynamiske lydside leverer den tonsende action med velbalancerede niveauer, der giver rum og tyngde til universet. Endvidere finder man knap tre timers ekstramateriale.

Der medfølger ganske vist ikke et kommentarspor, men man kommer bestemt gennem udgivelsens forskellige behind the scenes– og making of-featuretter tilfredsstillende omkring produktionen med interviews af cast og crew. Lige fra Michael Bays syn på sin action, til filmens locations, design af robotterne, historien, karaktererne og filmens univers samt et besøg hos Hasboro-hovedkvarteret plus lidt løst sjov og ballade. Velproduceret, spændende og tilfredsstillende.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Transformers age of extinction 4 cover
Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: den 20. november 2014
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 7: En epoke med sentimentale og sexede tv-vampyrer har nået sin ende

EN SERIE DU SKAL SE: Syvende og sidste sæson af den overnaturlige vampyrserie True Blood er netop udgivet her i landet. Hermed runder HBO-serien 80 afsnit siden første sæson i 2008. En serie, der er blevet mere spraglet for hver sæson. Ikke altid til det bedre, men det har hele vejen været underholdende at besøge byen Bon Temps i det varme Louisiana.

Sidste sæson byder på 10 afsnit, hvor en del plottråde skal afsluttes – blandt andet, hvordan det ender med den søde, tankelæsende Sookie Stackhouse og hendes to bejlende vampyrer, Eric Northman og Bill Compton. Nu har serien ganske vist udviklet sig til meget andet end et trekantsdrama med vampyrer. Her indfinder sig som bekendt alverdens væsner og mystiske begivenheder.

true blood 7 sæson blu-ray 01

Alt fra varulve, hekse og formskiftere. Men selvom der er blevet fyldt godt på med karakterer, mens Anna Paquins rolle som Sookie af og til er blevet skubbet i baggrunden, er det fortsat hende, der for mig er seriens kerne. Serien er dog generelt fyldt med andre både spændende, skøre og blot bizarre bekendtskaber, der for de flestes vedkommende også er interessante at følge.

Det bliver derfor også vemodigt at skulle sige farvel til en serie, jeg har fuldt siden første afsnit – også selvom det altså er en serie, der svinger i kvalitet. Men på trods af sine ujævnheder, er det et univers og nogle karakterer, det fortsat interessant at følge. Lige fra Kristin Bauer som vampyren Pam og hendes komplekse fortid med sin skaber Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård.

true blood 7 sæson blu-ray 02

Videre til den rapkæftede kok Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley), samt selvfølgelig en bleg Stephen Moyer som vampyren Bill Compton og den godhjertede kvindebedårer Jason (Ryan Kwanten). Vanen tro for HBO-serier har også True Blood sin del af sex, vold og blod. Alt i rigelige mængder, hvor også den kulsorte humor fortsat indfinder sig.

Jeg har sæson for sæson taget lettere og lettere på seriens plothuller og halvt optegnede karakterer og blot overgivet mig til seriens farverige univers og spraglede persongalleri. Så selvom serien for mit vedkommende var mest tiltalende i de første par sæsoner, vil jeg selvfølgelig anbefale dig en sidste tur til True Blood-land.

True Blood sæson 7 er udkommet på dvd og Blu-ray den 10. november 2014.
[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | True Blood sæson 7″]
true blood season 7 cover
Originaltitel: True Blood – The Complete Seventh Season, USA, 2014
Release: d. 10. november 2014
Instruktion: Stephen Moyer m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Alexander Skarsgård m.fl.
Spilletid: 562 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

UNIVERSAL MONSTERS – THE ESSENTIAL COLLECTION: Klassiske filmmonstre i sort/hvid er et must-have på Blu-ray

Blu-ray-anbefaling: Du skal gøre plads på filmhylden til Blu-ray-udgivelsen Universal Monsters: The Essential Collection. Her får du nemlig otte sort/hvid-klassikere med nogle af de mest ikoniske filmmonstre. Du kender dem uden tvivl alle sammen. Ellers bør du straks komme til det.

Udgivelsen indeholder således: Dracula (1931), Frankenstein (1931), The Mummy (1931), The Invisible Man (1933), Bride of Frankenstein (1935), The Wolf Man (1941), Phantom of the Opera (1943) og Creature from the Black Lagoon (1954). Med andre ord otte film, du bør eje, se og gense.

horror collection universal 01

De otte film udgør nogle af de væsentligste grundsten i både horrorgenren og i filmhistorien – og man får blandt andet også her nogle af de mest ikoniske fremstillinger af monstrene. Blandt andet Bela Lugosi som Dracula, Boris Karloff som Frankensteins monster og Lon Chaney, Jr. som The Wolf Man.

Ikke nok med, at det er nogle fremragende og stemningsfulde film, så leveres de alle med en flot billed- og lydside, der kun gør dem til yderligere en fornøjelse at se eller gense. Desuden følger der med hver film også ekstramateriale, der løber op på mere en 12 timer sammenlagt, hvoraf det meste absolut er værd at gå på opdagelse i.

horror collection universal 03

Så uanset om du allerede har set filmene, eller har dem alle til gode, bør du altså gøre dit liv bedre ved at få fat på denne Blu-ray-udgivelse. Det er film, jeg selv nyder at gense. Blandt andet fordi jeg er dedikeret horrorfan, men ligeså meget fordi, jeg er forgabt i film – og de her værker har bestemt ikke mistet magien.

UNIVERSAL MONSTERS: THE ESSENTIAL COLLECTION er genudgivet på Blu-ray d. 17. oktober 2014.

[tabgroup][tab title=”Blu-ray-anbefaling | Universal Monsters: The Essential Collection”]
universal moster collection cover
Originaltitel: Universal Monsters: The Essential Collection
Release: den 17. oktober 2014
Instruktion: James Whale, Tod Browning, Karl Freund m.fl.
Medvirkende: Boris Karloff, Claude Rains, Edward Van Sloan, Dwight Frye, Bela Lugosi, Colin Clive m.fl.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]