Indlæg

DESTROYER: Nicole Kidman indhentes på dragende vis af fortidens spøgelser

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortidens spøgelser indhenter den slidte kriminalassistent Erin Bell i den knugende tunge og intense ’Destroyer’. Nicole Kidman indtager med nerve og nærvær rollen som Bell, der for år siden var undercover i et bandemiljø, hvilket endte galt. Nu rører banden på sig igen, hvilket bringer gamle minder i kog, mens et farligt spil for at slutte fred med fortiden indledes.

Fortællingen foldes således ud i to engagerende spor – i fortiden som undercover og nutidens nedslidte Bell, der udover det farlige opgør med fortiden også kæmper med et dysfunktionelt forhold til sin teenage-datter. Historien er dog helt og holdent Bells. Hendes kamp med sig selv, sine omgivelser og sin fatale fortid, der hverken vil slippe hende – eller som hun formår at slippe.

Det er på en gang trist og gribende at være vidne til Bells deroute, hvilket udover filmens måde at fortælle sin historie på bestemt også er Kidmans fortjeneste. Jeg tror på hendes mismod i rynkede nærbilleder af hendes slidte ansigt og i hendes livstrætte måde at bevæge sig igennem livet på. Hun ejer på mange måder filmen, men bakkes bestemt godt op af det øvrige persongalleri.

Her finder man blandt andre Sebastian Stan som Bells medsammensvorne undercover-betjent, mens Toby Kebbell er intimiderende som bandelederen Silas. De er sammen med den matte og velkomponerede billedside med at skabe et troværdigt og hårdt univers, hvor alt synes at være ved at falde fra hinanden. Filmens intime og intense score af Theodore Shapiro skal også fremhæves.

’Destroyer’ er med andre ord en velfortalt og knugende thriller med en dragende Nicole Kidman i den altoverskyggende hovedrolle. Så selvom fortællingen måske mister lidt momentum undervejs, så gør blandt andet hendes præstation og miljøskildringen op for dette og sikrer, at filmen kommer gribende i mål med både nuancer af håbløshed, brutalitet og mismod. En film, der gør ondt.

– ’Destroyer’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’Destroyer’ har premiere den 3. januar.

UNDER THE SILVER LAKE: Dragende konspirationer i Hollywood

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er noget af et både knudret, fascinerende og mystisk ridt ind i Hollywoods verden af drømme i Los Angeles, man får serveret i ‘Under the Silver Lake’. Her møder man dagdriveren Sam, der uden egentlig retning i sit liv en dag støder på en mystisk kvinde, der svømmer i en pool. Hun forsvinder imidlertid ud af det blå. Men hvorhen?

Dette sætter Sam på det føromtalte helt drømmende ridt ind i Hollywoods verden af aspirerende skuespillere, sminkede musikere, glitrende kvinder, men også fanatiske samlere og stjerne-prostituerede med mange flere. Ja, drømmenes by har meget at byde på, når først man kradser lidt i overfladen – og det gør Sam. Også mere end kradser.

Snart står han nemlig ansigt til ansigt med hemmelighedsfulde konspirationer om Hollywood. Konspirationer, der kun sender ham yderligere ind ind i det enigmatiske Los Angeles. Og ja, det er bestemt en dragende rejse, jeg her kommer med på. Selv når fortællingen måske nok går en smule i tomgang, dukker der i næste nu endnu et krumspring op og tager mig videre.

Andrew Garfield indtager med en lettere tåget og naiv Sam hovedrollen. Selvom han måske ikke er det stærkeste kort i filmen, så forløser han fint den rolle at hive mig med ind i mysteriet – ganske vist sammen med arsenalet af karismatiske karakterer og plotmæssige kolbøtter i en fortælling, der kun vikler sig mere og mere ind i sine egne konspirationer. Ganske medrivende.

Filmen er måske nok også lige en kende for lang for sit eget bedste med sine to timer og tyve minutter. Men på den anden side, så er den lange spilletid også med til at gøre Sams tur ind i Hollywoods bagsider og parallelverden endnu dybere og mere mystisk. Her er ganske enkelt tid til at lede både mig og Sam på vildspor og ind i blindgyder.

Kort fortalt, så er ‘Under the Silver Lake’ et fascinerende bekendtskab, der fint lever af sit knudrede og mystiske plot, der medrivende foldes ud i et Hollywood befolket af unikke personer og hemmelige gåder, som jeg forsøger at finde hoved og hale i sammen med Sam, der på sporet af den mystiske kvinde både boltrer sig i noir, thriller, gys samt drama og mørk komedie.

– ‘Under the Silver Lake’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Under the Silver Lake’ har premiere den 3. januar.

MARY POPPINS VENDER TILBAGE: Barnepigen charmerer en ny generation

/i /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke noget egentligt forhold til musical-klassikeren ‘Mary Poppins’ fra 1964, hvor Julie Andrews indtog den ikoniske titelrolle. Derfor har jeg heller noget i klemme, hvad angår fortsættelsen ‘Mary Poppins vender tilbage’, hvor det denne gang er Emily Blunt, der kommer svævende eventyrligt ned fra oven.

Jeg vil med andre ord ikke råbe helligbrøde efter denne film, hvor den magiske barnepige vender tilbage til 1930’ernes London for at hjælpe den nye generation af familien Banks, der står overfor at miste deres barndomshjem til en grådig bankmand. Ikke nok med det, så tynger sorgen efter moderens død også både børnene og enke-manden. Livsglæden trænger kort sagt til et pust.

Ind på scenen flyver således Mary Poppins, der på fortryllende vis skubber familien i en mere munter retning med blandt andet opløftende musical-numre og eventyrlige ture ind i kulørte verdener, hvor dyr kan både danse og synge. Og selvom jeg egentlig ikke er den store musical-fan, så smitter musikken positivt af på mig på samme måde som på den lille familie.

Emily Blunt er nemlig ret så charmerende som den både bestemte, men også yderst omsorgsfulde Mary Poppins. For selvom sorgen over moderens død ganske vist ligger latent i familien, mens også truslen om at miste deres hjem banker på forude, så er her altså i den grad tale om en feel good-film, der dog ikke helt negligerer de nævnte skyggesider hos familien.

Filmen formår nemlig på ganske fin vis at behandle de svære emner – også selvom det måske bliver en smule letbenet. Her er så afgjort overvægt af livsglæde og kærlighed, hvor det ikke kun er børnene, der trænger til at få lidt eventyr tilbage i deres liv, men altså også de voksne, hvor ikke mindst faderen med hjælp fra Mary Poppins genvinder noget af barnet i sig selv igen.

Kort fortalt så er ‘Mary Poppins vender tilbage’ en ganske opløftende, musikalsk og sød film, der hylder livet, eventyret og kærligheden. Det er derfor også sådan nogenlunde til at leve med, at filmen med sine lige over to timer bliver en kende for lang for sit eget bedste, mens ikke alle sangnumre sidder lige rent i skabet. Ikke desto mindre er det et charmerende bekendtskab.

– ‘Mary Poppins vender tilbage’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Mary Poppins vender tilbage’ har premiere den 25. december.

HAPPY ENDING: Hvad gør man lige, når 49 års ægteskab ryger på røven?

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad stiller man lige op med kærligheden og ikke mindst livet, når et ægteskab bliver til en skilsmisse efter hele 49 år? Det er præcis, hvad det nu forhenværende ægtepar på omkring de 70 år, Helle og Peter, må finde ud af i Hella Joofs komedie-drama ‘Happy Ending’. Nej, det er bestemt ikke nemt, hvorfor der da også deles ud af både tragik og komik.

Birthe Neumann er kvinden, der bliver forladt af sin vin-glade mand i skikkelse af Kurt Ravn i senior-hopla, der ikke længere har fidus til sit ægteskab. Han har andre planer for sit liv som netop udsprunget pensionist. Helle går derimod i spåner, da hun havde set frem til at dele pensionist-livet med sin mand. De må nu begge forsøge at finde sig til rette med deres nye livssituation.

Det er altså nogle af de helt store tematikker, der her smides i komik-møllen, som tager selve livet op til revision i en sen alder. Både kærlighed, familieliv samt naturligvis ægteskab og ikke mindst spørgsmålet om, hvad livet i det hele taget skal bruges på bliver her vendt og drejet på både trist og vittig vis. Desværre bliver filmen bare aldrig for alvor morsom og heller ikke gribende nok.

Her er dog på trods flere vellykkede scener, hvor ikke mindst netop Birthe Neumann og Kurt Ravn er med til at holde filmen ovenvande, når fortællingen mister nærvær og momentum. For jeg mærker blandt andet lige dele sorg og tragikomik, når Neumann gemmer sig grædende i tøjskabet, mens det er akavet morsomt, når Ravn låner svigersønnens tøj og forsøger sig med dating.

Men både filmens momentvis fine scener og ikke mindst hovedrolle-indehavere er desværre ikke nok til, at ‘Happy Endning’ kommer helt vellykket i mål. Hertil går fortællingen blandt andet også lidt for meget i ring, mens den dramatiske slagside bliver en kende luftig. Filmen ender derfor desværre også med at være mere forglemmelig end gribende sine gode takter til trods.

– ‘Happy Ending’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Happy Ending’ får premiere den 25. december.

CREED II: Intens boksning og en stadig gribende Sylvester Stallone som Rocky

/i , /af

Biografanmeldelse: Det begyndte i 1976 med ‘Rocky’, hvor Sylvester Stallone første gang indtog sin sidenhen ikoniske rolle som bokseren Rocky Balboa. Den affødte en række efterfølgere – og i 2015 spin-off-filmen ‘Creed’, hvor Stallones aldrende Rocky nu trænede bokse-talentet Adonis Creed – søn af Rockys afdøde ven og tidligere rival, Apollo. Med ‘Creed II’ indtages ringen på ny.

Michael B. Jordan er igen Adonis Creed, der denne gang konfronteres med sin fars død. Han udfordres nemlig til kamp af Viktor Drago – søn af Ivan Drago, som var ansvarlig for faderen Apollos død i bokseringen for år siden. En kamp, der således ripper op i fortidens spøgelser – også for Rocky. Således foldes familie-problemer og fader-forbilleder sammen med boksningen.

For ganske vist er ‘Creed II’ en film med boksning som omdrejningspunkt, men det er det menneskelige drama og de engagerende karakterer, der løfter og binder filmen sammen. Jeg er stadig interesseret i og grebet af Stallones sirlige og varme portræt af Rocky. Hans tilgang til livet og forholdet til blandt andet Adonis er både rørende, gribende og nærværende fortalt.

Hertil kommer, at også B. Jordan bringer både en engagerende frustration og sårbarhed til sin rolle som Adonis, der kæmper med både indre dæmoner og savnet efter sin far. Jeg føler ganske enkelt med ham, når han går i ringen – men ligeså meget udenfor ringen. For filmen leverer bestemt sin del af potente boksekampe, der intenst bringer både den indre og ydre kamp i scene.

Udover Stallone igen er Rocky, så byder filmen også på et gensyn med Dolph Lundgren som Ivan Drago, som man så i ‘Rocky IV’ fra 1985. Han er nu træner for sin søn Viktor, hvorfor fortidens spøgelser i den grad kommer til overfladen. For vil fortidens bokse-tragedie gentage sig, når sønnerne Adonis og Viktor indtager ringen – eller vil Adonis få oprejsning for sin fars død?

Så selvom filmen mister en smule momentum henover midten og løber ind i sin del af forudsigeligheder, så leveres fortællingen og karaktererne oprigtigt og gribende, hvilket holder mig ved ilden på trods af ujævnhederne. ‘Creed II’ er kort fortalt et ganske medrivende nyt kapitel i bokse-franchisen, der hvis det bliver Stallones sidste som Rocky bestemt er hans karakter værdig.

– ‘Creed II’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Creed II’ har premiere den 20. december.

AQUAMAN: Et kulørt og klodset dyk ned under havets overflade

/i , /af

Biografanmeldelse: Tag en dyb indånding. For med ‘Aquaman’ går turen ned under havets overflade i et både kulørt, spektakulært og kluntet superhelte-eventyr. Det er fortællingen om Arthur Curry aka Aquaman, der skal forsøge at forlige sig med tanken om at indtage tronen som konge over undervandsriget Atlantis og samtidig stoppe sin halvbror fra at gå i krig med menneskene.

Vi får altså oprindelseshistorien for undervandshelten, som vi i skikkelse af Jason Momoa første gang mødte i superhelte-sammenkomsten ‘Justice League’. Denne gang må han dog på egen hånd klare strabadserne – ganske vist med hjælp fra blandt andre havprinsessen Mera. Det betyder også en påklistret romance midt i en fortælling, der desværre falder fra hinanden.

Filmen starter ellers ganske action-stramt med en heftig scene, der involverer adskillige hårdhændede pirater på en ubåd, der får uventet besøg af en endnu mere hårdtslående Aquaman. Men efterhånden som fortællingen foldes ud forfalder filmen til den ene pompøse actionscene efter den anden, hvilket desværre er med til at skyde både historien og karaktererne ud af kurs.

Jeg mister ganske enkelt interessen for Aquaman, der jo ellers både kæmper en indre kamp om sin plads i verden og en kamp med sin halvbror. Men dramaet ender med at være mere postuleret end engagerende. Det er en skam, når nu her ellers foldes flere visuelt vilde scenerier ud med både fæle fiskemonstre, Dolph Lundgren på en søhest og en tur verden rundt.

Men Aquaman fortabes desværre i en klodset fortalt film, hvor både han og de øvrige karakterer samt deres interne relationer aldrig rigtig får fat. Filmen falder desuden også helt igennem undervejs med et par komiske indslag, der er mere malplacerede end morsomme, mens den mere end to timer lange spilletid ender med at føles mere oppustet end medrivende.

Jason Momoa udgør på trods en god og karismatisk Aquaman, der bare aldrig bliver rigtig interessant – det samme kan desværre også siges om blandt andre Amber Heard som Mera og Patrick Wilson som den magtsyge halvbror. Eskapaderne kuldsejer dog heldigvis ikke helt, hvor den ganske vist rodede fortælling trods alt holder et ok tempo og altså også mig ok underholdt.

– ‘Aquaman’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Aquaman’ har premiere den 13. december.

SPIDER-MAN: INTO THE SPIDER-VERSE: Sprudlende Spider-Man i flertal

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på animationen i den veloplagte og morsomme ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’, hvor man grundet en portal til diverse paralleluniverser møder ikke bare én, men flere forskellige versioner af Spider-Man. Det er dog med teenageren Miles Morales i centrum, at filmen folder sig ud med både smittende fortælleglæde og visuel opfindsomhed.

Miles Morales slås som mange andre teenagere med at finde sig selv og sin plads i livet. Det hele kompliceres dog, da han bliver bidt af en mystisk edderkop, hvilket giver ham en række superkræfter og et nyt ansvar om måske at skulle gå i den originale Spider-Mans fodspor. Midt i det hele åbner superskurken Kingpin den omtalte portal, hvilket sætter verdens sikkerhed over styr.

Det er altså i udgangspunktet et klassisk superhelte-setup, hvor Miles skal forsøge at finde sig til rette med sine nye kræfter og gå op imod en magtfuld skurk, mens også teenage-livet skal passes. Filmen er dog heldigvis yderst bevist om genren, som den leger veloplagt med, vender på hovedet og driller, men altså også hylder og respekterer. Det er en fornøjelse at overvære.

At filmen så mister en smule momentum henover midten og at skurken ikke er videre interessant, er til at leve med, når nu fortællingen netop er så medrivende fortalt og ikke mindst animeret. For visuelt river filmen mig bestemt med, hvor blandt andet tegneseriehæfternes talebobler og 2D-følelse bringes legende til live, mens action-scenerne ruller sig energisk ud.

Det bliver for alvor morsomt og dejlig gakket, når portalen får smidt de øvrige versioner af Spider-Man ind i filmen, hvor man møder en ældre og lettere opgivende Peter Parker, den tjekkede Spider Gwen, en stoisk Spider Noir, den søde Peni Parker samt den kække gris Spider Ham. De er med til at give superhelte-genren et skud kærkomment og gakket galskab.

‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ er med andre ord et visuelt sprudlende og opfindsomt bekendtskab, der både morsomt, ganske gribende og veloplagt fortæller sin oprindelseshistorie uden at blive klichétung, men derimod bevarer en fortællemæssig virilitet – særligt på billedsiden, men blandt andet også takket, at Spider-Man altså her kommer i flertal.

– ‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Spider-Man: Into the the Spider-Verse’ får premiere den 13. december.

COLD WAR: Den umulige kærlighed i en umulig tid

/i , /af

Biografanmeldelse: Den umulige kærlighed folder sig passioneret ud i 1950’erne og efterkrigstidens Polen med Pawel Pawlikowskis sort/hvide drama ‘Cold War’. Skæbnen vil nemlig, at musikeren Wiktor i sit arbejde med at optage folkemusikken i sit hjemland møder den talentfulde Zula i en lille landsby. Det bliver starten på et turbulent forhold, der sætter de tos forskellige temperamenter på prøve.

Det dramatiske epicenter i fortællingen er altså den svære samt ofte uforståelige og utæmmelige kærlighed de to imellem, men det er også fortællingen om den kolde krigs indvirken på Østeuropa, hvor blandt andet den kommunistiske propaganda-maskine bruger folkemusikken til sin fordel. Den svære kærlighed matches med andre ord af en ligeledes svær samtid.

Det historiske bagtæppe væves således intenst ind i kærlighedsfortællingen, hvor Joanna Kulig er både umulig og svær ikke at holde af som den egenrådige Zula, mens Tomasz Kot er den mere rolige, men også en smule fortabte Wiktor. Deres ganske gribende fortælling foldes ud over en årrække, der tager mig med til fra Polen til Berlin, Jugoslavien og Paris, mens musikken spiller.

For musikken spiller også en afgørende rolle i filmen, hvor jeg gribes af flere af de musikalske scener, hvor blandt andet optrædenerne med folkemusikken er både smukt og medrivende sat i scene. Det er i det hele taget en smukt iscenesat film, der med sine sort/hvid-billeder betager mig med sine velkomponerede billeder, der indrammer både kærligheden og samtiden.

Så når filmen undervejs desværre mister lidt af sit greb i mig, holder fortællingens visuelle side mig til ilden på sin vej gennem kærlighedens kringlede op- og nedture. For der er intet uproblematisk i Zula og Wiktors fortælling, der på klassisk vis bevidner, at de ikke kan leve sammen, men heller ikke hver for sig. Det er både hjerteskærende, frustrerende og bevægende at være vidne til.

– ‘Cold War’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Cold War’ får biografpremiere den 13. december

A STAR IS BORN: Syngende kærlighed for fulde følelsesmæssige sluser

/i , /af

Biografanmeldelse: Følelserne sættes i den grad i sving med det musikalske og romantiske drama ’A Star Is Born’ – en genfortolkning af filmen af samme navn fra 1937. Her er temaer som berømmelse og misbrug samt kærlighed og musik i spil, hvor Bradley Cooper og Lady Gaga spiller henholdsvis en alkoholiseret rockstjerne og en sangerinde in spe.

Det er deres passionerede, turbulente og dramatiske forhold, som er det gribende omdrejningspunkt for fortællingen. For ja, berømmelsen har en bagside. Ikke mindst for Jackson, der nyder stor succes på scenen, men kæmper med et alkoholmisbrug privat. Han får dog fornyet livsgnist, da han møder den talentfulde sangerinde Ally, der arbejder som servitrice.

De to indleder et intenst parløb – både privat og musikalsk. Problemerne venter dog i kulissen for det nyforelskede par, hvor ikke mindst Jacksons dæmoner konstant ulmer, mens Ally katapulseres til musikalsk succes. Samspillet mellem de to er engagerende og gribende forløst, hvor Lady Gaga med både styrke og skrøbelighed overbeviser som den opblomstrende Ally.

Bradley Cooper er på samme måde troværdig og charmerende som den martrede Jackson, der kæmper både med alkoholen og en svær opvækst, som kaster skygger ind i hans voksenliv. De to udgør et stærkt par, jeg rives med af fra første strofe lyder i en fortælling, der dog desværre ikke er rig på overraskelser, men som derimod leverer sin historie indlevende og følelsesladet.

Bradley Cooper debuterer som instruktør, mens han også er medforfatter på filmen. Det er bestemt en flot debut, da han blandt andet viser et godt greb om at spille på de helt rigtige følelsesmæssige tangenter – der klinger overbevisende – mens musikken også er dynamisk iscenesat. Det er derfor til at leve med, at filmens mindterstykke desværre bliver lidt ujævn og mister en smule nærvær.

Denne nyfortolkning af ‘A Star Is Born’ er ganske enkelt og helt grundlæggende en gribende fortælling med indtagende præstationer. Men det er også en ret så forudsigelig fortælling, der træder ned ad forudsigelig stier. Det forhindrer dog heldigvis ikke filmen i at gribe mig om følelserne flere gange undervejs med både nærvær og troværdighed.

– ‘A Star Is Born’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘A Star Is Born’ har premiere den 6. december.

ROMA: Et stykke af verden i filmisk forførende sort/hvid

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg dumper med filmskaberen Alfonso Cuaróns ‘Roma’ ned i et pulserende Mexico City i starten af 1970’erne. Her bliver jeg en del af livet i en familie, hvor man følger tjenestepigen Cleos hverdag med børnepasning, madlavning og rengøring. Det er ikke en videre plotdrevet film, men i høj grad et stykke levet liv foreviget i forførende sort/hvid.

Dramaet fortælles altså ikke med store armbevægelser, men folder sin fortælling og karakterer subtilt og nærværende ud. Men tag ikke fejl af filmens rolige væsen og dvælende tempo, for dramaet banker ustandseligt derudaf – bare lige under overfladen. I det usete og usagte. For blandt andet slår familieidyllen sprækker, mens også Cleo får sit at se til på privatfronten.

Alfonso Cuarón har dog ikke travlt med sin historie. Jeg skal have lov til at mærke og se livet blive levet lige der foran mig. Være tilstede. Mærke øjeblikket og menneskene samt dilemmaerne og følelserne. Scenerne får lov til at leve deres eget liv i blandt andet lange uafbrudte takes, hvor ikke mindst portrættet af Cleo bæres med en engagerende naturlighed af Yalitza Aparicio.

Denne naturlighed i hendes portræt gennemsyrer de øvrige medvirkende og i måden, hvorpå filmen fortælles. Det er troværdigt, engagerende og ja, så er det altså også bare en pokkers smuk film, der i sort/hvid maler sin fortælling forførende frem. Men det er desværre også en film, der ikke helt får grebet mig hårdt nok til, at jeg hele vejen er besnæret af de ellers mange fine fortrin.

For ganske vist er portrætterne naturligt forløst, billedsiden forførende og tidsbilledet overbevisende, hvor den politiske uro ulmer i gaderne. Men jeg bliver på trods af dette ikke helt grebet af filmen og dens karakterer. Jeg bliver ikke opslugt af filmen som helhed, men mere af dens mange både fine og ganske medrivende scener. Fra de rørende til de tragiske.

Her er ligeledes tematikker som familie og sociale forskelligeheder i spil, men også her bliver jeg mere forført på et rationelt plan, end jeg bliver følelsesmæssigt grebet. Derfor mister ‘Roma’ for mig også periodisk en smule af sit ellers fine nærvær. Men trods alt aldrig mere end, at der i næste nu enten males et smukt billede frem eller udfoldes en velorkestreret scene.

– ‘Roma’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Roma’ får biografpremiere den 6. december.