Indlæg

Top 10 – de bedste film fra 2011

/i , , /af

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Jang og de desperate mænd

/i /af

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.

Zombie Warm Up – dødgod underholdning!

/i /af

Jeg bringer en advarsel: de næste 5 minutter står den altså på zombier, så hvis det ikke lige er noget for dig – ja, så scroll ned og følg linket… – men here we go:

Zombier har i adskillige årtier rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig gennem et begejstret filmpublikum. Den sejlivede genre har da også med sine forgnaskede kranier, åbne benbrud og blodige headshots en umiddelbare visuel appel. Nu indtager zombierne så igen biograferne, denne gang med den sprøde horrorkomedie Zombieland, hvor en veloplagt Woody Harrelson leverer både grin og gys i massevis.

Zombieland, 2009

Forud for dette dugfriske skud på zombie-stammen er der dog stavret mange levende døde over lærredet. Tilbage i 1932 kunne man første gang opleve zombien i White Zombie med legendariske Bela Lugosi på rollelisten og senere bl.a. også i I Walked With a Zombie (1943) og i Edward D. Woods berygtede Plan 9 From Outer Space (1959). Det var dog ikke de blodige zombier, som senere gik hen og blev genrestandarden.

Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af instruktøren George A. Romero, da han i 1968 tog første spadestik med sin sort/hvide zombie-klassiker Night of the Living Dead. Den blev fulgt af farvefilmene Dawn of the Dead i 1978 og Day of the Dead i 1985. Denne appetitlige trilogi er nu blevet en populær franchise. For Romero lod atter de døde gå igen med Land of the Dead i 2005, Diary of the Dead fra 2007 og senest med Survival of the Dead, som netop har haft premiere i USA.

Dawn of the Dead, 1978

Den langsomt stavrende zombie, som den bl.a. ses i disse film er om ikke død (no pun intended), så i hvert fald blevet udfordret af mere moderne zombier, så at sige. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Dage Senere fra 2002 med til at træde speederen i bund på kadaverne, som i den grad forstod at løbe sig ind på de skrigende ofre – hvilket også var tilfældet med Zack Snyders effektive Dawn of the Dead-remake fra 2004 og ligeledes den aktuelle Zombieland.

De seneste år har genren haft godt vind i sejlene. Bl.a. myldrer zombierne frem i Robert Rodriquez’ Grindhouse-halvdel Planet Terror (2007), mens de i den spanske [REC] (2007) lurer i mørket. Resident Evil-filmene (2002, ’04 og ’07) er heller ikke er blege for at levere zombie-snask. Ja selv Tobe ”Motorsavsmasskeren” Hooper har bragt de døde til live i Mortuary (2005), mens det irske højland lagde ryg til løjerne i Dead Meat (2004). Og Danmark har også forsøgt sig, dog i mindre skala. Bl.a. med kortfilmen Rådden kærlighed fra 2002 og Codename: Yin/Yang (2006).

Shaun of the Dead, 2004

Ligeså gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, ligeså hysterisk morsomt kan de det også være. Det mere end beviste britiske Edgar Wright med den fantastiske og morsomme Shaun of Dead i 2004. Faktisk var det filmen der inspirerede Zombielands instruktør Ruben Fleischer – og det kan ses. For humoren, filmreferencerne og den medrivende splat er på plads. Helt samme niveau når denne amerikanske broder dog ikke, men for pokker, det er stadig medrivende og ikke mindst morsom zombie-underholdning.

Der er levende døde nok at tage af – og heldigvis kan man plukke nogle af genrens bedste titler ned fra DVD-hylderne. Lige fra Romeros klassikere over italienske Lucio Fulcis Rædslernes Grønne Ø (1979) og videre til rækken af nye zombie-film. Så der er nok at varme op med, inden man bevæger sig ind i mørket for at se de levende døde blive revet midt over eller onduleret med en banjo af Woody Harrelson i Zombieland.

– …og så ikke et ord mere om zombier lige foreløbig…! fingers crossed… – og som et plaster på såret, værsågod.