Indlæg

COLD FISH: Et mesterligt monster af en japansk vanvidsfilm

Filmanbefaling: Den japanske instruktør, vildbasse og min personlige favorit, Sion Sono, har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og blodige Cold Fish fra 2010. Jeg har netop genset den og anbefaler dig at kaste dig over den med det samme. For den stadig fremragende ved endnu et gensyn.

En vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske – og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs, kompleks og herligt forskruet fortælling om menneskets mørke og tabubelagte sider. Men bestemt ikke uden en god portion grotesk og sort galgenhumor.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-01

Her bliver du således udsat for både maniske seriemordere, sjaskede menneskeparteringer samt undertrykte instinkter og følelser, mens Sion Sono ivrigt og medrivende blotlægger depraverede menneskelige samt syge familiære relationer.

Den underkuede tøffelhelt Syamoto lægger under for sin emsige kone, men da han møder den karismatiske fiskehandler Murata, ændrer alt sig for ham. For Murata er absolut ikke bare en uskyldig fiskehandler, men en komplet forskruet psykopat, der river alt omkring sig ind i sin verden af vanvid, mord og sex.

Mødet mellem to modsætninger udvikler sig i den grad uforudsigeligt. Den forsigtige familiefar lokkes nemlig ind i Muratas magtspil og ubehagelige vane at slå folk ihjel. Altså, hvis de kommer på tværs af hans forretning med eksotiske fisk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-02

Således tumler filmen sig muntert og forskruet afsted, mens Sion Sono skruer op for farveladen, efterhånden som filmen kaster sig fremad i hidsige ryk. Det hele leveret med indtagende ubehag, stor charme og ganske enkelt filmisk virilitet og nådesløs energi.

Denden er desuden helt fantastisk som den overstadige psykopat Murata, der ruller på ordene, mens hans øjne borer sig ind i min sjæl. Et ubehageligt charmerende og foruroligende bekendtskab. Præcis som dette mesterlige monster af en film.

Cold Fish er udgivet på dvd, hvor der følger en 60 minutter lang making of med, mens den også kan streames hos Blockbuster.dk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-03

Mere Sion Sono, hvis du får smag for ham:
Cold Fish var den første film af Sion Sono, jeg så, men ikke den sidste. Så får du også smag for mere vildskab fra den produktive japaner, kan du eksempelvis se Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008), Guilty of Romance (2011), Why Don’t You Play in Hell? (2013) og Tokyo Tribe (2014).

Sion Sono står også bag nogle både mere afdæmpede og mindre blodige titler så som Himizu (2011) og The Land of Hope (2012). Dem anbefaler jeg også.

[tabgroup][tab title=” Cold Fish | filmanbefaling”]

cold-fish-dvd-cover

Originaltitel: Tsumetai nettaigyo, Japan, 2010
Udgivelse: Oktober 2011
Instruktion: Sion Sono
Medvirkende: Makoto Ishikawa, Denden, Mitsuro Fukikoshi m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

STARRY EYES: En skuespillerindes grumme vej mod stjernerne

Dvd-minianmeldelse: Hvor langt vil du gå for at få dine drømme opfyldt? Sikkert ikke lige så langt som skuespillerinden Sarah i Starry Eyes. Selvom jeg nu vil mene, at mange kan lære meget af hendes selvopofrelse, når det kommer til at få drømme til at blive til virkelighed.

Den både brutale, ækle og smukke Starry Eyes leverer med andre ord i sit udgangspunkt en velkendt historie. Den om en ung kvinde i Hollywood med et lortejob om dagen, mens stjernedrømmen som skuespillerinde jagtes i den øvrige vågne tid. Du ved, den ene fejlslagne audition efter den anden.

Starry-Eyes-blu-ray-anmeldelse-04

Men bare rolig, Starry Eyes er ikke som de andre. Den byder nemlig bestemt på overraskelser efterhånden som fortællingen bevæger sig ind i det menneskelige mørke hos Sarah og branchens dystre bagside åbenbarer sig. For én audition udvikler sig til et mareridt for Sarah…

Jeg vil ikke komme mere konkret ind på, hvad disse overraskelser indebærer – eller hvad historien i øvrigt byder på. For den både groteske, gruopvækkende og forrygende rejse skal du selv have lov til at tage sammen med Sarah.

Hun spilles af Alexandra Essoe, der med nærvær og kompleksitet er både skrøbelig og stærk, i kontrol og helt ude at skide. Hun bærer fornemt filmen – også når fortællingens flow af og til bliver lidt ujævn.

Starry-Eyes-blu-ray-anmeldelse-02

En ting er dog historien, noget andet er filmsproget, der på opfindsomme måder blandt andet bakker Sarahs narrative subjektivitet elegant op. Eksempelvis gennem en forvridning af lydsiden, mens overraskende klip ligeledes er med til at bringe mig ind i hovedet på hende og filmens tiltagende vanvid.

Jeg fristes lidt til at kalde filmen for et art missing link mellem Black Swan og The Neon Demon. Uanset hvad, så udgør de tre film i hvert fald en oplagt filmtriatlon. Så tag dig ikke af filmens cheesy cover, men kast dig over Starry Eyes. Den får min klare anbefaling.

Filmen Starry Eyes får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen står flot på dvd med fin farvegengivelse og udmærket skarphed, mens lydsiden spiller problemfrit og klart. Ekstramaterialet er desværre ikke så interessant. Her får man et par af Alexandra Essoes auditions (13 min.), slettede scener (11 min.), et slideshow (1 min.) samt et kig på tilblivelsen af filmens lækre synth-fyldte score af Jonathan Snipes’ (3 min.)

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Starry Eyes | dvd-minianmeldelse”]

Starry-Eyes-dvd-cover

Originaltitel: Starry Eyes, USA, 2014
Udgivelse: Marts 2015
Instruktion: Kevin Kölsch og Dennis Widmyer
Medvirkende: Alexandra Essoe, Amanda Fuller, Noah Segan m.fl.
Spilletid: 92 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

WHAT WE DO IN THE SHADOWS: Du skal se den her charmerende og vittige vampyr-mockumentar

Blu-ray-anbefaling: Jeg så vampyr-mockumentar-komedien What We Do in the Shadows første gang på genrefilmfestivalen Blodig Weekend i 2014. Det var en forrygende og sjov film at se i en fyldt biograf. En sand crowd pleaser. Jeg var derfor spændt på, om den kunne bære et gensyn på Blu-ray.

Jeg kan allerede nu afsløre, at det kan den. For også anden gang er den både sjov, charmerende og får min klare anbefaling – sine ujævnheder til trods.

I filmen følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand (!). Det giver dog sig selv, at det ikke just er et problemfrit bofællesskab, når en så umage flok af sultne og karismatiske vampyrer er samlet under samme tag.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-04

Her møder man den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) til den overhøflige Viago (Taika Waititi) og den yderst dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Det er desuden de to sidstnævnte, Waititi og Clement, der har skrevet og instrueret filmen.

De er alle sjove at følge, da de på hver deres måde er elskelige og charmerende, men også dybt groteske karakterer. Det gælder ikke mindst den Nosferatu-inspirerede gnavpot Petyr, der bor i kælderen. Han er desuden den mest skræmmende af flokken. Altså ikke særlig meget.

Filmen er godt nok ikke altid lige komisk vellykket og gentager også af og til sine gags en smule. Men pyt, for vampyrerne er godt og morsomt selskab – både når de skal klare hverdagssysler som opvask eller går i byen. De spilles desuden alle veloplagt, naturligt og vittigt med en god intern dynamik.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-01

Historien er groft sagt mindre vigtig. Det er karakterne og enkeltscenerne, der bærer filmen. Her er ganske enkelt tale om en herligt bizar, sort humoristisk og blodig komedie, der emmer af kærlighed til genren. For selvom filmen er både fjollet og uhøjtidelig, er det aldrig med ironisk distance.

Jeg mærker, at folkene bag er vilde med genren af et oprigtigt og blodigt hjerte. Desuden fungerer det dokumentariske greb godt med filmens løsslupne og uformelle tone, der både gennemsyrer humoren og de medvirkendes omgang med filmholdet og hinanden.

For på trods af det efterhånden gennembrugte dokumentargreb, føles det her friskt. Blandt andet i samspillet mellem filmholdet og vampyrerne. Så selvom energien sine steder løber en smule ud og finalen kunne være stærkere, ændrer det ikke på, at det er et sjovt vampyr-slæng at hænge ud med.

Filmen What We Do in the Shadows får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen gør sig desuden godt på Blu-ray med et klart, veldefineret og farvemættet billede, mens lydsporet fint understøtter dokumentarformen. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til et slideshow og trailers.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”What We Do in the Shadows | Blu-ray-anmeldelse”]
what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-cover

Originaltitel: What We Do in the Shadows, New Zealand, 2014
Udgivelse: januar 2015
Instruktion: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medvirkende: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BASKIN: Tyrkisk horror-mindfuck kaster okkult blod op

Dvd-anmeldelse: Ok, inden du læser videre, så lad mig bare lige skære helt ind til benet: Ja, du skal se den tyrkiske horrorfilm Baskin. Har du brug for lidt flere ord om hvorfor? Så læs roligt videre. Resultatet bliver dog (forhåbentligt) det samme. Nemlig det, at du ser dette både blodige og syrede mindfuck, som er udkommet på dvd her i landet.

Men hvad handler Baskin egentlig om? Jo, det hele starter en mørk aften (gisp), hvor fem betjente – nogle af mere tvivlsom karakter end andre – hygger sig på en café. Snakken går på sex, med røverhistorier og interne drillerier.

Alt er med andre ord som det plejer at være. Men da de bliver kaldt ud til en opgave, begynder der snart at ske nogle weird-ass ting… af den overnaturlige slags.

Baskin-dvd-anmeldelse-05

Mere vil jeg ikke komme ind på plottet her. Jo mindre du ved going in, jo bedre. Men nu er det i grunden heller ikke det virkelighedsforskydende plot, der er filmens største styrke. Det er derimod selve måden, hvorpå historien fortælles.

Det er den olme stemning og de kvalme mareridtstableauer, som den spillefilmsdebuterende instruktør Can Evrenol og fotograf Alp Korfali serverer, der bærer oplevelsen. Baskin er med andre ord hverken en karaktertung eller historiemæssig åbenbaring. Men det gør heller ikke noget.

For når først virkeligheden begynder at skride og plottet slår krøller, så er jeg allerede hvirvlet engagerende ind i filmens begsorte galskab sammen med de rundtossede betjente. Og mareridtet tager blot til, som filmen skrider frem, hvor det for alvor bliver grumt i filmens anden halvdel.

Baskin-dvd-anmeldelse-01

For politipatruljen får nemlig – som også jeg – sværere og sværere ved at finde ud af, hvad der i grunden sker i den bygning, som de er blevet kaldt ud til. En ting er dog sikker, der sker nogle pænt fucked up ting. Lige et par hurtige stikord: Blod, slimede frøer og okkulte ritualer.

Ja, for en gangs skyld rammer coverets beskrivelse ganske godt plet. Her bliver nemlig både Clive Barker, Dario Argento og H.R. Giger nævnt. Ikke et dårligt trekløver at blive sammenlignet med – og heller ikke forkert. Jeg putter da også gerne David Lynch i puljen over filmens inspirationskilder.

Baskin er nemlig både stemningstung, bizar, brutal, smuk og ond. Så sig farvel til logikken og hop ind i denne nedadgående spiral af et okkult mareridt, hvor dunkle traumer bobler under overfladen og blodige eskapader hidsigt skærer maven op på dig. Et arrigt jag ad gangen.

Baskin får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen står flot, skarpt og farvemættet og lyder ligeledes godt på dvd. Desværre begrænser udgivelsens ekstramateriale sig til en trailer og et billedgalleri.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Baskin | dvd-anmeldelse”]
Baskin-dvd-cover
Originaltitel:
Baskin, Tyrkiet, 2015
Udgivelse: den 12. maj 2016
Instruktion: Can Evrenol
Medvirkende: Muharrem Bayrak, Mehmet Akif Budak, Fadik Bülbül m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE WOLFPACK: Den vilde historie om søskendeflokken, der blev holdt indespærret i 14 år

Dokumentar på dvd: Det er en vild og vildt utrolig historie, dokumentaren The Wolfpack fortæller. Her møder man en syv personer stor søskendeflok, som hele deres barndom og op i deres ungdomsår har boet isoleret fra resten af verden i en lejlighed på Manhatten.

Ja, de har praktisk talt været holdt til fange af deres forældre, der ville skærme dem for verden. De har derfor boet og blevet undervist af deres mor gennem hele 14 år i lejligheden, som de kun få gange har været ude af. Indtil for få år siden.

Det er denne både tragiske, morsomme og vilde historie, som instruktør Crystal Moselle utroligt nok her har fået adgang, da hun tilfældigt støder ind i de syv søskende – seks brødre og en søster.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-02

Det er primært brødrene, der fortæller deres historie, men forældrene kommer også til orde. Hvor sympatien overvejende er placeret hos moderen af de to, da det er faderen, som har villet holde børnene afskærmet fra resten af verden – og kun ham med en nøgle til lejligheden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor tæt filmen er på sandheden. Umiddelbart virker søskendeflokken – aka The Wolfpack – dog overraskende normale taget i betragtning af, hvor fucked up deres barndom må have været. Men jeg er jo ikke psykolog, så det skal jeg ikke kloge mig ydereligere på.

Jeg savner dog at komme tættere ind på børnene og deres historie – få flere nuancer med. At der kom mere kompleksitet og dybde ind i beskrivelsen af dem og forholdet til deres mor, far, hinanden og verden.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-03

Portrættet af primært brødrene virker på sin vis en smule fattigt på nuancer og kompleksitet. Men selvom jeg ikke synes at komme vildt tæt ind på livet af dem – og endnu mindre på deres far og mor – er historien som sagt utrolig og bestemt værd at se.

Desuden er drengene søde, generte og karismatiske nok til, at jeg hænger på. Blandt andet når de fortæller om deres store kærlighed til film. For netop film har været den primære flugt fra virkeligheden og beskæftigelse for dem. Deres vindue til verden under opvæksten i lejligheden.

Således ser man, hvordan de genskaber kostumer og udspiller scener fra deres yndlingsfilm. Scener som disse er med til at give The Wolfpack et engagerende lag af eventyr og konkretisere den parallelvirkelighed, som de har levet i. Her bliver deres behov for flugt og virkelighedsflugt håndgribelig.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-01

Det er dog umiddelbart en meget snæver filmsmag, som flokken har, når man tænker på, at de har set mere end 10.000 film. Her er det kun gængse populærkulturelle titler såsom Pulp Fiction og The Dark Knight, de snakker om og spiller. Det virker på mig lidt underligt.

Men snæver filmsmag eller ej, så er The Wolfpack et spændende bekendtskab, jeg vil anbefale folk – også selvom jeg savner lidt mere personlighedsmæssig kompleksitet, mens filmen også den sine steder virker noget iscenesat.

The Wolfpack
er udkommet på dvd den 28. april 2016.
[tabgroup][tab title=”The Wolfpack | dvd”]

wolfpack-dvd-cover
Titel: The Wolfpack, USA, 2015
Release: den 28. april 2016
Instruktion: Crystal Moselle
Medvirkende: Hunter Gray Izabella Tzenkova Crystal Moselle Alex Orlovsky m.fl.
Spilletid: 86 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE GREEN INFERNO: Eli Roth vakler uforløst rundt i sin kærlighed til kannibaler

Blu-ray-anmeldelse: Bare lige for at få det på plads: Jeg kan virkeligt godt lide Eli Roths snaskede Cabin Fever samt hans to brutale Hostel-film. Jeg har derfor også set frem til hans kannibalfilm The Green Inferno, der nu er udkommet her i landet. Desværre er turen ind i jungledybet ujævn, halvslap og har svært ved at finde ud af, om den skal være fjollet eller ondsulet – og desværre lykkedes det ikke Eli Roth at balancere den sorte humor med de rå begivenheder.

Heldigvis venter der dog et par yderst blodige menneskeparteringer i det grønne inferno. For ja, du gættede rigtigt: Det går naturligvis helt galt for en gruppe unge aktivister, da de tager turen til Amazones for at stoppe rydningen af et stykke regnskov og sikre de indfødtes overlevelse. Men det er paradoksalt nok netop dem, der senere ender med at mæske sig i aktivisterne. Mums.

Green-Inferno-Blu-ray-anmeldelse-02

Inden det hele dog ender i indvolde og en kamp for overlevelse, tager Eli Roth sig god tid til at introducere de medvirkende. Desværre er ingen af dem videre interessante – og hvad værre er, så tynges filmen af vage skuespilspræstationer stort set over hele linjen. Lige fra den utilregnelige aktivistleder til den naive hovedrolleindehaver Justine. Nej, det gør det ikke just nemmere at engagere sig i staklernes pinsler. Heldigvis er kannibalerne ret så frygtindgydende.

For menneskeæderne er noget mere troværdige, her med to karismatiske ledere i front – den ene med gulmalet ansigt og vildskab i blikket, den anden med et dødt øje og en foruroligende ro over. Desværre kan Eli Roth simpelthen bare ikke finde en velfungerende balancegang mellem sine fjollede indslag – så som hashrygende kannibaler – og så den ubehagelige tone – så som full frontal menneskeparteringer.

Green-Inferno-Blu-ray-anmeldelse-03

The Green Inferno er derfor også en frustrerende oplevelse, for bag de ubehjælpsomme skift i tone og slappe skuespillere (ingen nævn, alle glemt), er materialet og kærligheden til genren til stede, men kommer aldrig til sin ret. Derfor har tematikker som civilisation versus natur heller ikke nævneværdig slagkraft, når de ellers idealistiske humanisters usympatiske ansigt viser sig i mødet med deres knoglegnaskende død. Disse ubehagelige begivenheder afføder end ikke synderlig med spænding.

Eli Roth kender altså opskriften på en god kannibalguffer med inspiration i 70’erne og 80’ernes junglegru, men forløser den ikke. Her med kannibalklassikeren lurende i kulissen, Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980. The Green Inferno er da også dedikeret til Deodato og har sin titel fra klassikeren. Men nogen ny kannibalklassiker er her langt fra tale om. Men som ubehjælpsom kannibalunderholdning med et par veleksekverede drab går filmen trods alt an.

Filmen – The Green Inferno 3/6: 3_6 - stars

Green-Inferno-Blu-ray-anmeldelse-01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står skarpt og klart hele vejen med mættede farver og solid kontrast. Men filmens digitale og rene look er nok også delvist med til at dræne noget af filmens brutalitet, hvor et mere råt look måske kunne have gavnet de blodige eskapader. Billedet gengives dog trods det virkeligt flot. Lydsporet spiller også overbevisende med fint afstemte niveauer, klar dialog og god detaljegrad. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til en trailer og et billedgalleri for filmen. Øv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Green Inferno | Blu-ray-anmeldelse”]

Green-Inferno-Blu-ray-cover

Originaltitel: The Green Inferno, USA | Chile | Canada, 2013
Udgivelse: den 7. april 2016
Instruktion: Eli Roth
Medvirkende: Lorenza Izzo, Ariel Levy, Aaron Burns m.fl.
Spilletid: 100 min.
Distributør: Another World Entertainment [/tab][/tabgroup]

DEATHGASM: Ja tak til splattede dildodrab og klamme dæmoner

Blu-ray-anmeldelse: Bered dig på ækle dæmoner, heavy metal og splattet gore med horror-komedien Deathgasm. Ja, filmens titel er ganske passende. For selvom det næppe kan blive meget mere klichéfyldt end at kombinere heavy metal med horror, så er det i denne new zealandske indpakning altså en ret så forrygende kombination af den blodige og vanvittige slags.

Kort fortalt så får et par heavyhoveder uheldigvis hidkaldt onde kræfter via metalmusikken (der jo som bekendt er noget så ond). Det resulterer i en omgang veloplagt galskab, der fint balancerer sort humor med blodsprøjtende drab. Du ved, dæmoner, død og afrevne lemmer. Og jeg bliver for alvor vundet over i filmens sidste del, når de spruttende nedslagtninger for alvor tager fart.

deathgasm-demon-Blodig-Weekend-2015

Både økser og dildoer er for resten helt ok midler til at dræbe klamme dæmoner med, skulle jeg hilse og sige. Her er altså tale om et blodigt vanvid i samme boldgade som landsmanden Peter Jacksons hjernemassespyttende Braindead og snaskede Bad Taste. Deathgasm når dog ikke helt samme højder. De praktiske og sjaskede effekter er dog vildt forrygende.

Men selvom denne sorthumoristiske gore fest måske nok vakler lidt af og til i sin afvikling af de herligt absurde eskapader, vinder den i sidste ende på sin ubetingede charme og kærlighed til genren samt ikke mindst herligt udpenslede drab og et engagerende cast. Får når først (metal)musikken spiller og indvoldene sprøjter, er Deathgasm lige præcis så uimodståelig, som man kunne ønske sig.

Deathgasm får 4/6 stjerner:
4_6 - stars

deathgasm-02-Blodig-Weekend-2015

Den danske Blu-ray-udgivelse byder desuden på et kommentarspor med instruktør Jason Lei Howden, der blandt andet også nævne Peter Jacksons splatterfester som forbilleder. Herudover er der en musikvideo samt tre featuretter på hver cirka fem minutter, der overfladisk ser nærmere på de blodige effekter, castet og instruktørens arbejde. Slutteligt finder man en teaser og trailer for filmen samt et slideshow.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.
[tabgroup][tab title=”Deathgasm | Blu-ray-anmeldelse”]
deathgasm cover
Originaltitel: Deathgasm, USA, 2015
Release: den 3. marts 2016
Instruktion: Jason Lei Howden
Medvirkende:
Milo Cawthorne, James Blake, Kimberley Crossman m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

CANNIBAL HOLOCAUST: 35 år gammel kannibalklassiker er stadig forrygende grum

Kannibalklassiker på Blu-ray: Det er fantastisk, at Ruggero Deodatos berygtede kannibalklassiker fra 1980, Cannibal Holocaust, nu har fået en dansk Blu-ray-udgivelse. Det var den første titel, det danske distributionsfirma Another World Entertainment udgav i 2006 – dengang på dvd. Nu har de så opgraderet titlen med denne fine udgivelse, der udover en uncut version af filmen blandt andet indeholder en booklet på engelsk og en virkelig god dokumentar om kannibalfilm.

Selvom den danske titel er forrygende – jeg mener: Kannibalmassakren – så er det med den engelske titel, filmen er udgivet. Og godt nok er den grumme klassiker 35 år gammel, men det er fortsat en brutal og trøstesløs oplevelse at følge det amerikanske dokumentarhold, der kommer på afveje i junglen hos en flok kannibaler. Ja, dette er faderen til found footage-genren, der siden for alvor fik fart på med The Blair Witch Project.

Cannibal-Holocaust-Kannibalmassakren-Blu-ray-02

Ja, det er en af verdens absolut bedste film – og en af mine absolutte favoritfilm. Den der slags film, hvor der er et helt tydeligt “før” og “efter” at have set filmen. Sådan en slags film, du skal se. Med det samme. Eller gense, hvis du allerede har været udsat for kannibalgnaskerierne. Og denne Blu-ray-udgivelse gør det bestemt værd at genopleve den grumme jungletur.

Blandt andet de bestialske voldtægter samt de eksplicitte drab (de er gode og vamle). Både dem på menneskene og dem på dyrene. Ja, flere dyr dræbes rigtigt, mens menneskedrabene er noget, de leger (bare rolig). Tænk blot på det ikoniske billede af kvinden, der er spiddet på en stor pæl – fra anus, op igennem kroppen og ud af munden. Av. Eller slagtningen af den store skildpadde med blævrende indvolde ud over det hele. Ad.

Cannibal-Holocaust-Kannibalmassakren-Blu-ray-01

Cannibal Holocaust leverer altså en virkelig skøn og dybgrøn junglestemning af håbløshed, fordærv og uro, mens den giver en knude i maven, som bare vokser sig tung på den helt rigtige måde. Ja, dette er altså en klar anbefaling. Også af denne Blu-ray-udgivelse. Jeg var desuden så heldig at møde Ruggero Deodato på genrefilmfestival Blodig Weekend i 2014, hvor han præsenterede filmen (og signerede min dvd-udgave). Hyggeligt at hilse på kannibalkongen og manden bag en af mine favoritfilm.

Filmen, Cannibal Holocaust: 5/6:5_6 - stars_LILLE

Cannibal-Holocaust-Kannibalmassakren-Blu-ray-05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er udgivet i tre versioner: dvd og Blu-ray samt en Blu-ray Limited Edition, der vist kun adskiller sig ved at være i et pap-sleeve. Jeg har kigget på den limiterede udgave. Billedet står virkelig flot og bevarer sin stoflighed med et veldefineret og farvemættet billede, der gengiver junglengruen naturtro. Lydsporet er klart og velbalanceret, hvor også Riz Ortolanis smukke og grumme score har godt liv.

Ekstramaterialet består af fire trailers for filmen (international, amerikansk, italiensk og tysk, i alt 10 min.), diasshow med stills (3 min.), en forlænget scene (2 min.) og en rigtig fin 10 siders booklet om filmen på engelsk. Mest interessant er dokumentaren Eaten Alive: The Rise and Fall of the Italian Cannibal Film fra 2015 (85 min.), der giver et både informativt, grundigt og interessant kig på kannibalgenren, hvor både filmfolk, kritikere og kendere interviewes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

[tabgroup][tab title=”Cannibal Holocaust | Blu-ray”]
Cannibal-Holocaust-(Kannibal-Massakren)-(Uncut)---Limited-Edition-cover
Originaltitel: Cannibal Holocaust, Italien, 1980
Udgivelse: den 29. oktober 2015
Instruktion: Ruggero Deodato
Medvirkende: Robert Kerman, Francesca Ciardi, Perry Pirkanen, en masse kannibaler m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

TORMENT: Haltende home invasion-slasher er blodfattig, stemningsfuld og sådan ok-agtig

Blu-ray-anmedelse: Okay, hør nu lige her. Det er jo ikke fordi, at jeg som sådan tørster efter at se folk blive slået ihjel. Du ved, med økser, hækkesakse og store knive. Eller det vil sige, det gør jeg. Altså, når jeg ser en slasher. Men med Torment måtte jeg se forgæves efter blodige mord, for de sker offscreen. Det er altså lidt fesent. Men fair nok. Hvad kan Torment så?

Well, lad mig først lige ridse filmens plot op. Bare rolig, ingen spoilers. Blot lige grundpræmissen. Du kender den dog allerede fra utallige andre film. Et klassisk home invasion-setup-skråsteg-slasher. En familie tager ud i et mere eller mindre ødeliggende hus. Det skulle de ikke have gjort. For selvfølgelig lurer nogle fæle maskeklædte skikkelser i mørket – og de har mordvåben i hænderne.

Torment blu-ray anmeldelse 03

Og så er det sådan set den obligatoriske katten-efter-musen-slasher herfra. Simpelt og ligetil. Sådan skal det være. At plottet så forsøger at lægge lidt ekstra overraskelser ind i historien er helt cool. At det så ikke heeeelt fungerer, er en anden sag. Men tilbage til familien, der forsøger at overleve. Far, mor og en 7-årige søn. For der er lige den detalje, at moren ikke er den rigtige mor.

Altså på den måde, at farens kone og hermed også sønnens rigtige mor – yes, logisk nok – er død. Så det er altså faderens spritnye kone, som er med. Det giver nogle familieproblemer, for sønnen har svært ved at forlige sig med sin nye ‘mor’. En ny familiekonstellation, som med denne tur på landet skulle ryste de tre bedre sammen som den familie, de nu er.

Torment blu-ray anmeldelse 02

Yes, lidt familie-dramatisk tyngde i dramaet. Men meget ro får de altså ikke, inden de fæle, ubudne gæster tropper op. Torment tager sig dog fint tid til at etablere familien og til at opbygge uhyggen, inden det for alvor går løs. Her er observerende kamerature, der glider urovækkende rundt i det mørklagte hus, mens lyde knirker i mørket som et varsel for den forestående kamp for livet.

Problemet er bare, at det aldrig rigtigt bliver intenst eller uhyggeligt nok. Der sættes dog ét vellykket jump scare ind, men morderne er aldrig rigtigt skræmmende. Og ja, nu kommer vi til det. Filmen mangler mindeværdige mord – blod og brutalitet. Det hele forbliver for artigt og fersk, fordi mordene forbliver gemt bort. Øv og desværre. Torment er dog forfriskende tålmodig i sin opbygning. Den bliver bare aldrig rigtigt medrivende eller uhyggelig.

Filmen, Torment, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Torment blu-ray anmeldelse 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen desværre er en noget middelmådig oplevelse, leverer Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside varen. Billedet står veldefineret og skarpt med en velbalanceret farvepalet, solid kontrast og god detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med dynamiske niveauer og god bund i gruen. Ekstramaterialet er derimod ligegyldigt – filmens trailer, et slideshow med stills fra filmen samt en række trailers for andre af selvskabets udgivelser.

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Torment | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6::
3_6 - stars
Torment Blu-day cover
Originaltitel: Torment, Canada, 2013
Release: d. 23. oktober 2014
Instruktion: Jordan Barker
Medvirkende:
Katharine Isabelle, Robin Dunne, Peter DaCunha m.fl.
Spilletid: 80 min
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BEFORE MIDNIGHT: Den der kærlighed og alle de der følelser

Blu-ray-anmeldelse: Du ved uden tvivl, at kærlighed er kompliceret – ellers kommer du til det. Kærligheden er bestemt også kompliceret i Richard Linklaters drama Before Midnight. Men det er også en kærlighed, der er fortryllende, livsnødvendig og altopslugende. For i denne fornemme opfølger til Before Sunrise (1995) og Before Sunset (2004) foldes historien om Jesse og Céline ud på tredje årti.

Ethan Hawke og Julie Delpy indtager for tredje gang ubesværet hovedrollerne, der her er på ferie i Grækenland med deres to tvillingepiger. Der er dog ikke længere meget letsindig sommerflirt over deres forhold, som her midt i livet kommer på prøve. Jesses søn fra hans tidligere ægteskab bor med moderen i USA, mens han selv bor i Europa med Céline og deres to piger. Han er således splittet mellem to verdener, mens også Céline står ved en skillevej i sit arbejdsliv.

before midnight 02

Men bag de praktiske udfordringer lurer selvfølgelig andre og større problemer. Mere vil jeg ikke afsløre, men kan dog sige så meget, at her er tale om et af de der dramaer, som mestrer at balancere det dybe og komplekse med det sjove og lette. Det lykkedes blandt andet fordi Ethan Hawke og Julie Delpy giver deres karakterer, kærligheden og parforholdet ærligt og usentimentalt liv.

For som de to øvrige film, er det også her tematikker og følelser, man ikke kan andet end at lade sig involvere i. Det er frygten for, hvad fremtiden bringer, usikkerheden over om man er i livet, hvor man gerne vil være, og om kærligheden til sin udkårne nu også kan bære de forhindringer, livet sætter op. Så selvom de jordnære realiteter ikke kan ignoreres, er her også plads til eksistentielle diskussioner.

before midnight 03

Netop i spændet mellem det højtsvungne og det jordnære, får dramaet liv. Ethan Hawke og Julie Delpy gør Jesse og Céline til mennesker af kød og blod. Forfatteren, der udlever sit kreative talent, mens Céline ikke har forfulgt samme vej, selvom hun måske har villet. Ja, det er også et drama, der spørger ind til, om man nu har truffet de rigtige valg i livet, og om man kan nå at ændre kurs – selv midt i livet.

Before Midnight er ganske enkelt en yderst elegant opfølger til de to ligeledes fremragende forgængere. Et drama, man ikke kan andet end at blive rørt af og engageres i. Alt sammen fortalt med en uforfalsket selvfølgelighed. Karaktererne har en oprigtig tilstedeværelse hele vejen, hvorfor følelserne og historien går rent ind og efterlader en lidt klogere på sig selv.

Filmen – Before Midnight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig smukt på Blu-ray. De klare farver under de græske himmelstrøg står veldefineret med fine nuancer, solid kontrast og indtagende detaljegrad. Levende og naturtro. Lydsiden spiller også virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem og balanceres dynamisk med det øvrige lydlandskab. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til et ligegyldigt slideshow med stills fra filmen (1 min.).

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Before Midnight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
before midnight cover
Originaltitel: Before Midnight, USA, 2013
Release: d. 16. januar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ethan Hawke, Julie Delpy m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]