Indlæg

Clint Eastwood om livet efter døden

/i /af

Jeg var spændt på at se den seneste film af Clint Eastwood – selvfølgelig pga. Clinten i instruktørstolen, men også fordi den synes at have delt publikum i to. Groft sagt dem der kan lide den og dem der ikke kan. Og selvom den både rørende og smukke Hereafter er noget ujævn, blev jeg ret betaget af dramaet, hvor spørgsmålet om livet efter døden står centralt hos tre mennesker, hvis veje krydses.

Der er George (Matt Damon), som har lagt arbejdet som medie bag sig, da han mener, det forhindrer ham i at leve et normalt liv. Der er den franske journalist Marie (Cécile de France), der efter en nærdødsoplevelse synes at have set et glimt af efterlivet og så er der knægten Marcus (Frankie McLaren), som mister sin bror i en trafikulykke.

Men selvom filmen ikke hele vejen får fortalt og sammenflettet de tre skæbner lige gnidningsløst eller overbevisende, så er det svært ikke at blive bare en smule berørt af dramaet, der desværre ikke er lige stærkt over hele linien.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Vittig ungdomskomedie er sit gode rygte værd

/i /af

De fleste kender godt til, at en lille hvid løgn hurtigt spredes og snart kan tage form af den skinbarlige sandhed. I Easy A tages denne situation til sit yderste. For da Olives uskyldige løgn om at have været sammen med en ældre fyr spredes, ændres hendes liv. Fra at have været nærmest usynlig, udnævnes hun nu til skolens billige tøs.

Men i stedet for at mane rygtet i jorden, hvilket også viser sig at være umuligt, spiller hun med på løgnen. Dels fordi den nye opmærksomhed er meget sjov og samtidig nyder hun også at kunne give en fuck-finger til skolens kristne slæng, der frelst prædiker afholdenhed inden ægteskabet. Men Olives nye status får uforudsete konsekvenser for både venskaber, potentielle kærester og hendes selvopfattelse.

Easy A er en både skarp, vittig og velspillet ungdomskomedie, der intelligent får sat problematikker om rygte og omdømme i spil, både i forhold til en frelst seksualmoral, men også det ofte urimelige hierarki, man finder blandt piger og drenge, når det kommer til scoringer – her vellykket sat i scene ved Olives omfavnelse af løgnen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ensom overlevelse er forførende filmkick

/i /af

Det er mildt sagt noget af en kattepine den naturglade Aron Ralston havner i, da han begiver sig ud i Utahs øde klippelandskab. Her ender et forkert skridt nemlig fatalt og han havner i en smal klippesprække med sin højre arm klemt fast af en enorm sten. Fanget og uden et menneske i nærheden. Hans kamp for overlevelse er kun lige begyndt.

Så simpelt er setuppet i Danny Boyles seneste film 127 Hours. James Franco har den altdominerende hovedrolle, som den både charmerende og uheldige hiker. Den mere end ubehagelige situation kan måske synes konstrueret, men er utroligt nok baseret på en virkelig hændelse fra 2003.

Selvom filmen stort set kun udspiller sig med Franco på skærmen klemt fast imellem klippevæggene, så holdes hjulene effektivt i gang og dramaet levende. Dette ikke mindst pga. en fremragende Franco, man bl.a. via hans eget videokamera som personlig skriftestol kommer helt tæt på, både rent fysisk og karaktermæssigt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Superhelte-ramasjang og masser af eksplosioner

/i /af

Umiddelbart er det et umage par, man finder bag The Green Hornet. Seth Rogen bærer titelrollen som maskeret helt, mens Michel Gondry instruerer – han er manden bag krøllede perler som Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep. Resultatet er også det hidtil mest strømlinede fra Gondrys hånd, men der er stadig masser af sprælskhed og upoleret charme i denne løsslupne superhelte-komedie.

Rigmandssønnen Britt Reid (Seth Rogen) lever et ubekymret liv med fest og farver. Men da hans far dør, arver Reid farens velrenommerede avis og må nu tage sit liv op til revision. Det bliver dog først, da han møder Kato (Jay Chou), farens forhenværende mekaniker, at hans liv for alvor ændres. Sammen beslutter de sig nemlig for at bekæmpe kriminalitet – det med et arsenal af vilde gadgets.

The Green Hornet modtog ikke just positive anmeldelser, da den spillede i biografen, men den fik en urimelig hård medfart. Godt nok er filmen en til tider ujævn størrelse og er man ikke til Rogen, er der lang vej til rulleteksterne. Men netop dens skødesløse facon og skæve plotafvikling er med til at give filmen sin charme.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

GIALLO: Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

/i /af

Nej, selvfølgelig er det ikke rart at blive kidnappet, tortureret og myrdet af en psykotisk galning. Men vi ser gerne med, når gruen udspiller sig – i filmens verden that is. I seriemorder-thrilleren Giallo er det smukke unge tøser, det går ud over – as ususal. For en fæl morder er på færde i den italienske by Torino, hvor han hiver uskyldige bimbos med hjem i sin fugtige kælder for at lege tortur-fotograf.

Adrian Brody agerer mut og traumatiseret kriminalbetjent, nu med toiletbræt-skæg og god sans for det morderiske sind. Han får kvindelig assistance af den kønne Linda (Emmanuelle Seigner), hvis søster er blevet kidnappet af den perverse psykopat. Menneskejagten er begyndt, mens håbet for søsterens liv svinder ind.

Og så er det vist på tide, jeg hiver instruktøren på banen, for han er hovedårsagen til, at jeg har haft filmen igennem afspilleren. Og når nu coveret ikke nævner hans navn, så gør jeg – og det i versaler: DARIO ARGENTO. Faste læsere vil vide, jeg har et soft spot for denne italienske horror-instruktør. Desværre matcher hans seneste produktioner ikke glansperioden i 70’erne og 80’erne – det gælder også Giallo.

Men uanset om man ser filmen med Argentos mesterværker som Profondo Rosso og Suspiria i baghovedet eller ej, så er Giallo en noget konventionel omgang seriemorder-spas – tilsat et par plotmæssige kameler, der ikke sådan er til at sluge. Det er fx ikke just troværdigt, at Linda sådan uden videre kommer med helt frem i felten af opklaringsarbejdet i den ellers hemmeligholdte morderjagt.

Men selvom plotafviklingen og opklaringsarbejdet ikke leveres lige elegant hele vejen, så serveres der ofte vellykket atmosfære og herlig blodindsmurt gore. Bl.a. tilføjer Torinos indtagende arkitektur og en obduktion i et gammelt auditorium filmen en vis charme og stil, mens man heller ikke snydes for et par brutale nedslagtninger ’up close’ og med kniven helt ind i kødet, Argento-style.

Desuden er parløbet mellem Brodys karakter og morderen også ret interessant, om end ikke videre original. De arbejder begge i mørke lokaler under jorden og bærer begge på en traumatiseret barndom. Giallo leverer dog ikke overraskende psykologisk dybde, men folder trods alt et par spændende idéer ud.

Tja, måske er det meget godt, at det er Brodys Oscar-indsmurte fjæs, der pryder coveret (hele 7 gange, hvis man tæller efter) og ikke Argentos navn bøjet i versaler. For Giallo er altså ikke Argentos ’finest hour’, men går dog an som et rutinepræget seriemorder-fiks komplet med genrens slidte klichéer og tunge oneliners – desværre serveret uden den finesse, man kunne have håbet på fra Argentos hånd.

En lille kuriøs afslutningsbemærkning er, at man i filmen ser plakaten for Juno. Måske er det Argento, som her siger tak for cadeauen til Junos filmskabere, der som bekendt nævnte ham i filmen. Uanset hvad, er det pudsigt at se den farvestrålende plakat med en gravid Ellen Page tone frem i Torinos bybillede.

– Læs også mine anmeldelser af Argentos Inferno og Pokerspilleren.

Ekstramateriale:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, som desværre heller ikke har den mest imponerende billedside. Her er billedet til tider en kende uldent og nuancerne heller ikke hele vejen lige i skabet. Lydsporet er bedre, hvor det ofte indtagende score fint balanceres med dialog.

Originaltitel: Giallo, USA, 2010
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Adrien Brody, Emmanuelle Seiger m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Udgiver: Pan Vision

Sødt lille ’feel-good-sæddonor-komedie-drama’

/i /af

Der er sgu ikke noget i vejen for et lille ’feel good-fiks’ – og slet ikke, når man finder en charmerende Jason Bateman i den ene af hovedrollerne – pessimistisk og ironisk – og den søde Jennifer Aniston i den anden. Baby Surprise er ganske vist hverken nyskabende eller overraskende, men sød, sentimental og sarkastisk.

…og selvfølgelig romantisk. For det er endnu en gang den pokkers kærlighed, der slår knuder. Wally og Kassie datede nemlig en gang. Hun er kommet videre, det er han ikke og de er nu blot bedste venner. Kassie vil imidlertid være mor og som single bliver løsningen en donor. Men i en massiv brandert ender Wally med at bytte donorsæden ud med sit eget – jep, det giver mening i filmen, sort of.

Kassie flytter ud af byen for at udfylde rollen som mor, mens Wally bliver i New York. Han husker intet om den fordrukne-sædombytning, men nogle år senere, da Kassie flytter tilbage til byen begynder brikkerne at falde på plads. For sønnen minder uhyggeligt meget om Wally og ikke den formodede donor Ronald (Patrick Wilson). Forviklinger tager til, mens sød musik måske, måske ikke redder dagen…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

/i /af

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion: Steven Kastrissios
Medvirkende: Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Moderbinding spænder ben for kærligheden

/i /af

Kærligheden dukker op de mest uventede steder – især på film. I Cyrus sker det til en fest, hvor John plørefuld, deprimeret og fraskilt på syvende år står og pisser i en busk. Her dukker den søde Molly op med et kækt ”Nice penis…” – og så ruller den søde romance ellers afsted. Der er bare lige ét problem, Mollys 21-årig søn Cyrus.

Cyrus bor nemlig stadig hjemme og hans usunde moderbinding, gør det svært for den nyfundne kærlighed at slå rod. Et fordækt magtspil er sat ind fra Cyrus’ side, der vil gøre alt for at bevare sin position som eneste mand i Mollys liv.

Selvom Cyrus kan placeres i den forslidte kasse med romantiske komediedramaer, så lad dig ikke narre. For Cyrus er ikke blot endnu en af genrens forudsigelige ligegyldigheder, men en skæv, ærlig og håbefuld lille perle, der leverer sin historie om kærlighedens hårdknuder usentimentalt, råt og ikke mindst morsomt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Uheldige hillbillies og tåbelige teens

/i /af

’Feel-good-hillbilly-horror-og-buddy-komedien’ Tucker & Dale vs. Ondskab var en af de sjoveste filmoplevelser på dette års filmfestival CPH PIX – og den holder bestemt til et gensyn. Her bliver den fortærskede ’unge-farer-vild-i-skoven-og-slagtes-af-ondt-indavl-genre’ vendt morsomt på hovedet. For de to hillbillies Tucker og Dale er slet ikke onde, de er bare meget uheldige.

Desværre for de to sympatiske skovmænd tror flokken af festglade og obligatorisk tåbelige teens, der er taget ud i skoven for at feste, hore og drikke igennem, at de er psykopatiske mordere. Og grundet misforståelser er det pludselig bonderøvene, der må løbe for livet – og således er der byttet om på rollerne.

Alle genrens herlige klichéer er på plads, men leveres blot med modsat fortegn. Og det er vitterligt en vellykket kovending denne blodige komedie tager, hvilket ikke mindst skyldes Tyler Labine og Alan Tudyk i hovedrollerne. Deres charme, elskværdige naivitet og komiske dynamik svinger upåklageligt, mens de groteske blodudgydelserne morsomt sviner deres skovmandsskjorter til.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –›› Læs mere

Djævelen leger kispus i tamt elevatorgys

/i /af

Med en spilletid på knap 80 minutter sparkes der hurtigt gang i løjerne i elevator-gyset Devil, der som titlen antyder er med indlagt besøg af selveste Mørkets Fyrste. Her strander fem personer i en elevator med det ’men’, at en af dem er Djævelen i menneskelig skikkelse – men hvem? Lad uhyggen og gættelegen begynde… gisp!

Men ikke nok med det klaustrofobiske drama i elevatoren. For mens Djævelen i ly af mørklagte strømafbrydelser myrder den ene passager efter den anden, forsøger politiet at redde flokken ud inden sidste mand må lade livet. Desværre stjæler redningsholdet filmens fokus og man hives således ud af det egentlige gys i tide og utide.

Men den nervepirrende præmis er bestemt potent og taler direkte til ens indre detektiv – for kan man lure hvem Djævelen er? Samtidig ligger det også i kortene, at man burde blive bare en smule skræmt undervejs. Desværre udebliver uhyggen og man mister også hurtigt interessen for at gætte med på Djævelens identitet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere