Indlæg

MANIAC (2012): Elijah Wood slår kvinder ihjel – og det holder

Selvfølgelig er der øretæver i luften, når det gælder remakes af horrorfilm – ikke mindst, når der er tale om klassikere, hvilket i dette tilfælde er William Lustigs must-see seriemorderfilm Maniac fra 1980. Men tænk en gang, denne genindspilning er aldeles fremragende. I den altoverskyggende hovedrolle som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer – mildt sagt.

For den kære Frank kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder, for efterfølgende at påklæde sine elskede mannequiner med deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også helt ind i hovedet på den syge Frank.

Maniac bd 01

Størstedelen af filmen ses nemlig fra Franks point of view. Det er blandt andet med til at give ham et uhyggeligt nærvær og er samtidig med til at understrege hans ensomhed og helt konkrete syn på sig selv og verden. Dette filmtekniske greb fungerer med andre ord virkelig godt og er med til at fortælle historien på en engagerende måde. Desuden er filmen en visuelt indtagende sag med sine tunge, stemningsfulde og smukke billeder.

Her indrammes ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv både fornemt og dragende. Maniac forener således vellykket sine eksplicitte mord med et indtagende portræt af den traumatiserede seriemorder – en balancegang, der også er en af originalens styrker. Men modsat en uforglemmelig Joe Spinell i rollen som Frank i 1980-udgaven, er Elijah Wood væsentlig mindre og altså ikke fysisk intimiderende. Her får Frank og hans nervøse væsen en anden tilstedeværelse, men stadig med menneskeligheden intakt på trods af hans syge sind og de grumme mord.

Maniac bd 05

For ja, her serveres nogle yderst seværdige og mindeværdige drab – on screen, insisterende og med kniven helt inde i kødet. Intenst og pokkers godt forløst. Nej, der er som bekendt intet smukkere end veliscenesatte mord på kvinder – på film, that is. Hertil kommer et synth-båret score, der atmosfærefyldt smyger sig om filmens tungsind og de ophidsende kills. Med andre ord et særdeles vellykket remake – en brutal og blodig seriemorderfilm i egen ret.

Maniac (2012), 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Maniac bd 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet er veldefineret, skarpt og detaljerigt, mens både farver og kontraster gengives uden problemer. Lydsiden er også en fornøjelse med sine både dynamiske og velbalancerede niveauer, hvor både replikker og score står klart og medrivende. Ekstramaterialet er desværre yderst tamt. Her får man blot en overfladisk og promo-agtig making of (3 min.), filmens trailer (2 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maniac | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
maniac cover
Originaltitel:
Maniac, USA | Frankrig, 2012
Release: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Franck Khalfoun
Medvirkende: Elijah Wood, Nora Arnezeder, America Olivo m.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

”Bitch Slap” er en slap kælling

Med sit kvindelige trekløver og håndvåben i æggende positur ligner Bitch Slap på coveret umiddelbart en munter og uhøjtidelig omgang exploitation-homage. Desværre er der ikke er meget saft, kraft og fandenivoldskhed at hente i filmen. Derimod får man serveret tre styk intetsigende bimbos, der forsøger at virke troværdige i deres i forvejen mere end flade og karakterforladte roller.

Selvfølgelig præsenteres man for de tre kvindelige hovedrolleindehavere i slowmotion og lårkort til lyden af lummer rock og billedet i splitscreen – sådan må det nu engang være i en omgang glatpoleret exploitation-pastiche. Herefter forsøger de tre ligegyldige pin-up-girls i filmens halvanden times trættende trummerum så at lokke publikum med lumre oneliners, nedringede kjoler og lidt girl-on-girl-action. Hvad filmen handler om, ja det er fløjtende ligegyldigt.

Hvad der kunne have været en herlig og energisk hyldest til de stærke og egenrådige kvinder fra 70’ernes exploitation-film, er desværre endt fladt, poleret og intetsigende på maven. Der er altså mere end lagt op til de forbilleder, som vises i den heftige titelsekvens, hvor bl.a. Pam Grier giver den gas. Det barmfagre trekløver i Bitch Slap har dog ikke meget at byde på – ligesom filmen, sine sølle anstrengelser til trods heller ikke disker op med mange underholdende minutter.

Ingen tvivl om at Bitch Slap forsøger at lukrere på Tarantino og Rodriguez’ vellykkede Grindhouse-hyldest, dobbeltfeaturen Planet Terror og Death Proof. Intet galt i det, men Bitch Slap rammer bare langt fra den vellykkede tone, disse to film mønstrede. I stedet er det blevet til en omgang anstrengende platheder, pinligt ringe skuespil og en række utroværdige slåskampe. Snup hellere en af de originale hårdtslående kvinder – start fx med Pam Grier i Foxy Brown.

Det er fristede at sige, det bedste ved filmen er nummeret med Eagles of Death Metal, som sparker rulleteksterne i gang, nemlig det svedige og sprælske Chase the Devil. Hvis bare filmen havde haft en brøkdel af den charme og frækhed dette band lægger for dagen, kunne det være, at filmen havde været bare en smule mere seværdig.

Ekstramateriale: Filmen ser trods ganske godt ud på Blu-Ray og lyder også fint – og så medfølger en lille stak skæve ekstra-features, som headlines af en halvanden times bag-om-filmen. Herudover finder man forskellige fjollede indslag, hvor bl.a. tøserne på forskellig vis forsøger at sælge filmen i diverse blandede  promo-videoer for filmen. Well, man skal nok være glad for filmen, for at gide ekstramaterialet.