Fear the Walking Dead sæson 2: Zombierne er tilbage!

Blu-ray-anbefaling: Jeg eeeelsker zombier. Ja, jeg er altså en af dem, der praktisk talt ikke kan få nok af de levende døde. Hverken på film eller som tv-serie. Der er bare noget ganske enkelt vammelt fascinerende ved dem – både tematisk, men også bare i den måde de er klamme og skræmmende på. Det er de også i denne anden sæson af serien Fear the Walking Dead.

Serien fungerer som et companion piece og prequel til The Walking Dead – og kan altså fint ses uafhængigt af den (anden) populære zombieserie – som jeg da også sluger rådt. Præmissen er dog den samme i denne serie, som den er i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker, der skal overleve i en verden, der er fyldt med smaskende kadavere.

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-02

Efter at have set, hvordan zombieudbruddet startede i seriens første sæson, fortsætter mareridtet nu blot for fuld postapokalyptisk skrue i denne sæson 2, der modsat første sæsons 6 afsnit byder på hele 15 afsnit. Her graves der således endnu dybere ned i de menneskelige lag, nuancer og skyggesider, der kommer både boblende op til overfladen og eksploderer, når først katastrofen rammer.

Man følger her således Madison, Travis, Daniel og deres familier, der ender på båden Abigail – dog uden at vide, hvor stort omfanget af zombieapokalypsen egentlig er. En uhyggelig uvished. Militæret gør dog hvad det kan for at komme de levende døde til livs, mens de almindelige mennesker på gaden gør deres for at overleve. Og nej, selvom det måske kunne synes sådan, så er det ikke nødvendigvis særligt sikkert at forskanse sig på en båd…

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-01

Så ja, bered dig på endnu mere zombiesnask med Blu-ray-udgivelsen af sæson 2 af Fear the Walking Dead, der udover seriens 10 timer og 46 minutter også byder på lidt ekstramateriale. Her finder man en making of sæson 2 samt web-serien Flight 462, der byder på mere zombie-skræk.

Fear the Walking Dead sæson 2 udkommer på dvd og Blu-ray den 8. december 2016.
fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-cover

FIND DORY: Tag på et nyt og sjovt eventyr på havets bund

Blu-ray-anbefaling: Fiskene Dory, Nemo og Marlin er tilbage på et nyt eventyr i Find Dory. Yes, det er – som du har gættet – opfølgeren til Pixars fremragende Find Nemo fra 2003 (ja, den er så gammel efterhånden). Man kan selvfølgelig diskutere nødvendigheden af en opfølger – og nej, den er da heller ikke på højde med den første – men som et kulørt, sjovt og uforpligtende Pixar-fix går den an.

Denne gang er det – som titlen indikerer – Dory, der er fortællingens omdrejningspunkt, mens et af hovedtemaerne er familie. For selvom Dory notorisk lider af korttidshukommelsestab, så husker hun pludselig sine forældre, og at hun som lille blev væk fra dem. Så nu begiver hun sig ud på noget af et eventyr for at finde tilbage til sin mor og far – mens Nemo og Marlin følger med.

find-dory-blu-ray-01©Disney/Pixar

Men selvom Dory er titelindehaveren, så er det blandt andet i både nye hoved- samt bi-karakterer, at meget af filmens guld findes. Ikke mindst i blæksprutten Hank, der er vidunderligt animeret med store fortællende øjne og solid komisk timing med sine fangarme og skøre gestik samt stemme af Ed O’Neill. Ellers er der blandt andre også en tosset sæl i en virkelig sjov birolle.

Humoren fungerer således ganske udmærket – det meste af vejen – men fortællingen løber også lidt ud i sandet og får ikke den dramatiske tyngde, jeg kunne håbe på. Og som Pixar ellers er så pokkers dygtige til at fremelske med både skæve og hjertevarme karakterer samt originale historier og et godt greb om vigtige og komplekse emner. Som her, familie, savn og det at høre til et sted.

find-dory-blu-ray-02©Disney/Pixar

Filmen fungerer dog upåklageligt på Blu-ray med et flot, farvemættet og veldefineret billede, mens også det velbalancerede lydspor går klart og dynamisk igennem. Skønt. Ekstramaterialet består blandt andet af kortfilm, interviews om Dory, et kig på at animere blæksprutten, selve historien videre til stemmerne bag karaktererne og et kommentarspor med instruktør Andrew Stanton, med-instruktør Angus MacLane samt producer Lindsey Collins.

Find Dory er udkommet på dvd, Blu-ray og 3D Blu-ray den 24. november.

find-dory_blu-ray-cover
[tabgroup][tab title=”Find Dory | Blu-ray-anbefaling”]
Originaltitel: Finding Dory, USA, 2016
Release: den 24. november 2016
Instruktion: Andrew Stanton, Angus MacLane
Medvirkende: Ellen DeGeneres, Albert Brooks, Ed O’Neill m.fl.
Spilletid: 96 min.
Distributør: Disnet Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Stephen King’s IT: Den klamme klovn er tilbage på Blu-ray

Blu-ray-anbefaling: Der er film og serier, jeg husker bedre end andre fra da jeg var yngre. En af dem jeg uden tvivl husker er den todelte mini-serie Stephen Kings IT fra 1990 – ikke mindst takket være en skræmmende Tim Curry i den legendariske rolle som den onde klovn Pennywise. Han står stadig som en af alle tiders mest ikoniske filmmonstre – og måske den mest skræmmende filmklovn.

Nu er serien landet på Blu-ray, så den har stået på en skønt og skræmmende gensyn med byen Derry i Maine, der hjemsøges af en ond dæmon, der kan tage forskellige former alt efter, hvad dets offer frygter mest – blandt andet og ikke mindst som den olme klovn Pennywise, der lever i byens kloaker.

stephen-kings-it-blu-ray-01© Warner Bros. Entertainment Inc.

Historien finder sted i to perioder, først i 1960, hvor en gruppe børn første gang møder og står ansigt til ansigt med Pennywise og så igen i 1990, hvor børnene nu er voksne, men atter må overvinde den onde dæmon, der er vendt tilbage. Det er klart første del, der i mine øjne er mest skræmmende, mens seriens finale stadig fiser lidt ud i sandet. Men Tim Curry er hele vejen en uhyggelig fornøjelse.

Serien er baseret på en bog af Stephen King af samme navn, men dog instrueret af Tommy Lee Wallace, der blandt andet også står bag den undervurderede og oversete Halloween III: Season of the Witch. Blu-ray-udgivelsen byder desuden på serien med et flot billede og et ligeledes velfungerende lydspor, mens man som ekstramateriale finder et kommentarspor med blandt andet Wallace og en række af skuespillerne. Ja, denne udgivelse får min klare anbefaling.

Stephen King’s IT er udkommet på Blu-ray den 17. oktober 2016.
stephen-kings-it-blu-ray-cover
[tabgroup][tab title=”Stephen King’s IT | Blu-ray”]
Originaltitel: IT, 1990
Release: den 17. oktober 2016
Instruktion: Tommy Lee Wallace
Medvirkende: Tim Curry, Richard Thomas, Tim Reid, Annette O’Toole m.fl.
Spilletid: 187 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

LIGHTS OUT: Creepy gyser, der får dig til at have lyset tændt

Blu-ray-anbefaling: Bered dig på ikke at kunne sove med lyset slukket efter, at du har set gyseren Lights Out. For her spiller lyset nemlig en helt afgørende rolle for filmens monster, der kun optræder og kan leve i skyggerne – men som så forsvinder, når lyset tændes. Et smart tænkt gyser-koncept, der lægger op til en god omgang midnatsuhygge. Og leverer det, sådan nogenlunde.

Filmen handler om den lille familie med sønnen Martin, der bor hjemme hos sin uligevægtige mor, mens datteren Rebecca er flyttet. Men en mystisk og ikke særlig rar skabning hjemsøger Martin og hans mor, så Rebecca bliver snart spundet ind i mareridtet, hvor det ikke kun er det olme monster, der lurer i skyggerne, men også en dyster fortid. For hvad er det præcis monstret vil?

lights-out-blu-ray-anmeldelse-01© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Filmen er baseret på instruktør David F. Sandbergs egen 2 minutter lange kortfilm fra 2013, der ligeledes effektivt gjorde brug af konceptet med et overnaturligt væsen, der kun lod sig se i skyggerne. Konceptet foldes også fint ud i spillefilmsformat, om end jeg personligt ikke blev ovenud skræmt hele vejen. Men der er bestemt et par creepy scener i mellem.

Desuden er filmens spilletid på små 80 minutter også med til, at fortællingen holder et fint tempo, så jeg hænger på, selvom gyset ikke altid er lige effektivt. Men som et lille og underholdende gys med et fint tænkt koncept, var jeg godt underholdt. Og ja, jeg ser da også frem til den sequel, der skulle være på vej fra de samme folk, der står bag denne.

lights-out-blu-ray-anmeldelse-02© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Desværre er eneste ekstramateriale på udgivelsen slettede scener, selvom det blandt andet ville være oplagt at have inkluderet kortfilmen. Til gengæld gør filmen sig flot på Blu-ray med fine nuancer, solid kontrast og et veldefineret billede, der spiller godt i de mange mørke scener, mens også lydsporet spiller godt, dynamisk og fint fodrer uhyggen og den creepy stemning.

Lights Out er udkommet på dvd og Blu-ray den 27. oktober 2016.

lights-out-blu-ray-anmeldelse-cover

GAME OF THRONES SÆSON 6: Forrygende serieunderholdning

Blu-ray-anbefaling: Ja, hvor starter og slutter jeg lige med en anbefaling af den nyeste og 6. sæson af den mægtige HBO-serie Game of Thrones? For der er så mange karakterer og så mange plottråde, der snor sig ind og ud af hinanden, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Netop denne historie- og karaktermæssige kompleksitet er dog også netop det, der gør serien så spændende.

Her bugter det store persongalleri og de mange relationer sig forsat uforudsigeligt og medrivende ind og ud af hinanden. Krigen raser og vinder sæsonen igennem intenst momentum og kulminerer i et hidsigt og medrivende afsnit 9. Der er her blandt andre den skånselsløse Lannister-familie og den ærefulde Stark-slægt, der fortsat kæmper om magten, mens adskillige andre parter også blander sig.

game-of-thrones-season-6-02

Jeg vil ikke begive mig ud i et længere referat af seriens handling, eller rettere handlinger. Det store persongalleri afføder nemlig så mange historier og sidehistorier, at man må holde tungen lige i munden for at følge med. Af of til også lidt for meget i denne ombæring. Men når først enderne mødes, så er det altså fortsat helt forrygende serieunderholdning med medrivende payoff.

Balancegangen mellem de mange parter holder i denne sjette sæson, så fortællingen rodfæster sig, hvor alle på hver deres måde er spændende at følge. For det er absolut aldrig kedeligt at se, hvor serien tager sine karakterer hen. En af seriens fortsat store styrker er nemlig uforudsigeligheden – i handling og karakterudviklingen.

game-of-thrones-season-6-03

For lige som man tror at have regnet en karakter ud, lægges der nye, overraskende nuancer til. Blandt andet er dværgen Tyrion Lannister stadig en af seriens mest interessante karakterer – Peter Dinklage brillerer fortsat med en kompleks blanding empati og magtfuld beslutsomhed, mens Emilia Clarke også stadig er en af mine favoritter at følge som Daenerys Targaryen som beslutsom hærfører og dragemoder.

Serien er baseret på George R.R. Martins bogserie, som jeg dog aldrig har læst en side af. Men i serieform er Game of Thrones fortsat noget af det bedste, der findes. Serien holder ganske enkelt et imponerer niveau med sit gennemførte middelalderlige fantasy-univers, hvor de gribende karaktererne og handlingens uforudsigelighed fortsat er seriens store styrke og medrivende kerne.

game-of-thrones-season-6-01

Serien gør sig desuden også forrygende godt på Blu-ray, hvor universet gengives med et flot, farvemættet og veldefineret billede, mens den velbalancerede lydside spiller dynamisk. Ekstramaterialet imponerer ligeledes med blandt andet kommentarspor med cast og crew videre til et kig på en af sæsonens store krigsscener videre til behind the scenes og en omfattende in-episode guide afsnittene. Ja, der er masser at dykke ned i på udgivelsen udover de 10 afsnit.

Game of Thrones sæson 6 er udkommet på dvd og Blu-ray den 14. november.
game-of-thrones-season-6-cover

STAR TREK BEYOND: Et kulørt, sprudlende og potent rumeventyr

Science fiction-anbefaling: Efter det yderst vellykkede Star Trek-reboot i 2009 kom der i 2013 den mindre vellykkede og delvist skuffende Star Trek Into Darkness. Men nu er franchisen altså atter kommet på rette kurs med Justin Lins Star Trek Beyond, der nu er udkommet på Blu-ray og i 4K Ultra HD, så det sprudlende univers i den grad kommer til sin ret.

Så 50 året for Star Trek kan altså fejres med endnu en vellykket spillefilm i den efterhånden lange række. Her med Chris Pine tilbage i rollen som Kaptajn James T. Kirk, Zachary Quinto som Spock og Karl Urban som McCoy, mens Zoe Saldana atter er Uhura og Simon Pegg – der denne gang har været med til at skrive filmen – både er sjov og har fin dramatisk tyngde som Scotty.

star-trek-beyond-02

Idris Elba er ny mand i universet med rollen som den frygtindgydende skurk Krall, der angriber det legendariske rumskib USS Enterprise. Kaptajn Kirk og resten af besætningen styrter således ned på en ukendt planet, hvor de må få hjælp af en mystisk fremmed kriger i kampen mod Kralls tropper og hermed undgå en galaktisk krig.

Justin Lin har tidligere instrueret blandt andre flere kapitler i den bilglade The Fast & The Furious-franchise – og hans håndelag for at levere tempofyldt underholdning holder bestemt vand her, hvor det kulørte univers ligeledes foldes sjovt og virilt ud. Der er med andre ord skruet godt op for action-delen af et ellers også tænksomt univers – men når det er så underholdende som her, så holder det.

star-trek-beyond-01

Filmen udkommer i ultra HD-formatet 4K og gør sig desuden forrygende flot på Blu-ray-skiven, der også følger med. Billedet er farvemættet og veldefineret, mens det dynamiske lydspor brøler med velbalancerede niveauer. Herudover får man ekstramateriale, der ser nærmere på historien, destruktionen af Enterprise samt locations og 50 året for franchisen med mere.

Star Trek Beyond udkommer på dvd, Blu-ray, 3D Blu-ray og 4K Ultra HD den 24. november 2016.

star-trek-beyond-cover

ICE AGE 1-5: Kom med på alle fem sjove og flotte istids-eventyr

Blu-ray-anbefaling: Det hele startede tilbage i 2002 med Ice Age – den første af i alt indtil videre hele fem film. Senere fulgte Ice Age: På tynd is (2006), Ice Age: Dinosaurerne kommer (2009) og Ice Age: På gyngende grund (2012), mens Ice Age: Den vildeste rejse kom tidligere i år. Nu er alle fem film udkommet i en samlet boks, så du kan opleve alle eventyrene igen og igen.

I den første film møder vi dovendyret Sid, der sakker bagud af flokken, der er på vej sydpå. Skæbnen vil dog, at han nu møder mammutten Manny, der er på vej nordpå. Det umage par redder et menneskebarn, som de beslutter sig for at bringe tilbage til sine forældre. Mens sabeltigeren Diego støder til – og den umage duo bliver til en trio. Og således starter eventyret om venskab og familie.

ice-age-1-5-03

I opfølgeren møder vi igen trioen Manny, Sid, og Diego, der nu lever fredeligt i en dal, der dog viser sig ikke at være et sikkert sted at opholde sig, da enorme vandmasser truer med at oversvømme dalen. Så nu må de tre ud på en ny rejse efter en båd, der kan redde dem alle – men tiden er knap. De møder på deres vej mammutten Ellie, der slutter sig til flokken og nye venskaber og kærlighed opstår.

Ice Age: Dinosaurerne kommer byder på – som titlen indikerer – dinoer. Men ikke nok med det, for Manny og Ellie venter her deres første barn, mens kærligheden også blomstrer hos gnaveren Scrat, der har sit helt eget eventyr. Ja, temaet er her familie og at slå sig til ro – men roligt bliver det nu ikke. For Sid stjæler dino-æg, da han vil have sin egen familie – det forløber naturligvis ikke problemfrit.

ice-age-1-5-01

Den fjerde film foregår flere år senere, hvor Scrats evige jagt på et agern får store konsekvenser for Manny, Sid og Diego, der bliver skilt fra resten af deres flok. Så den umage trio må nu forsøge at finde hjem, men kommer undervejs i problemer med en flok pirater ledet an af Captain Gutt. Nå ja, og så finder man stemmer af blandt andre Peter Dinklage, Drake og Nicki Minaj.

Den nyeste film i serien har fået undertitlen Den vildeste rejse – hvilket er passende, da det er en vild rejse, man kommer på i selskab med de velkendte karakterer. For denne gang må den umage flok af dyr slå sig sammen i forsøget på at overleve og afværge en forestående katastrofe, da en enorm asteroide har sat kurs mod Jorden efter, at Scrat ved et uheld har sat gang i en fatal kædereaktion i det ydre rum.

ice-age-1-5-04

Så pak kufferten og find vinterstøvlerne frem, for der venter fem sjove eventyr, der både kommer med danske stemmer og fornemme engelske. Her finder man blandt andre Ray Romano som Manny, John Leguizamo som Sid og Denis Leary som sabeltigeren Diego, mens Simon Pegg spiller Buck videre til stemmer fra Seann William Scott samt selveste Jennifer Lopez og Queen Latifah som henholdsvis en sabeltiger og en mammutten Ellie.

Ice Age 1-5 er udkommet på dvd og Blu-ray den 17. november 2016.

ice-age-1-5-bd-cover

Ja, du skal klart se Zack Snyders Batman V Superman: Dawn of Justice i Ultimate Edition

Blu-ray-anbefaling: Den længe ventede kamp mellem to af superhelte-verdenens største ikoner landede tidligere i år i biografen med Zack Snyders Batman V Superman: Dawn of Justice. Nu er filmen udkommet på Blu-ray i en forlænget Ultimate Edition, der byder på 30 minutter mere spilletid. Man kan også vælge blot at se den almindelige biografversion.

Det er dog den forlængede udgave, jeg har haft i afspilleren – og nej, jeg hadede bestemt ikke biografversionen. Den er dog ikke er uden sine blandt andet plotmæssige problemer, men jeg kunne godt lide dens tegneserieæstetik, det bombastiske univers og ikke mindst Ben Afflecks portræt af en brutal Batman.

batman-v-superman-01© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Men jeg var spændt på et gensyn i en forlænget udgave. Og ja, også denne gang er det en fornøjelse af træde ind i Zack Snyders pompøse superhelteunivers, hvor regnen siler ned og eksplosionerne er store. Vi tages med til både Batmans Gotham og Supermans Metropolis, hvor supermenneskets magtfulde position kommer i dårligt lys. For hvordan skal Superman bruge sin magt?

Og ja, Batman tager således kampen op med manden af stål, mens superskurken Lex Luther  – en manisk  Jesse Eisenberg – har sine egne megalomaniske motiver for at lave rod i det hele. For egen vindings skyld naturligvis. Og så er det også her, at vi præsenteres for Wonder Woman – og wow, hvilken entré! Jeg ser bestemt frem til Gal Gadot i rollen i sin egen film.

batman-v-superman-02© 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.

Jeg har lidt svært ved præcis at lure, hvor forskellene er på de to versioner – på nær et par korte scener med eksempelvis Lex Luther, som jeg ikke vil spoile. Men der er noget mere karakterarbejde og uddybning af plot, mens scenen i ørkenen, hvor Superman kommer Louis Lane til undsætning synes længere. Uanset hvad, er det en smagssag, hvilken version, man foretrækker. Men flowet fungerer også i denne tre timer lange udgave – så det er nok den, jeg nupper ved næste gensyn.

Blu-ray-udgivelsen præsenterer filmen med et flot, farvemættet og detaljerigt billede, mens lydsporet spiller dynamisk og med velbalancerede niveauer og god bund. Der er cirka to timers ekstramateriale at dykke ned i, hvor man blandt andet ser på den nye Batmobil og Batcave videre til arbejdet med at bringe karaktererne til live samt diskussioner af dem. Hermed en klar anbefaling.

– Batman V Superman: Dawn of Justice – Ultimate Edition
udkommer den 14. november
batman-v-superman-cover[tabgroup][tab title=”Batman V Superman: Dawn of Justice – Ultimate Edition”]
Titel: Batman V Superman: Dawn of Justice – Ultimate Edition, 2016
Release: den 14. november 2016
Instruktør: Zack Snyder
Medvirkende:
Ben Affleck, Henry Cavill, Amy Adams, Jesse Eisenberg, Gal Gadot m.fl.
Spilletid: 151 min. (biografversion), 182 (ultimate edition)
Udgiver: Warner Home Video Entertainment[/tab][/tabgroup]

De to Independence Day-film leverer bombastisk rumaction

Blu-ray-anbefaling: Det er i år 20 år siden, at Roland Emmerich på legendarisk vis sprang Det Hvide Hus i luften og Will Smith delte en knytter ud til et slimet rumvæsen og sagde “welcome to earth”. Ja, den bombastiske alien-invasions-blockbuster Independence Day har jubilæum. Og ikke nok med det, så er der som bekendt kommet en opfølger, nemlig Independence Day – Resurgence. Nu er begge film udgivet på Blu-ray i en samlet pakke.

Der findes adskillige film, hvor Jorden bliver invaderet af rumvæsner – nogle med bulder og brag, andre med mere underspillet paranoia. Ja, Independence Day fra 1996 hører så absolut til førstnævnte – og den kan vel efterhånden godt betegnes som en nyklassiker. Det er den i hvert fald i min bog.

independence-day-blu-ray-anmeldelse-02

Independence Day er ganske enkelt rendyrket og amerikaner patriotisk alien-invasions-underholdning. Det er bombastisk, storslået og over the top. Der er i hvert fald langt fra den til de mere underspillede film i genren, så som andre favoritter som Invasion of the Body Snatchers fra både 1978 og 1956.

Det er som bekendt en charmerende og one liner-kæk Will Smith med en cigar i flaben, der her tager kampen op mod de invaderende rumvæsner, der har travlt med at smadre ikoniske bygninger. En evigt cool Jeff Goldblum er også med, mens Bill Pullman giver den som karismatisk præsident. Forrygende.

independence-day-blu-ray-anmeldelse-01

Ja, der er altså allerede gået 20 år siden, at Roland Emmerich invaderede Jorden med fæle rumvæsner i den første Independence Day-film fra 1996. Nu har jeg så haft hans opfølger, Independence Day: Resurgence, gennem Blu-ray-afspilleren for at lade mig underholde af rumvæsnernes tilbagevenden. En bombastisk oplevelse med en skøn og gakket finale.

Denne gang er det dog uden Will Smith i kamp mod de invaderende aliens. Men blandt andet er Jeff Goldblum og Bill Pullman dog tilbage i deres roller fra den første film, mens den nye helt i front for modangrebet er Liam Hemsworth. Og han får brug for alle tricks i bogen – og ikke mindst al den hjælp, han kan få. Rumvæsnerne er nemlig tilbage i endnu større størrelse og antal.

independence-day-resurgence-01

Du bør dog, inden du sætter filmen på også sætte en god del logik til side. For filmen ruller sig ikke just hele vejen lige elegant og troværdigt ud i mødet med rumvæsnerne. Det er ofte dumt, men heldigvis også både stort og underholdende, når menneske møder rumvæsen og store eksplosioner opstår.

Jeg var i hvert fald delvist godt underholdt af dette store skrummel af en katastrofe-og-rumvæsen-invasions-film fra Roland Emmerich storladne hænder. Så hvis du som jeg kan klamme rumvæsner, overfortalt heroisme og ikke mindst at se ting blive sprunget i luften, så bør du overveje at se den her.

independence-day-resurgence-02

Independence Day + Independence Day: Resurgence udkommer på dvd, Blu-ray den 10. november 2016.
independence-day-1-2-bd-cover
[tabgroup][tab title=”Independence Day + Independence Day: Resurgence | Blu-ray”]
Titel: Independence Day + Independence Day: Resurgence, 1996 og 2016
Release: den 10. november 2016
Instruktør: Roland Emmerich
Medvirkende:
Will, Smith, Liam Hemsworth, Jeff Goldblum, Bill Pullman m.fl.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FEAR THE WALKING DEAD: Zombierne kommer!

Blu-ray-anbefaling: Kan du som jeg heller ikke kan få nok af glubske zombier og postapokalyptiske film og tv-serier? Ja, hvis The Walking Dead ikke er nok, så kan du ånde lettet op, for der er mange flere levende lig at finde i serien Fear The Walking Dead, hvor første sæsons seks afsnit nu er landet på dvd.

Serien fungerer som et companion piece og prequel til The Walking Dead – og kan altså fint ses uafhængigt af den populære zombieserie. Præmissen er dog den samme, som man kender den i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker i en verden, der snart er fyldt med smaskende kadavere – her med udspring i Los Angeles.

fear-the-walking-dead-blu-ray-01

Således kommer man i selskab med en dysfunktionel gruppe, der blandt andre består af Madison Clark (Kim Dickens) og hendes kæreste Travis Manawa (Cliff Curtis) samt datter (Alycia Debnam-Carey) og en søn (Frank Dillane), der er stofmisbruger videre til Travis søn (Lorenzo James Henrie) fra et andet ægteskab. Andre gør dem også følgeskab i zombie-apokalypsen, hvor overlevelse nu står øverst på listen.

For sammen må gruppen og alle andre overlevende nu forsøge at klare sig i en verden, der er fucked up på grund af, at den er blevet overrendt af zombier. De må forsøge at finde mad og ikke mindst at finde overlevelsesgenet frem, hvis de skal klare sig i denne nye postapokalyptiske, barske og farlige virkelighed.

fear-the-walking-dead-blu-ray-02

Og bare rolig, for serien har nemlig fået en sæson to – men start lige med denne første sæson zombie-serie-underholdning. Udgivelsen byder desuden på lidt ekstramateriale, der blandt andet ser på seriens forskellige og alsidige karakterer samt serien mere generelt.

Fear the Walking Dead udkommer på Blu-ray og dvd den 8. november.
fear-the-walking-dead-s1-bd-cover[tabgroup][tab title=”Fear the Walking Dead | Blu-ray”]
Titel: Fear the Walking Dead, 2016
Release: den 8. november 2016
Instruktør: Adam Davidson m.fl.
Medvirkende:
Kim Dickens, Cliff Curtis m.fl.
Spilletid: 4 timer 58 min.
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]