Fear the Walking Dead sæson 2: Zombierne er tilbage!

Blu-ray-anbefaling: Jeg eeeelsker zombier. Ja, jeg er altså en af dem, der praktisk talt ikke kan få nok af de levende døde. Hverken på film eller som tv-serie. Der er bare noget ganske enkelt vammelt fascinerende ved dem – både tematisk, men også bare i den måde de er klamme og skræmmende på. Det er de også i denne anden sæson af serien Fear the Walking Dead.

Serien fungerer som et companion piece og prequel til The Walking Dead – og kan altså fint ses uafhængigt af den (anden) populære zombieserie – som jeg da også sluger rådt. Præmissen er dog den samme i denne serie, som den er i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker, der skal overleve i en verden, der er fyldt med smaskende kadavere.

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-02

Efter at have set, hvordan zombieudbruddet startede i seriens første sæson, fortsætter mareridtet nu blot for fuld postapokalyptisk skrue i denne sæson 2, der modsat første sæsons 6 afsnit byder på hele 15 afsnit. Her graves der således endnu dybere ned i de menneskelige lag, nuancer og skyggesider, der kommer både boblende op til overfladen og eksploderer, når først katastrofen rammer.

Man følger her således Madison, Travis, Daniel og deres familier, der ender på båden Abigail – dog uden at vide, hvor stort omfanget af zombieapokalypsen egentlig er. En uhyggelig uvished. Militæret gør dog hvad det kan for at komme de levende døde til livs, mens de almindelige mennesker på gaden gør deres for at overleve. Og nej, selvom det måske kunne synes sådan, så er det ikke nødvendigvis særligt sikkert at forskanse sig på en båd…

fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-01

Så ja, bered dig på endnu mere zombiesnask med Blu-ray-udgivelsen af sæson 2 af Fear the Walking Dead, der udover seriens 10 timer og 46 minutter også byder på lidt ekstramateriale. Her finder man en making of sæson 2 samt web-serien Flight 462, der byder på mere zombie-skræk.

Fear the Walking Dead sæson 2 udkommer på dvd og Blu-ray den 8. december 2016.
fear-the-walking-dead-season-2-blu-ray-cover