Biografanmeldelse: Med det romantiske og ret så muntre periodedrama ’Emma’ blev jeg taget med tilbage til et i den grad visuelt betagende og konstant smukt England i 1800-tallet. Her lever den yndige og unge kvinde Emma Woodhouse et ganske sorgløst liv hos en velhavende landadel i det idylliske Highbury. Det er småt med drama, mens dagene mest går med småsyslerier og sociale komsammener.

Derfor må Emma gøre sit til at skabe bare en smule mere underholdende drama i sit og sine omgivelsers liv, hvor hun blandt andet må tage sig af sin noget hypokondriske far. Emma går dog således med krum hals på at agere Kirsten giftekniv. Det blandt andet for sin elskede guvernante, der således bliver gift med en rig gentleman.

Emma stopper dog ikke her og fortsætter jagten efter kærligheden på vegne af sin gode veninde Harriet. Veninden har måske nok romantiske følelser for landmanden Mr. Martin. Denne Mr. Martin synes Emma dog ikke er egnet for Harriet, da han ifølge hende er under venindens stand. Emma skubber hermed den smukke veninde i en anden retning – nemlig først mod den lokale præst Mr. Elton og senere den veltalende Frank Churchill.  

I sin søgen efter at få veninden afsat til den rigtige, overser Emma helt selv, at der nok er mænd med følelser for netop Emma selv – endog måske også fra hendes hårdeste kritiker Mr. Knightly. Der er altså lagt i ovnen til kærlighedsforviklinger, muntre optrin og et charmerende periodedrama, når Emma og resten af det fine karaktergalleri først får kærligheden ind under huden.

Instruktør Autumn de Wilde gendigter her Jane Austens klassiker ’Emma’, hvor ikke mindst det morsomme, vittige og charmerende drama omsluttes af det ene smukke billede efter det andet. Alt står lækkert, indbydende og klart frem i dette velhavende sociale lag i 1800-tallets landlige idyl. Det er en fornøjelse at lægge øjne til – og rart når nu fortællingen måske nok mister lidt nerve og nærvær undervejs.

Det sagt, så er der heldigvis også godt med engagerende schwung på persongalleriet. Her finder man en både sart og stålsat Emma i skikkelse af den yndige Anya Taylor-Joy, der ikke helt har øje for alt det usagte i kærlighedsspillet. Mia Goth er både fin og morsom som Harriet, mens Josh O’Connor som den akavede Mr. Elton tager komiske kegler filmen igennem – det sammen med den kuldskære Mr. Woodhouse i skikkelse af en altid god Bill Nighy.

’Emma’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Emma’ har biografpremiere den 5. marts.

Biografanmeldelse: Med tre kvinder i front, får man med det ret så gribende sexchikane-drama ‘Bombshell’ et på en gang fint, men også ubehageligt kig ind bag facaden på et magtfuldt medieimperium, nemlig den amerikanske og konservative tv-station Fox News. Her leder topchefen Roger Ailes sine tropper med hård hånd – og sexchikane blandt kvinderne.

Filmen er baseret på virkelige og skandaleombruste begivenheder, hvor de tre kvinder hver især alle sætter deres karriere og omdømme på spil, da de vælger at stå frem med hver deres historier om, hvordan Roger Ailes har misbrugt sin magt til at udøve sine seksuelle overgreb. Historien udfolder sig altså i den spæde start på bevægelsen, der senere blev kendt som #metoo.

Det er således med Donald Trumps slingrende vej til magten som bagtæppe, at filmens fortælling folder sig både dragende og medrivende ud. Det gælder blandt andet i måden, hvorpå filmen med sin skarpe klipning og fint forløste flow iscenesættes. Samtidig med dette, så finder man også flere gribende portrætter i centrum for den både ubehagelige og spændende historie.

I kampen for retfærdighed over Roger Ailes overgreb finder man de tre tv-kvinder, nemlig Megyn Kelly, Kayla Pospisil og Gretchen Carlson – spillet af henholdsvis en syleskarp og modig Charlize Theron, videre til det noget den noget mere grønne Margot Robbie og slutteligt den garvede Nicole Kidman. Tre på en gang drønstærke, men også fint skrøbelige portrætter.

Som den magtfulde og ubehageligt portrætterede Roger Ailes finder man en ligeledes rigtig god og ganske intimiderende John Lithgow. Han er virkelig god og balancerer ret engagerende mellem godmodig, streng og ja, direkte grænseoverskridende og dybt ubehagelig. Så selvom filmens nuancer måske nok er til at overse, så står fortællingen stærkt via blandt andet sin rollebesætning.

‘Bombshell’ er med andre ord både et velfortalt, medrivende forløst og engagerende spillet drama, der tager et vigtigt emne op og formår at gøre det vedkommende – og ja, underholdende, det uden at fortællingen mister sin dramatiske skyggeside, der hele vejen hviler over de fint indsatte grin. Det er dog småt med nuancer, men det er ok, når nu så meget andet spiller.

‘Bombshell’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Bombshell’ har biografpremiere den 27. februar.

Biografanmeldelse: Den står på skumle planer, masser af kriminelle, afpresning, død, vold og masser af magtkampe i Guy Ritchies hurtigtsnakkende actionkomedie ‘The Gentlemen’. Her følger man nemlig narkokongen Micky i skikkelse af en slick og velklædt Matthew McConaughey med taletøjet i orden. Han pønser på at sælge sin forretning, hvilket dog ikke er uden problemer.

For nej, naturligvis er det ikke sådan at få solgt et marihuanaimperium uden sin del af skrammer, hårde metoder og andre kriminelle, der er ivrige efter at overtage den lukrative forretning. Således sættes en sand lavine i gang af netop magtkampe og dobbeltspil, hvor hver mand synes at være sig selv nærmest i et spil hvor, der ikke kun er penge, men også liv og død, der er på spil.

Mere vil jeg sådan set ikke komme ind på handlingen, da en del af fornøjelsen netop består i måden, hvorpå historien folder sig ud med overraskende twists and turns. Desværre er det bare ikke en særlig interessant historie, mens heller ikke de eller mange kulørte karakterer som sådan er interessante. Men ja, der langes da sin del af bad guy-charme over disken.

Blandt andet i skikkelse af netop Matthew McConaughey som manden på toppen af sit game og konge over sit ulovlige imperium. Han står for intenst nærvær og sin del af rappe replikker. Derimod bliver hans højre hånd – portrætteret af Charlie Hunnam – aldrig videre fremtrædende eller mindeværdig, men noget anonym. Det er en skam, når nu han fylder meget i filmen.

Ind fra højre kommer derimod en cool, rap og overlegen Colin Farrell som hårdkogt gangster i track suit og med store briller. Den mest veloplagte og morsomme overraskelse skal man dog finde i graver-journalisten Fletcher, som spilles af en ivrig Hugh Grant, der – som de mange andre i det farlige spil – forsøger at afpresse Matthew McConaugheys Mickey Pearson.

Men på trods af gode takter – som ovenstående præstationer og sine steder ok rappe replikker – forbliver historien og de fleste medvirkende for uinteressante til, at jeg for alvor engageres i en actionkomedie, der mest af alt er et fesent stykke med Tarantino-discount. Det er dog heller ikke det værste forbillede, men ‘The Gentlemen’ er og forbliver discount, og det er bare ikke godt nok.

‘The Gentlemen’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Gentlemen’ har biografpremiere den 27. februar.

Biografanmeldelse: Det at være en familie er mange ting. Ja, der kan være mange forskellige konstallationer. Men hvad mon det gør ved en lille familie, at farmand føler sig mere som en kvinde, nu vil kaldes Agnete i stedet for Thomas og samtidig vil have foretaget en kønsskifteoperation? Det er præcis, hvad der sker i dramaet ‘En helt almindelig familie’.

I rollen som far ses Mikkel Boe Følsgaard, der med fin tilstedeværelse og troværdighed bærer rollen som både Thomas og Agnete, mens hans frustrerede hustru Helle ligeledes gør fin figur i skikkelse af en nærværende Neel Rønholt. Deres to unge piger spilles med naturlighed af henholdsvis Rigmor Ranthe som den ældste Caroline og Kaya Toft Loholt som Emma.

Det er præcis her, at filmens trumfkort kommer på banen i en film, der desværre bliver noget ordinær i sit drama, der ikke helt får følelsesmæssigt fat i mig. Men netop Kaya Toft Loholt bliver min egentlige indgang til familien og dramaet. Det er nemlig overvejende fra hendes synspunkt, at familien og faderens kønsskifte opleves og leves. Hun er virkelig forrygende.

Ja, og jeg som gik og troede, at det skulle være den noget mere erfarne Mikkel Boe Følsgaard, der skulle løbe med rampelyset. Han er som nævnt bestemt god, men Emma-karakteren er skrevet mere i centrum for fortællingen og stjæler de scener, hun er med i. Jeg mærker hendes frustrede og splittede følelser mere end hos de tre andre familiemedlemmer.

Det er både stærkt, men desværre efterlader netop dette fortællingens følelser og dramatiske tyngde noget tilbage at ønske. For det er som om, at der flere steder hoppes nogle dramatiske bindeled over. Blandt andet i, hvordan Thomas går fra far til mor – her eksempelvis med problematikkerne mellem Thomas og Helle. Der stryges lidt for let henover dette forhold.

Til gengæld er filmens tidsbillede mere helstøbt – komplet med blandt andet lavalamper og Britney Spears som det store idol hos storesøster Caroline. Men at filmen aldrig helt får fat er en skam, selvom den da føles personlig på flere punkter, hvilket ikke er så underligt, når nu den er baseret på instruktør Malou Reymanns egen opvækst med en far, der skiftede køn.

‘En helt almindelig familie’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En helt almindelig familie’ har biografpremiere den 20. februar.

Biografanmeldelse: Det er ganske vist virkeligheden, der omfavner den sande fortællingen i Terrence Malicks ‘A Hidden Life’. Det er dog også en virkelighed, jeg nærmest svævede helt drømmende ind i gennem brugen af blandt andet et smukt dragende kameraarbejde, som indrammer både naturskønne vidder i de østrigske bjerge og klaustrofobiske fængselsrum.

Begge steder finder man den østrigske bonde Franz Jägerstätter, man her følger i en fortælling, der smyger sig roligt omkring filmens godt tre timer lange spilletid – fra det skønne til det grumme. Han bor nemlig med sin elskede hustru og deres tre små piger på et lille landsted langt ude i den friske bjergluft. Et roligt liv fyldt med kærlighed byttes dog snart ud for bonden og hans familie.

For med 2. verdenskrig og nazisterne i nakken, tvinges Franz til at føje Hitlers befaling. Det nægter han imidlertid – også selvom det betyder landsforræderi og muligvis med døden til følge. På trods af de dystre udsigter, så står Franz beslutsomt imod at skulle kæmpe for nazismen. Han bliver derfor også revet væk fra sin lille familie og et ellers idyllisk Østrig.

Det er denne beslutning om ikke at lade sin tro knægte, der er filmens fortællemæssige kerne og problemstilling, hvilket blandt andet kommer til at afføde langt større spørgsmål. Ja, faktisk selve meningen med livet og menneskets gang på Jorden. Samtidig er det en fortælling, som indhylles i smukke billeder sin grusomhed til trods. Dragende, insisterende og næsten helt hypnotiserende.

Det er nemlig ikke kun Franz, der må bære konsekvenserne på sine skuldre. For også hans hustru og deres børn bliver set ned på og isoleres af det øvrige samfund. Kærligheden sættes på prøve, mens livet synes at syne hen for Franz. Desværre så lider den ellers formfuldendte billedside og interessante fortælling under sin spilletid, der sine steder bliver for lang for sit eget bedste.

Filmen er som nævnt baseret på en sand historie og fremstår da også stærk med sin pointe om ikke at bukke under for onde kræfter, selvom det betyder elendighed for en selv og sine nærmeste – og i yderste konsekvens døden. Men ja, hvis ikke man holder fast i netop sig selv, hvad er man så i grunden værd som menneske, synes Terrence Malick her blandt andet at spørge.

‘A Hidden Life’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘A Hidden Life’ har biografpremiere den 13. februar.