Biografanmeldelse: Vi kender alle klichéen om udkantsdanmark versus København. Bønder versus akademikere. Kødspisere versus veganere. Bøvet rock versus snobbet kunst. Jo Nesbø versus finlitteratur. Traditioner versus nytænkning osv. osv. Det er netop sammenstødet mellem jyder og københavnere, der er det absurdkomiske knudepunkt i det sorthumoristiske drama ’Hvor kragerne vender’.

Vi møder således her forfatterinden, der har skiftet navn fra Laura til Irina, som vender hjem fra Københavns kunstnerliv til sin hjemstavn i Jylland, da hendes bror Jannik skal giftes. Irina flygtede ellers i sin tid fra landet til storbyen, så snart hun kunne komme til det. Hun har i den grad taget afstand til sin fortid og efter hendes ord forfærdelige opvækst, hvilket hun netop har skrevet en bog om.

Nu er tiden så kommet til, at hun efter mange år og uden megen kontakt til familien skal til bryllup. Der er bare lige det ved det – udover, at hun ikke kan udstå landet – at Jannik viser sig at skulle giftes med Irinas mobber-nemesis fra barndommen, Catrine. Det bliver starten på et klichékomisk sammenstød mellem to meget forskellige kulturer. Det er netop i de veletablerede forskelle, at komikken udspringer fra.

Det er desværre bare småt med de mere nuancerede komiske situationer og personopgør. Jokes og situationskomik kommer derfor også til at fremstå noget triviel og forudsigelig. Heldigvis er bl.a. miljøbeskrivelsen af det lille jyske samfund ramt godt med bryllup i laden, den mutte far og de store vidder. Endvidere er der mange virkeligt fine præstationer fra den velcastede rollebesætning.

I front finder man Rosalinde Mynster, der får fine nuancer ud af sit kunstnerportræt som Irina, mens der er en drenget naturlighed over Adam Ild Rohweder i rollen som Jannik. Troværdigheden er også fint til stede hos Anne Sofie Wanstrup som den mobbende Catrine, der desværre er skrevet en kende for psykologisk karikeret til rigtigt at røre, hvilket er tilfældet med flere af filmens karakterer.

Mine forbehold og kritikpunkter til trods, så lykkedes ’Hvor kragerne vender’ også flere gange at ramme hovedet urkomisk på sømmet, hvad angår forskelle samt også menneskelige ligheder mellem Jylland og København. Skuespillerne er endvidere med til at løfte den en kende forudsigelige fortælling op til et andet og sine steder helt rørende niveau.

’Hvor kragerne vender’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hvor kragerne vender’ har biografpremiere den 22. juli.

Biografanmeldelse: Det er med dragende billeder i sort/hvid af fotograf Andrey Naydenov, at den både brutale og visuelt smukke ’Kammerater!’ tager sit dramatiske livtag i mig. Året er 1962 og vi befinder os i Sovjetunionen. Kommunismen har sit tag i befolkningen, hvor det en dag dog går helt galt ved en strejke i byen Novocherkassk. En fatal begivenhed, der er baseret på en grufuld sand historie.

På en lokal fabrik stables der nemlig en arbejdsstrejke på benene, hvor det ender med, at ordensmagten skyder med skarpt og dræber flere af demonstranterne. Massakren forsøges efterfølgende hemmeligholdt af staten. Bl.a. skal byens befolkning skrive under på, at de aldrig vil tale om den frygtelige hændelse, mens der også lægges ny asfalt for at skjule blodsporene efter de døde.

I centrum for fortællingen finder man Lyudmila, der er et betroet medlem af kommunistpartiet og lodret imod oppositionen. Dette forhold bliver der dog rykket ved, da hun er førstehåndsvidne til nedskydningerne, hvor de mange lig i al hemmelighed efterfølgende bliver kørt ud af byen og begravet. Lyudmila begynder nemlig at tvivle på det kommunistiske projekt i kølvandet på blodbadet.

Den russiske film fortælles på den måde gennem Lyudmilas øjne og sind, hvor jeg ikke kun gennem hende, men i høj grad også via en dragende miljøbeskrivelse bringes tilbage til Sovjetunionen anno 1962. Jeg får her et glimt af en fortid – også før tragedien indtræffer – hvor bl.a. madprisernes stigning er med til at puste til gløderne under utilfredsheden hos oppositionen.

Der er altså flere interessante og evigt relevante tematikker i spil. Centralt bl.a. hvor tro, man skal være overfor statsmagten kontra egne tanker. Denne splittelse er fint beskrevet gennem Lyudmila, der spilles nærværende og intenst af Yuliya Vysotskaya. Men på trods af tematikkerne og en stærk hovedrolle, griber filmen mig desværre ikke rigtigt om følelserne, men mere om en rationel indignation.

Jeg kommer aldrig helt ind, hvor det gør ondt i følelserne, men oplever meget filmen som ren observant. Det kan måske bl.a. tilskrives mangel på bedre portrætterede relationer, mens også kommunist-kritikken er lige firkantet nok. Filmen mister derfor også af og til sit greb i mig. Heldigvis holdes ’Kammerater!’ oppe af miljøbeskrivelsen, der for mig bliver filmens stærkeste kort sammen med scenerne fra massakren.

’Kammerater!’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kammerater!” har biografpremiere den 15. juli.

Biografanmeldelse: Det kan være svært at tage de første store skridt ind voksenlivet. Det at flytte hjemme fra mor og fars trygge rammer. Det er blandt andet netop det, teenageren Alex skal i den romantiske og fint morsomme ’S#!%house’. Han er nemlig førsteårsstuderende på college, hvilket ikke kun betyder et farvel til barndomshjemmet, men også det at være langt væk fra vennerne og sat i helt nye omgivelser.

Det er ikke nogen nem ting for den noget tilbageholdende Alex med denne overgang ind i et nyt livskapitel. Det gør det ikke just nemmere for ham at se, hvordan alle omkring ham øjensynligt trives med collegelivet, masser af nye venner og vilde fester. Ensomheden og savnet til sin familie gnaver mere og mere i Alex, men måske det hele bliver lidt lettere en lun sommernat til en af skolens mange fester?

Der er nemlig fest i det såkaldte ’Shithouse’ og Alex beslutter sig for at deltage. Her møder han den medstuderende og noget mere udadvendte Maggie. Det bliver starten på en tur ud i sommernatten, hvor romantikken så småt begynder at spire mellem de to i en på en gang både let, dyb og eftertænksom samtale, der dynamisk bølger mellem de to på denne helt magiske nat.

’S#!%house’ er på den måde i høj grad Alex og Maggies film og fortælling. Her finder man henholdsvis Cooper Raiff og Dylan Gelula i de to roller, som de hver især skildrer med naturlig lethed og troværdig nerve. Det gælder både i de vidtløftige øjeblikke, men også når alvoren og den dramatiske tyngde indfinder sig. De er virkelig gode sammen, hvor den der eftertragtede filmkemi bestemt opstår.

Det er desuden Cooper Raiff, der endvidere både har skrevet og instrueret filmen. Han rammer virkelig fint rækken af følelser, der følger med til livet som ’næsten voksen’, hvor der sker en masse nyt – både i ens indre, men bestemt også, som tilfældet er her, i de ydre omgivelser. Studielivets vildskab, kådhed og bekymringsfrie levevis rammes fint, men bedst er dog samspillet mellem netop Raiff og Gelula.

Desværre mister den ellers veloplagte fortælling og ligeledes veloplagte dialog lidt momentum undervejs, hvor mit følelsesmæssige engagement også siver lidt ud mellem sidebenene. Heldigvis lever ’S#!%house’ også virkelig fint af netop sin sommernatsstemning og ungdommelige miljøskildring, der altså overbevisende supplerer dramaet mellem Alex og Maggie.

’S#!%house’ får 4 ud af 6 stjerner:

’S#!%house’ har biografpremiere den 8. juli.

Biografanmeldelse: Jorden er stadig under belejring af de glubske og yderst lydfølsomme monstre, som vi mødte i den første film fra 2018. Nu er de tilbage i opfølgeren ’A Quiet Place 2’. Det samme er Emily Blunt som moren Evelyn, der med sine to teenagebørn og en nyfødt baby fortsat må gøre alt, hvad de kan for ikke at blive slagtet af monstrene, der dukker op ved selv den mindste lyd.

Således leverer instruktør og manuskriptforfatter John Krasinski både medrivende monster-action og intens stilleleg i et univers, hvor den lille familie nu forlader deres – inden bæsternes angreb i ’A Quiet Place’ – ellers rolige landejendom i en søgen efter andre overlevende. Mere vil jeg ikke røbe om plottet, da blandt andet netop familiens neglebidende rejse ud i en øde verden bedst opleves som et blankt lærred.

Det er dog en god idé at have set den første film, da fortællingen udspiller sig i direkte forlængelse af den og med flere referencer til gyset fra 2018. I denne omgang er der imidlertid skruet en del op for det voldsomme monster-rabalder. Heldigvis er det i den grad både medrivende og velinstrueret foldet ud. Man får desuden også for universet sin del af scener, der spiller på lyden og manglen på samme.

Netop legen med lyd er virkelig velbrugt og fungerer blandt andet som fin modvægt til de mere spektakulære og larmende scener, hvor monstrene river mennesker itu. For modsat den første film, der foregik på én location, nemlig familiens gård, bevæger de sig som nævnt nu ud i verden, hvor farerne på ny truer om hvert et hjørne. På den måde er her også en noget anden fortællermæssig struktur.

Den engagerende film deler sig nemlig op i parallelle fortællerspor. Det er både et interessant greb, da der her krydsklippes delvist vellykket mellem sporene. Men det er også et greb, der desværre en smule undervejs punkterer den ellers fint tiltagende intensitet. Det sagt, så tager det dog ikke noget fra de enkeltstående scener, der som nævnt er både medrivende og neglebidende intense.

Hertil kommer en stærk og nærværende præstation af Emily Blunt som moren, der må og vil gøre alt for at beskytte sine børn, der spilles troværdigt af henholdsvis Noah Jupe og Millicent Simmonds, som i særdeleshed brænder engagerende igennem som den døve datter. Man møder denne gang også en anden overlevende i skikkelse af Cillian Murphy, der bidrager fint til fortællingen med ny og dynamisk energi.

’A Quiet Place 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’A Quiet Place 2’ har biografpremiere den 1. juli.

Biografanmeldelse: Man skal huske at drømme. Man skal ikke give slip på sine drømme. Men vigtigst: Man skal handle på og gå efter sine drømme. Man skal gå derhen, hvor hjertet bærer en. Netop det er, hvad den aspirerende forfatterinde Joanna gør – eller rettere forsøger på i ’My Salinger Year’, der er baseret på den sande historie om den unge kvinde, som flytter til New York i 90’erne for at søge lykken.

Det skal naturligvis vise sig at være noget sværere end som så at indfri forfatterdrømmen. Men døren synes nu alligevel at stå på lovende klem, da hun bliver ansat som assistent for den litterære agent Margaret, som har den legendariske forfatter og mystiske eneboer J. D. Salinger i sin stald. Joanna får dog ikke her forløst sine forfatterdrømme, men bliver i stedet ansat til at tage sig af fanposten til Salinger.

Hun skal dog ikke videregive de mange og personlige fanbreve til den aldrende forfatter, men derimod blot besvare dem med korte standardsvar, hvor det gøres klart, at Salinger ikke tager imod den slags henvendelser. Således flyttet til den mægtige storby er Joanna trådt bare en smule ind i de hellige haller, hvor hendes egne drømme trues med at ryge ud med badevandet til fordel for det noget trivielle job.

Så let giver Joanna nu bestemt ikke op på sin egen forfatterstemme, hvorfor hun nu udtænker en plan hvormed, hun kan få kreativt afløb for sine skriverier. Således er der med den søde, sjælelige og menneskelige ’My Salinger Year’ sat et på flere måder følelsesfint og veloplagt drama på skinner, hvor man i førerhuset på den smukt fotograferede fortælling finder en hele vejen skøn Margaret Qualley.

Hun alene er hele filmen værd, da hun med nærvær, smittende sødme og charmerende schwung forløser rollen som den drømmende og målrettede Joanna. Et portræt af en kvinde med en drøm, der går på kanten af at briste. Ikke nok med det, så bakkes Margaret Qualley engagerende op af sine medspillere. Ikke mindst Sigourney Weaver som den bestemte, men også underspillet omsorgsfulde Margaret.

Der er virkelig god dynamisk energi mellem de to kvinder, som befinder sig i hver sin ende af livet. Videre er der en velcastet Douglas Booth som Joannas selvoptagede forfatterkæreste, mens bl.a. Brían F. O’Byrne og Colm Feore bidrager med forførende menneskelighed i mindre roller. ’My Salinger Year’ er ganske enkelt et besnærende drama, der med fin lethed tager livtag med bl.a. det at turde drømme.

’My Salinger Year’ får 4 ud af 6 stjerner:

’My Salinger Year’ har biografpremiere den 1. juli.