Anmeldelser – Side 75 – Filmskribenten

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

2. marts 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet i og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

– T2 Trainspotting får 3 ud af 6 stjerner:

– T2 Trainspotting har biografpremiere den 2. marts 2017.

Titel: T2 Trainspotting, 2017
Release: den 2. marts 2017
Instruktion: Danny Boyle
Medvirkende: Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 1 time 57 min.
Distributør: UIP

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

23. februar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan musicalfan, men jeg faldt nu alligevel pladask for Damien Chazelles La La Land. Det er der også god grund til, for den er ganske enkelt drønhamrende charmerende, dejlig nostalgisk og bare pokkers sød. Og så er den ikke uden en fin bittersød kant.

En kant, der klæder dens farvestrålende indpakning og dejligt lette væsen, hvor der åbnes med et stort og yderst velkoreograferet musicalnummer, der folder sig medrivende ud på motorvejen ind mod drømmenes by, Los Angeles.

Her sidder de mange aspirerende skuespillere og musikere stift i kø, inden bilkøen forvandles til farvestrålende sang og dans med lange og elegant glidende kamerabevægelser ind og ud mellem bilerne samt de mange sangere og dansere, der træder ud af køens dødvande og ind i et sprudlende musicalunivers.

I køen finder man også skuespillerinde in spe Mia samt jazzpianisten Sebastian, henholdsvis Emma Stone og Ryan Gosling. Det er dog ikke kærlighed og sød musik imellem dem – sådan liiige med sammen. Men da deres veje tilfældigvis krydses igen – og igen – spirer romancen. Og jeg spirer med. Den kække og selvsikre Sebastian mod den drømmende Mia med de fængslende dådyrsøjne.

Sødt og naivt samt dansende og syngende, naturligvis. Uden at det bliver klægt, men med sin uskyld i behold samt den naive romance med fine og små komiske modhager. Her er dog andet på spil end kærligheden og romancen.

La La Land er også historien om at jagte drømmen – om at turde tro på sig selv. Og hvor svært det kan være i en by, hvor alle synes at jagte det samme. Hvor nedturene står i kø, mens succesen synes uendeligt langt borte. Mia med sin skuespillerindedrøm, og Sebastian med drømmen om at åbne sin egen jazzklub.

De to er hele vejen velspillende selskab i mere end en forstand. For de både danser, spiller og synger sig charmerende gennem både op- og nedture. Det uden, at musicalen tager overhånd og bliver en kulørt parodi. Oprigtigheden sitrer engagerende i hver kameraindstilling og hver sang, hvor jeg suges ind i det syngende univers, som ikke kan andet end at smitte mig med sit gode humør.

La La Land er – sådan helt skåret ind til benet – en forrygende fin og farverig hyldest til Hollywood, Los Angeles og musicalen i sig selv. Til den sødmefulde naivitet, til nostalgien og drømmenes insisterende styrke. Nå ja, og så er der lige filmens sidste intenst gribende del, som løfter La La Land ind i en liga for sig og sikrer sig den sidste følelsesladede femte stjerne.

– La La Land får 5 ud af 6 stjerner:

– La La Land har biografpremiere den 23. februar 2017.

La La Land | Biografanmeldelse
Titel: La La Land , 2016
Release: den 23. februar 2017
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende: Emma Stone, Ryan Gosling m.fl.
Spilletid: 2 timer 8 min.
Udgiver: Nordisk Film

A CURE FOR WELLNESS: Jagten på sundhed byder på en foruroligende grum bagside

16. februar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Bered dig på et rundtosset, tosset og bizart kurophold med Gore Verbinskis billedskønne A Cure For Wellness. For det er absolut ikke noget normalt kursted, der venter børsmægleren Lockhart. Han sendes nemlig til de smukke alper for at hente sit firmas CEO hjem fra et luksuriøst spaophold, da der er brug for ham hjemme i New York.

Det står dog hurtigt klart for enhver, at der forgår fordækte ting i kulissen på det ellers tilsyneladende sunde ydre i Alpernes idylliske omgiveler. Lockharts tur bliver således snart en tur ind i et spind af hemmeligheder, hvor en mystisk kur ikke er nær så sund for kurstedets patienter, som de går og tror.

Desværre er mysteriet bare ikke videre medrivende udfoldet – og både twists and turns i det kringlede plot formår ikke at holde liv i hemmelighederne og min interesse for Lockharts tur ind i det lyse spabads mørke bagside. Hertil bliver mysteriet for hurtigt gennemskueligt – og de onde protagonister for forudsigeligt portrætteret. Til gengæld er der flot schwung på filmens dragende billedside.

For ja, det er visuelt, filmen viser overskud. Her bliver jeg i flere scener draget ind i et psykologisk mørke, hvor virkeligheden slår knuder og mareridtet venter sammen med Lockharts rejse ind i sundhedens grimme skyggesider. Herligt. Desværre er Dane DeHaan i hovedrollen som Lockhart bare ikke et engagerende nok bekendtskab til, at jeg rives med at hans fortælling.

Der er ganske enkelt for få overraskeler i ham og det plot, der forsøger at krølle sig mystisk om Lockhart, hans traumeramte fortid og kurstedets grumme bagside. Filmen forsøger endvidere med en kras kommentar på en usund jagt på sundhed, der blot avler det modsatte af, hvad målet er – og hvem er for eksempel i virkeligheden de syge i vores samfund?

Desværre er filmen bare aldrig for alvor spændende andet momentant – og så er de knap 2 timer og 30 minutters spilletid bare for langt for filmens eget bedste. Til gengæld imponerer eskapaderne visuelt med velkomponerede billeder af kurbadet. Både den harmoniske overflade og den mareridtsfyldte bagside, mens der venter en herligt bizar, klam og bombastisk finale. Men jeg savner endvidere mere finalens vanvid i den øvrige spilletid, hvor de samme pointer og scener synes at køre en smule i ring.

– A Cure For Wellness får 3 ud af 6 stjerner:

– A Cure For Wellness har biografpremiere den 16. februar 2017.

[tabgroup][tab title=” A Cure For Wellness | Biografanmeldelse”]
Titel: A Cure For Wellness, 2016
Release: den 16. februar 2017
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Dane DeHaan, Jason Isaacs, Mia Goth m.fl.
Spilletid: 146 min.
Udgiver: Fox Film[/tab][/tabgroup]

Tim Burton byder på et magisk besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

12. februar 2017/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Kære Tim Burton, hvor ville jeg dog fortsat gerne ubetinget knuselske dig og ikke mindst dine film, men du gør det ikke helt nemt. For med dit nyeste eventyr kommer du kun delvist i mål med den for lange og lidt for ujævne Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children. Desværre.

Her er ellers masser af muligheder for at brillere med dine skæve idéer, når man som publikum tages med ind i et krøllet univers af tidsrejser, tentakel-monstre og ikke mindst en gruppe børn med særlige evner. Alt fra at kunne svæve til at være usynlig og at kunne sætte ild til ting med de bare næver.

Ja, jeg fristes til at kalde det for en Tim Burtonsk krydsning mellem X-Men og Harry Potter. For vi besøger nemlig her Miss Peregrines hjem for de såkaldte sælsomme børn, som teenageren Jake finder på sin rejse til Wales i sporet på sin farfars fantasifulde historier, der viser sig at være sande.

Den mystiske Miss Peregrine og børnene viser sig dog ikke at være i sikkerhed, da der lurer skumle personer og farlige monstre i skyggerne, der vil dem til livs. Dem må Jake og børnene nu forsøge at besejre.

Men egentlig handler filmen om at være en outsider og at finde sin plads i livet. En coming of age-historie pakket ind i et eventyrligt univers, der da også er det, der fungerer bedst i filmen – altså universet og de her herligt bizarre indslag.

Så som en dukkekamp i stop-motion, hvor en af børnene vækker et par ækle dukker til live og lader dem slås til døden, videre til menneskestore gulerødder i baghaven og en monstrøs mund placeret glubsk i nakken på en lille pige. Alt sammen går jeg ud fra er hentet i bogen, som filmen er baseret på.

Den har jeg dog ikke læst, men som film, fungerer universet helt fint med sin skiftevis afdæmpede og kulørte farvepalet samt det umage karaktergalleri, hvor skurkene stirrer ondt med deres mælkehvide øjne og sylespidse tænder. Desværre halter historien, der roder lidt ufokuseret rundt.

Asa Butterfield er ellers god som den småkejtede og helhjertede Jake og Eva Green manieret bærer rollen som den piberygende Peregrine, mens Ella Purnell er fin sart som den svævende pige. Ind fra højre kommer en overspillede Samuel L. Jackson som über-skurk, der aldrig rigtigt får den plads i fortællingen, som kunne give ham mere skræmmende nærvær.

Tim Burton formår altså ikke helt at holde styr på sine mange karakterer og plotafstikkere, hvorfor filmen ender med at være flot, men også ujævn i sin fortælling. Blandt andet mister hovedrollen Jake – der ellers har nok teenagerod at holde styr på – sammen med den øvrige film dramatisk tyngde og nærvær i takt med at fortællingen foldes ud og mister fokus.

Udover, at udgivelsen både ser og lyder bragende godt på Ultra HD – en sand fornøjelse – så byder den desuden også på en omgang fint ekstramateriale. Her får man blandt andet et indblik i filmens krøllede univers, børnenes forskellige evner samt filmens grumme skurke.

Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children udkommer på dvd, Blu-ray og Ultra HD den 16. februar 2017.

Titel: Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, 2016
Udgivelse: den 29. september 2017
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Eva Green m.fl.
Spilletid: 127 min.
Udgiver: 20th Century Fox

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

26. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg har bestemt ikke opgivet på M. Night Shyamalans formåen udi at levere den filmiske vare. Særligt ikke efter, at han i 2015 sendte sikre gys gennem min krop med sin forrige film, den fine lille creeper The Visit.

Jeg var derfor også spændt på, om han med sin nyste film, thrilleren Split, kunne holde båden sikkert i vandet. Det kan han desværre ikke helt. Godt nok leverer han en film med en grundlæggende spændende præmis om mand, der rummer hele 23 identiteter, men indfrier desværre ikke de ellers gode takter til fulde.

Derimod ender Split som en frustrerende oplevelse, da den netop kunne have været langt bedre, end den er. Heldigvis har M. Night Shyamalan trumfkortet James McAvoy i rollen som Kevin, manden med de mange personligheder.

Han indtager således op til flere roller i én og samme krop. Alt fra en sirlig kvinde til en lille dreng og en skræmmende mand. Det er sidstnævnte mand, der skyder filmen vellykket og intenst i gang med en virkeligt veleksekveret kidnapning af tre teenagepiger.

Desværre holdes niveauet fra åbningsscenen ikke ved lige filmen igennem. Derimod farer Split en smule vild i egne plottråde godt og vel halvvejs inde, mens plottet sine steder også kluntet overforklares, og så fiser spændingen ellers stille og roligt ud af eskapaderne efter en ellers veloplagt første halvdel.

Der burde ellers være rig mulighed for oprigtig spænding med pigerne i fangenskab hos manden med de mange personligheder. Men tilfangetagningen afføder bare aldrig for alvor den medrivende spænding, der ellers forsøges etableret. Blandt andet med flugtforsøg og i pigernes møde med de forskellige personligheder, der hver især har deres egen agenda.

Filmen er dog mere end pigernes forsøg på at slippe ud af deres knibe, men også et portræt af James McAvoys karakter – eller rettere karakterer. For sideløbende med, at pigerne sidder fanget, går deres kidnapper nemlig hos den tålmodige psykolog Dr. Fletcher, der både forsøger at forstå og hjælpe den syge mand.

Oven i disse handlingsforløb er der også en sideløbende historie, der i flashbacks fortæller en af de tilfangetagne pigers traumefyldte barndomshistorie. Der er altså lagt fint op til karakterdrevet spænding, men de forskellige handlingsforløb afstedkommer bare ikke det engagement, jeg kunne håbe på.

Derfor kommer Split desværre heller ikke tilbage på ret køl i sin ellers potentielt medrivende finale, hvor historierne forsøges forenet. Det bliver ganske enkelt for overfortalt og for fortænkt leveret til, at jeg for alvor bider på med andet end en let interesse i, hvordan det dog skal gå de involverede parter.

– Split får 3 ud af 6 stjerner:

– Split har premiere den 26. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Split | Biografanmeldelse”]
Titel: Split, 2016
Release: den 26. januar 2017
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: James McAvoy m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: Universal, UIP[/tab][/tabgroup]

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

19. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Hvad ville du mon gøre, hvis din bror blev nakket af en flok skumle gangstertyper, og politiet ligesom ikke hjalp ordentligt til med at få slynglerne bag tremmer?

I Fenar Ahmads Underverden tager Dar Salim i rollen som den succesfulde kirurg Zaid sagen i egen brutale hånd. Du ved, en hævnfilm med schwung på selvtægtsdrengen og et skarpt skel mellem lovlydig borger og vigilant voldsmand.

Det er dog desværre en mere eller mindre by the numbers-hævnfortælling, der her foldes ud – ganske vist både solidt fortalt og sine steder helt medrivende, men også noget forudsigelig. Heldigvis kommer vi dog fra A til B i godt selskab.

Det gælder på begge sider af loven, hvor der diskes op med både stærke og skræmmende præstationer. Ja, du har nok luret, at her er en dualitet i spil – mellem lovlydig og kriminel, samt ikke mindst den hårfine grænse herimellem.

En grænse, der kan overskrides, hvis bare man bliver presset nok. Og den ellers lovlydige Zaid bliver presset. Så meget, at han krydser grænsen iført sit bedste hjemmelavede ”Batman”-kostume, håndvåben og steroider i kroppen. Klar til at hævne sin kriminelle brors død.

Zaid har ellers en sød gravid kone, der venter hjemme i trygge, rene og flotte rammer. Modsat gadens farlige, beskidte og brutale virkelighed. Du ved, fordi kontraster fungerer. Den sirlige hjertekirurgs forsigtige hænder kontra hans hårdslående og blodindsmurte næver, når først grænsen overskrides.

Ja, kontrasterne skæres flot og brutalt ud i pap, mens jeg naturligvis hepper på Zaids bersærkergang. Selvom her da også kommer nuancer i spil om, hvad der gør de her gangstertyper og unge drenge til drabelige lømler.

Det er dog ikke nuancerne, filmen lever af. Eller for den sags skyld fortællingens twists and turns. Derimod holder det solide fortællehåndværk og ikke mindst castet Underverden oven vande og ganske godt i søen frem mod den intense og herligt brutale finale, som jeg (en smule utålmodigt) ventede på skulle indfinde sig.

Dar Salim indtager med nerve og nærvær rollen som Zaid – både som faderlig kirurg og hårdtslående hævner med håndmadder og håndvåben siddende løst på kroppen. Stine Fischer Christensen er en god modvægt som den bekymrede kone – både sart, stærk og bestemt, men aldrig en karikatur.

Ali Sivandi leder pumpet an blandt flokken af gangstertyper, der spytter gadeslang, ser barske ud med solbriller på og håret strøget tilbage. Han er både pokkers charmerende og pissehamrende uforudsigeligt farlig. Dulfi Al-Jabouri sender human uskyld ind blandt gaderødderne som den naive Alex – du ved, for nuancer skal der til.

Du skal dog ikke have set mange revenge flicks for at lure, hvor Zaids hævntogt i den danske underverden bærer hen. Jeg savner nogle overraskende udsving undervejs. De der WTF-øjeblikke, hvor handlingen pludseligt tager røven på mig. Det sker ikke – ikke for alvor i hvert fald.

Derfor ender Underverden også med ”blot” at være den der solide og velspillede film. Det har bestemt også sin styrke, når filmen som her leverer op til flere scener, der sitrer af nærvær og fandenivoldskhed. Og med et cast, der sender hævnen ud af lærredet med brutal nerve og engagerende vildskab.

– Underverden får 4 ud af 6 stjerner:

– Underverden har premiere den 19. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Underverden | Biografanmeldelse”]
Titel: Underverden, 2017
Release: den 19. januar 2017
Instruktion: Fenar Ahmad
Medvirkende: Dar Salim, Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi m.fl.
Spilletid: 1 time 53 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

5. januar 2017/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Film baseret på computerspil har en lidet flatterende historik. Ingen nævnt, ingen glemt. Ikke desto mindre gøres forsøget gang på gang. Nu er turen så kommet til Assassin’s Creed med en cool Michael Fassbender i den martrede hovedrolle.

Jeg har aldrig spillet Assassin’s Creed, så det var som et hvidt lærred, at jeg gik filmen i møde, der er lige dele dejligt dyster, middelaldertung og renskuret science fiction-slick. Men helt uden problemer er den ikke – spilfilmatisering eller ej. For plottet er noget knudret forløst, mens det halter med engagerende karakterer.

Man følger her Fassbender som Callum Lynch – en tilsyneladende helt almindelig kriminel. Han viser sig dog at bære på en usædvanlig skæbne takket være hans spanske forfader Aguilar. For efter at være blevet (mere eller mindre) kidnappet af en hemmelighedsfuld organisation, gøres han nemlig ved hjælp af noget high tech-genetisk-tidsrejse-halløj i stand til at gå i sin snigmorder-forfaders spor.

Således går jagten på et magtfuldt artefakt ind på kryds og tværs af fortiden i 1400-tallets Spanien og vores nutid. For det viser sig, at et hemmeligt broderskab af snigmordere – The Assassins – ligger i evig kamp med onde Tempelriddere for at beskytte intet mindre end den frie vilje, der står og falder med erhvervelsen af artefaktet. Som jeg forstod det.

Ja, det lyder en syret – eller bare langt ude. Det er det da sådan set også, men takket være overbevisende flot production design og world building, hopper jeg med på præmissen, mens snigmorderne hopper medrivende rundt i fortidens beskidte gader med Tempelridderne i hælene. Og så lader jeg gerne for en stund plothuller være plothuller.

Det er er da heller ikke plothullerne, der er filmens største svaghed. Det er derimod min manglende indlevelse i karaktererne – og heraf historien. Det hele bliver lidt for meget form og hovsa-løsninger, i stedet for engagerende karakterer. Derfor udebliver reel spænding for mit vedkommende også, mens min trang til at kigge på uret blot voksede, som filmen skred frem mod sit forhastede sidste akt.

Det lader nærmest til, at filmen flere steder har været i klipperummet for at få plottet til at skyde sig hurtigere frem, end filmen kan bære. Hvilket synes mest tydeligt i netop det tredje og sidste akt, der er overstået før, det synes at være gået i gang. Jeg sidder derfor også tilbage med en oplevelse af en noget amputeret afslutning.

Det er en skam, for filmen viser så absolut gode takter – ja, til tider helt fremragende takter. I hvert fald visuelt, hvor særligt scenerne i den middelalderlige fortid er imponerende dystre, action-overrumplende og dejligt beskidte. Ikke ulig instruktøren Justin Kurzels ligeledes regnvådstunge Macbeth-filmatisering.

Michael Fassbender gør dog god figur som den forknytte og handlekraftige Callum, mens Marion Cotillard (atter) giver den som femme fatale – her i videnskabskvinde-klæder. Nå ja, og så er det også lykkedes at hive intet mindre end Jeremy Irons ind som faderlig bagmand, mens Charlotte Rampling og Brendan Gleeson dukker op i alt for små roller. Igen et par karakterer, jeg gerne så blive brugt til mere.

Assassin’s Creed ender derfor i sidste ende som en frustrerende oplevelse, da jeg mærker kimen til et virkeligt godt kryds af fantasy, science fiction og action tilsat faderkomplekser og store eksistentielle tematikker som fri vilje. Desværre indfries ovenstående ikke til den medrivende film, den kunne have været. Øv.

Assassin’s Creed får 3 ud af 6 stjerner:

– Assassin’s Creed har premiere den 5. januar 2017.

[tabgroup][tab title=” Assassin’s Creed | Biografanmeldelse”]
Titel: Assassin’s Creed, 2016
Release: den 5. januar 2017
Instruktion: Justin Kurzel
Medvirkende: Michael Fassbender, Marion Cotillard, Jeremy Irons m.fl.
Spilletid: 116 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

WE ARE THE FLESH: Et perverst og syretrippende mind-fuck

15. december 2016/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Dvd-anmeldelse: Okay, bare lige for helt kort at sige det, så er Emiliano Rocha Minters mexicanske We Are The Flesh altså en pænt weird filmoplevelse. Det er bestemt ikke nødvendigvis en dårlig ting. Tværtimod.

For med sit syrede univers og ligeledes syrede fortælling om tre menneskers møde i en forladt bygning – to søskende og en diabolsk udseende eneboer – bugter filmen sig ind i en sælsom, pervers og dyster verden af incest, sex og mørke mareridt.

Det fungerer ganske godt det meste af vejen. Både grumt og helt poetisk leveret med sine smukke billedkompositioner af blandt andet nøgne kroppe, der sitrer af syre og sex. Der er dog et ”men” – og det er både filmens styrke og dens svaghed. Og her kommer så lige det der ”men”:

Men selvom vi her kommer ind i et herligt bizart univers af træskulpturer og syretrips, hvor lange og dragende kamerature gennem den hulelignende setting hiver mig ind i afgrunden af bastante røde, orange og blå farver, så bliver filmen også liiidt tung i røven i sin afvikling af eskapaderne.

Der går ganske enkelt lidt gentagelser i løjerne. Det er både med til at underbygge mareridtsstemningen, men det suger også en smule energi ud af filmens ellers potente billeder og susende lydside.

Ganske vist er her nok at fabulere over. Og her fabuleres da også ligeledes visuelt. Med alt fra nøgne kroppe og close-ups af mandlige såvel som kvindelige kønsorganer videre til incestuøse sexscener og klamme madscener med kogt kød samt en række enigmatiske – eller blot uforståelige – plottråde, der kaster mig ind og ud af denne bastard af en filmoplevelse.

Ja, jeg kunne godt fristes til at kalde det for art-horror med sine lange ordløse passager og nøgne kroppe, der vrider sig ekstatisk i forvredne farver og skævtskudte billedkompositioner.

Her er det nemlig i høj grad billederne i sig selv, der er meningen med galskaben. Det er stemningen og atmosfæren af forskruede følelser og forbudte tanker, der når mine øjne i både smukke og grumme billeder. Det er disse billeder, der er det, som giver filmen liv og rundtosset mening.

Dvd-udgivelsen byder desuden på filmens trailer, et slideshow samt to kortfilm af samme instruktør: Den sort/hvide og ordløse Dentro (12 min.), hvor man følger nogle mænd bygge en underlig anordning af træ ude i en skov samt den ligeledes ordløse Videohome (10 min.), der følger en række mænd fordrive tiden med mærkværdige handlinger i deres ensomme hjem.

– We Are The Flesh er udkommet på dvd den 1. december og kan blandt andet købes her og streames her.

[tabgroup][tab title=” We Are The Flesh | dvd”]
Originaltitel: Tenemos la carne, 2016
Release: den 1. december 2016
Instruktør: Emiliano Rocha Minter
Medvirkende: María Cid, María Evoli, Diego Gamaliel m.fl.
Spilletid: 79 minutter
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

14. december 2016/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jeg er ikke som sådan en die hard Star Wars-fan, meeen… jeg elsker universet og filmene (primært de tre originale, that is). Ja, jeg kunne også virkeligt godt lide The Force Awakens.

Jeg så derfor bestemt også frem til Rogue One: A Star Wars Story. Blandt andet fordi, det er en prequel og stand alone-film, der således introducerer en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. For hvor ville universet nu tages hen?

Lad mig da bare med det samme afsløre, at jeg er begejstret for denne nye omgang stjernekrig. En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af universet end hidtil set på film. Og det fungerer med både tung regn og dystre settings.

Nå ja, der er godt nok også lige den der palmefyldte sandstrand, der lægger krop til en medrivende krigsscene med både store eksplosioner og store Imperial Walkers. Det fungerer så absolut også i al sin krigshektiske iscenesættelse.

Men hvad handler filmen – der essentielt er en krigsfilm – så egentlig om? Jo , det er kort fortalt historien om en gruppe rebeller, der står sammen på en yderst farefuld mission om at få fat på planerne til Dødsstjernen. For herved at finde frem til, hvorledes masseødelæggelsesvåbenet kan destrueres.

I front finder man Felicity Jones og Diego Luna som henholdsvis den stålsatte Jyn Erso og den handlekraftige Cassian Andor. En spændende duo med en god dynamik. De bakkes op af Alan Tudyk som den rationelle robot K-2SO, der ligeledes står for fint underspillede comic relief-momenter.

På antagonistsiden finder men blandt andre en herligt ond og slesk Ben Mendelsohn, mens Mads Mikkelsen gør god figur som den tvetydige Galen Erso. Og så er selveste Darth Vader også tilbage i en mindre, men dog ærefrygtindgydende og afgørende rolle.

Endvidere er der en række bikarakterer, der desværre ikke alle rammer lige rent ind, men som i det mindste tilsammen udgør fin broget flok, hvor man føler, at der er levet liv bag deres brugte ydre og slidte tøj.

Det er altså lykkedes den relativt uprøvede instruktør Gareth Edwards – der har low budget monsterfilmen Monsters samt big budget monsterfilmen Godzilla under bæltet – at bringe Star Wars-universet medrivende til live i en mere rå og brutal version.

Det klæder bestemt stjernekrigen, der er intens, mens ’on a mission’-plottet fint skubber sig engagerende frem gennem galaksen. Fra planet til planet. Fra rebellernes undertippede hold til det onde imperiums magtfulde tinder.

Så selvom historien af og til vakler lidt og ikke alle karakterer er lige velafstemt leveret, så er universet med blandt andet sine flotte, eventyrlige og detaljerede locations i en fjern galakse langt væk hele vejen medrivende at være en del af

– Rogue One – A Star Wars Story får 5 ud af 6 stjerner:

– Rogue One – A Star Wars Story har premiere den 14. december 2016.
[tabgroup][tab title=”Rogue One – A Star Wars Story | Biografanmeldelse”]
Titel: Rogue One – A Star Wars Story, 2016
Release: den 14. december 2016
Instruktion: Gareth Edwards
Medvirkende: Felicity Jones, Diego Luna, Ben Mendelsohn, Donnie Yen, Alan Tudyk, Riz Ahmed, Jiang Wen, Forest Whitaker, Mads Mikkelsen m.fl.
Spilletid: 135 min.
Udgiver: Walt Disney Studios Motion Pictures[/tab][/tabgroup]

CAPTAIN FANTASTIC: Viggo Mortensen opdrager børn som ingen andre

11. december 2016/i Anmeldelser, Blu-ray-anbefaling, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anbefaling: Der er mange måder at opdrage sine børn på. Mange måder at gøre dem parate til at møde den store verden på. Der er dog nok ikke mange – hvis nogen overhovedet – der gør det på samme måde som Viggo Mortensen i rollen som Ben i Captain Fantastic. Han bor nemlig alene ude i skoven med sine seks børn, hvor de lever i pagt med naturen og hinanden.

Her underviser han dem i alt fra litteratur, fysik og matematik, mens de også kamp- og våbentrænes videre til at jage vildt og spille musik. I det hele taget skoles de efter deres fars bedste evne og idealistiske overbevisning. Der er så at sige både næring til intellekt og krop for børnene. Men en skelsættende begivenhed gør, at flokken bliver nødt til at forlade deres ellers trygge rammer.

De kører således afsted mod storbyen og den øvrige civilisation, hvor mødet med den omgivende verden får Bens opdragelse og børnenes verdensbillede til at stå i stærk og ofte også konfliktfyldt kontrast. Her presser mest oplagt spørgsmål om opdragelse, verdenssyn og almindelige menneskelige grundværdier sig på – for hvem har mest ret? Ben og hans børn eller de øvrige medvirkende? Eller findes sandheden måske et sted imellem de to yderpunkter?

Captain Fantastic får både helt rørende og tankevækkende fortalt sin historie og sat problematikker som ovenstående i stævne, uden at det bliver en moralprædiken eller synderligt sentimentalt. Det er nøgternt, nuanceret og reelt skildret, hvordan der er problemer på begge sider af lejren – dog med en fordel til Ben og børnene. Forståeligt nok – for ja, de synes overordnet at have fat i den lange ende. I hvert fald hvad respekten til sig selv og sine medmennesker angår.

Således ruller filmen sig fint i mål med en velafstemt balancegang mellem alvor og humor med en hele vejen fin dramatisk tyngde, hvor både Viggo Mortensen som patriarken og hans børn gør god og overbevisende figur. Så ja, jeg kan kun anbefale at hoppe ombord på Ben og børnenes bustur til storbyen. God tur.

Blu-ray-udgivelsen gør sig godt med et farvemættet, veldefineret og klart billede, mens også lydsporet spiller fint, solidt og med velbalancerede niveauer. Desværre så begrænser ekstramaterialet sig til en kort og meget overfladisk featurette, hvor der gives et hurtigt kig på filmen og nogle af dens medvirkende.

– Captain Fantastic er udkommet på dvd og Blu-ray den 8. december 2016.
[tabgroup][tab title=” Captain Fantastic | Blu-ray”]
Titel: Captain Fantastic, 2016
Release: den 8. december 2016
Instruktør: Matt Ross
Medvirkende: Viggo Mortensen, George MacKay, Samantha Isler m.fl.
Spilletid: 119 minutter
Udgiver: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

LA LA LAND: Gosling og Stone charmerer mig hele vejen

A CURE FOR WELLNESS: Jagten på sundhed byder på en foruroligende grum bagside

Tim Burton byder på et magisk besøg hos Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

SPLIT: James McAwoy indtager hele 23 personligheder i M. Night Shyamalans nye film

UNDERVERDEN: Med brutalt schwung på selvtægtsdrengen

ASSASSIN’S CREED: Michael Fassbender i action-hopla som hætteklædt snigmorder

WE ARE THE FLESH: Et perverst og syretrippende mind-fuck

Rogue One – A Star Wars Story: Velkommen til en rå, beskidt og gritty stjernekrig

CAPTAIN FANTASTIC: Viggo Mortensen opdrager børn som ingen andre

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV