LONG SHOT: Sød, sjov og charmerende rom-com med umage duo

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er vild med romantiske komedier. Problemet er blot, at der er langt mellem de gode af slagsen. Heldigvis rammer den både søde, sjove og charmerende rom-com ‘Long Shot’ ret så fint plet – det selvom den ikke byder på nogen overraskelser undervejs i sin historie, der altså forløber lige efter genrens konventioner.

Men pyt med det, for i front finder man nemlig det umage par Charlize Theron og Seth Rogen. Hun er den ambitiøse, succesfulde og stilfulde amerikanske udenrigsminister Charlotte Field, der har planer om at blive intet mindre end USA’s første kvindelige præsident, mens han er den just fyrede, sjove og noget sjuskede journalist Fred Flarsky. Ja, så absolut en umage duo.

Spørgsmålet er jo så bare, om denne umage duo også kan gå hen og blive et rigtigt par af den romantiske slags – deres forskelligheder til trods? Tilfældigheder vil nemlig, at de to støder på hinanden til en fest, hvor de mødes over en fælles fortid. Allerede her synes en gnist at blive tændt mellem de to. En gnist, der kun blusser op filmen igennem. Ja, en romantisk komedie, du ved.

Man skal altså også give slip på noget af virkeligheden her, for filmen skal først og fremmest underholde med både sødme, skarpe og sarkastiske jokes samt ja, den både farlige, men også livsnødvendige kærlighed, vi som mennesker har brug for. Det har de to også – men hvordan skal det dog ikke gå de to og deres meget forskellige liv? For godt nok er det ikke svært at regne ud, hvordan det hele ender – men måden hvorpå det sker er altså pokkers underholdende.

Ganske vist bliver filmen sine steder lige lang nok i spyttet, men det rettes der op på undervejs af den ene sjove scene efter den anden, hvor der naturligvis også bliver plads til den søde og uventede kærlighed. Desuden finder man et par fine og naturligvis også sjove bikarakterer – blandt andet i skikkelse af Charlottes assistent, der ikke kan udstå den uformelle Fred.

‘Long Shot’ er kort fortalt og ganske enkelt en veloplagt romantisk komedie med engagerende Charlize Theron og Seth Rogen i front som det umage par – ja, der er så absolut kemi imellem dem, mens det er både sødt og sjovt at følge, hvordan de nærmer sig hinanden og lærer noget om sig selv undervejs. Ja, der er som sagt langt mellem de gode romantiske komedier, men dette er altså bestemt en af de gode af slagsen. 

‘Long Shot’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Long Shot’ har premiere den 2. maj 2019.

AVENGERS: ENDGAME: Sorgramt helte-epos med schwung på det store drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Så for pokker. Vi er nået til det, man nærmest kan kalde den episke konklusion på 11 år med superheltefilm i det såkaldte Marvel Cinematic Universe. Et filmunivers, der for alvor blev skudt i gang med ‘Iron Man’ i 2008. Siden er det blev til et par og tyve film, hvor den nye ‘Avengers: Endgame’ er den ventede opfølger til den bombastiske ‘Avengers: Infinity War’, der endte med en nervepirrende cliffhanger.

Dem, der af uvisse årsager endnu ikke har set ‘Infinity War’, så spoiler jeg lige slutningen – men jeg spoiler naturligvis intet som helst af den nye ‘Endgame’. Bare rolig. Efter at Thanos udslettede halvdelen af alt liv i universet i forgængeren, finder man et sorgramt superhelte-hold, mens Jordens befolkning ligeledes er dybt påvirket af de ødelæggende begivenheder. Det er nu op til de tilbageværende Avengers at rette op på dette – og ja, altså få has på Thanos.

Mere af plottet skal ikke røbes her, da filmen blandt andet beror på netop sine overraskelser – og dem er der altså en god håndfuld af. Desværre er fortællingen også en smule ujævnt udfoldet, hvor filmen mister noget momentum og nærvær sine steder – særligt i sit første og sidste akt. Jeg blev i hvert fald undervejs en smule revet ud af det ellers ganske fine engagement, jeg trods alt havde i de både sorgramte og action-smadrende eskapader.

Her er dog mere fokus på karaktererne end på bulder og brag, hvilket klæder filmen, der er båret mere af alvor end af den humor og mere lette tone, som ellers blandt andet kendtegner superhelte-universet. Det sagt, så er der flere både sjove og fint balancerede scener, der fik mig til at trække på smilebåndet mit i alvoren. Der er altså en ret så vellykket balancegang mellem den grundlæggende alvor i fortællingen og så de morsomme øjeblikke og scener.

Filmen er som sagt karakterbåret, hvilket lykkedes ret så godt at holde i hævd gennem de også fint medrivende actionscener og slåskampe. Blandt andet kommer både Iron Man, Captain America og måske lidt overraskende også Ant-Man medrivende og nuanceret i spil. Et indtagende trekløver, der ret imponerende jongleres med det yderst omfattende persongalleri. Men alle synes at få deres momenter i den tre timer lange film, som desværre sine steder også bliver lidt for lang.

Men filmens nævnte ujævnheder til trods, så er ‘Avengers: Endgame’ altså en tilfredsstillende superhelte-oplevelse og et for nu afsluttende kapitel i det store Marvel-univers. Her er nemlig både interessante helte, der kommer til deres ret samt godt med overraskelser og ikke mindst en interessant skurk i skikkelse af den mægtige Thanos, videre til en engagerende behandling af almengyldige emner som sorg og tab, god og ond, samt familie og tilhørsforhold.

‘Avengers: Endgame’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Avengers: Endgame’ har biografpremiere den 24. april.

THE CURSE OF LA LLORONA: Desværre en ikke videre gysende uhyggelig gyser

/i , /af

Biografanmeldelse: Fedt! En ny gyserfilm i det skræmmende The Conjuring-univers, der tog sin begyndelse i 2013 med netop ’The Conjuring’. Siden da er det blevet til både fortsættelser og spin-offs med film som ’Annabelle’ og ’The Nun’. Med ’The Curse of La Llorona’ er der et nyt og skræmmende genfærd på færde, hvor en mor og hendes to børn må tage benene på nakken.

For år siden druknede La Llorona nemlig sine egne børn som hævn for sin mands utroskab. Efterfølgende tog hun sit eget liv og er siden da gået igen i jagten på børn, der kan tage pladsen efter hendes egne sønner – det for at erstatte det tragiske tab. Gyseren foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor ovennævnte mor og børn bliver hjemsøgt af det skræmmende væsen. Så nu må de ty til overnaturlige midler for at klare skærene.

Egentlig starter ’The Curse of La Llorona’ ganske godt og urovækkende, hvor vi får den tragiske og grumme forhistorie om La Llorona fortalt i et dystert flashback. Desværre forfalder de gysende eskapader snart til at bero mere på billige og ikke videre effektive jump scares og fake scares end på den momentvise snigende uhygge, filmen sine steder også lægger for dagen.

Det suger ret så meget af uhyggen ud af filmen, der således aldrig for alvor skræmmer mig – andet end ved et enkelt eller to noget slatne jump scares. Hertil kommer, at genfærdet ikke bliver etableret videre vellykket – “reglerne” for, hvad hun kan og ikke kan står hen i det uvisse. Nogle gange kan hun dukke op, hvor det skal være, andre gange kan hun ikke gå igennem en dør.

Når jeg ikke ved, hvad hun kan og ikke kan, så kan hun alt – og så bliver det hele altså sådan lidt rodet for mig. Fred med det, hvis så bare løjerne var uhyggelige. Det er de ikke i min bog, desværre. Det selvom La Llorona ser pænt creepy ud. Som en mere fucked up udseende The Nun – det med sort galde om munden og gule øjne. Men det føles også lidt som genbrug, når dørerne knirker og La Llorona springer frem fra mørket i tide og utide.

På den måde er ’The Curse of La Llorona’ også en klichéfuld omgang gys, hvor klichéerne desværre ikke føles videre friske, men mere noget stive i det. Øv. I sidste ende er dette altså en ret så uhygge-fattig omgang genfærd, der forsøger på at skræmme mere med jump scares end urovækkende atmosfære. Det lykkedes ikke og det hele stikker da også helt ubehjælpsomt af i finalen, der er mere bulder og brag end en uhyggelig afslutning på fortællingen.

’The Curse of La Llorona’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Curse of La Llorona’ har biografpremiere den 17. april.

VÆRK UDEN SKABER: En kunstners personlige kamp for at finde sin plads i livet

/i , /af

Biografanmeldelse: Publikum tages med det tyske drama ‘Værk uden skaber’ med tilbage til det nazibefængte Tyskland i 1930’erne i en fortælling, der strækker sig over tre årtier – og ja, hele 3 timer og 8 minutters spilletid. Det bliver desværre sine steder lige en tand for langt for den ellers engagerende fortællings eget bedste. Heldigvis har filmen meget godt at byde på.

Blandt andet er netop filmens historie på flere niveauer spændende. For ‘Værk uden skaber’ indeholder både familietraumer, moralske dilemmaer, det nazistiske Tyskland og intet mindre end jagten på meningen med det hele – og mere til. Det er meget at gabe over, men faktisk lykkedes det filmen, der på trods af dette mister lidt dramatisk pondus og momentum sine steder. 

Filmen følger den unge tysker Kurt Barnert fra barnsben i 1930’erne til hans voksenliv, hvor han er undsluppet Østtyskland og nu bor i Vesttyskland, hvor han studerer til at blive kunstmaler. Han er dog plaget af et traume og ubehagligt minde fra sin barndom, der således forfølger ham helt op i voksenlivet under nazismen og DDR-regimet.

Med dette politiske bagtæppe er det dog den menneskelige historie, der er i centrum – ikke mindst Kurt Barnert, der kæmper med at finde sin stemme som kunstner, men også i sit forhold til Ellie. De to spilles med fint nærvær og dragende kemi af henholdsvis Tom Schilling og Paula Beer. De er svære ikke at holde af – både sammen og hver for sig.

Men noget tungt indfinder sig over hovedet på det forelskede par som en mørk sky – det i form af Ellies strenge og magtsyge far, der arbejder som en succesfuld og velanset gynækolog, som bringes til live af en intimiderende Sebastian Koch. Han er nemlig langt fra begejstret for sin datters valg af kæreste og vil derfor gøre alt for at splitte det unge par ad.

Dette trekantsdrama trækker imidlertid fælles og dystre tråde tilbage til nazi-Tysklands mørke fortid, der dog i 1960’erne ligger som gemt bag historiens røgslør. Det er på den måde på en gang et intrigant spind af historie og menneskeligt drama, som filmen blandt andet lever af – desværre sine steder en kende for manuskript-klodset i måden brikkerne lige nøjagtigt går op på.

‘Værk uden skaber’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Værk uden skaber’ har premiere den 18. april.

HELLBOY: Der er blodigt og morsomt schwung på den røde djævel

/i , /af

Biografanmeldelse: Det både sprutter med blod, bandeord og sort humor, når den røde djævel Hellboy er på banen i filmen af samme navn. Ja, det er en underholdende, kulørt og monsterbefængt omgang antihelte-film, der her kanter sig energisk igennem sine action-eskapader og voldstunge monsterkampe. Herligt!

Godt nok er Hellboy en rød dæmon, men han kæmper de godes sag – det med hjælp fra to hårdtslående kollegaer, der desværre er noget kedelige sidekicks. Heldigvis har Hellboy både karisma og charme, når han her sendes til England for at bekæmpe olme kæmper, men ikke mindst den genopstandne Bloddronning Nimue, der vil volde verden ondt.

Således er der lagt op til en actionfyldt omgang monstersmadder tilsat sort humor. Det er da også præcis, hvad instruktør Neil Marshall leverer veloplagt og sine steder herlig splattet. Ja, her både flænses og kløves folk i to, så blodigt sprøjter, mens diverse monstre stavrer sig glubsk igennem fortællingen, der desværre mister lidt af pusten sine steder.

Fred med det, for helt overordnet er her et godt flow, hvor jeg kastes fra den ene medrivende scene til den næste og præsenteres for det ene slimede samt creepy monster efter det andet. Nå ja, og så er David Harbour virkelig velcastet som den drikfældige og sært charmerende Hellboy, der ikke finder sig i noget pis og hurtigt slår på tæven, hvis noget ikke lige passer ham.

Filmen er baseret på Mike Mignolas flotte og engagerende tegneserier om Hellboy, mens Guillermo del Toro vellykket har vagt den ikoniske karakter til live i sine to film fra henholdsvis 2004 og 2008. Men selvom dette reboot af Hellboy-universet måske ikke har et nær så distinkt look, så er denne nye ombæring dæmon-action bestemt et vellykket monster-eventyr.

Heksen Nimue spilles af en ok besnærende, men desværre ikke videre skræmmende Milla Jovovich, mens Ian McShane med autoritet indtager rollen som Hellboys menneskelig adoptivfar. Hellboys to kollegaer forbliver desværre ret anonyme i skikkelse af Daniel Dae Kim og Sasha Lane. Det sagt, så er ‘Hellboy’ et dejlig kulørt, underholdende blodigt og veloplagt bekendtskab.

‘Hellboy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Hellboy’ har biografpremiere den 11. april.

DANMARKS SØNNER: Der males med symboltunge penselsstrøg i dansk drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ikke så mange tematiske nuancer at komme efter i det ellers ganske intense drama ‘Danmarks sønner’. Det er med de brede og delvist sort/hvide penselsstrøg, der her males i den noget symboltunge fortælling, der udspiller sig i kølvandet på et terrorangreb i København. Således er der politik, radikalisering og menneskelige skæbner i spil.

Der er et folketingsvalg lige om hjørnet, hvor den stærkt nationalistiske og fremmedfjendske politiker Martin Nordahl – fra det nystiftede parti Nationalbevægelsen – spås en jordskredssejr, der kan ende med at gøre ham til Danmarks næste statsminister. Parallelt med dette følger man den 19-årige Zakaria, der bevæger sig ud ad et stadigt mere og farligt radikaliseret spor.

Det er på den måde fortællingen om en ung mands rejse i livet modstillet med et Danmark, hvor fronterne tegnes både dystopisk, men altså også noget sort/hvidt op: danskere versus indvandrere. Martin Nordahl versus Zakaria. Det er også fortællingen om familie og det at finde sig et tilhørsforhold og rodfæste i en verden, der for de implicerede parter synes på randen af kaos.

Egentlig er ‘Danmarks sønner’ ganske kompetent fortalt og sat i scene af instruktør og manuskriptforfatter Ulaa Salim, men fortællemæssigt mister filmen desværre undervejs noget momentum samt en smule af den ellers intense stemning. Det er fortællingen om, at vold avler vold. Fortællingen om, at vi ikke kan opnå fred uden gensidig respekt og kærlighed.

Det bliver som nævnt desværre bare noget nuancefattigt, mens et par plotelementer undervejs også truer den dystopiske troværdighed en smule. Det sagt, så leverer blandt andet Mohammed Ismail Mohammed som Zakaria et fint, indtagende og dragende drenget portræt af en ung mand, der plages af afmagt og et manglende ståsted i livet.

Overfor ham finder man en engagerende Zaki Youssef som Ali – manden, der er med til at føre Zakaria ned ad den radikaliserede vej, som truer med at sende ham på farlig kollisionskurs. Desværre bliver ellers interessante tematikker som godt og ondt, ret og uret, hævn og tilgivelse samt retfærdighed og afstumpethed unuanceret malet op. Det er desværre med til at smadre noget af det ellers troværdige nærvær og fortællingens engagement.

‘Danmarks sønner’ får 3 ud af 6 stjerner: 

‘Danmarks sønner’ har premiere den 11. April.

SHAZAM!: Der er en ny og kæk superhelt i superhelteklassen

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, hvordan ville du mon lige reagere og agere, hvis du som barn pludselig kunne forvandle dig til en superhelt med op til flere superseje superkræfter? Det er ikke sådan lige til at svare på. I den superhelte-komedien ‘Shazam!’ får man om ikke andet svaret på, hvordan drengen Billy Batson tackler den noget overraskende situation som superhelt.

For noget tilfældigt står Billy en dag nemlig på mystisk vis ansigt til ansigt med en troldmand, der giver ham evnen til at forvandle sig til en voksen superhelt, når han siger det magiske ord “shazam”. Med sin nye identitet tester han således sine superevner med hjælp fra vennen Freddy – for hvad ellers skal man bruge superevner til end at have det sjovt?

Men helt sjov forbliver løjerne dog ikke, for den onde Dr. Sivana vil have fat i hans kræfter og det med hjælp fra en flok olme bæster. Inden historien dog får sig sporet ind på dette plotelement skal Billy og Shazam lige etableres som karakterer. Det roder filmen således lidt i ring med, hvor man blandt andet får Billys en smule triste historie om savnet af sin mor.

For den forældreløse dreng er nemlig på jagt efter at finde sin biologiske mor, mens han ellers er blevet bokset fra den ene plejefamilie til den anden. Således kommer tematikker som familie og tilhørsforhold også i spil – dog lige lovligt overfortalt. Filmen er desværre sådan mere overordnet også en smule ujævnt fortalt, mens plottet flere gange træder vande.

Det sagt, så er der ganske meget fart over feltet, hvor humoren og legen med superheltegenren desværre ikke for alvor løfter sig over et par tøhø’er for mit vedkommende. For måden hvorpå der ellers tages komisk livtag med genren kommer ikke helt til sin ret, mens blandt andet en ellers charmerende Zachary Levi som Shazam ikke helt får sendt komikken rent i mål hele vejen.

Det kulørte univers har dog på trods af dette – samt en alt for lang finale, der blot bliver kedelig frem for medrivende – en tilpas letbenet og munter tone til ikke helt at falde til jorden. Således holder filmen sig altså også ok ovenvande, men ender desværre som både en middelvare og forglemmelig superheltefilm. Men lidt har dog også ret… SHAZAM!

‘Shazam!’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Shazam’ har biografpremiere den 4. april.

PET SEMETARY: Grum Stephen King-filmatisering falder fra hinanden

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er sådan set ikke fordi, at Stephen King-filmatisering ‘Pet Semetary’ ikke har sine momenter. Men desværre falder de ellers ok gysende løjer fra hinanden i takt med, at filmen bevæger sig ind i sit sidste og klodsede tredje akt. Det er en skam, for der er både i historien og filmens atmosfære bestemt tilløbet til en langt mere vellykket gyser, end tilfældet er. 

Ganske vist er det en grum gyser, men det hele starter idyllisk med, at familien Creed flytter ud i et stort hus i skovens dejlige grønne natur i det landlige Maine. Men det forbliver dog langt fra ved med at være idyllisk for familien. For i deres baghave viser det sig, at der befinder sig en skummel dyrekirkegård, som gemmer på dystre hemmeligheder i det tågefyldte mørke.

Det finder faren Louis ud af, da familiens kat bliver kørt ned. Sammen med den ældre mand Jud, der bor alene i nabohuset, begraver de nemlig katten, der på mystisk vis efterfølgende vender tilbage fra de døde – men den er ikke helt som, den var før. Noget er forandret ved katten, der nu på delvist urovækkende og ufrivillig komisk vis popper pjusket op filmen igennem.

Noget overnaturligt er på færde i fortællingen, der også blev filmatiseret tilbage i 1989. Jeg vil dog ikke sammenligne de to versioner, da denne nye film skal kunne stå alene. Den står da også nogle gange ok gysende godt – særligt i første del, hvor den urovækkende stemning folder sig ud. Desværre spænder filmen ben for sig selv med tiltagende flere billige jump scares.

Hvis så bare bøh!-effekterne havde virket mere effektivt og været med til, at jeg filmen igennem sad gysende på stikker, så kunne jeg bedre have godtaget de klichéfulde chok. Det er bare ikke tilfældet, hvorfor gyset og uhyggen stille, men sikkert siver ud af filmen, der ganske vist har et par helt ok grumme og gysende scener undervejs. Dem vil jeg dog ikke spoile her.

‘Pet Semetary’ ender således også med at være en frustrerende oplevelse, da her faktisk er ret fine og gysende gode takter undervejs, som dog altså desværre undermineres af en klodset fortalt historie, der mere beror på slatne jump scares end på sine steder ellers helt ok urovækkende atmosfære. Den gysende grumme fortælling har fortjent bedre.

‘Pet Semetary’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pet Semetary’ har biografpremiere den 4. april.

GIRL: Et ømt, intenst og intimt drama, der går lige i kroppen

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg sidder berørt tilbage efter det, jeg lige har været vidne til udfolde sig dragende, dristigt og dramatisk på det store lærred. For med ‘Girl’ kommer jeg ind på livet af Lara – en 15-årig ung kvinde, der er født i en drengekrop. Hun kæmper en lavmælt og hård kamp for at finde sin identitet og plads i livet, mens hun forsøger at få en karriere som balletdanser.

Det er en meget sanselig og helt fysisk oplevelse at sidde dramaet igennem, der er et både ømt, intenst og intimt portræt af den hårdtprøvede Lara, som leder efter at finde sig til rette både i egen krop og hoved. Helt fysisk i sine intense scener på balletskolen, hvor jeg mærker det fysiske pres, Lara sætter sig selv og sin krop under. Det gør ondt i både min mave og i mit hjerte.

Helt fysisk i måden, hvorpå jeg kommer helt tæt ind på livet af Lara – blandt andet, når hun gang på gang betragter sin nøgne drengekrop i spejlet. Og når hun klæber sit køn ind mellem sine ben med krads tape. Det er både intimt, troværdigt og naturligt at blive lukket helt i Laras virkelighed her i skikkelse af Victor Polsters rørende, ømme og plagede portræt. 

En menneskelig skildring, der er en mindre åbenbaring samt helt og aldeles unikt forløst i den engagerende og dragende fortælling, som sætter spørgsmålet om køn medrivende i spil. Her med Lara, der er i hormonbehandling på vejen mod en kønsskifteoperation. Men ‘Girl’ er også et relaterbart drama om det at skulle gebærde sig i livet som menneske, når det er allersværest.

Jeg må ikke glemme Laras far, der portrætteres kærligt og ligeledes indlevende af Arieh Worthalter og den 6-årige søn i skikkelse af Olivar Bodart. Jeg tror ganske enkelt på den lille familie og deres relationer. Jeg tror på Lara, jeg tror på dramaet og jeg tror på, at hendes valg om at skifte køn er det eneste rigtige. Det er bestemt hårdt at betragte hendes både indre og ydre kamp.

Instruktør og manuskriptforfatter Lukas Dhont har med andre ord skabt et unikt drama, der – for at bruge en kliché – sætter sig både i mit hjerte, min mave og i mit hoved. Ømt, intenst og intimt. Ja, jeg sidder berørt tilbage med mine følelser helt uden på tøjet, hvor de helt sikkert også kommer til at befinde sig, når filmåret er omme med ‘Girl’ som et filmisk højdepunkt i 2019.

‘Girl’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Girl’ har biografpremiere den 4. april.

DEN SIDSTE GENTLEMAN: Robert Redford er cool som bare pokker

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad giver livet mening? Hvad er ens kald? Familie? Rigdom? Rejser? For den 74-årige Forrest Tucker synes meningen af være bankrøverier. Det er i hvad fald det, han fortsat bruger sit liv på – til trods for sin fremskredne alder. Han er dog – udover sin alder – ikke nogen almindelig røver med maske på og automatvåben i hånden. Slet ikke.

Filmen har da også fået den danske titel ‘Den sidste gentleman’ – og det er præcis, hvad han er. En rigtig gentleman, selv når han altså røver banker. Sammenfattet, cool og rolig går han fra bank til bank, hvor han med et smil på læben og charmerende vis får udleveret pengene, dog med hjælp fra en pistol i hånden – ja, originaltitlen lyder ‘The Old Man & the Gun’.

Således følger man en afdæmpet og dybt sympatisk Robert Redford i hovedrollen. Han er et karismatisk, høfligt og engagerende bekendtskab filmen igennem – selv når fortællingen måske nok løber lidt ned ad forudsigelighedens vej. Fred med det. For blandt andet finder man overfor ham den skønne Sissy Spacek, der sammen udvikler et umage venskab – og en mulig romance.

Det er dog Robert Redford, der er filmens utvetydige hovedrolle. Han bærer filmen på sine jakkesætsklædte skuldre – men ja, med god hjælp fra altså Sissy Spacek, mens også en mut Casey Affleck ses som betjenten, der er på nakken af den venlige bankrøver. Deres katten efter musen-leg er ligeledes en fornøjelse at overvære.

Filmen udfolder sig i 1981 og er endda baseret på en sand historie. Fortællingen males således op i flot mættede farver og dynamiske kamerabevægelser, der sender tankerne hen på 70’ernes film-coolness. Dette matcher så absolut fint historien og ikke mindst en pokkers cool Robert Redford. Desværre mister filmen en smule momentum undervejs, til trods for sine blot 93 minutters spilletid. 

Men selvom ‘Den sidste gentleman’ måske nok er lige forudsigelig nok og en smule ujævn i sin fortælling, ændrer det ikke på, at Robert Redford så absolut er hele filmen værd – det sammen med de øvrige medvirkende, en lækker billedside og et ligeledes indtagende soundtrack. En umage fortælling om en usædvanlig mand og hans kald her i livet.

‘Den sidste gentleman’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Den sidste gentleman’ har biografpremiere den 4. april.