Biografanmeldelse: Ja, jeg har spillet min del af Sonic på min Sega Master System II way back. Nu er det lynhurtige og blå konsolspils-pindsvin gået til filmen med den sigende titel ‘Sonic the Hedgehog’. Det er der kommet en desværre noget middelmådig, men trods alt også ok charmerende film ud af, hvor Jim Carrey gør pindsvinet skurkagtigt selskab.

I filmen er det både hurtigtsnakkende og hurtigtløbende pindsvin ankommet til Jorden fra en fjern verden. Sonic opholder sig her i en rolig lille flække, hvor han kommer til at udgøre en umage duo med den lokale betjent Tom. Heldigvis fristes jeg til at sige, for snart dukker den onde Dr. Robotnik op med fæle planer for det blå pindsvin og dens lynhurtige kræfter.

Nej, her er næsten ingen historie – i hvert fald ikke en videre interessant en af slagsen. Fint nok, hvis så bare denne katten-efter-musen-præmis var blevet forløst mere medrivende. Det er desværre ikke særlig meget af vejen. Heldigvis så har filmen et par trumfkort på hånden, der trods alt er med til at holde min interesse ved lige det meste af filmen.

For ikke alene, så er Sonic et ganske muntert, charmerende og sødt bekendtskab med veloplagt stemme af Ben Schwartz, men også Jim Carrey som den excentriske Dr. Robotnik tilfører filmen ganske medrivende energi. Hertil kommer en håndfuld ok vilde actionscener med den ræsende Sonic på farten, hvor scenerne køres ned i super slowmotion. Ganske morsomt.

Desværre bliver disse fræsende actionscener med Sonic på farten og Dr. Robotnik i røven en smule ensformige. Når man har set en af dem, ja, så har man så godt som set dem alle. Men heldigvis er der også god og ganske morsom dynamik at finde mellem Sonic og betjenten Tom, der spilles med fin underspillet komisk timing af James Marsden.

‘Sonic the Hedgehog’ er kort fortalt en ok underholdende lille film, der desværre ender med at være ret forglemmelig. Historien bliver aldrig interessant, men trekløveret af karakterer er med til at holde filmen kørende med sine steder fint timet komik. Nå ja, og så er der et emne som ensomhed i spil hos den ensomme Sonic, hvilket dog ganske vist ikke får videre dramatisk tyngde.

‘Sonic the Hedgehog’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Sonic the Hedgehog’ har biografpremiere den 13. februar.

Biografanmeldelse: Jep, der er fuld fart på både bandeord, glitterbomber og brutal vanvidsvold i den underholdende farveladefest ‘Birds of Prey’, hvor en kugleskør Harley Quinn leder an i de farverige strabadser. Du ved, Jokerens romantiske side-kick og kæreste. Her er den ikoniske duo dog gået hver til sit, hvilket betyder, at Harley Quinn ikke mere lever under Jokerens beskyttelse.

Derfor har hun nu hele Gothams underverden på nakken, da hun har udestående med gud og hver mand. Mere vil jeg sådan set ikke fortælle om det sparsomme plot – andet end at sige, at der her serveres masser af medrivende slåskampe og vilde skuddueller, som er med til at drive plottet fermt frem i et ret så heftigt tempo, der ikke efterlader videre mange åndehuller tilbage.

Det er sgu også helt ok, når nu både action-ballade og den benbrækkende vold er så underholdende. Det er med andre ord ikke selve fortællingen, som ‘Birds of Prey’ lever højt på. Det er derimod netop de mange vildt koreograferede voldsscener – nå ja, samt naturligvis og ikke mindst en ganske charmerende og ret så skør Margot Robbie som Harley Quinn.

Det er hende, der ejer filmen og er det store trækplaster, hvad karaktererne angår. Man finder dog blandt andet også en ganske ok og ond Ewan McGregor som den skruppelløse skurk Roman Sionis. Han matcher dog desværre ikke Harley Quinn i hverken karisma eller vanvid, men forbliver en smule fersk. Men hey, Harley Quinn-karakteren er også bare svær at hamle op med.

Man finder desuden en række kvindelige sidekicks. Blandt andet sparker disse også røv, så blodet sprøjter. Nemlig Mary Elizabeth Winstead som den armbrøstskydende badass Huntress, Jurnee Smollett-Bell er den hårdtslående sangfugl Black Canary, mens en sød Ella Jay Basco bliver taget under Harley Quinns vanvidsvinger som Cassandra Cain – og så er Rosie Perez en cool betjent.

Kort sagt, så er ‘Birds of Prey’ kulørt og kugleskør anti-helte-underholdning af den groteske skuffe, der overvejende lever af sin glitter-vold og ganske fint forførende flow gennem både solide slåskampe og kugleregnende skuddueller. Margot Robbie er det klare centrum og helt store lyspunkt som en sprudlende Harley Quinn – også selvom hendes vanvid ikke altid rammer helt plet.

‘Birds of Prey’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Birds of Prey’ har biografpremiere den 6. februar. 

Biografanmeldelse: Det er med et faktisk ret så godt tænkt udgangspunkt, at den danske animationsfilm ‘Drømmebyggerne’ tager sit afsæt. For ja, som titlen indikerer, så finder den 12-årige Minna her ud af, at drømme bygges af drømmebyggere. Snart finder Minna også ud af, at hun ved at ændre folks drømme, kan ændre virkeligheden. Det er dog ikke uden konsekvenser.

For da hendes fars nye kæreste og datteren Jenny flytter ind, vendes Minnas eller trygge verden på hovedet. Blandt andet kunne Jenny ikke være mere forskellig fra Minna med sin konstante brug af sin smartphone og ikke mindst sit spejl, der kun spejler hendes forfængelighed og drøm om at blive kendt. Minna derimod tror på et liv uden stjernedrømme og nærmest uden smartphone.

Ikke nok med en ny “søster”, så skal Minna også til at dele sin far med en stedmor, der lystrer det mindste vink fra hendes forkæledes datter Jenny. Derfor starter Minna med blandt andet at ændre Jennys drømme, hvilket kun er første skridt på vejen til at få sin familie tilbage igen. Dette bliver naturligvis ikke uden sin del af uforudsete konsekvenser for både hende og familien.

‘Drømmebyggerne’ har med andre ord virkelig potentialet til at levere en omgang vidunderligt opfindeomme drømme – og mareridt. Desværre så efterlader drømmescenerne noget tilbage, hvor man dog trods alt blandt andet møder kæmpestore og svævende skakbrikker og en enorm edderkop. Men drømmene bliver aldrig helt fortryllende nok – eller dramaet stærkt nok.

Hertil kommer, at fortællingens ellers fine problematikker, der kredser om familieproblemer er ret så firkantet sat op, mens de desværre også løses lidt for let, hvor netop konsekvenserne bare aldrig rigtigt tager fat. Blandt andet bliver forholdet mellem Minna og hendes far aldrig rigtigt rørende, hvilket der ellers sigtes efter. Det samme kan siges om Minna og hendes rigtige mor.

Det sagt, så er ‘Drømmebyggerne’ trods alt et ganske fint og sine steder opfindsomt animeret bekendtskab med opbyggelige pointer, men også lidt for lette løsninger på de noget unuancerede problematikker om familie, forældre og søskende. Nej, helt så drømmende medrivende og opfindsom bliver den bare desværre aldrig, mens følelserne aldrig får fat i mig.

‘Drømmebyggerne’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Drømmebyggerne’ har biografpremiere den 6. februar.

Biografanmeldelse: Med Céline Sciammas franske periodedrama ‘Portræt af en kvinde i flammer’ bringes jeg tilbage til et malerisk smukt 1770’ernes Frankrig. Meget passende, da det netop er et maleri, som er udgangspunktet for den både sarte, skrøbelige og stærke fortælling om mødet mellem to kvinder – den unge portrætmaler Marianne og den smukke Héloïse.

For Marianne er blevet hidkaldt for at male et portræt af Héloïse, der skal giftes væk, hvorfor hendes kommende ægtemand gerne vil se, hvorledes hun tager sig ud. Héloïse ønsker dog ikke at blive gift væk, mens Marianne således må udøve sin malerkunst i smug for sin model. Således iagttager kunstneren Héloïse om dagen, mens nætterne går med at portrættere hende.

Dette bliver starten på et møde, der langsomt, men sikkert udvikler sig til at være andet end et høflighedsbekendtskab en kunstner og sin model imellem. Det er dette spirende forhold og tætte venskab, som er dramaets fint fortale kerne og boblende midte, mens temaer som ensomhed, kærlighed og begær bringes sitrende i spil.

Man finder desuden fint nuancerede præstationer i de to hovedroller. Noémie Merlant leverer som Marianne et gribende portræt af en målrettet og stærk kvinde, mens Adèle Haenel er den mere tilbageholdende og hemmelighedsfulde Héloïse, der med sin klangbund sørgmodighed er svær ikke at blive draget af. De to sammen er dramatisk dynamit og med til at løfte filmen.

Ganske vist er ‘Portræt af en kvinde i flammer’ en både velspillet og velfortalt film, men den mister også noget af sin dramatiske drivkraft af og til, hvor fortællingen sine smukke billeder til trods savner noget af den intimitet, saft og kraft, som ellers oser ud af de to kvinders interne dynamik. Jeg bliver desværre bare ikke følelsesmæssigt grebet helt stærkt nok af fortællingen.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ er med andre ord et både gribende og engagerende drama, der er malet op i smukt iscenesatte billeder af både kærlighed, ensomhed og passion. Jeg gribes dog desværre ikke hele vejen af de ellers fint portrætterede kvinder, hvorfor jeg følelsesmæssigt ej heller bliver besnæret helt så stærkt, som filmen ellers lægger op til.

‘Portræt af en kvinde i flammer’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Portræt af en kvinde i flammer’ har biografpremiere den 6. februar.

Biografanmeldelse: Hvordan står det så til i Frank Hvam og Casper Christensens akavede Klovn-land? Jo, desværre ikke videre godt. Med deres nye og tredje film, ’Klovn the Final’, er den umage duo atter tilbage – og det for sidste gang – hvis man altså kan stole på det. Det håber jeg dog på, for der er ikke meget mere at komme efter denne gang. Desværre.

Det er ellers ikke fordi, der som sådan ikke er langt op til både drama og pinligheder. Frank fylder nemlig 50 år – ja, han er nu en midaldrende mand med problemer. For hans hustru Mia pønser på at lade sig skille. Det går med andre ord ikke skidegodt for Frank. Derimod er der som altid fart på Casper, der har inviteret Frank til Island på herretur. Så hvordan mon det nu skal gå?

Der forsøges her bundet sløjfe på filmfølgetonen med ‘Klovn the Final’ – det med flere referencer til særligt den første film, hvor flere af de samme jokes synes mere genbrugte og slappe end nye og friske. Øv. Det samme kan siges om filmen helt overordnet. Det er de samme mekanismer, der trækkes på som kun er blevet alt for forudsigelige denne gang.

Ja, den akavede komedie synes mest af alt som et vagt og desværre ikke videre morsomt ekko af fordoms storhedstid. Hvor særligt den første film, ‘Klovn the Movie’ og ikke mindst serien, som filmene udspringer fra, stadig står stærkt. Men nu skal jeg ikke sammenligne denne nye film med forgangne klovnerier. Problemet er ganske enkelt, at fjollerierne her synes delvist forcerede.

Jeg tror ikke på mange af de plottråde, som fortællingen går nedad – mens også selve filmens hovedpræmis nærmest hiver alt momentum ud af løjerne i filmens første del. Jeg vil dog ikke her afsløre hvorfor, andet end jeg vil sige, at Islandsturen ikke helt går som forventet. Så nu må Frank altså ransage sit liv, forholdet til sin søn og særligt Mia, der er på vej væk.

Der er midtvejskrise og forsøg på den klassiske Klovn-komik med pinlige forviklinger, dumme løgne og akavede optrin, der bare her sættes forceret op, så punchlinen altså rammer fladt og ikke videre morsomt. ‘Klovn the Final’ halter kort fortalt efter sine egne vittigheder, mens dramaet mellem Frank og Mia aldrig får pondus. Ja, lad nu dette være sømmet i Klovn-kisten.

‘Klovn the Final’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Klovn the Final’ har biografpremiere den 30. januar 2020.