Grove mobbeløjer på arbejdspladsen med thrilleren ’Undtagelsen’

Biografanmeldelse: Det er et stærkt firkløver, man finder i front for filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller ’Undtagelsen’. Nemlig Danica Curcic, Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin og Lene Maria Christensen. De arbejder alle på den samme arbejdsplads, hvor den i forvejen trykkede stemning intensiveres, da to af kvinderne modtager trusselsbreve.

Dette sætter for alvor gang i den ubehagelige stemning på arbejdspladsen, hvor beskyldninger og hemmeligheder således bølger frem og tilbage mellem de fire kvinder. For hvem står mon bag dødstruslerne i brevene – kan det være en af dem? Således sættes der thrillerfut på fortællingen, der blandt andet kredser om sprængfarlige emner som ondskab, fortrængninger og menneskelige magtkampe.

På den måde danner den konstant dunkelt belyste arbejdsplads rammen om voksenmobning for fuld udblæsning, hvor et spil om intet mindre end liv og død foldes ud. Det er sine steder ganske fermt iscenesat paranoia, jeg her bringes ind i, hvor plottets sirlige udfoldelse fint bringer vores kvinder i spil. Desværre taber filmen pusten momentant undervejs, mens det hele sættes helt over styr i en klodset finale.

I filmens tredje og sidste akt falder historien altså utilfredsstillende fra hinanden, hvor den netop ellers fint etablerede paranoia, videre til frygt og intense intriger, flader ud og afløses af unødvendigt bulder og brag. Helt på røven falder ’Undtagelsen’ dog heldigvis ikke, da særligt første del af filmen og her etableringen af de fire kvinders relationer, ganske engagerende og minutiøst sættes op.

Man aner hver af de fire hovedrollers indre dæmoner og problemfyldte skyggesider, hvilket er med til at gøre dem hver især til den potentielle person bag dødstruslerne. Desværre gør en ganske vellykket første del af filmen ikke en overordnet medrivende filmoplevelse. Hertil ramler filmen som nævnt desværre ned over sig selv og mister den intensitet, løjerne ellers fint lever af.

Til gengæld gør rollebesætning hele vejen rundt god figur. Curcic som den traumatiserede Iben, Collin som den gigtplagede Malene, Babett Knudsen som den upopulære Anne-Lise og Christensen som den mere mutte sekretær. Det er også kun derfor desto mere frustrerende, at det ikke lykkedes instruktør Jesper W. Nielsen at holde den intense og paranoiafulde skrue i vandet hele vejen til rulleteksterne.

’Undtagelsen’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Undtagelsen’ har biografpremiere den 2. juli.

Den næsvise animationsfilm ’Blokhavn’ er ikke særlig næsvis

Biografanmeldelse: Den danske animationsfilm ’Blokhavn’ vil gerne være den frække dreng i klassen, men ender som sentimental, ufarlig og politisk korrekt. Det er virkelig en skam, da der undervejs ellers er små kvæk af kækheder, der kunne have båret filmen bedre igennem sin forudsigelige historie – hvis man altså havde turdet at holde fast i denne friske frækhed.

Men over stregen går løjerne aldrig. Ja, de nærmer sig nærmest ikke stregen med sine gags og jokes, hvor lærerne enten er nogle dumme tumper eller lige det modsatte – nemlig en fornuftens stemme, der ser og hører filmens hovedroller i øjenhøjde. På samme måde bliver og er filmen også denne fornuftens stemme, der mere prædiker, at man skal opføre sig ordentligt end at drille det etablerede.

Hertil kommer, at den flade animation ikke just gør, at jeg engageres mere i eskapaderne. En animation, der ikke kan bære filmens ellers korte spilletid på 1 time og 16 minutter. Det er satiregruppen Gigis, der står bag filmen. De har tidligere stået for blandt andet diverse korte YouTube-videoer. Det lykkede dem dog ikke vellykket at løfte deres satiriske univers ind i spillefilmsformatet. Desværre.

For der er uden tvivl et godt og oprigtigt hjerte bag ’Blokhavn’, der dog ender som en halvflad opsang om at tage sig sammen i skolen og at opføre sig ordentligt. For ja, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger en gruppe venner, der bor i ghettoområdet Blokhavn. Deres skole udnævnes imidlertid til landets værste, hvorfor den står til at blive lukket.

De fem venner sætter derfor alt ind på at redde skolen, så de ikke skal spredes for alle vinde. Redningsaktionen er således sat i søen, mens der blandt andet gøres noget halvsent grin med de halvgamle Jokeren og Niarn. Det synes mere bedaget end frækt fremme i skoene. Men uanset, hvor fræk eller ikke fræk ’Blokhavn’ er, kan den ikke løbe fra at være en kedelig omgang med kun små vellykkede komiske kvæk undervejs.

’Blokhavn’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Blokhavn’ har biografpremiere den 25. juni.

’Unge Ahmed’ er en smertelig film om en ung drengs vej ind i ekstremismen

Biografanmeldelse: Det kan være svært at finde sin plads i livet i ens unge år. Det gælder i hvert fald for den 13-årige belgier Ahmed i Dardenne-brødrenes dragende drama ’Unge Ahmed’. Her finder den unge dreng et hjem og mening i islam. Men snart påvirkes han af en lokal imam i ekstremistisk retning, hvilket resulterer i en livsændrende handling, der ingen vej er tilbage fra.

Således fanget mellem imamens ekstreme idealer og sin families meget mere afslappede forhold til det at være muslim, finder man altså den letpåvirkelige Ahmed. Han spilles af den konstant nærværende og gribende Idir Ben Addi, der balancerer fornemt mellem en drenget skrøbelighed og en voksens stålsatte blik. Det er ham og hans vej ind i ekstremismen, der er fortællingens knugende centrum.

’Unge Ahmed’ savner undervejs måske nok at kunne holde sit ellers fint gribende greb i mig – i mit hjerte og i min mave. Men det sagt, så er det helt grundlæggende en både interessant, nervepirrende og smertelig fortælling om en ung dreng, der søger efter en mening med det hele og en plads i livet – det med en for ham farlig tolkning af Koranen.

Ahmed omgives dog ikke kun af imamen, men mest af alt af en kærlig familie og voksne, der vil ham det bedste. Blandt andet sin egen mor, der ikke ved, hvad hun skal gøre for at få sin søn tilbage og ikke som en dreng, der går ad fanatismen vej, mens Ahmed også har en lærerinde, som tager sig af ham og præger ham i en anden retning end ekstremismen.

’Unge Ahmed’ er med andre ord en både troværdig og ganske nuanceret samt ikke mindst gribende og smertelig film, der på en gang rummer både håb og håbløshed. Filmen efterlod mig i hvert fald med en følelsesmæssig mavepuster, der ramte rent i både maven og hjertet på mig.

’Unge Ahmed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Unge Ahmed’ har biografpremiere den 18. juni.

‘Dark Waters’ leverer stilsikker og vedholdende advokatspænding

Biografanmeldelse: ‘Dark Waters’ er noget af et sammenbidt drama, der folder sig stilsikkert ud med vedholdende advokatspænding. Det selvom fortællingen om den utrættelige advokat Robert Bilott trækker en smule i langdrag af og til, mens filmens flow momentvis også mister lidt intensitet og nærvær. Det sagt, så er Bilotts kamp for retfærdighed overordnet en spændende film.

For da Bilott afslører en yderst dyster hemmelighed hos et af verdens største kemikalieforetagener, nemlig Dupont Chemicals, bliver det starten på et årelangt forløb med en kamp mod et system, der synes uigennemtrængeligt. Det bliver desuden også starten på en kamp for at holde Bilotts lille familie sammen på trods af hans konstante kamp for at få sandheden frem.

Det er da bestemt heller intet let søgsmål for Bilott og hans advokatfirma. Hverken det at få sagen startet eller at fortsætte med den miljømæssige sag mod kemikalievirksomheden, der har skjult en lang historie af forurening, der går udover mennesker, hvor blandt andet både kræft, adskillige sygdomme og misdannelser hos fostre opstår som følge af forureningen.

Mark Ruffalo spiller den dedikerede advokat, der går i front for sagen, hvor han nu forsøger at hjælpe et amerikansk lokalsamfund. Ruffolo giver et konstant nedtonet og fint sammenbidt portræt af en passioneret mand under et enormt pres. Han er et ganske engagerende bekendtskab – hvilket også er nødvendigt for, at jeg bliver ved med at følge fortællingen med interesse.

Det er nemlig Ruffalo, der karaktermæssigt primært skal bære fortællingen. I andre og mindre roller bakkes Ruffalo dog fint op af blandt andet Anne Hathaway i rollen som den både kærlige og overvejende overbærende hustru, mens Tim Robbins med autoritet og sindsro er god som Bilotts ligeledes retfærdighedssøgende chef.

‘Dark Waters’ er skræmmende nok baseret på en sand historie, der fortsat forløber med virkelighedens Bilott i kamp for de berørte beboere. Filmen er kort fortalt et fermt fortalt spændingsdrama med en sammenbidt Ruffalo i den altdominerende hovedrolle, som jeg desværre også mangler at komme lidt tættere ind på livet af. Det er dog ikke nok til, at filmen kuldsejler.

‘Dark Waters’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Dark Waters’ har biografpremiere den 28. maj.

’Weathering With You’ er magiske vejrfænomener og fortryllende kærlighed

Biografanmeldelse: Den japanske animationsfilm ’Weathering With You’ tager mig med til et regntungt, forførende og neonoplyst Tokyo. Her finder man den unge teenager Hodaka. Han er løbet hjemmefra, da livet på den lille ø, hvor han kommer fra keder ham. Han håber derfor på, at der venter et sandt metropoleventyr foran ham. Det viser sig dog at være noget langt fra sandheden.

Nej, det er ikke nemt for den unge dreng at få fodfæste i byen, der hverken står klar med et job eller et sted at bo – og så regner det konstant. Hodaka møder imidlertid manden Keisuke, som han får job som assistent hos. Livet i Tokyo lysner dog for alvor op, da han møder den lidt ældre teenager Hina. Hun viser sig ovenikøbet at have magiske evner til at kunne styre vejret.

Den søde Hina kan således for øjeblikke vende det regnvåde Tokyo til en by med blå himmel og solskin. Mødet mellem Hina og Hodaka bliver starten på et både sødt, akavet og stormombrust forhold, der både byder på helt fortryllende scener samt sin del af problemer med ordensmagten. Her forenes med andre ord drømmende vejrmagi med jordbunden realisme i en storby, der aldrig sover. Forrygende.

’Weathering With You’ er også fortællingen om en ung drengs vej ind i de voksnes rækker, hvor han må finde sin egen plads i livet – og ikke mindst skabe den fra bunden i en svær by som Tokyo. Det er fortællingen om den første forelskelse og mødet med det modsatte køn. Begge dele dragende fint fortalt gennem vores to teenagere, der begge forsøger at finde fodfæste i livet.

Dette møde mellem to unge mennesker er altså et medrivende møde, der har en næsten helt dommedagsagtig stemning som bagtæppe med den konstante regn, der indhyller byen i et skydække af dunkelhed og mørke. ’Weathering With You’ er desuden også – og ikke mindst – en yderst visuel lækkerbisken. Den er smuk i al sin detaljerigdom af storbyforfald og magiske scener i frit fald.

’Weathering With You’ er med andre ord en fortryllende smuk animationsfilm, der med de store følelser svinger både sentimental og letbenet kærlighed ind i en verden, der huser både den barske virkelighed og magiske begivenheder i vejrets vold. Filmen får kort fortalt en varm anbefaling – det samme gør instruktør og manusforfatter Makoto Shinkais forrige film ’Your Name’ fra 2016 desuden også.

’Weathering With You’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Weathering With You’ har biografpremiere den 12. marts.

Kom på et charmerende road trip med ’The Peanut Butter Falcon’

Biografanmeldelse: Vi har alle brug for mere eventyr i vores liv. Det eventyr kan meget passende være den charmerende road trip-film ’The Peanut Butter Falcon’. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i en skøn virkelighed, hvor faren ganske vist både lurer og er helt håndgribelig, men her er også både hjertevarme, rørende øjeblikke af levet liv og ikke mindst eventyret midt i en ellers triviel og trist hverdag.

Den 22-årige Zak med Downs syndrom drømmer nemlig om mere end, hvad livet hidtil har budt ham. Hans familie har efterladt ham og han bor derfor nu på et plejehjem, hvor han bruger dagene på at se gamle VHS-bånd med wrestling. Hans største drøm er at komme på en wrestling-skole og selv blive professional wrestler. Men han føler sig fanget i sit eget hjem.

Det lykkedes ham imidlertid at undslippe. Han er nu helt og aldeles alene i den store verden – kun iført sine hvide underbukser. Heldigvis støder han ind i den rodløse Tyler, der selv er på flugt – men af helt andre årsager. Nemlig både fra nogle bad guys og sit eget kaotiske indre. Det umage par slår sig sammen, hvilket bliver starten på et road trip, som de begge har mere brug for, end de måske lige selv tror.

’The Peanut Butter Falcon’ er på den måde en fortælling om venskab og spørgsmålet om, hvem der er ens egentlige familie. En fortælling om at møde hinanden i øjenhøjde og uden fordomme – og ikke mindst også en film om, at eventyret kan vente lige om hjørnet, hvis bare man tør gribe det. Alt sammen er fint og ikke mindst både charmerende og underspillet morsomt forløst.

Den godmodige Zak spilles med engagerende oprigtighed og naturligt af Zack Gottsagen. Han udgør et godt, mere muntert og dynamisk modstykke til den i starten ret så plagede, indadvendte og en smule kyniske Tyler, der dog har et varmt hjerte gemt bort bag den smerte, han bærer rundt på. Han spilles med konstant intensitet og nerve samt fin komisk timing af Shia LeBeouf.

’The Peanut Butter Falcon’ er kort fortalt en film, der både rører mig og gør mig i godt humør uden, at fortællingens også alvorstunge klangbund er fint til stede – dog uden at tage over for en grundlæggende varm tone filmen igennem. Godt nok er løjerne måske nok sine steder lige forudsigelige nok, men når nu det hele leveres så charmerende, som tilfældet er, så er det i sidste ende også helt ok.

’The Peanut Butter Falcon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Peanut Butter Falcon’ har biografpremiere den 12. marts.

Den danske ’Kød & blod’ er et tragisk og kriminelt familiedrama

Biografanmeldelse: Da den 17-årige Ida mister sin mor i en bilulykke, står hun pludselig helt alene uden familie eller søskende til at gribe hende. Hun bliver derfor nu placeret hos sin tante Bodil og hendes sønner, der bor et sted ude på landet. De tager varmt imod hende, men snart vendes varmen til noget langt mindre indbydende. Den lille familie ernærer sig nemlig ved en kriminel levevej.

Matriarken Bodil styrer således både familien og deres kriminelle foretagende med både hård og sikker hånd. Det betyder imidlertid også, at den skrøbelig Ida uvildigt bliver viklet ind i den kriminelle løbebane. Således afføder dette nye liv både farlige problemer og ikke mindst dystre konsekvenser, som det er svært for både Ida og hendes nye familie at vende tilbage fra.

En bestemt Sidse Babett Knudsen ses i rollen som Bodil, der balancerer på en knivsæg mellem at være hjertelig og iskold. Det gør hun ganske godt – selvom hun desværre ikke får spilletid nok til for alvor at komme ind under huden på mig. Det samme gælder desværre også rækken af hendes sønner, der står en smule vagt tegnet op som karakterer. I hvert fald mærker jeg dem ikke helt hele vejen.

Elliott Crosset Hove gør ellers ganske god og akavet figur som David, mens Joachim Fjelstrup er både barsk og brutal som overhovedet Jonas. Besir Zeciri er en smule smådum som den tredje fætter til Ida. Men også ganske intimiderende uforudsigelig – samtidig med at være sin mors kæledække. Et ok fint trekløver, hvor jeg bare ikke rigtigt kommer ind på livet af dem. Desværre.

Filmens trumf er derimod Sandra Guldberg Kampp som Ida. Det er da også gennem hendes karakter, at man oplever familien – og hvor dramaet tager sit afsæt. Hun bærer sine scener ret så engagerende igennem både fint nærvær og skrøbelig tilbageholdenhed. Desværre er hun – som de øvrige karakterer – ikke helt stærkt nok fortalt, hvorfor fortællingen af og til mister en smule nerve og nærvær.

’Kød & blod’ er således både et krimidrama, men altså også fortællingen om en lille familie, deres interne relationer og en fortælling om, hvad netop blodets bånd betyder. Det på godt og ikke mindst ondt. Det er bare en skam, at karaktererne mangler at blive optegnet mere engagerende, mens jeg også først meget sent i filmen mærker, hvad der reelt er på spil for familien og ikke mindst Ida.

’Kød & blod’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Kød & blod’ har biografpremiere den 12. marts.

‘Fremad’ er eventyrlige løjer med en sorgfuld klangbund

Biografanmeldelse: Tænk hvis verden en gang havde været fyldt med magi? Det er præcis, hvad tilfældet er i Pixar/Disneys eventyrlige animationsfilm ‘Fremad’. Men tryllerierne er nu forsvundet til fordel for jordnære opfindelser, der har overtaget pladsen efter troldmænd og magiske evner. Det er dog fortsat fabeldyr, der bebor den verden, vi her ankommer til i en lille forstad.

Her bor brødrene Ian og Barley sammen med deres mor. Deres far er nemlig år forinden død, hvorfor de to brødre lever med et savn efter en far, de aldrig rigtigt er vokset op med. Men da de to får foræret en trylleformular, der kan bringe ham tilbage for én dag, bringer det dem ud på en rejse, hvor magien atter engang må komme i spil i deres søges efter at fuldende far-formularen.

På den måde er ‘Fremad’ altså sat i en eventyrlig verden, hvorfor man da også møder sin del af fabelvæsner. Lige fra nuttede drager, til biker-alfer og ikke mindst en kvindelig manticore med løvekrop, flagermuse-vinger og en skorpionhale! Dem og andre støder de to blå brødre ind i på deres tur, der fortællemæssigt er tempofyldt, men desværre også en my overfladisk.

For jeg kommer ikke rigtigt ind under huden på brødrene og deres fader-savn. Det forbliver langt hen ad vejen et postuleret savn, der ikke rigtigt rammer mig følelsesmæssigt. Det sagt, så forløses netop faderkarakteren på morsom og opfindsom vis – hvordan vil jeg ikke afsløre her. Det, der dog spiller bedre emotionelt er forholdet mellem netop Ian og hans muntre storebror Barley.

De to sammen har god intern dynamik og broderlige drillerier – ikke mindst takket være deres forskelligheder. Ian er den generte, mens Barley konstant snakker – særligt om sit eventyrlige rollespil, der i filmen jo er den skinbarlige historiske sandhed. En magisk viden, der kommer de to til medrivende gavn i deres jagt på at få deres far tilbage ved hjælp af netop vaskeægte magi.

Filmens pointer bliver måske nok skåret lidt for meget ud i pap til, at de får den naturlige tilstedeværelse i fortællingen, som de behøver for også at ramme rent – rent følelsesmæssigt. Men ja, pointer om, at den lige vej ikke altid den rigtige vej til målet samt at lykken måske er lige foran næsen på en er trods alt fint båret frem af de to blå hovedkarakterer og deres muntre løjer.

‘Fremad’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fremad’ har biografpremiere den 5. marts.

’Emma’ er et særdeles charmerende stykke med kærlighed

Biografanmeldelse: Med det romantiske og ret så muntre periodedrama ’Emma’ blev jeg taget med tilbage til et i den grad visuelt betagende og konstant smukt England i 1800-tallet. Her lever den yndige og unge kvinde Emma Woodhouse et ganske sorgløst liv hos en velhavende landadel i det idylliske Highbury. Det er småt med drama, mens dagene mest går med småsyslerier og sociale komsammener.

Derfor må Emma gøre sit til at skabe bare en smule mere underholdende drama i sit og sine omgivelsers liv, hvor hun blandt andet må tage sig af sin noget hypokondriske far. Emma går dog således med krum hals på at agere Kirsten giftekniv. Det blandt andet for sin elskede guvernante, der således bliver gift med en rig gentleman.

Emma stopper dog ikke her og fortsætter jagten efter kærligheden på vegne af sin gode veninde Harriet. Veninden har måske nok romantiske følelser for landmanden Mr. Martin. Denne Mr. Martin synes Emma dog ikke er egnet for Harriet, da han ifølge hende er under venindens stand. Emma skubber hermed den smukke veninde i en anden retning – nemlig først mod den lokale præst Mr. Elton og senere den veltalende Frank Churchill.  

I sin søgen efter at få veninden afsat til den rigtige, overser Emma helt selv, at der nok er mænd med følelser for netop Emma selv – endog måske også fra hendes hårdeste kritiker Mr. Knightly. Der er altså lagt i ovnen til kærlighedsforviklinger, muntre optrin og et charmerende periodedrama, når Emma og resten af det fine karaktergalleri først får kærligheden ind under huden.

Instruktør Autumn de Wilde gendigter her Jane Austens klassiker ’Emma’, hvor ikke mindst det morsomme, vittige og charmerende drama omsluttes af det ene smukke billede efter det andet. Alt står lækkert, indbydende og klart frem i dette velhavende sociale lag i 1800-tallets landlige idyl. Det er en fornøjelse at lægge øjne til – og rart når nu fortællingen måske nok mister lidt nerve og nærvær undervejs.

Det sagt, så er der heldigvis også godt med engagerende schwung på persongalleriet. Her finder man en både sart og stålsat Emma i skikkelse af den yndige Anya Taylor-Joy, der ikke helt har øje for alt det usagte i kærlighedsspillet. Mia Goth er både fin og morsom som Harriet, mens Josh O’Connor som den akavede Mr. Elton tager komiske kegler filmen igennem – det sammen med den kuldskære Mr. Woodhouse i skikkelse af en altid god Bill Nighy.

’Emma’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Emma’ har biografpremiere den 5. marts.

En ubærlig tragedie og ensomme mænd med ‘Krudttønden’

Biografanmeldelse: Angrebet på kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge i februar 2015 lægger til grund for dramaet ‘Krudttønden’ af Ole Christian Madsen. Filmen er dog som det fremgår af pressematerialet “frit inspireret af de virkelige begivenheder”. Man følger filmen igennem fire mænd, der på hver deres måde er eller bliver en del af angrebet.

Der er den fraskilte Rico, som arbejder for en specialstyrke i politiet, der sættes ind ved særligt farlige opgaver. En mand, der grundet sit arbejde er nedslidt og af den grund på randen til at måtte indstille sin karriere. Han spilles fermt, med indlevelse og fint melankolsk af Nikolaj Coster-Waldau. En mand, der kæmper med sig selv, sin identitet og plads i livet.

Lars Brygmann spiller filmskaberen Finn Nørgaard, der døde under angrebet. En passioneret mand, der ikke vil gå på kompromis med sig selv, sin overbevisning om fri tale og sit arbejde. Han står i filmen derfor også noget udenfor den øvrige verden. Han vil blandt andet diskutere ytringsfrihed ved et middagsselskab, hvor han bliver lukket ned, da hyggesnak er vigtigere.

En rolig Adam Buschard ses i rollen som den veluddannede og arbejdssøgende samt hjertelige og oprigtige single Dan Uzan, der i sit virke af frivillige vagt i synagogen også blev skudt og drabt af attentatmanden Omar el-Hussein. Et fint menneskeligt portræt af en mand, der på trods af fin social omgang også synes noget ensom i sit liv.

Og så er der attentatmanden Omar el-Hussein, der spilles intenst Albert Arthur Amiryan. Et svært portræt at forløse. Men han gør, hvad han kan med sin rolle og lykkedes fint med det. Desværre kommer jeg bare ikke for alvor ind i hovedet på ham andet en flygtigt og en smule overfladisk. Det er en skam for filmen, der i øvrigt måske nok savner lidt flere nuancer.

Det sagt, så er det en ganske fint forløst fortælling om fire mænd, der på hver deres måde synes at stå enten udenfor samfundet eller i den omgangskreds, de befinder sig. Denne vinkel på mændene er på trods af filmens skønhedsfejl et fint greb, der viser, hvordan det at stå ved sin overbevisning eller standhaftigt holder fat i sin vej i livet påvirker mennesker meget forskelligt.

‘Krudttønden’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Krudttønden’ har biografpremiere den 5. marts.