Biografanmeldelse: Vi har alle brug for mere eventyr i vores liv. Det eventyr kan meget passende være den charmerende road trip-film ’The Peanut Butter Falcon’. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i en skøn virkelighed, hvor faren ganske vist både lurer og er helt håndgribelig, men her er også både hjertevarme, rørende øjeblikke af levet liv og ikke mindst eventyret midt i en ellers triviel og trist hverdag.

Den 22-årige Zak med Downs syndrom drømmer nemlig om mere end, hvad livet hidtil har budt ham. Hans familie har efterladt ham og han bor derfor nu på et plejehjem, hvor han bruger dagene på at se gamle VHS-bånd med wrestling. Hans største drøm er at komme på en wrestling-skole og selv blive professional wrestler. Men han føler sig fanget i sit eget hjem.

Det lykkedes ham imidlertid at undslippe. Han er nu helt og aldeles alene i den store verden – kun iført sine hvide underbukser. Heldigvis støder han ind i den rodløse Tyler, der selv er på flugt – men af helt andre årsager. Nemlig både fra nogle bad guys og sit eget kaotiske indre. Det umage par slår sig sammen, hvilket bliver starten på et road trip, som de begge har mere brug for, end de måske lige selv tror.

’The Peanut Butter Falcon’ er på den måde en fortælling om venskab og spørgsmålet om, hvem der er ens egentlige familie. En fortælling om at møde hinanden i øjenhøjde og uden fordomme – og ikke mindst også en film om, at eventyret kan vente lige om hjørnet, hvis bare man tør gribe det. Alt sammen er fint og ikke mindst både charmerende og underspillet morsomt forløst.

Den godmodige Zak spilles med engagerende oprigtighed og naturligt af Zack Gottsagen. Han udgør et godt, mere muntert og dynamisk modstykke til den i starten ret så plagede, indadvendte og en smule kyniske Tyler, der dog har et varmt hjerte gemt bort bag den smerte, han bærer rundt på. Han spilles med konstant intensitet og nerve samt fin komisk timing af Shia LeBeouf.

’The Peanut Butter Falcon’ er kort fortalt en film, der både rører mig og gør mig i godt humør uden, at fortællingens også alvorstunge klangbund er fint til stede – dog uden at tage over for en grundlæggende varm tone filmen igennem. Godt nok er løjerne måske nok sine steder lige forudsigelige nok, men når nu det hele leveres så charmerende, som tilfældet er, så er det i sidste ende også helt ok.

’The Peanut Butter Falcon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Peanut Butter Falcon’ har biografpremiere den 12. marts.

Biografanmeldelse: Tænk hvis verden en gang havde været fyldt med magi? Det er præcis, hvad tilfældet er i Pixar/Disneys eventyrlige animationsfilm ‘Fremad’. Men tryllerierne er nu forsvundet til fordel for jordnære opfindelser, der har overtaget pladsen efter troldmænd og magiske evner. Det er dog fortsat fabeldyr, der bebor den verden, vi her ankommer til i en lille forstad.

Her bor brødrene Ian og Barley sammen med deres mor. Deres far er nemlig år forinden død, hvorfor de to brødre lever med et savn efter en far, de aldrig rigtigt er vokset op med. Men da de to får foræret en trylleformular, der kan bringe ham tilbage for én dag, bringer det dem ud på en rejse, hvor magien atter engang må komme i spil i deres søges efter at fuldende far-formularen.

På den måde er ‘Fremad’ altså sat i en eventyrlig verden, hvorfor man da også møder sin del af fabelvæsner. Lige fra nuttede drager, til biker-alfer og ikke mindst en kvindelig manticore med løvekrop, flagermuse-vinger og en skorpionhale! Dem og andre støder de to blå brødre ind i på deres tur, der fortællemæssigt er tempofyldt, men desværre også en my overfladisk.

For jeg kommer ikke rigtigt ind under huden på brødrene og deres fader-savn. Det forbliver langt hen ad vejen et postuleret savn, der ikke rigtigt rammer mig følelsesmæssigt. Det sagt, så forløses netop faderkarakteren på morsom og opfindsom vis – hvordan vil jeg ikke afsløre her. Det, der dog spiller bedre emotionelt er forholdet mellem netop Ian og hans muntre storebror Barley.

De to sammen har god intern dynamik og broderlige drillerier – ikke mindst takket være deres forskelligheder. Ian er den generte, mens Barley konstant snakker – særligt om sit eventyrlige rollespil, der i filmen jo er den skinbarlige historiske sandhed. En magisk viden, der kommer de to til medrivende gavn i deres jagt på at få deres far tilbage ved hjælp af netop vaskeægte magi.

Filmens pointer bliver måske nok skåret lidt for meget ud i pap til, at de får den naturlige tilstedeværelse i fortællingen, som de behøver for også at ramme rent – rent følelsesmæssigt. Men ja, pointer om, at den lige vej ikke altid den rigtige vej til målet samt at lykken måske er lige foran næsen på en er trods alt fint båret frem af de to blå hovedkarakterer og deres muntre løjer.

‘Fremad’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Fremad’ har biografpremiere den 5. marts.

Biografanmeldelse: Angrebet på kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge i februar 2015 lægger til grund for dramaet ‘Krudttønden’ af Ole Christian Madsen. Filmen er dog som det fremgår af pressematerialet “frit inspireret af de virkelige begivenheder”. Man følger filmen igennem fire mænd, der på hver deres måde er eller bliver en del af angrebet.

Der er den fraskilte Rico, som arbejder for en specialstyrke i politiet, der sættes ind ved særligt farlige opgaver. En mand, der grundet sit arbejde er nedslidt og af den grund på randen til at måtte indstille sin karriere. Han spilles fermt, med indlevelse og fint melankolsk af Nikolaj Coster-Waldau. En mand, der kæmper med sig selv, sin identitet og plads i livet.

Lars Brygmann spiller filmskaberen Finn Nørgaard, der døde under angrebet. En passioneret mand, der ikke vil gå på kompromis med sig selv, sin overbevisning om fri tale og sit arbejde. Han står i filmen derfor også noget udenfor den øvrige verden. Han vil blandt andet diskutere ytringsfrihed ved et middagsselskab, hvor han bliver lukket ned, da hyggesnak er vigtigere.

En rolig Adam Buschard ses i rollen som den veluddannede og arbejdssøgende samt hjertelige og oprigtige single Dan Uzan, der i sit virke af frivillige vagt i synagogen også blev skudt og drabt af attentatmanden Omar el-Hussein. Et fint menneskeligt portræt af en mand, der på trods af fin social omgang også synes noget ensom i sit liv.

Og så er der attentatmanden Omar el-Hussein, der spilles intenst Albert Arthur Amiryan. Et svært portræt at forløse. Men han gør, hvad han kan med sin rolle og lykkedes fint med det. Desværre kommer jeg bare ikke for alvor ind i hovedet på ham andet en flygtigt og en smule overfladisk. Det er en skam for filmen, der i øvrigt måske nok savner lidt flere nuancer.

Det sagt, så er det en ganske fint forløst fortælling om fire mænd, der på hver deres måde synes at stå enten udenfor samfundet eller i den omgangskreds, de befinder sig. Denne vinkel på mændene er på trods af filmens skønhedsfejl et fint greb, der viser, hvordan det at stå ved sin overbevisning eller standhaftigt holder fat i sin vej i livet påvirker mennesker meget forskelligt.

‘Krudttønden’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Krudttønden’ har biografpremiere den 5. marts.

Biografanmeldelse: Det er ikke første gang, at en filmskaber forsøger sig med at filmatisere H.G. Wells klassiske fortælling om den usynlige mand. Denne gang er turen kommet til instruktør Leigh Whannell, der blandt andet også har instrueret gyset ‘Insidious: Chapter 3′ og den vellykkede science fiction-film ‘Upgrade’.

Det er også science fiction, der er den usynlige mands værktøj i ‘The Invisible Man’ – for hvad nu hvis man kunne blive usynlig? Det er præcis, hvad lykkedes for den brillante forsker Adrian, som er mand til Cecilia. Han er dog langt fra en varm og kærlig ægtemand, men derimod dybt kontrollerende og manipulerende, hvorfor Cecilia flygter fra ham.

Efterfølgende tager Adrian sit eget liv. Men er han nu også død? For snart oplever Cecilia mystiske ting i sin efterfølgende hverdag, der er præget af angst for eks-manden. Er Adrian stadig i live og nu stalker sin eks-hustru eller er Cecilia bare ved at blive skør af paranoia? Således er det nu op til hende at bevise, at Adrian er lykkedes med at blive usynlig, inden det er for sent.

Desværre er den ellers grundlæggende spændende paranoia-og-stalker-præmis ret så generisk forløst i sin fortælling og endvidere ikke som sådan interessant. Jeg skal da også undervejs sluge et par plotmæssige kameler. Heldigvis er filmen sine steder fermt instrueret, hvor der gøres god brug af billedets ramme til at lade mit blik glide rundt i en søgen efter den usynlige mand.

Trumfkortet for ‘The Invisible Man’ er dog helt og holdende Elisabeth Moss i rollen som den forfulgte Cecilia. Hun formår at forløse sin karakter medrivende og engagerende, det med både en fin skrøbelighed og en stålsat vilje til at komme sin svære og paranoia-fyldte situation til livs. Det er en skam, at den præstation ikke har en bedre film at spille op ad.

Det sagt, så er ‘The Invisible Man’ – på trods af, at den aldrig som sådan bliver nervepirrende andet en i korte momenter undervejs, mens også et par plotelementer stikker noget ud og historien forbliver ret triviel – en ganske underholdende og letbenet omgang thriller-underholdning, der med en håndfuld vellykkede scener og ikke mindst Elisabeth Moss løfter filmen i mål.

‘The Invisible Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Invisible Man’ har biografpremiere den 27. februar.

Biografanmeldelse: Godt nok finder man Harrison Fords navn øverst på plakaten. Det er dog ikke ham, der som sådan er filmens hovedperson. Det er derimod den ok søde, sjove og charmerende hund Buck – i filmen realiseret med ganske flot computer-trylleri. Selvom der nu alligevel er noget off ved den CGI-skabte hund. Fred med det, hvis så bare filmen var engagerende.

Det er den desværre ikke. Faktisk langt fra. For computer-hunden kan altså ikke bære fortællingen på sine pelsede skuldre. Harrison Ford gør bestemt også sit knurrende bedste for at bringe sin ulykkelige og triste karakter til live. Men det hjælper desværre ikke meget på, at filmen forbliver en noget vag og ujævn oplevelse, der aldrig bliver spændende.

End ikke følelsesmæssigt bliver jeg grebet af Bucks strabadser, der ellers tager mig med op i flotte sneklædte bjergområder og smukt oplyste nattehimler. Der er ellers drama på hunden. For Bucks forkælede og rolige tilværelse i Californien ændrer sig brat, da han kidnappes for at blive solgt videre som slædehund i Alaska, hvor guldfeberen raser i 1980’erne.

Buck bliver her indlemmet i en flok slædehundes hårde liv. Det bliver starten på et naturskønt, men også hårdt liv, der bringer Buck vidt omkring i de kolde omgivelser. Han støder her på John Thornton – en smågnaven Harrison Ford, der dog også indeholder sin del af menneskelig varme. Det umage par bliver venner, mens Buck søger sin plads i verden, flokken og i naturen.

Samspillet mellem Buck og de rigtige mennesker – her ikke mindst Harrison Ford – har dog en underlig og utroværdig klangbund. Ikke kun grundet, at Buck er skabt i en computer, men også fordi, at relationerne ikke står videre stærkt frem. Følelserne forbliver flade for mit vedkommende og herved forbliver fortællingen også uvedkommende. Det er en skam.

‘The Call of the Wild’ har dog trods alt et par ok medrivende actionscener, mens CGI-Buck da også er ganske imponerende skabt, omend bare ikke videre engagerende som hund og karakter. Familiefilmen er med andre ord en flad oplevelse, der aldrig løfter sig – hverken følelsesmæssigt eller i engagement og spændende.

‘The Call of the Wild’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Call of the Wild’ har biografpremiere den 20. februar.