Biografanmeldelse: Glem alt om varme savanner, truttende elefanter og et naturskønt Afrika-eventyr. Bille Augusts afdæmpede drama ’Pagten’ emmer derimod af smerte, ensomhed og egoisme, når fortællingen om det stærke og farlige forhold mellem den aldrende Karen Blixen og den aspirerende digter Thorkild Bjørnvig foldes ud med sitrende passion og evig længsel.

Det er nemlig i tiden efter, at Blixen er vendt hjem fra Afrika til Danmark og her Rungstedlund, at historien fortælles. Forfatterinden er hjerteknust efter at have mistet både sin farm og sit livs kærlighed. Hun er desuden også syg af syfilis. Nej, livet er ikke nemt, selvom hun nu er en litterær verdensstjerne. Men da hun møder Bjørnvig, tager livet for dem begge en ny drejning.

Med Blixen som den klare primus motor, indgår de to en ubrydelig pagt. Hun vil hjælpe ham med at blive den kunstner, han har potentialet til at blive mod, at han adlyder hvert af hendes ord i jagten på at skabe stor kunst. Koste hvad det vil. For Bjørnvig har hustru og en lille søn, der nu kommer til at stå i skyggen af forholdet til Blixen. Ja, hvad er kunstens pris egentlig?

’Pagten’ er en historie om forholdet mellem lærermester og lærling. En historie om ubetinget passion og kærlighed til kunsten samt prisen det kommer til at koste for de implicerede parter. Det er historien om en kamp og magtkamp mellem to mennesker. Her er kort fortalt masser af drama i den virkelige fortælling, som i filmisk form dog desværre mister pusten undervejs.

Ganske vist gør Birthe Neumann virkelig god figur som Blixen. Hun dirrer af facetterede følelser. Fra det ensomt sårbare og det selvstændigt stærke til det egoistiske. Desværre får hendes portræt ikke helt den luft under vingerne, der ellers er potentiale til. Bl.a. siver saften og kraften noget ud af portrættet i samspillet med den unge Bjørnvig.

Bjørnvig er ikke skrevet med nær samme nerve og spilles mere fladt af Simon Bennebjerg. Han indfrier dog fint det drengede og ubekymrede gemyt, men kommer en smule til kort, når den mere tunge alvor banker på. Parløbet mellem de to mister bl.a. heraf dramatisk momentum og mit følelsesmæssige engagement, mens filmens livspointer af og til bliver lige udpenslede nok.

’Pagten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Pagten’ har biografpremiere den 5. august.

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på jungleeventyret med ’Jungle Cruise’. Man kommer nemlig her med på en både vild, voldsom og ganske medrivende jagt på livets træ, som vores helte håber på besidder helende kræfter. Men vejen til målet er ikke nem, men går med en lille båd ned ad slangende og farlige floder med junglen omkransende eventyrets våde strabadser med farer lurende om hvert et hjørne.

I front for adventurefilmens af og til lidt for heftige brug af computereffekter, finder man den charmerende eventyrer og forsker Dr. Lily Houghton spillet med vid og bid af Emily Blunt. Hun er stålsat på at finde frem til livets træ – koste hvad det vil! Hun hyrer derfor den kække skipper Frank Wolff, som man finder i skikkelse af en vittig Dwayne ‘The Rock’ Johnson.

Der er god energi og veloplagte replikudvekslinger mellem de to, hvilket er en fornøjelse – også selvom Dwayne Johnson måske nok er lige en kende for fersk. Det er for mig klart Emily Blunt, der charmerende stjæler billedet. Her er dog ikke tale om en duo, da Lily har sin meget lidt junglevante og overbekymrede bror med som modvillige assistent – et ikke som sådan hele vejen vellykket comic relief.

Så fungerer filmens skurk langt bedre, selvom han ikke helt får nok med plads i fortællingen undervejs. Han spilles med megalomanisk schwung af Jesse Plemons, der som tysk og skydegal aristokrat selv vil have fingrene i de helende kræfter og hermed besidde verdensherredømmet. Det er dog mere kampen mod naturens kræfter end skurken, der er i førersædet. Heldigvis er det også ret så underholdende.

Men selvom her altså er godt med actiondrøn på eventyret – fra bl.a. mødet med farlige indfødte og glubske piratfisk til skurkens maskinpistol og brusende floder – så bliver det også sine steder lige langt nok i spyttet. Et par scener kunne godt have klaret at være blevet klippet noget til eller helt ud, da fortællingen ikke kan bære eskapadernes spilletid på hele to timer.

På samme måde havde det også klædt eventyret at have sparet på de energiske computereffekter, der af og til desværre suger noget af spændingen ud af visse scener, da det mere er animeret eventyr end virkelige farer, der suser afsted. På trods af mine forbehold, så sejler ‘Jungle Cruise’ sig dog bestemt solidt og ping pong-veloplagt i mål med flere medrivende action-scener undervejs.

’Jungle Cruise’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jungle Cruise’ har biografpremiere den 29. juli.

Biografanmeldelse: Jeg har som sådan ikke et forhold til hverken Michael Jordan, basketball eller ’Space Jam’ fra 1996. Jeg er til gengæld ganske glad for de både elskelige, charmerende og skøre Looney Tunes. Fra Bugs Bunny og Daffy Duck til Wile E. Coyote og Road Runner. Nu vender de kulørte karakterer tilbage i en ny film med en ny basketball-stjerne i form af LeBron James i ’Space Jam: A New Legacy’.

Man følger her sportsikonet LeBron og hans familie, hvor forholdet til sønnen Dom halter. LeBron vil nemlig gerne, at Dom går lige så meget op i basketball, som han selv gør. Dom vil dog langt hellere udvikle computerspil, men får på grund af sin far aldrig lov til bare at være sig selv – som Dom siger mange gange i filmen. Far-søn-forholdet er altså det dramatiske omdrejningspunkt for de farverige løjer.

For ja, det er absolut farverige løjer mere end det er dramatisk alvor. Som det også bør være. Det betyder dog ikke, at filmen glemmer problematikken mellem far og søn. Tværtimod. Den bankes ind med syvtommersøm, bøjes i neon og skæres ud i pap. For pointen om, at man både bør være sig selv og stole på sig selv, ekkoer klodset filmen igennem, så selv dem, der måtte være faldet i søvn, fatter det.

Der er nemlig desværre reelt risiko for at falde i søvn undervejs, selvom filmen virkelig gør sig umage for at underholde. Billedet sprutter af farver, lyden buldrer afsted og der serveret kulørt animation. Det hele flyder bare sammen i en omgang uengagerede larm, der tenderer det ligegyldige. Fortællingen får aldrig dramatisk faldhøjde, men kører stort set i samme overfortalte rille filmen igennem.

Her med pointen om ’at være sig selv’ som døsig frontløber på vejen mod basketball-kampen mellem LeBron og hans hold af Looney Tunes mod de onde spillere, som ledes af en noget fejlslagen Don Cheadle som hovedskurk i form af en djævelsk computer-algoritme. Han hverken brænder igennem eller fremstår som en reel trussel for vores hold af helte i en finalekamp, som heller aldrig bliver rigtig spændende.

Det er en skam, for far-søn-forholdet er faktisk på prøve i kampen, mens også spillet mellem animation og mennesker er en sjov visuel præmis. Her er bare ikke en banal forståelse for spændingsopbygning, men en enerverende iver efter at larme visuelt mest muligt, hvilket bare bliver trættende. Heldigvis falder LeBron faktisk ikke igennem, men bevarer sin star quality, mens de skønne Looney Tunes stadig er lige skønne.

’Space Jam: A New Legacy’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Space Jam: A New Legacy’ har biografpremiere den 15. juli.

Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Scarlett Johanssons superhelt Black Widow er en hårdtslående bad-ass. Det har hun allerede bevist i tidligere MCU-film. Det er hun så absolut også i sin egen og første solofilm, der bærer den rammende titel ’Black Widow’. Hun får dog sej kamp til stregen af blandt andre Florence Pugh i rollen som hendes søster Yelena. Sammen er de ren bankekødsdynamit!

Der er nemlig fuld smadder på både de store eksplosioner og de solide slåskampe, når de to søstre folder sig ud i vildt koreograferede rabalderscener. Det er medrivende, voldsomt og overdrevent. Måske også så overdrevent, at filmens egen realisme lider et par knæk undervejs, eftersom blandt andet ingen af de to søstre kommer det mindste til skade på trods af ellers totalsmadrende fald og voldsomme ulykker.

Ja, det her er rendyrket superhelte-eskapisme med et glimt i øjet og en morsom selvbevidsthed. Som når der bl.a. ping ponges veloplagt over, at Natasha Romanoff aka Black Widow (vist nok) er blevet bare en kende seksualiseret gennem tiden. Det må godt være sjovt, selvom her også er en til tider mere gritty tone end i de ofte ellers så ekstravagant kulørte eskapader, man er blevet vant til fra Marvels filmunivers.

Men hvad handler ’Black Widow’ egentlig om? Det vil jeg ikke gå videre ind i. Jeg vil dog sige så meget som, at fortællingen udspiller sig i tiden efter ’Captain America: Civil War’ og altså før begivenhederne i ’Avengers: Endgame’. Nå ja, du har nok også allerede regnet det ud: Black Widow skal nemlig med hjælp fra blandt andet Yelenda forsøge at få bugt med en skurks ondskabsplan, inden det er for sent.

Udover den klassiske ’de-godes-kamp-mod-de-onde’, er et helt centralt tema og karaktermæssigt greb familie. Blandt andet set mellem Natasha og Yelenda, der endvidere gøres selskab af mor og far. Det i skikkelse af en cool Rachel Weisz og ikke mindst en sjov David Harbour, der i den grad har moret sig i rollen som farmand Alexei aka Red Guardian. Det gode humør smitter bestemt af.

For når filmen undervejs bliver en kende for lang for sit eget bedste og überskurken i skikkelse af en ellers karismatisk Ray Winstone bliver noget flad, så gøres der delvist op for det blandt andet i netop den engagerende dynamik mellem de fire familiemedlemmer. Ja, det er familie-skærmydsler af den fineste slags. ’Black Widow’ leverer kort fortalt velspruttende action og skønne familiestridigheder.

’Black Widow’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Black Widow’ har premiere i et begrænset antal biografer den 9. juli.

Biografanmeldelse: Det er en vild og sand historie, der ligger til grund for thrilleren ’Den gode spion’. For hvem havde lige troet, at en helt almindelig forretningsmand ville kunne agere rendyrket spion og smugle i massevis af vigtige informationer ud af Sovjetunionen til MI6 og CIA under 1960’ernes kolde krig? Det er ikke desto mindre, hvad tilfældet er i en film, der desværre bare ikke helt får sit greb i mig.

Det er ellers helt grundlæggende en spændende fortælling, der byder på bl.a. intense og nervepirrende scener, når den nyudklækkede spion Greville Wynne rejser ind i Sovjet, hvor han balancerer på en knivsæg mellem at klare skærene og blive opdaget i sit farlige foretagende, som i sidste ende skal være med til at sætte en stopper for intet mindre end en atomkrig mellem Sovjet og USA.

Her er således to spændingsspor: Det ene, hvor man følger forretningsmand og familiefar Greville, der arbejder sammen med den sovjetiske kilde Oleg Penkovsky. Begge må gøre deres for at holde det farlige arbejde skjult, så de ikke ryger i sovjetisk fængsel eller det, der er værre. Heroverfor finder man det storpolitiske spor og yderst skrantende forhold mellem Sovjetunionen og Vesten.

Det er dog først og fremmest det lille og nære drama, som er i centrum. Det, der handler om Greville og hans familie samt ikke mindst det spirende venskab mellem netop briten Greville og kilden Oleg. Filmen er nemlig også en fortælling om et umage venskab mellem to mænd, der kæmper for en fælles sag under særdeles farlige forhold. Det er dramaet mellem de to, der bliver mest interessant at følge for mig.

Godt nok spiller begge familier en dramatisk rolle og står som det, de to fædre kan miste. Men som filmen skrider frem, er det de to mænds venskab, der får mest dramatisk tyngde hos mig. Benedict Cumberbatch spiller med fin nerve og dirrende øjne den ellers helt almindelige Greville, som pludselig bliver del af noget større end, hvad han måske kan bære. Merab Ninidze er med stor overbevisning og stålsathed Oleg.

Kort fortalt er ’Den gode spion’ bedst, når den har Greville og Olegs venskab i dramatisk centrum, mens der dog heldigvis også leveres et par oprigtigt spændende scener. Fortællingen mister desværre grebet i mig undervejs og får aldrig rigtigt samlet mig op igen, hvorfor både mit følelsesmæssige engagement og gribende interesse i historiens udfald svinder en smule ind.

’Den gode spion’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den gode spion’ har biografpremiere den 8. juli.