Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på computereffekterne, når den kalejdoskopiske superhelte-sammenkomst ’The Flash’ folder sig tidsrejsende ud. Vi møder her Barry Allen aka den lynhurtige helt The Flash, som forsøger at redde sin familie fra en tragedie ved at rejse tilbage i tiden. Det afstedkommer imidlertid en lang række tidsproblemer og dimensionsforskydninger.

Det betyder bl.a., at for DC-filmene allerede kendte karakterer og skuespillerne bag vender tilbage. Bl.a. er Ben Affleck tilbage som Bruce Wayne aka Batman samt ikke mindst – og vel mest opsigtsvækkende – Michael Keaton, der ligeledes gentager sin rolle som Batman. Sidst man kunne se ham iklædt kappen var helt tilbage i 1992 i Tim Burtons gotisk mørke ’Batman Returns’.

Ikke nok med det, Barry Allen støder også ind i en yngre udgave af sig selv, der lever på en anden tidslinje. Der er således dobbelt op på Barry Allen, som nu med hjælp fra bl.a. Michael Keatons Batman må forsøge at rette op på tidsproblematikken, vende tilbage til fremtiden og ikke mindst redde Jorden fra undergang forsøgt afstedkommet af skurken Zod, der er tilbage i skikkelse af Michael Shannon.

’The Flash’ har desværre som film og helhed en del skavanker at slås med. Bl.a. får fortællingen og karaktererne aldrig den ellers tilsigtede følelsesmæssige pondus og tyngde. Her kommer bl.a. Michael Keatons tilbagevenden som pensioneret Batman aldrig rigtigt til sin ret. Heldigvis er Michael Keaton stadig virkelig cool i rollen. Han slås bare forgæves med et klodset manuskript.

Hertil kommer, at filmen flyver ufokuseret rundt i tone. Filmen rammer aldrig rigtigt en sammenhængende tone og udtryk. Bl.a. er Ezra Millers bud på den yngre Barry Allen vildt enerverende og langt mere irriterende end sjov. Han fremstår mest af alt mindre begavet og ikke som en kejtet teenager uden situationsfornemmelse, hvilket synes at være, hvad der ellers sigtes efter.

’The Flash’ ender som en frustrerende oplevelse, hvor bl.a. også en længere række af filmens effekter er vildt utroværdigt. Det ser halvbagt ud og lugter af CGI-plastik. Bl.a. en del af filmens åbningsscene, hvor en række babyer skal reddes. Det ser virkelig sløjt ud. Heldigvis reddes de ujævne løjer nogenlunde af bl.a. netop Michael Keaton og et par ret medrivende actionscener.

’The Flash’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Flash’ har biografpremiere den 14. juni.

Biografanmeldelse: Det er ikke som sådan de noget slidte klichéer i den danske krimi-thriller ’Englemageren’, der spænder mest ben for filmen, som det er troværdigheden, der lider last. Særligt når fortællingen tager fart og her tumler tungt ind i sin finale, sættes alt over styr til fordel for forfejlet chokeffekt. Det virker ikke, men bliver i sidste ende mere ufrivilligt komisk.

Der er dog også sine steder et par fine takter at spore i ’Englemageren’. Bl.a. er der en ganske god ballast af sorg i historien samt ikke mindst en dejligt brutal snuff-kvalitet over filmens seriemorder, der iklædt en urovækkende maske skærer sine kvindelige ofre blodigt op, mens de hænger nøgne fra loftet. Det hele filmet til skue for vores to kriminalbetjente, der sættes på sagen.

Her møder vi Laura, der ellers er sygemeldt grundet en fødselsdepression. Hun sættes dog på sagen, da hun er specialiseret indenfor cyberkriminalitet og der således er brug for hendes tekniske kunnen, hvis morderen skal fanges. Den sorgtyngede Laura sættes sammen med den ligefremme efterforsker Jesper. Sammen bevæger duoen sig nu ud på jagt, inden morderen slår til igen.

En klassisk skåret seriemorder-krimi med en plaget betjent, der har rod i forholdet og selv har en form for relation til morderen. Det hele er måske nok set mange gange før, men jeg har ikke noget imod klichéer eller genretroper, men de skal leveres overbevisende og gerne med vedkommende schwung. Det er desværre aldrig rigtigt tilfældet her.

Det står bl.a. grelt til med filmens troværdighed, herunder i udfoldelsen af efterforskningen, der i sin kontekst flere steder er udpræget klodset og heraf bliver ufrivillig komisk. Julie R. Ølgaard – som har instrueret sammen med Esben Tønnesen og skrevet manus med Yusuf Othman – spiller ellers Laura med ganske fint nærvær, men replikkerne ligger sine steder noget skrevet i munden på hende.

Manuskriptet er i det hele taget tynget af sin generiske struktur og historie, hvor ellers gode Roland Møller som Jesper også kæmper med de sine steder ret kantet skrevne replikker. Det er dog til at leve med, hvis så bare ’Englemageren’ var blevet oprigtigt spændende. Det bliver den aldrig rigtigt, mens det hele fiser kikset ud i sandet i fortællingens forsøgt grumme afslutningssalut.

’Englemageren’ får 2 ud 6 stjerner:

’Englemageren’ har biografpremiere den 8. juni.

Biografanmeldelse: Der trækkes på de samme fesne og forudsigelige gysertricks gang på gang i den desværre ret så generiske Stephen King-filmatisering ’The Boogeyman’. Der er ellers glimt af fint konstruerede skrækscener. De falder bare til jorden i næste nu, når der forsøges lokket et gib ud af publikum med træge jump scares.

Det er ellers et ganske fint menneskeligt drama – om end en smule gennemtærsket – man finder i centrum for gyset. Her møder man en far og hans to døtre, der alle er i sorg over moderens tragiske død. Den lille familie får dog snart andet at tænke på, da et mystisk væsen sidder på spring i mørke kroge i deres store hus. Klar til at springe frem, når mørket falder på.

Med dette monster krybende rundt i mørket og temaer som sorg, savn og fortvivlelse som dramatisk boksepude, er en ellers fin gyserfortælling sat i scene. Desværre har familien bare ikke det mest troværdige og videre overbevisende manuskript at arbejde med. Der er ellers en flig af fin søskende-dynamik at spore mellem Vivien Lyra Blair og Sophie Thatcher som døtrene.

Forholdet til deres far, spillet noget fladt af Chris Messina, bliver aldrig for alvor dybt, men forbliver ganske overfladisk i sin skildring i mødet med gruen og sorgen. Bl.a. undrer det, at de tre forbliver i deres hus, efter at en yderst brutal scene har udspillet sig i filmens første del. Mens det også kan virke underligt, at de ikke oftere ganske simpelt tænder for noget lys i det konsekvent dunkle hus.

Den slags logik kan jeg godt leve med til fordel for et grumt univers, som en gyser forsøger at skabe. Men når uhyggen udebliver, bliver det også sværere og sværere at sluge filmens kameler, der bl.a. kommer i form af et ikke helt overbevisende menneskeligt drama. Mest vellykket er David Dastmalchian i en lille rolle som en martret mand med en blodig ballast.

’The Boogeyman’ sætter det hele effektjagende over styr i sin finale, der mere beror på kedeligt bulder og brag, end den ellers momentant snigende uhygge, der er at spore af og til i gyset, som bare aldrig rigtigt får overbevisende fat om olm atmosfære eller veliscenesatte grusomheder. Tilbage står et desværre generisk gys, der er mere forglemmeligt end gysende grumt.

’The Boogeyman’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Boogeyman’ har biografpremiere den 1. juni.

Biografanmeldelse: Den højoktane og sejlivede bilfranchise er nået til sit 10. kapitel med ’Fast & Furious X’. I takt med hver ny film, er action-eskapaderne kun blevet vildere og vildere. Mere og mere urealistiske. Men ofte også virkeligt medrivende. Helt samme mængde af tyngdekraftfornægtende action som bl.a. i seneste kapitel er her ikke, men heldigvis slipper man ikke for sin del af bombastisk action.

Særligt lægges der action-vildt fra start med et tonsende kup, der ganske vist ikke har meget realisme i sig, men som bestemt har sin del af topfjollet underholdningsværdi i al sin overdrevne action-vælde. Desværre mister filmen momentum henover sin af og til noget tunge midte, hvor man følger den tilbagevendende Vin Diesel som Dom Toretto og hans hold af fartglade kumpaner.

Denne gang står vores helte overfor en ny og uforudsigelig psykopat af en superskurk. Det i skikkelse af en læderjakkebærende og manisk grinende Jason Momoa med navnet Dante Reynes. Han har hævn i blodet fra fortidens tumultariske begivenheder og kun ét brutalt mål, nemlig at tilintetgøre Dom og det han har allermest kært: Sin store familie.

Et af filmens trumfkort er netop Momoa som hensynsløs skurk. Han trækker måske lige rigeligt med inspiration fra Batmans nemesis Jokeren, bl.a. Heath Ledger og Jack Nicholsons ikoniske inkarnationer – dog uden at blive nær så frygtindgydende eller vanvittig. Men det er tydeligt, at Momoa har haft en fest med at give den fuld skurkegas. Han smitter positivt af på mig og på filmens energi.

Inden den vilde (og en smule lange) finale – som ikke forløses helt tilfredsstillende, hverken emotionelt eller action-vildt – falder fortællingen lidt fragmentarisk fra hinanden, hvor bl.a. det store persongalleri ikke kommer til sin ret hele vejen rundt. Instruktør Louis Leterrier formår ikke at forene de mange dele til en overbevisende helhed. Han har dog et ret fermt greb om sin del af action-balladen.

’Fast & Furious X’ har gamle, men også nye karakterer i spil. Tilbage er som sagt Vin Diesel, der stadig er familiefølsom og muskelbarsk. Michelle Rodriguez er stadig cool, mens Tyrese Gibson og Ludacris som comic relief ikke rigtigt fungerer. Kort sagt er her både skønne spildte kræfter, men også flere medrivende vilde actionsekvenser. Men som helhed fungerer filmen desværre ikke.

’Fast & Furious X’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fast & Furious X’ har biografpremiere den 18. maj.

Biografanmeldelse: Elegant fortalt og forførende sentimental. Dramaet ‘Living’ tager livtag med livet og dets eftertænksomme efterår. Man følger således den ærværdige kontormand Mr. Williams, der får den fatale nyhed, at han kun har nogle måneders tid tilbage at leve i. Han er terminalt syg med kræft. Et langt liv flakker nu vemodigt forbi hans indre blik.

Et liv bag skrivebordet – som så mange andre kontorfolk – kommer med den nedslående nyhed nu til at stå i helt nyt lys hos Mr. Williams. Han er med årtiers slid og trivielt slæb som bureaukratisk papirnusser blevet som en skygge af sig selv og den mand, han engang var og gerne vil være. Han lægger derfor nu fra den ene dag til den næste sit liv om.

Han vil leve det liv, han måske slet ikke vidste, hvor meget han har længtes efter, hvor den grå hverdag har taget over og fået et tungt tag i den mutte gentleman. Kan han mon nå at gøre en forskel på sine sidste dage? Han vil i hvert fald gøre forsøget. Forsøget på at ændre om ikke andet, så bare et lille hjørne af verden omkring sig. Fra noget trist til noget livgivende og vidunderligt.

Bill Nighy indtager med nerve og nærvær hovedrollen som Mr. Williams. Han er et hele vejen dragende bekendtskab, der med små nuancerede virkemidler får skabt portrættet af et helt menneske med et langt liv bag sig. Så hvor filmen måske vakler en smule ind i det smågeneriske og sukkersøde, er han hele filmen værd. Han er rørende, empatisk og svær ikke at holde af.

Desuden er filmen indtaget af fint optegnede karakterer. Her møder man bl.a. Aimee Lou Wood som den søde og livfulde unge kollega Margaret Harris. Hun har en uskyldig sødme og charme over sig, der går fornemt i samspil med Mr. Williams. Man møder bl.a. også en række andre bureaukrater, der måske er ved at gå ned ad samme triste vej som Mr. Williams.

’Living’ er en elegant og rørende sentimental fortælling om at finde ind til meningen med livet. Selvom det er sent i livet. Filmen er en genindspilning af Akira Kurosawas ’Ikiru’ fra 1952 og er en visuelt indtagende fortælling, der med rolige skridt og sikker hånd af instruktør Oliver Hermanus bringer 1950’ernes London til live samt karaktererne og krydrer det hele med fint afstemt humor.

’Living’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Living’ har biografpremiere den 4. maj.