Biografanmeldelse: Det er nogle af de svære emner i livet, der bliver bragt afstemt dramatisk til live i ’Den store stilhed’. Det handler om tro, tilgivelse, fortrængning og skam. I centrum finder man den unge kvinde Alma, der lever et afdæmpet liv i et moderne katolsk kloster, hvor meningen med livet søges hos Gud og Jesus. Men en tragisk hændelse i fortiden indhenter snart den troende søster Alma.

Buldrende ind i klostret dukker hendes bror Erik nemlig op. Han vil som det første have del i den arv, deres afdøde far har efterladt sig. Så nemt er det dog ikke lige for Alma at sende sin bror videre med penge i lommerne. Den livsændrende begivenhed de to imellem sender nemlig lange skygger ind over deres komplicerede forhold samt også deres forhold til livet og dem selv.

Erik er endt ad en anden vej i livet. Han har været i behandling for alkoholisme og står med sin noget mere livlige facon i menneskelig kontrast til den fåmælte og dydige Alma. Men hvor forskellige er de to egentlig, når fortiden skal gøres op? Dagene op mod, at Alma skal aflægge sine evige løfter som nonne bliver med andre ord noget af en prøvelse for hende og hendes tro.

Fortalt med sikker hånd om portrættet af Alma og Erik, bæres jeg engagerende ind på fortællingens nuancerede scene, hvor også billede og lyd griber mig. Her bl.a. med fængslende komponerede billeder af fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk, der bl.a. med dragende og smuk brug af kontraster, skygger og baglys, skaber et både kloster-klaustrofobisk og dramatisk dirrende univers.

Som den sjæleplagede Alma finder man en sart og fint afstemt spillende Kristine Kujath Thorp levere et gribende portræt, hvor følelserne ligger latent under den rolige overflade, hvorfra de bryder dynamisk frem undervejs. Hun gives eksplosivt og viltert modspil af Elliott Crosset Hove som den invasive Erik, der lige bag sin sprælske facade måske er præcis det, Alma har brug for, hvis hun skal finde sig selv.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Katrine Brocks, der har skrevet manuskriptet med Marianne Lentz, lykkedes med ’Den store stilhed’ at fortælle en fin og tematisk komprimeret fortælling, der med gode præstationer foran og bag kameraet får følelserne i spil, mens billedsiden og den fint sitrende lydside bidrager med at bringe historien og skæbneportrætterne til live.

’Den store stilhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den store stilhed’ har biografpremiere den 12. januar.

Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på action og rappe replikker i Guy Ritchies undercover-basker ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’. Det er der faktisk så godt som fra start til slut. Hermed ikke sagt, at filmens momentum ikke momentvis mister en smule pondus. Det rådes der dog løbende bod på, hvor man rejser verden rundt i en byge af knytnæveslag, maskinpistoler og kulørte karakterer.

Det er ganske vist den noget uinspireret spillende Jason Statham, man finder i front, hvor han atter engang giver den som sej type med muskler og et kækt mundtøj. Han spiller superspionen Orson Fortune, der sammen med sit lille hold af eksperter må gå undercover for at sikre, at et stykke stjålet og dødbringende våbenteknologi ikke ender i de forkerte hænder.

Her er ikke tale om en selvhøjtidelig omgang action, men derimod en omgang bulder og brag med humoren siddende løst og et fjollet plotelement i centrum for de velklædte eskapader. Man finder nemlig blandt karaktererne den populære skuespiller Danny Francesco, der som del af Fortunes sindrige plan må hives med på missionen for at smigre en bad guy og fan.

Det lyder fjollet. Det er det også. Det er heldigvis også ret så underholdende at følge det lille specialhold af agenter på deres mission. Jason Statham gør, hvad Jason Statham har gjort så mange gange før. Han er desværre et relativt kedeligt bekendtskab. Derimod finder man i øvrige roller den medrivende gnist, der mangler hos vores hårdtslående hovedspion.

Aubrey Plaza giver den som rap computerekspert. Hun har et konstant skævt smil på læben. Jeg mærker, at hun nyder at agere agent, hvilket smitter. Endvidere spiller Hugh Grant en ond, ond skurk. En charmerende en af slagsen. Slesk og selvfed. Han er ligeledes et muntert bekendtskab. Det samme er Josh Hartnett som den forfængelige Hollywood-skuespiller Francesco.

Det er med andre ord heldigt, at det ikke er Jason Statham alene, der skal bære mig gennem filmens tempofyldte mission og her jagten på den ganske generiske MacGuffin i form af det mystiske våben, der skal opspores. Det er altså ikke just action-originalitet, man finder her. Derimod er det to små timers ganske veloplagt og hurtigt fortalt spionaction.

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ har biografpremiere den 5. januar.

Biografanmeldelsen: Der er sin del af sprængfarlige og interessante tematikker i den sorthumoristiske danske komedie ’Kagefabrikken’. Fra slankhedskultur til integration. Lige lidt hjælper det dog på, at filmen ikke er videre vellykket morsom. Den ramte i hvert fald mere end sjældent en komisk åre hos mig. Jeg var generelt mere forbavset over, hvor klodset komisk de groteske eskapader var.

Selve handling centrerer sig om en mindre kagefabrik et sted i Danmark. Her møder vi den midaldrende ejer og kagespecialist Niels, der har overtaget virksomheden efter sin far. Nu står han dog midt i en eksistentiel krise og kigger direkte ind i et sammenbrud. Fabrikken er nemlig på randen af konkurs, så hvad gør han nu? På det nærmeste giver op. Det indtil hans hustru Else kommer på banen.

Else får nemlig deres datter June og hendes mand Jonny til at springe ind fra højre med helt nye idéer til fabrikkens strategi, retning og branding. Det karikerede sunde superpar – ikke mindst en selvfed Jonny – vil omlægge fabrikken til i stedet at lave sunde kager, der slanker. Sukkeret og fedmen skal smides på bålet, mens fabrikkens tykke medarbejdere sendes op på træningscyklen.

Naturligvis går dette forsøg på en total modernisering af fabrikken langt fra som planlagt, mens uventet kærlighed opstår mellem Niels og virksomhedens rengøringsdame Zeinab. Hun bringer netop et kultursammenstød ind i komedien, hvor der blandt de ansatte er racistiske ignoranter, mens Zeinab er sød og forstående. Det hele er desværre bare komisk klodsethed bøjet i neon.

Humoren er ganske vist af den groteske slags, hvor bl.a. Niels’ selvmordsforsøg ender med, at røret han hænger sig i går i stykker under hans store vægt. En punchline, der ses på lang afstand. Sådan er det desværre for langt overvejende af filmens jokes og gimmicks samt historiens setups og payoffs. Der vakles desuden noget usikkert i filmens egen tone og brug af karakterer.

Selv en nærværende Nicolas Bro som Niels, der normalt har upåklagelig komisk timing, må her se sig besejret af det stive manuskript af Sigrid Johannesen og Christian Lollike, hvoraf sidstnævnte spillefilmsdebuterer som instruktør. Han formår ikke at forløse det komiske potentiale i filmens potente tematikker og et ellers solidt og alsidigt cast.

’Kagefabrikken’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Kagefabrikken’ har biografpremiere den 5. januar.

Biografanmeldelse: Jeg blev som fortryllet af filmens magnetiske tiltrækningskraft, der præsenterede et dragende mordmysterie for mig. Den sydkoreanske filmskaber Park Chan-wooks ’Decision to Leave’ spiller nemlig bl.a. enigmatisk på både antydningens sirlige kunst og de store visuelle vidder, som smeltede forførende sammen med fortællingen og her greb mig om struben.

Vi møder den søvnløse politiofficer Hae-joon, der en dag får til opgave at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra en høj klippe og her mødt sit endelige mod den hårde jord under ham. Men er det nu også bare et uheld for klatreren? Ind på banen kommer nu enken Seo-rae, der forhøres om sin afdøde ægtemand. For hvad er i grunden op og ned på sagen?

Dette spørgsmål hjemsøger snart Hae-joon, der vikles ind i sagen og samtidig betages af enken, hvis alibi er skudsikkert. Park Hae-il portrætterer med sammenbidt mine og undertrykte følelser politiofficeren, der med denne sag får skudt den spænding ind i sit arbejde og liv, han higer efter, mens Tang Wei er dragende tvetydig som enken. Sammen udgør de en dramatisk trykkoger af hemmeligheder.

Med stilsikker hånd om sin historie – der også foldes ud visuelt vigtigt med dynamisk kameraføring af fotografen Kim Ji-yong – gribes jeg af sagen, som også sagen har sit jerngreb i Hae-joon. For på elegant vis bruges filmens visuelle side på opfindsom vis til at lægge spor ud, der både leder mig ind i blindgyder og på rette vej i den kringlede fortælling om mord, hemmeligheder og kærlighed.

’Decision to Leave’ er altså på mange parametre en altomsluttende filmisk oplevelse, der i billede og lyd sitrende satte sig i min krop og satte mit hoved i gang med selv at følge filmens spor, der pulserende akkompagneres af det stemningsskabende og liflige score af Jo Yeong-wook. Filmen emmer af fortælleglæde hele vejen rundt, hvor jeg leges kispus med af en drilsk Park Chan-wook.

Uforudsigeligt, femme fatale-forførende og puslespilsengagerende bliver jeg med ’Decision to Leave’ kort fortalt henført til billede og lyd, der snor sig som et ubrydeligt bånd om fortællingen og her lidenskab, retfærdighed og tragedie. Park Chan-wook lægger med sit nyeste værk sig således elegant i enden af sine øvrige titler som ’The Handmaiden’, ’Stoker’, ’Thirst’ og ’Old Boy’.

’Decision to Leave’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Decision to Leave’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Der er gået intet mindre end 13 år, siden James Cameron tog verden med storm med ’Avatar’ i 2009. Nu sender filmskaberen atter publikum til den fauna-flotte planet Pandora. Handlingen i fortsættelsen ’Avatar: The Way of Water’ samler således op på universet mere end 10 år efter begivenhederne i den første film, hvor bl.a. parret Jake og Neytiri er tilbage.

I årene, der er gået, har de to stiftet familie med en børneflok i forskellige aldre. Således står familien og det at høre til et sted helt centralt i filmens historie. For hvor langt vil familien gå for hinanden, når først skurkene gør deres voldsomme indtog blandt det ellers fredelig na’vi-folk? De kommer til at skulle gå langt, for der venter sin del af prøvelser forude for familien.

Således vender her en fra den første film velkendt fjende tilbage – dog nu i blå na’vi-form. Den brutale Quaritch og hans militære hold har nemlig taget na’vi-skikkelse og vil her afslutte det, der ikke lykkedes i den første film. Nemlig at gøre kål på Jake. Det betyder bl.a. også en voldsom invasion af na’viernes hjem, der ellers lever i idyllisk sameksistens med planetens natur og dyreliv.

Her er kort sagt tale om en klassisk kamp mellem de gode og de onde. Dualiteten mellem fred og krig. Hvordan krig blot avler mere krig. Desværre løfter denne ellers mange gange før sete præmis sig ikke op og bliver videre spændende. Bl.a. fordi manuskriptet er fladt forløst og trægt fortalt. Der er ganske enkelt bl.a. ikke nok historie at fortælle til at bære spilletiden på hele 3 timer og 12 minutter.

Det sagt, så er filmen teknisk imponerende. Universet er farverigt flot og detaljerigt, men bliver bare aldrig ret meget andet end en teknisk vild bedrift. Historien har langtfra samme niveau, som de computergenererede muskler, James Cameron viser frem. Selve plottets fremdrift bremses da også flere gange af lange scener, der bl.a. er miljøbeskrivelser af Pandoras fauna og rige dyreliv.

Desværre er denne indvielse i planetens verden ikke nok til at holde mig engageret i karakterer eller historie. Det sagt, så er her nogle vitterligt vilde action-sekvenser, når bl.a. na’vierne med bue og pil støder sammen med den invaderende styrkes maskinpistoler. James Cameron har bare ikke mådehold, hvorfor bl.a. action-delen – herunder filmens klimaks – trækkes i kedsommelig langdrag.

At det alt sammen serveres i 3D gør ikke, at jeg blev draget yderligere ind i den flot forløste verden af CGI, der desuden også ligger som en underligt fremmedgørende fernis over hele fortællingen, hvor tematikkerne bøjet i neon og de flade karakterer ikke just hjælper på at gøre ’Avatar: The Way of Water’ mere medrivende. Det føles mest af alt som endnu et teknisk tomt trick. Men flot ser det ud!

’Avatar: The Way of Water’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Avatar: The Way of Water’ har biografpremiere den 14. december.