Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pis her. ’Cocaine Bear’ er hverken mere eller mindre, end hvad den er sat op til at være. Titlen indikerer nemlig ret godt, hvad det hele handler om i denne dyr-går-amok-film. Man finder som primus motor en stor bjørn på kokain, der går amok og dræber alle omkring sig. Det er kort og godt den sort komiske films præmis.

Vi befinder os i midt-80’erne, hvor en smugler kaster i kilovis af kokain ned over en skov i Georgia. Det er her, bjørnen kommer på banen. Den får uheldigvis indtaget vildt meget kokain – og så går det løs! Man finder herudover en umage flok af bl.a. kriminelle på kokainjagt, mens et par børn og en mor også er jaget vildt i skovens dyb, hvor vi videre møder andre sagesløse ofre for bjørnens gab.

Det hele sparkes derudad i veloplagt tempo med 80’er-musik på lydsiden og friske blodsprøjt, hvor amok-bjørnen river lemmer af stakkels vandrere og andre, der er uheldige at støde på den. Det hele fortalt med et grotesk glimt i øjet. Faktisk er historien baseret på en sand historie. Her døde bjørnen dog hurtigt efter at have indtaget kokainen. Det gør den lagt fra her. Brøøøl!

Det er ikke dybe karakterportrætter, der serveres, men derimod mest skrigende bjørnefoder. Det er også helt fint, for ’Cocaine Bear’ forsøger at ikke være meget andet end tempofyldt underholdning. Det sagt, så får man veloplagte præstationer fra bl.a. Keri Russell som moderen, der leder efter sin forsvundne datter og hendes ven. De to børn spilles dynamisk af Brooklynn Prince og Christian Convery.

Desuden er Margo Martindale som parkbetjent morsom, mens en karismatisk Ray Liotta byder på sejhed som intimiderende kriminel i en mindre rolle. ’Cocaine Bear’ bliver dog aldrig rigtigt skræmmende, men er heldigvis ganske medrivende.  Det er altså mest af alt en omgang letbenet dræberdyrsfilm, der kender sin besøgstid med sine veldoserede 95 minutter.

Bjørnen er ganske vist computerskabt, men fungerer på trods ret fint i samspil med karaktererne, hvor bl.a. de afrevne lemmer står blodigt frem. Kokainbjørnen har dog ikke helt et troværdigt nærvær og faretruende tyngde i sin ellers velskabte CGI-vælde. ’Cocaine Bear’ er kort fortalt et ganske vellykket dyregys med streg under humoren. Hverken mere eller mindre. Det er bestemt også helt ok.

’Cocaine Bear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Cocaine Bear’ har biografpremiere den 23. februar.

Biografanmeldelse: Vi oplever meget af verden omkring os via en skærm. Bl.a. gennem computeren og ikke mindst ens smartphone. Vi efterlader os hele tiden digitale spor, hvor end vi færdes. Det gennem bl.a. netop ens smartphone. Men vi bliver også set og filmet af overvågningskameraer, mens vi selv fodrer nettet med oplysninger om bl.a. familie, venner og uddannelse på eksempelvis Facebook.

Det er vores digitale tidsalder, der i thrilleren ’Missing’ bliver leget med i selve fortællingens form – og herigennem også i måden, hvorpå filmens mysterie foldes ud. Vi oplever nemlig hele filmen via skærme. Fra computere og overvågningskameraer til smartphones. På Facetime, Twitter, Snapchat, TikTok, Facebook og i det hele taget ude på det store internet.

For da teenageren June får at vide, at hendes mor og kæresten er forsvundet på en romantisk ferie, starter mysteriet. Foran computeren og via hendes smartphone. June sidder nemlig i Los Angeles, mens ferien gik til Columbia. Nu må June på kreativ vis forsøge at finde ud af, hvad der er sket, da bl.a. tungt, internationalt bureaukrati ikke går nær så hurtigt, som hun kunne ønske sig.

June griber straks computer og telefon, hvor vi som publikum kun ser skærmene. Fra når hun bl.a. snakker med politiet eller dykker ned i internettet for at følge de digitale spor, som hendes mor og kæresten har efterladt sig. Filmens form er ret interessant, men bliver også lidt en underlig og distanceskabende hinde mellem mig og dramaet på de mange skærme, som suser forbi mine øjne.

Storm Reid er heldigvis engagerende som June, der går egne veje i jagten på at finde sin mor. Desværre er mysteriets plotmæssige krumspring ikke altid helt så svære at gennemskue, mens filmens afsluttende del desværre forfalder til en smule generisk spænding. ’Missing’ fungerer på trods ok godt som spændingsfilm, men kommer bl.a. ikke følelsesmæssigt helt derhen, hvor der sigtes efter.

’Missing’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Missing’ har biografpremiere den 23. februar.

Biografanmeldelse: Der er fart på utrolige verdener og kulørte væsner, når Ant-Man og co. boltrer sig løs i den seneste film om Marvel-universets lille superhelt – der som bekendt også kan vokse til gigant størrelse ved hjælp af sin dragt. Han får brug for begge dele, når de vilde strabadser ved et uheld går ind i det krøllede kvanterum, det såkaldte Quantum Realm.

Vi møder i ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ således den vellidte Scott Lang aka Ant-Man, der nu har skrevet en bog om sit superhelteliv med Avengers-holdet. Det går i det hele taget ret så fint for Scott. Lige indtil det ikke går så legende let længere. For ved et uheld ender Scott, hans datter Cassie og Hope Van Dyne aka Wasp samt Hank Pym og Janet Van Dyne i kvanterummet.

I The Quantum Realm er intet som her på Jorden. Bl.a. er tiden en ukendt faktor, mens det farefulde univers – der så at sige ligger under vores egen kendte virkelighed – også adskiller sig fra vores verden ved et utal af vilde farver både foroven og forneden, mens denne kvanteverden befolkes af et utal af sælsomme skabninger og farverige væsner. Det er her, filmen udspiller sig.

Spørgsmålet er så bare, hvordan Scott og resten af flokken mon kan vende hjem til deres egen virkelighed, inden det går helt galt i kvanterummet, hvor farerne konstant lurer om hvert et krøllet hjørne. Ikke mindst i skikkelse af den mægtige skurk Kang The Conqueror. Desværre føles løjerne bare aldrig rigtigt farlige. Det bliver ikke for alvor spændende. Jeg mærker ikke, at her er noget egentligt på spil.

Det menneskelige drama og den magtsyge superskurks frygtindgydende væsen fiser desværre noget fladt ud i intetheden, mens CGI-farveladen overtager opmærksomheden med sine opfindsomme skabninger og en verden af utrolige landskaber. Ja, kvanterummet er et sprudlende bekendtskab, hvor særligt de særegne væsner er et sjovt selskab. Fra en mangearmet bartender til levende bygninger.

Til trods for historien om at overleve kvanterummet og besejre skurken – tilsat et far-datter-drama – mærker jeg aldrig rigtigt, at her for alvor er noget på spil. Det sagt, så er den sprudlende verden et ofte visuelt veloplagt sted at befinde sig, mens Paul Rudd som Ant-Man stadig er charmerende. Jonathan Majors er desuden et interessant og intenst bekendtskab som den martrede Kang.

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’ har biografpremiere den 15. februar.

Biografanmeldelse: Det er en herligt hormonfyldt og topfjollet præmis, der folder sig delvist vellykket ud i ungdomskomedien ’Jomfruer fra rummet’. Her ankommer et rumvæsen til Jorden, men ikke før, at det fremmede væsen har taget menneskeskikkelse. De floppede rumvæsner, der kredser om Jorden, har nemlig en plan: De har sendt en af deres til vores blå planet for at bolle sig til magten.

Med andre ord: En alternativ invasion fra rummet. Det i komikkens liderlige tegn. Rumvæsnet i menneskeform bliver venner med den akavede 3. g’er og jomfru Gustav. Væsnet tager navnet Allan og går straks i kødet på det modsatte køn for at forplante sig og overtage verdensherredømmet. Det med sin enorme pik, som publikum og Gustav ser dingle ned mellem benene på ham.

Den generte Gustav er bedste venner med fritidshackeren Buller, der har mindst lige så lidt held med det modsatte køn. En jomfruelig duo, der får den kåde Allan som liderligt tredjehjul. Med komik-mekanisk stemmeføring og meget lidt forstand på, hvordan man opfører sig som menneske – og overfor unge kvinder – er jagten på forplantning for Allan sat ind.

Gustav har desuden et godt øje til sin medstuderende Barbara, der dog nærmest ikke ænser hans eksistens. Her er altså fuld knald på teenageproblemer og liderlighed samt knalderier, venskaber og kærlighedskvaler. Alt sammen med sex på hjernen. Men mon også Allan finder ud af, at der er mere end blot forplantning at komme efter i samspil med det modsatte køn? Nemlig Kærlighed!

Komedien vil gerne være den frække dreng i klassen med sine sjofle jokes, onani-gags og en liderlig mor, der kigger forført efter den smækre Allan, som lægger an på alle kvinder. Desværre bliver filmens jokes noget repetitive. Bl.a. bruges Allans fish-out-of-water-komik ensformigt, hvor de samme jokes ender med at køre i ring. Det er en skam, da Tobias Stelzner ellers er ganske god som lækker alien.

Men bl.a. takket være sin dejligt gakkede præmis, uforskammet liderlighed og fin dynamik mellem Gustav og Buller – Albert Rosin Harson og Milo Campanale – når ’Jomfruer fra rummet’ nogenlunde fint i mål, dog uden helt at få indfriet sin herligt fjollede præmis, mens fortællingens momentum mistes lidt halvvejs gennem den ellers ganske korte spilletid på små 90 minutter.

’Jomfruer fra rummet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Jomfruer fra rummet’ har biografpremiere den 9. februar.

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at høre hjemme? At høre til. At finde det sted i verden, man vil kalde sit hjem. Der hvorfra livet skal gå. Det spørgsmål må den 35-årige Marie stille sig selv, da hendes forfatter-kæreste Rasmus får tilbudt et job som underviser på en højskole ved Jyllands vestkyst. De to og deres lille nyfødte flytter således fra København til det stormfulde jyske.

Det er bl.a. sammenstødet mellem land og by, der forsøges sat komisk i stævne. Klichéerne bliver dog lidt tunge i røven, når vi bl.a. møder den ene mutte jyde efter den anden, mens Marie selv er en sniksnakkende bybo, der altid har en rap replik i lommen. Hun passer med andre ord ikke ind. Derimod går det som smurt for den ombejlede Rasmus på højskolen, hvor han behandles som en stjerne.

Denne kontrast Marie og Rasmus imellem er naturligvis en udfordring for deres forhold i landsbyen Velling, hvor højskolelivet for Marie er mere klaustrofobisk end et nyt og varmt hjem. Et nyt sted at høre til. Derimod synes Rasmus at være faldet ovenud godt til blandt både elever og lærere. Forholdet mellem Marie og Rasmus før flytningen bliver desværre bare aldrig rigtigt etableret ordentligt.

Vi får lige et kort visit med parret på en bodega – og så er det ellers til Velling, hvor man ikke snakker om følelser og hvor højskoleelever kalder selv en på små 35 år for boomer. Parret bliver ikke godt nok etableret til en start, hvorfor mit indblik i de to som par aldrig sætter sig hos mig – og dramaet de to imellem får derfor aldrig tyngde. Det sagt, så er særligt Sofie Torp god som Marie.

Nu er filmen også helt og holdent Maries historie. Det er fra hende, at fortællingen går. Hun besidder en skæv charme, når hun får sniksnakket løs om alt fra menstruation til sex, hvilket landsbyboerne har det stramt med. Selvom dette sammenstød mellem by og land måske nok er lidt generisk sat i op, så afføder bl.a. scener med en oversnakkende Marie fine øjeblikke af komik.

Selvom Sofie Torp er god og kultursammenstødet momentant får fine scener kastet af sig, synes ’Meter i sekundet’ ikke helt at have godt nok styr på sine karakterer og de forskellige relationer, mens selve filmen mister fremdrift og sammenhængskraft. Bl.a. kunne Maries job som lokal brevkasse-redaktør være brugt mere både morsomt og elegant som en forlængelse af hendes kamp med at falde til.

’Meter i sekundet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Meter i sekundet’ har biografpremiere den 2. februar.