Find græskarhovederne frem igen…

Selvom Halloween er overstået for i år, så tøv ikke et sekund med at lange ud efter denne lille lækkerbisken. Trick ’r Treat er nemlig en hyggelig tur ind i en både munter og makaber tradition. En aften hvor alt kan ske og hvor ingen nødvendigvis er hvem eller hvad de giver sig ud for – præcis som tilfældet er med filmens karakterer. Så skal der uhygges…!


Filmen er en såkaldt antologifilm, hvilket vil sige, at der ikke fortælles én, men flere forskellige historier. I dette tilfælde udspiller de sig alle en skæbnesvanger Allehelgens aften i den lille by Warren Valley, USA. Der er den velfriserede rektor, som værner om traditionen på sin egen makabre måde. En flok tøser der dullet op til fest støder ind i en mystisk skikkelse. Den gnavne gamle Kreeg, som får uventet besøg samt en flok udspekulerede børn med en ondsindet plan – og som en rød tråd igennem filmen vandrer den lille gådefulde skikkelse Sam. Et barn iklædt en orange dragt, med en sæk over hovedet og med knapper som øjne. Let the fun begin…


Der er græskarlygter i massevis. Hekse, dæmoner og vampyrer. Varulve, spøgelser og zombier. Massemordere, masker og monstre. Et veliscenesat arsenal af alt hvad der hører sig til en rigtig Halloween-aften. Filmen emmer af en glæde for traditionen, som her serveres med god balancere mellem det uhyggelige og hyggelige, det makabre og det muntre. De forskellige historier er velfortalte og med gode skuespilspræstationer. Bl.a. er Dylan Baker som skummel rektor, Brian Cox som den gnavne Kreeg og Anna Paquin som nervøs forfører med til at føre en medrivende gennem fortællingerne, der på fornem vis fletter sig ind og ud af hinanden.

Trick ’r Treat er en veloplagt film, som gav mig noget af den der good old horror-feeling, bl.a. pga. nogle fænomenale gammeldags special effects, men nok også antologi-formen i sig selv, der gav mindelser om de gode gamle Creepshow-film. Historierne er fine, friske og de forskellige plottvists er sjove og et stykke af vejen også overraskende – sådan da. En herlig film!


Ekstramateriale: Der følger en fin stak ekstramateriale med på udgivelsen. Mest interessant er en animeret kortfilm (4 min.) og featuren, der med udgangspunkt i filmen ser nærmere traditionerne forbundet med Halloween (27 min.). Den animerede kortfilm, Season’s Greetings fra 1996 (4 min.) er lavet af filmens instruktør Michael Dougherty og var spiren til hvad der er blevet Trick ’r Treat. Her skabte Dougherty nemlig Sam, den tilbagevendende karakter i filmen.

Mindre interessant er de ekstra og forlængede scener (17 min.). Heldigvis kommenterer Dougherty, ligesom ved animationsfilmen også her, så der er små sjove iagttagelser at hente. Slutteligt får man en ligegyldig sammenligning af special effects fra en enkelt scene (1 min.). Men trods alt et fint og velfortalt ekstramateriale, som man ikke må snyde sig selv for at se igennem.


Originaltitel: Trick ’r Treat, USA, 2007.

Instruktion: Michael Dougherty.

Medvirkende: Dylan Baker, Rochelle Aytes, Leslie Bibb, Anna Paquin, Brian Cox m.fl.

Spilletid: 78 minutter.

Udgiver: Warner Home Entertainment.

London Calling: Michael Jackson i fuldt vigør

Hvor ellers end i byen hvor The King of Pop skulle have gjort sit comeback, skal man se filmen, som går bag om den stort opsatte koncertrække. Det er lige præcis hvad jeg har gjort. Og det var en virkelig god biografoplevelse, men også en smule underligt med tanke på mandens tragiske skæbne.

Der var dog ikke noget tragisk over Michael Jackson, som i This Is It både danser og synger sig gennem flere af sine største hits gennem tiderne – og det uden svaghedstegn eller underlig ageren. Det var sgu fedt og filmen fik mig faktisk overbevist – min skepsis til trods – at han ville kunne have gennemført de mange koncerter. Væk var den afkræftede og diffuse stjerne, man desværre ellers har set fremstillet de seneste mange år. Det var en stærk, til tider jokende og begejstret MJ, som gav den gas de mange velsvingende hits filmen igennem.

En af de mange This Is It-posters, som pryder Londons gader!

En af de mange This Is It-posters, som pryder Londons gader!

Man kom dog ikke tættere på mennesket Michael eller fik en bedre forståelse for hans kreativitet. Ligesom der heller ikke var meget nyt at komme efter musikalsk. Man fik dog et medrivende indblik i de mange nye visuals og scene-setups, som var blevet skabt til showet og hvad der kunne være blevet et helt fantastisk og spektakulært comeback!

Filmen er altså kort og godt en fest og musikalsk lækkerbisken, en hyldest til The King of Pop – ikke dybdegående, men med musikken i fokus. Herligt, for musikken rykker i den grad hele vejen og står den tragiske skæbne til trods lige stærkt, hvilket denne film blot er med til at understrege.

Kropsvæsker, sigøjnerkoner og djævelske dæmoner

Det kan godt være Sam Raimis navn på det seneste er blevet lig med de farverige og underholdende Spiderman-film. Men før Raimi drog mod Hollywood, skabte han de både morsomme, overgearede og splattede Evil Dead-film, hvor Bruce Campbell selvsikkert kæmpede mod dæmoner i den ikoniske rolle som Ash. Det er dog lang tid siden Ash sagde de udødelige ord ”Hail to the King, Baby!” – den tredje og foreløbigt sidste film i serien kom i 1992. Siden da har Raimi udfoldet sig indenfor bl.a. western, thriller og drama og senest altså boltret sig med den kække spindelvævssvinger. Men med Drag Me To Hell er Sam Raimi tilbage, hvor det hele begyndte – med horror, humor og kropsvæsker i stride strømme.

Den søde og arbejdsomme bankdame Christine Brown stiler efter posten som souschef, men det er op ad bakke – for med en slesk mandlig konkurrent og en mandchauvinistisk chef er det sin sag at kravle op i hierarkiet. Men en skæbnesvanger dag dukker en gammel sigøjnerkone op, som vil have forlænget sit lån. Den usikre Brown må vise handlekraft overfor chefen og nægter derfor den stakkels kone lånet – det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort! Den gamle krage kaster en forbandelse over Brown, som snart hjemsøges af en fæl dæmon, der udover at skræmme bukserne af det stakkels pigebarn også vil trække hende lige lukt i Helvede – bogstavelig talt.


Det er en pokkers underholdende rutsjebanetur Sam Raimi har fået flækket sammen. Energien fra de gamle Evil Dead-dage titter også frem undervejs, hvor overdreven splatsctick og mindre gejsere af blod og opkast flyver over skærmen. Det er ulækkert, grotesk og ikke mindst morsomt. Lorna Raver er skræmmende som den ækle sigøjnerkone, mens Alison Lohman som den blonde bankdame hiver empatiske point hjem. Man føler for en gangs skyld noget for skrækfilmens offer, når Helvedes flammer slikker hende i hælene.

Filmens lydside skal også fremhæves, for både filmens score af Christopher Young og det øvrige lydlandskab er en effektiv og afgørende medspiller, som både er medrivende, ulækker og ikke mindst grusom. Så husk at skrue godt op for anlægget, når løjerne tager fat. Helt så heldig er udfaldet desværre ikke hele vejen for filmens special effects, som skæmmes af en håndfuld grimme computergenererede effekter. Nu skal der dog ikke gå ren nostalgi i den, så fred være med det. Filmen underholder og holder hele vejen – også på trods af et par digitale fejlskud undervejs.


Sam Raimi beviser at han stadig kan udfolde sig i de både grufulde og sorthumoriske gemakker, for sjældent har en tur til Helvede været så vild, vanvittig og voldsom – og så bliver der også plads til et par hårdkogte oneliners, som ville være den gæve Ash værdig. Så kom nu Raimi, drop edderkoppedrengen og lav noget mere horror med humor i – og tag gerne Bruce Campbell med.

Ekstramateriale:
Man finder en klassisk og fin lille halvanden times behind the scenes. Det er ikke videre dybdegående, men det er underholdende sat sammen og giver bl.a. et kig på nogle filmens special effects, de digitale som fysiske.

Originaltitel: Drag Me To Hell, USA, 2009.

Instruktion: Sam Raimi.

Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long, Lorna Raver, Dileep Rao, Adriana Barraza, m.fl.

Spilletid: 95 minutter.

Udgiver: Scanbox Entertainment.

Halloween Warm Up – et hjemsøgt hus fyldt med grufulde gespenster

Halloween står for døren, men de kolde og mørke aftener og nætter er her allerede. Så hvad er bedre end at (u)hygge sig med en god spøgelsesfilm? Hjemsøgt – The Haunting in Connecticut er lige præcis sådan en film. Og hvis man som jeg har et forskræmt forhold til hjemsøgte huse, eksorcisme og mørklagte kældre, så er der med garanti lagt op til en neglebidende spøgelsestime.


Der hviler en makaber fortid over det elles tilforladelige hus i Connecticut, som familien Campbell flytter ind i. Familiens søn Matt er kræftsyg, så de har rykket teltpælene op for at bo tættere på det hospital, der tilbyder den fornødne lægehjælp. Men ikke så snart er kufferterne sat i entréen, førend gruen og fortidens gespenster rasler ud af skabene.

Selvom der til tider bruges lige rigeligt med aggressive flashbacks, så stables der en god haunted house feeling på benene med knirkende loftrum og skumle skygger. Der krydres – lige rundhåndet nok – med jump scares, men i flere tilfælde fik de mig til at hoppe i sædet og var med til fastholde suspensen. Chokraten er høj, historien det meste af vejen velfungerende og stemningen olm. Desværre kammer filmen hen mod slutningen over i okkult overkill og bliver unødvendigt larmende. Det tager dog ikke fra filmen, at den formår at skræmme og det ikke kun ved billige chokeffekter. Desuden er skuespillet i top, så når det menneskelige drama fastholdes filmen igennem er det troværdigt – også selvom karaktererne ikke er specielt tredimensionelle.


Jeg vil ikke kalde mig selv sart, når det kommer til at tæske skrækfilm igennem, men denne ramte sgu flere helt rigtige myrekrybende toner i mig. Well, måske det bare er mig, der har et softspot for hjemsøgte huse. Jeg forstår dog ikke filmens lunkne modtagelse. Jovist, det er ikke et mesterværk og flere klichéer trækkes op af hatten, men filmen fungerer, skræmmer og leverer skummel og makaber midnatsstemning – og så skader et par referencer til italienske horror-maestro Dario Argento jo ikke.

Ekstramateriale: Filmen bygger på en virkelig historie, som også kan ses iscenesat i den TV-dokumentar (52 min.), der følger med på udgivelsens anden disc. Desværre er den ikke videre interessant og en melodramatisk voiceover hjælper ikke på uhyggen.

Hvilken version?: Filmen findes i en unrated udgave og så biografversionen, som er den man finder på udgivelsen. Den 10 minutter længere udgave består primært af en håndfuld forlængede scener, mens nogle af scenerne med uhyggelige genfærd og blodige flashbacks er i farver, hvor biografversionens farveskala i disse er mere mat eller slører de grufulde billeder (se detaljeret sammenligning her).

– Jeg pønser desuden på en liste over gode Halloween gys – så keep in touch y’all…

Originaltitel: The Haunting in Connecticut, USA, 2009.

Instruktion: Peter Cornwell.

Medvirkende: Virginia Madsen, Kyle Gallner, Elias Koteas, Amanda Crew, Martin dDonovan, Peter Campbell, Sophi Knight, Ty Wood, Erik J. Berg m.fl.

Spilletid: 92 minutter.

Udgiver: Midget Entertainment.