Engle, dæmoner, CGI og en kulørt konspirationsteori

/i /af

Jeg er en af de få, som ikke har læst Dan Browns bestseller-romaner om professor Robert Langdons symbol-jagende eskapader. Jeg var nu fint underholdt af filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet – på trods af dens ret bastante hovsa-løsninger og et langtrukkent sidste akt. Anyways, nu gælder det den kulørte Engle og Dæmoner. Igen er Langdon i hælene på konspirationer og ældgamle tegn – nu med både Thure Lindhart og Nikolaj Lie Kaas på slæb. Sådan da.

Robert Langdon er på den igen. Fire kardinaler er blevet kidnappet og så går den vilde skattejagt ellers efter spor gennem Rom snævre gader. Det er den ældgamle organisation Illuminati, som står bag. Det bekymrer heldigvis ikke synderligt vor helt. Der er da heller ikke tid til bæven, for snart rinder tiden ud for de fire tilfangetagne. Men kan Langdon nå at løse gåden, finde skurkene og selv klare ærterne med livet i behold? Tja, mon ikke – ellers kan en blond Thure Lindhart da sikkert hjælpe til.

Engle og Dæmoner er langt fra en helstøbt film, men der leveres da bl.a. et par neglebidende scener, alt imens det farverige manuskript smyger sig klodset om den komplekse konspiration. Engle og Dæmoner er dog ligesom Da Vince Mysteriet også for lang for sit eget bedste, men heldigvis også mere tempofyldt og velpacet. Men det kniber igen også med at få iscenesat opklaringerne af mysterierne overbevisende. Ingen tvivl om af Langdons grublerier og opklaringer fungerer bedre på skrift end på film – well, selvom jeg ganske vist ikke har læst bogen.

Men på trods af filmens til tider klodsede afvikling, så er det en omgang fin og farverig konspirations-underholdning, hvor den stort opsatte finale og det endelige twist går herligt over gevind, hvilket matches godt af den bombastisk billedside fyldt med cheesy CGI. Ja, det er fjollet, men fungerede nu ganske godt for mig. Filmen er både festlig og farverig, men over 2 timers skattejagt med Langdon er også en længere fornøjelse end nødvendigt. Engle og Dæmoner er dog dejlig over the top – og så er Tom Hanks sgu en sympatisk helt at være på farten med.

Ekstramateriale: Man får lidt klassisk ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Det bliver til fire små features, hvor man bl.a. ser på det at overføre bogen til film, mens man også ser nærmere på de mange detaljerede rekvisitter, imponerende set designs og om at filme i Rom. Hele molevitten løber op i en halv times tid. Det er ikke videre interessant, men man kan jo se det igennem, hvis man er Dan Brown-buff.

Brittany Murphy hjemsøges i mørklagt hus

/i /af

Skulle du befinde dig mutters alene i et stort knirkende hus ude på landet, vil denne lille haunted house-creeper sikkert krybe sig ind under huden på dig. For filmen Deadline – en i grunden unødvendig plat titel – udspiller sig netop i et stort mørk hus langt ude på landet. Her er Alice Evans (Brittany Murphy) taget til for at færdiggøre et manuskript og samtidig få en voldelig ekskæreste lidt på afstand. Helt alene er hun selvfølgelig ikke. Go figure. Men hvad er det helt præcist, som får dørene til at knirke og vandet til at løbe?


Filmen har bestemt et par myrekrybende scener, bl.a. når kameraet undersøgende svæver rundt i husets mørke gemakker, alt i mens vinden suser, træbrædderne knirker og mystiske stemmer fra fortiden hvisker i korridorerne. Det er dog uden tvivl filmens første halvdel, som er mest vellykket. Her langes der, ud over eery haunted house-atmosfære også et par ganske solide, om end billige chokeffeketer over disken. Desværre begynder filmen at kludre rundt efter den ellers stemningsmættede optakt. Historien bliver klodset og ender i en mildest talt fjollet finale, som kun trumfes af det endelige – oh skræk og rædsel – plottwist.


Jeg så filmen blot et par dage før Brittany Murphys tragiske død. Efterfølgende har filmens cover med en livsløs Murphy i et badekar fået en noget tragisk konnotation. Men uanset hvad, så er coveret mere tarvelig at se på, end selve filmen, som til tider faktisk er ganske smukt filmet. Det er bare en skam at instruktør og manusforfatter Sean McConville ikke er gået linen ud med en underspillet spøgelsesfilm. Men det er jo desværre ofte mere reglen end undtagelsen, at ellers fine spøgelsesfilm skal rundes af med bulder, brag og fjollede finaler, end at køre en kølig og isnende stemning til ende.

Tja, Brittany Murphy er ganske god som forskræmt eneboer med opspilede dådyrsøjne og det hjemsøgte hus er fint sat i scene. Desværre har Sean McConville forvildet sig ind i sin egen manuskriptmæssige konstruktion. For historien er unødvendig knudret og bliver desværre også alt for klodset og uengagerende afviklet til at man føler for og følger Brittany Murphy lige til den bitre ende.

Originaltitel: Deadline, USA, Malaysia, 2009.

Instruktion: Sean McConville.

Medvirkende: Brittany Murphy, Thora Birch, Tammy Blanchard, Marc Blucas m.fl.

Spilletid: 89 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

Kedelige lesbiske vampyrer

/i /af

Lesbian Vampire Killers – hvad siger i så. Med sådan en filmtitel, kan man da ikke andet end straks at smække skiven i afspilleren. Men som filmen skrider frem, synes filmens fængende titel desværre at være dens eneste eksistensberettigelse. For en ting er sjove titler og lysten til at lave kitschet vampyr-humor, noget andet er at levere varen – og det gør Lesbian Vampire Killers sgu desværre ikke.


Er en plotbeskrivelse overhovedet nødvendig? Tjo, det er noget med at den engelske flække Cragwich for år tilbage blev forbandet af en, ja lesbisk vampyrdronning. Alle piger i byen forvandles derfor til, ja, lesbiske vampyrer straks de fylder 18. To knejte på en pub – den ene lige dumpet af kæresten, den anden bare irriterende – lander selvfølgelig i byen med de lesbiske vampyrer – og vupti, så er der fald-på-halen-komik og campy vampyr-fjollerier til alle. Eller i hvert fald forsøget på samme.

Desværre rammer de mange gags, punch-lines og kitschede effekter bare aldrig den rigtige tone. Komikken er aldrig rigtig sjov og de campede vampyrer ligner noget fra en dårlig parfume-reklame med deres touperede hår og svævende bevægelser. Den vildskab og energi, som der sigtes efter, rammes ikke. Der forsøges ellers ihærdigt med både bare bryster, flade oneliners og lidt uskyldig splat. Men lige lidt hjælper det. Det er hele vejen lige ved og næsten – og det er bare ikke nok.


Filmen synes som intet andet en end en fjollet idé, der har taget overhånd. En forsøgt pendant til den forrygende zombiekomedie Shaun of the Dead – bare med vampyrer. Anyways. Lesbian Vampire Killers har aldrig nær den charme, timing eller veludførte drab, som lykkedes så bragende godt i Shaun of the Dead.

Man kunne så håbe på et par morsomme protagonister, men kemien blandt de medvirkende er minimal og de mange punchlines aldrig sjove. Ærgerligt. Men en charmerende vampyr-dræbende præst bliver det trods alt til. Der lægges selvfølgelig også til slut op til en fortsættelse. Hvis det bliver til noget, håber jeg sgu stilen bliver pudset af og humoren bedre – ellers står det skidt til.


Ekstramateriale: Der medfølger lidt ukritiske og tilfældige optagelser fra produktion – kedeligt (12 min.). Herudover får man en stak interviews med filmens cast, instruktør og producer. Det løber op i cirka 1 times sniksnak, hvoraf det meste ikke er særligt interessant. Man skal nok være mere end glad for filmen, for at gide sidde det hele igennem. Og så får man tre forskellige trailere for filmen.

Originaltitel: Lesbian Vampire Killers, USA, 2009.

Instruktion: Phil Claydon

Medvirkende: James Corden, Mathew Horne, Myanna Buring, Vera Filatova, Paul McGann, Silvia Colloca m.fl.

Spilletid: 83 min.

Udgiver: Sandrew Metronome.

Et blodigt remake i 3D

/i /af

Man nærmest vælter sig i remakes for tiden. Nu er så endnu en ældre slasher forsøgt fornyet – og det endda i 3D. Her er tale om en opdatering af den solide kulmine-slasher My Bloody Valentine fra 1981. I 2009-udgaven er der vanen tro skruet op for tempoet og blodet, men desværre også ned for den tryggende og trøstesløse stemning, der hang som en truende skygge over originalen. Helt skidt står det dog ikke til med remaket, som faktisk er mere underholdende, end jeg turde håbe på.


Vi befinder os i den lille kulmineby Harmony. Her hærgede den traumeramte minearbejder Harry Warden på Valentines Day 10 år tidligere. Det betød en blodig død for en lang række af byens indbyggere. Nu 10 år senere, efter den fatale dag og Wardens død begynder en ny række mord. Men er Warden slet ikke død – eller er det en ny morder med gasmaske og hakke, som er på spil?

Man er ikke mange minutter inde i filmen, førend ligene allerede ligger dynget op og blodet har flydt ud af adskillige åbenstående sår. Jep, der er i den grad et par herligt eksplicitte drab at komme efter – hvoraf et par stykker desværre også læner sig lige lovligt meget op af den såkaldte 3D-effekt, med blod flyvende ”ud af billedet”. Jeg så dog kun et par minutter af filmen i 3D, førende jeg skiftede til den almindelig 2D udgave. 3D-effekten fungerer ganske enkelt langt fra optimalt foran skærmen. Billedet står uskarpt, udtværet og alt får blå og røde omrids.


Men 3D eller 2D, så er dette bestemt ingen ringe slasher. Jovist er jeg en sucker for genren – og nej, dette er langt fra den mest medrivende af slagsen. Men morderen er som i originalen supercool med sin gasmaske og skarptslebne hakke – og så er mordene ret medrivende sat i scene. Egentlig underligt, at det ikke blev til flere film med denne morder. Well, det kommer måske i denne ombæring.

Men uanset dette remakes kvaliteter eller ej, kan man jo passende spørge sig selv, hvad man i grunden skal med et sådant remake? For det er ikke ligefrem nytænkning eller et specielt nyt drej på originalen, som her hostes op. Så snup hellere originalen. I hvert fald i første omgang – og hvis du ikke har fået kulmine-morder nok, så er der da heller ingen skade sket ved at sidde igennem denne udmærkede genindspilning.


Ekstramateriale: Der medfølger en række ikke videre interessante forlængede og slettede scener. To klassiske features, en med gængs sniksnak fra folkene bag filmen (7 min.) og en hvor fokus er på filmens blodige special effects (6 min.). Et par ganske fine features, men dybdegående bliver det sgu ikke. Man finder slutteligt et par minutters gag reel og en alternativ slutning. Nej, ikke det store sus.

Originaltitel: My Bloody Valentine, USA, 2009.

Instruktion: Patrick Lussier.

Medvirkende: Jensen Ackles, Jaime King, Kerr Smith, Betsy Rue, Edi Gathegi, Tom Atkins, m.fl.

Spilletid: 1 time 38 min.

Udgiver: Scanbox Entertainment.

Sjældent har eksplosioner været så kedelige

/i /af

Endnu en legetøjs-franchise er blevet filmatiseret. Denne gang er det gået ud over G.I. Joe. Jeg har ikke noget egentlig forhold til de små soldater-figurer, så det var med paraderne nede og forventninger om lidt no-nonsense-underholdning, jeg satte skiven på. Og det er sgu noget af en farverig omgang CGI-action, der losses over disken. Desværre er det også bare virkelig kedsommeligt og ucharmerende sat i scene.

Der er de gode – det er de specialtrænede soldater fra det tophemmelige G.I. Joe. Og så er der de onde – det er de megalomaniske skurke fra Cobra. De to fronter kommer op at toppes, da de onde får fingrene i et ret så cool og tophemmeligt våben – med lysegrønne sprænghoveder, selvfølgelig. Og så følger der ellers eksplosioner, skøre gadgets, vilde våben og flere eksplosiver.

Det er bestemt ikke altid lige overbevisende CGI, som leveres – men pyt nu med det. Det er ikke filmens største problem – selvom dens primære formål netop er at levere hæsblæsende action og digitale eksplosioner. Problemet er snarere, at dette larmende inferno er så uinspirerende sat sammen, hvilket skuespillernes flade præstationer blot underbygger. Det er dog meget cool at Jonathan Pryce spiller præsident. Jep, ham fra Terry Gilliams formidable Brazil – en af mine yndlings film. Men hey, en mindre detalje, som ikke redder filmen fra at floppe fælt.

Der leveres dog en ret festlige og vild actiontur gennem Paris gader, hvor de to helte Duke og Ripcord har fået fingre i såkaldte accelerations-dragter – som, ja, accelererer deres styrke og hastighed. De smadrer derfor som superrobotter gennem byen, mens bilerne bogstavelig talt flyver dem om ørene. Dumt? Ja, men også ret fikst og veliscenesat tegneserieaction. Men en enkelt cool actionsekvens ud af knap 2 timers digital tomgang får bestemt ikke træerne til at vokse ind i himlen. Langt fra.

Jeg ville så gerne elske denne film. Det er fjollet, over-the-top, uhøjtideligt, karikeret og larmende tegneserieaction. Men who am I kidding. Dette er, på trods af konstant buldrende special effects et kedeligt, trægt og desværre ret uopfindsomt bekendtskab. Filmens eneste bedrift synes desværre at gøre dette effektorgie så kedeligt, som tilfældet er. En ikke videre attråværdig bedrift.


Ekstramateriale: Filmen både lyder og ser dog trods alt virkelig godt ud på Blu-Ray og så medfølger der en smule udmærket ekstramateriale. En klassiske the making of og en feature med sit primære fokus på special effects. De to indslag løber op i 50 min. og kommer fint omkring produktionen og universet. Jeg savnede dog noget mere om tankerne bag opdateringen af G.I. Joe-universet. Man får også et kommentarspor med instruktør Stephen Sommers og producer Bob Ducsay, som leverer den sædvanlige sniksnak om hvor fedt det hele ser ud osv. Well, næsten da, for der bliver også kommenteret på effekter de ikke er helt tilfredse med. En smule selverkendelse er der altså at hente, trods alt.

”True Blood” går lige i blodet

/i /af

Langt om længe fik jeg sat tænderne i den populære amerikanske tv-serie True Blood, som er skabt af Alan Ball, manden bag bl.a. den succesfulde serie Six Feet Under og manusforfatter af American Beauty. 1. sæson er netop kørt gennem afspilleren og jeg er bestemt hooked på mere. Var sgu også ved at blive helt nervøs for, om der stadig var spræl i vampyrerne efter at Twilight-franchisen har fået kastreret det blodsugende folkefærd – og det skal jeg da lige love for, at der er. I den grad.

Serien foregår i en verden, hvor vampyrer lever side om side med menneskene – eller i det mindste forsøger på det. Ikke alle tager godt imod blodsugerne, ligesom heller ikke alle vampyrer er opsatte på at leve fredfyldt sammen med menneskene. En sprængfarlig præmis, som tilbyder mange komplekse problematikker, hvilket serien da også tager hånd om. Det er dog først og fremmest en karakterdrevet serie, som heldigvis også undlader alt for sort/hvidt at udpensle allegorier, som bl.a raceforskelle og integration.


Kort fortalt, så følger man livets gang i den lille flække Bon Temps i det varme Lousiana.  Her bor den søde og uskyldige Sookie, som er servitrice på den lokale beværtning Merlotte’s og har evnen at kunne høre folks tanker. Men da vampyren Bill kommer til byen ændrer det lille lokalsamfund sig og ikke mindst Sookies verden. En umulig kærlighed opstår mellem de to – naturligvis. Hørt det før? Bestemt, men sjældent set så medrivende udfoldet. Det er dog langt fra den umulige romance, som bærer serien alene. For da et mord bliver begået i den lille by, er det endnu sværere at være vampyr og bestemt også at omgås dem.

True Blood har bestemt sine samfundsmæssige og sociale pointer, men bortset fra seriens allegoriske lag, så er det Sookie, Bill og resten af det komplekse og spraglede karaktergalleri, som bærer denne medrivende første sæson. Det er en serie, som tør at sætte sine karakterer i dilemmaer, de skal forholde sig til og ikke mindst tage konsekvenserne af. Alle gennemgår en udvikling, bliver klogere på sig selv og udfordres. Det er en stor styrke og virkelig spændende at følge.


Fik jeg for resten sagt, at serien bestemt også har sin del af sex, blod og vold – well og læderklædte vampyrer, som bl.a. lytter til Black Rebel Motorcycle Club, spiller Nintendo Wii og ser Heroes. Ha ha. Anyways, dette er dybt underholdende tv-serie-kiggeri, som byder på en interessante karakterer, neglebidende spænding, et fascinerende univers, romantik, mystik og mord. Jep, True Blood har det hele – eneste problem er blot, at der sgu er alt for lange udsigter til at næste sæson rammer det danske marked.

Ekstramateriale: Det er desværre ikke meget ekstramateriale, man finder på udgivelsen. Det bliver kun til nogle fine og informative kommentarspor til seks af episoderne, samt en lille mockumentary om vampyrer i USA (15 min.). Det er en skam, at der ikke er blevet kræset mere for denne del af udgivelsen, når nu serien i den grad er en lækkerbisken.

Originaltitel: True Blood – the complete first season, USA, 2008.

Instruktion: Alan Ball m.fl.

Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Chris Bauer, Nelsan Ellis, Jim Parrack m.fl.

Spilletid: 635 min.

Udgiver: Warner Home Entertainment.

Michael Douglas keder dig ihjel

/i /af

Et styk ligegyldig korruptions-thriller-remake coming up! Ja, jeg blev narret i fælden af Michael Douglas’ fjæs på coveret og af at Fritz Lang står bag originalen fra 1956. Jo, Douglas har ganske vist en scene eller to i filmen, men hans venstrehåndsarbejde som korrupt anklager redder ikke denne forkølede omgang manuskriptstivhed og kedsommelig instruktionsafvikling. Og nej, et fjollet plottwist i enden får sgu ikke 1 time og 40 minutters trægt trav gennem genrens mest flade klichéer til at forsvinde.


Den ihærdige nyhedsrapporter C.J. er træt af at dække ligegyldige opgaver. Han vil frem i verden. Ja, hans eneste motivation synes at være den eftertragtede Pulitzer pris. Nej, her er ingen idealist på jagt efter sandheden, blot en duksedrengs søgen efter spotlightet. Men da C.J. får mistanke om, at en prominent anklager fusker med bevismaterialerne, får han en lys idé. Han vil afsløre korruptionen, hvilket – åbenbart – kun lade sig gøre, hvis han selv sætter livet og karrieren på spil. En tåbelig plan søsættes – og så smider vi da også lige en ligegyldig romance ind i billedet.


Det kan godt være, at denne lille ligegyldige sag er designet til halvsøvnige søndage, men selv ikke silende regn og en slem forkølelse er undskyldning nok for at smække Uskyldig dømt i afspilleren. Lad dig ikke lokke af Michael Douglas’ forførende fjæs. Her er ikke noget at hente og slet ikke hos filmens egentlige hovedperson C.J., spillet af en langt fra overbevisende Jesse Metcalfe. Det samme kan desværre også siges om det romantiske modstykke – en ellers yndig Amber Tamblyn.

Filmen bygger som sagt på Fritz Langs Beyond a Reasonable Doubt, en film jeg på trods af dette remakes kedsommelighed har lyst til at opstøve. For den kære hr. Langs original må da indeholde noget af den hårdkogthed og spænding, som remaket aldrig mønstrer. Lang er trods alt manden bag klassikere som bl.a. Metropolis og M. Men det til side. Peter Hyams, instruktøren bag dette rædderlige remake, burde hellere satse på mere letbenet monsterunderholdning, som tilfældet var med hans underholdende The Relic fra 1997.


Men helt ærligt, what’s not to like? Korruption, biljagter, mord og romantik. Den har da det hele, ik’? Muligvis, men vægten af kedsommeligt karakterarbejde, utroværdige plottråde og fraværet af engagerende historiefortælling lader ikke meget håb tilbage. Ja, selv filmens udgangsreplik synes blot at håne sit publikum, så hvad andet kan jeg gøre, end at smide selv samme ed lige tilbage i fjæset på filmen: ”Fuck you!”.

Originaltitel: Beyond a Reasonable Doubt, USA, 2009.

Instruktion: Peter Hyams.

Medvirkende: Michael Douglas, Jesse Metcalfe, Amber Tamblyn, Orlando Jones Joel Moore m.fl.

Spilletid: 1 time 45 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

En kaotisk hyldest til fantasien

/i /af

Så er der igen knudret, udknaldet og fantasifuld tagfat fra den sprælske Terry Gilliam. Denne gang byder han indenfor i The Imaginarium of Doctor Parnassus – et magisk teater, hvor der både er plads til eventyret og kaoset. Men filmens til tider narrativt løse væsen dræner desværre også filmen for noget af den ellers rå energi og entusiasme Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man uforudsigelighed, fantasifuld finesse og en forførende stemning fra start til slut.


Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup på fire indtager scenen. Den udødelige Parnassus, dværgen Percy, gøgleren Anton og den smukke Valentina. De får dog snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab. En tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender både teatrets publikum og biografgængere ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Heath Ledger under tragiske omstændigheder døde. Men for at afslutte filmen hev Gilliam tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som i filmens skæve univers fungerer fint og nærmest gnidningsløst.


Udover Gilliams fortællermæssige legelyst og vilde visuelle udflugter, finder man altså et stærkt skuespillerkorps. Her er både Ledger, den umage teatertrup, Depp, Law og Farrell indtagende bekendtskaber. En særlig cadeau skal dog lyde til Tom Waits, som med bowlerhat giver den som selveste Djævelen. Han er intet mindre en fabelagtig. Virkelig godt set af Gilliam at caste den runkne og ru sanger til denne enigmatiske rolle. Herligt.


Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For selvom både Londons gader er indtagende og turene ind i det magiske spejl er forførende, så savner man til tider også mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen stadig fyldt med finurlige idéer, gode karakterer og visuelle narrestreger, som bestemt gør turen ind i biografmørket det hele værd.

Originaltitel: The Imaginarium of Doctor Parnassus, England, Canada, France, 2009.

Instruktion: Terry Gilliam.

Medvirkende: Heath Ledger, Andrew Garfield, Christopher Plummer, Lily Cole, Verne Troyer, Tom Waits, Johnny Depp, Jude Law, Colin Farrell m.fl.

Spilletid: 2 timer 2 min.

Biografpremiere: d. 25. december 2009.

Distrubutør: Sony Pictures.

”Terminator Salvation” skøjter rundt

/i /af

Første gang man så den skarpskårne Terminator var i 1984. James Cameron havde skabt et dystopisk science fiction filmhit, som han syv år senere fulgte op med den effektsprudlende Terminator 2 – endnu engang med Arnold Schwarzenegger i den ikoniske titelrolle. Og så var der også en tredje film i 2003, men den glemmer vi lige. For med Terminator Salvation forsøger McG – manden bag Charlie’s Angels-filmene – nemlig at reboote det populære univers. Desværre er det blevet en ret så rodet og flad affære – men der leveres sgu trods alt nogle lede robotter og vilde actionsekvenser.


Vi befinder os i år 2018, altså i den fremtid, man har set glimt af i de tidligere film. Det computerstyrede Skynet har lagt verden i ruiner og forsøger nu at gøre en ende på de tilbageværende mennesker, ikke mindst modstandsbevægelsen med John Connor (Christian Bale) i front. Med den mystiske Marcus Wrights ankomst (Sam Worthington), melder nye problemer sig. Og så rulles der ellers manuskriptmæssig nonsens ud, som McG ihærdigt forsøger at overdøve med bulder og brag – hvilket faktisk lykkedes et stykke af vejen.


Terminator Salvation har altså sit hyr med at få historien til at hænge meningsfyldt sammen. Noget der dog fungerer er de mange robotter, samt flere af actionscenerne. Her er der sgu overbevisende knald på. Det er bare en skam, at der aldrig opnås et vellykket samspil mellem action og historie – hvorfor filmens karakterer også mister pondus.

Christian Bale får aldrig lov til at træde i karakter som John Connor. Det samme kan siges om filmens slatne forsøg på at filosofere over hvad der gør et menneske til menneske – den gode gamle maskine vs. menneske-problematik. Lidt lommefilosofisk uld, som blot flagrer i vinden. Heller ikke den ellers komplekse Marcus Wright bliver interessant. Alle tilløb til blot en smule troværdig substans væltes konstant over ende af ulogiske plottråde og umotiverede actionsekvenser. Ærgerligt.


Terminator Salvation er bombastisk og actionmættet science fiction, som desværre mangler den gode historie og et medrivende cast. Og umotiverede Terminator-referencer hjælper altså ikke, hvilket et uelegant ”I’ll be back” kun ubehjælpsomt understreger. Det er billige tricks, som synes at skulle please fans, men i stedet klinger hult. Selv dommedagsstemningen virker til tider tam på trods af ellers flotte set designs, hvilket er symptomatisk for filmen: den ser godt ud, men indholdet halter – og en sukkersød Hollywood-ending redder bestemt ikke noget på målstregen. Kom igen.

Ekstramateriale:

Man får med Blu-Ray-udgivelsen en 4 fire minutter længere version af filmen. Den byder bl.a. på et par nye scener og lidt mere action, dog ingen ændring af filmens plotmæssige struktur. Det er altså ikke den 30-40 minutter længere udgave McG tidligere har talt om. DVD’en har kun biografversionen.

Filmen præsenteres med en virkelig flot billedside og ikke mindst en medrivende lydside – samt en ordentlig stak ekstrafeatures. Her er fokus på special effects, robotter og set designs. Det er fermt, men også en smule flygtigt sat sammen. Dog tilfredsstillende hvad filmens special effetcs angår. Med Maximum Movie Mode kan man se filmen i selskab med McG, som undervejs slår ned på forskellige aspekter af filmen. Et fint alternativ til kommentarsporet. Det havde dog været interessant med mere om filmens historie, men bestemt et solidt og til tider grundigt ekstramateriale.

– Husk at du stadig kan nå at vinde filmen på DVD. Deltag HER.

Originaltitel: Terminator Salvation, USA, 2009.

Instruktion: McG.

Medvirkende: Christian Bale, Sam Worthington, Moon Bloodgood, Anton Yelchin, Bryce Dallas Howard, Common, Helena Bonham Carter, Michael Ironside m.fl.

Spilletid: 1 time 54 min. (Bio-version), 1 time 58 min. (Forlænget version).

Udgiver: Sony Pictures.

‘Avatar’ er en tom tryllekunst

/i /af

Jeg har ikke ligget søvnløs siden Titanic sank i 1997 og bare ventet på James Camerons seneste film Avatar. Jeg har blot været almindelig spændt på, hvad han denne gang ville fremtrylle. Og jeg skal da love for, at han har fået brygget en omgang visuelt overrumplende og teknisk mageløse billeder i laber 3D. Desværre er filmen kedelig forudsigelig og så kigger man forgæves efter en dybde i historien, der ellers kendetegner filmens voluminøse billedside.

Historien går altså – modsat filmens teknologiske landvindinger – ikke nye veje, men vrider sine velkendte klichéer skematisk ud af ærmet. Vi følger Jake Sully (Sam Worthington), en invalid soldat i kørestol. Han sendes til planeten Pandora, hvor han får en såkaldt avatar-krop, der udover at ligne det indfødte na’vi-folk også gør ham i stand til at gå. Han skal i sin nye krop infiltrere det blå folk og få dem til at forlade deres bosted, så amerikanerne uhindret kan udvinde et kostbart mineral, der skal redde Jorden fra en fatal energikrise.

Det er bestemt lykkedes at skabe en fascinerende verden i 3D, hvor den ekstra dimension heldigvis ikke blot bruges som et rent gimmick. Den fungerer som et dybdeskabende og inddragende element i den fremmede faunas jungledyb. Rent teknisk er der altså ikke meget at sætte en finger på, bl.a. er na’vi-folket overraskende overbevisende. Problemet med de 3 meter høje smølfer er snarere, som med resten af persongalleriet, at de aldrig bliver interessante – man kommer aldrig ind under huden på dem.

Avatar er altså fattig på interessante karakterer. Ikke engang soldaten Jake, der ellers står i dramaets midte – fanget mellem sin egen og en fremmed races dagsordener – synes videre påvirket af situation. Historien og de medvirkende mangler simpelthen saft, kraft og kant. Der er ingen tvivl at spore hos nogen, ingen gråzoner – kun de gode mod de onde. Sort mod hvidt og uden overraskelser.

En fortælling behøver i min bog ikke at være videre original for at henrykke, men når en klichéfyldt historie som denne aldrig afviger fra det forudsigelige eller i det mindste sætter sine karakterer og hermed publikum i egentlige dilemmaer, så bliver det hele hurtigt fladt og uinteressant – også selvom afviklingen ofte er ret ferm. Ærgerligt, for når man først har smagt på filmens vilde ridt udi 3D, begynder man hurtigt at famle efter en medrivende historie – desværre forgæves.

Jeg håber dog Avatar bliver en succes, for måske Cameron så kan få lidt nosser til at turde udfordre historien og sit publikum på andre områder end den rent tekniske. Men skal man se filmen, så er det altså i biografen og i 3D det sker. Det er sådan filmen er tænkt og sådan den skal opleves – ellers bliver det højst sandsynligt blot et endnu fladere bekendtskab, end tilfældet allerede er.

Originaltitel: Avatar, USA, 2009.
Instruktion: James Cameron.
Medvirkende: Sam Worthington, Zoe Saldana, Stephen Lang, Michelle Rodriguez, Sigourney Weaver, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid: 2 timer 41 min.
Distributør: Twentieth Century Fox.
Biografpremiere: d. 18. december 2009.