Endelig et remake med spark i

/i /af

Ja, så er det igen remake-tid her på bloggen – og endelig et remake med spark i. For der er heldigvis ikke tale om endnu et glatpoleret-happy-go-lucky-junk-produkt fra Hollywoods tamme gemakker, men derimod en både rå og intens genindspilning. Endnu en nasty klassiker er blevet kørt gennem remake-møllen, nemlig Wes Cravens brutale og grænseoverskridende The Last House on the Left fra 1972.

En hyggelig familietur med far, mor og datter i sommerhus ender med alt andet end varm kakao og fisketure ved søen. For da datteren Mari tager ind til byen for at møde sin veninde Paige render de på nogle ubehagelige typer, et møde der udvikler sig katastrofalt. Skæbnens ironi vil imidlertid at gerningsmændene dukker op hos Maris forældre – og så tager tingene en ny og brutal drejning.

Wes Cravens original er en i særklasse rå og sadistisk sag, så jeg troede faktisk ikke et remake ville holde vand – men det gør det rent faktisk. Genindspilning er både intens, brutal og hamrer af sted til den bitre ende. Helt så ond i sulet, som originalen er den dog ikke, men skildringen af menneskets skyggesider er stadig overbevisende sat i scene. Det ikke mindst takket være et par solide skuespilspræstationer, hvor bl.a. Tony Goldwyn som hævntørstig fader og skurken Krug spillet af Garret Dillahunt leverer deres karakterer overbevisende og med fine nuancer.


Og så er det altså ikke tegneserievold, man her er vidne til. Volden har konsekvenser og ikke kun de fysiske af slagsen. Både dem som forvolder skade og dem det går ud over efterlades aldrig upåvirkede. Det samme kan heldigvis også siges om filmens publikum. Så når rulleteksterne sætter ind, føler man sig heldigvis ikke så røvrendt, som tøserne i filmen. Man kan så diskutere om remaket er berettiget eller ej, men nu er det her – og tja – remake eller ej, det her er en herlig hidsig lille thriller. Og heldigvis kan originalen stadig ses, hvilket jeg til enhver tid vil tilråde, at man gør – det uanset hvor fremragende en genindspilning måtte være.

Ekstramateriale: Der er desværre ikke noget særligt interessant ekstramateriale på udgivelsen. Det bliver kun til lidt ligegyldige slettede scener (9 min.) og så en lille trailer-lignende feature, hvor Wes Craven og instruktøren af remaket får smidt et par ord ind mellem de heftige klip (2:30 min.). Så modsat filmen, er her tale om tamt, tomt og ligegyldigt vedhæng. Det kunne ellers have været interessant med bl.a. et par indslag om tankerne bag remaket vs. originalen.

By the way, på coveret proklameres det bombastisk: ”Forlænget version – Alt for brutal til biografen!”. Forskellen består i fire minutter, som groft sagt byder på en smule mere brutalitet og at visse scener er klippet lidt anderledes. En mere detaljeret gennemgang af de to versioner finder du HER.

Originaltitel: The Last House on the Left, USA, 2009.

Instruktion: Dennis Iliadis.

Medvirkende: Tony Goldwyn, Monica Potter, Garret Dillahunt, Aaron Paul, Spencer Treat Clark, Riki Lindhome, Martha MacIsaac, Sara Paxton m.fl.

Spilletid: 1 timer 50 min.

Udgiver: Universal Home Entertainment.

En halvlunken omgang

/i /af

Jeg så forleden den lille blege og blodige thriller Scar. Den er aldrig dissideret kassérbar, men bestemt heller ikke på nogen måde mesterlig. Tja, det er vel hvad man vil kalde halvlunken omgang. Et hæderligt forsøg på en lille neglebidende whodunit-flick, som da også lige smider lidt Saw-inspireret tortur ind i spillet – du ved, bare for at please de torturhungrende teens. Well, der er faktisk et par ret ubehagelige torturscener, så cadeau for det – men spændende bliver filmen sgu aldrig.


Med en cheesy flashback-effekt ser man i glimt hvad Joan Burrows (Angela Bettis) har gennemgået som ung pige, nemlig hende og en veninde fanget og tortureret af en sadistisk gerningsmand. Det lykkedes dog Borrows at flygte. År senere vender hun så tilbage til byen, hvor hun blev påført traumet. Og ja, du gættede rigtigt! Nye mennesker dukker pludselig døde op. Er morderen fra Borrows fortid slet ikke død? Eller hvad pokker sker der? Lad gætterierne begynde.

Selvom Scar på ingen måde er original eller videre fængslende, så holder den trods alt ens opmærksomhed fanget – sådan da. Men et par gode skuespillere, lidt ubehagelig gore og en god stak gyser-klichéer hjælper selvfølgelig på det. Angelena Bettis er god som traumeramt offer, men ja, bestemt set bedre. Og så skal de to tøser fra flashback-scenerne også nævnes (Tegan Moss og Brittney Wilson), for de er faktisk virkelig gode, som forskræmte ofre. Lidt legesyge har da også sneget sig ind i kameraarbejdet, bl.a. filmes et offer indefra munden og ud. Herligt.


Tja, jeg har bestemt set ringere thrillers, men så sandelig også langt bedre. Måske jeg bare så Scar i det rette humør. Anyways, filmen går trods alt lige an, som letbenet og Saw-inspireret underholdning. Og ja, så må man selvfølgelig også være beredt på den efterhånden obligatorisk åndssvage finale. Aldrig rigtigt overbevisende leveret, men hey, det skal sådan en halvslatten omgang thriller-underholdning sgu heller ikke klandres for. Giv den et skud, hvis alt andet er lejet ud.

– Filmen findes for resten også i en 3D-version, det er dog ikke den som udgives.

Originaltitel: Scar, USA, 2007.

Instruktion: Jed Weintrob.

Medvirkende: Angela Bettis, Kirby Bliss Blanton, Devon Graye, Christopher Titus, Al Sapienza, Bill Baksa, Ashley Chomik, Ben Cotton, Emma Duncan, Kristin Kowalski, Tegan Moss, Brittney Wilson m.fl.

Spilletid: 79 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

”Paranormal Activity” er pisseuhyggelig!

/i /af

Det her er sgu en vaskeægte lowbudget solstrålehistorie og faktisk en af dette års mest hypede film! Well, måske ikke i lille Danmark, men i USA har rygtet om denne indie-creeper bredt sig som en steppebrand, ikke mindst efter at Steven Spielberg udtalte, at han nær var død af skræk under filmen. For faktisk er filmen fra 2007, men havde i lang tid en usikker fremtid. Ingen distributører bed på, men med gå-på-mod, en kreativ trailer og effektiv markedsføring – bl.a. kunne folk ønske filmen til deres by – kom Paranormal Activity frem i verden. Nu er turen så kommet til at skræmme Danmark fra vid og sans. Og ja, believe the hype. Dette er særdeles skrækindjagende uhygge, som går lige i maven og sniger sig ind i ens mareridt. Fantastisk!

Historien er simpel, men særdeles veludført. Kæresteparret Micah og Katie oplever mystiske ting i deres hus – underlige lyde og ting der flytter sig uden grund. De beslutter sig for at komme mysteriet til livs, derfor køber Micah et videokamera, så de kan fange de mystiske hændelser på bånd. Og tro mig, der bliver fanget mystiske hændelser på bånd. Det er disse ”hjemmevideo”-optagelser, som udgør filmen.

Her er altså tale om en film i en dokumentarisk stil, som efterhånden er blevet ret populær, ikke mindst med den nu 10 år gamle The Blair Witch Project. Senest har vi så bl.a. fået den spanske [Rec] (2007) og monsterfilmen Cloverfield (2008). Længere tilbage finder man også film, der bruger lignende dokumentariske greb, bl.a. den fremragende Man Bites Dog (1992) og fra 1980 den grusomme Kannibalmassakren.


Paranormal Activity er uhyre godt skruet sammen og ikke mindst – pardon my French – pisse-hamrende-uhyggelig. Uhyggen bygges så effektivt op, at selv de mest uskyldige ting bliver skræmmende, som fx en dør der blidt bevæger sig. Det er sgu godt gået. Mødet med det overnaturlige fremstår troværdigt, ikke mindst takket være kæresteparret. Der er en dynamik og naturlighed over dem, som gør, at man rent faktisk tror på og føler med dem – og det er nødvendigt, når filmen skal sælge varen. Så selvom man godt ved, at det er fiktion, ja så besidder de grynede optagelser og parret en troværdighed, som går direkte i skræknerven.


Men kære blog-læsere, forvent ikke at der fra første frame smides jumpscares til højre og venstre. Dette er en slowburner, som dog i den grad tager fart og ikke mindst fat i sit publikum. Og jeg er altså ikke sart, hvad skrækfilm angår. Men jeg blev skræmt godt og grundigt op til flere gange undervejs – og uhyggen rumler stadig i baghovedet, når mørket falder på. Det er efterhånden lang tid siden en gyser gjorde det. Jeg har godt nok også et svagt punkt for bl.a. genfærd – så dette var bestemt vand på min mølle. Anyways. Paranormal Activity er en creepy og velkomponeret skræktur og en herlig hårrejsende biografoplevelse, som jeg under alle andre også at få. Spørgsmålet er så bare, tør du?

– Husk nu, at du stadig kan nå at vinde billetter og hættebluser. Deltag HER.

Originaltitel: Paranormal Activity, USA, 2007.

Instruktion: Oren Peli.

Medvirkende: Katie Featherston, Micah Sloat m.fl.

Spilletid: 86 min.

Distributør: SF Film.

”Public Enemies” er flot, men fladt gangsterdrama

/i /af

Kan det være andet end en vindende cocktail, vi her har med at gøre? Jeg mener, det er sgu et ret habilt trekløver filmen byder på med Johnny Depp, Christian Bale og Michael Mann. Ja, med Public Enemies er der lagt op til det helt store brag. Resultatet er desværre ikke helt så hårdtslående, som man kunne håbe på. Jovist, Mann ruller nogle virkelig spektakulære actionscener ud, men der mangler desværre mere dybde og udvikling i Depp og Bales karakterer til at dramaet for alvor sparker ind.

Filmen bygger på den berygtede gangster John Dillingers (Johnny Depp) sidste år som hærdet bankrøver i 1930’ernes USA. Ledt an af Melvin Purvis (Christian Bale) har ordensmagten sat jagten ind på den charmerende gangster og et katten-efter-musen-drama er sat i spil. På den måde har filmen visse fællestræk med Manns mesterlige Heat, hvor en kriminel ligeledes jagtes af sit lovlydige modstykke. Samme dramatiske og intense højder når Public Enemies desværre ikke.

Problemet er nemlig det, at Bale og Depps karakterer aldrig får den dybde, en sådan menneskejagt kræver for at blive andet end krudt og kugler. Bl.a. er romancen mellem Dillinger og Frechette (Marion Cotillard) aldrig rigtig troværdig. Den er – ligesom Dillinger og Purvis – for flygtigt og overfladisk beskrevet. Men hvor karaktertegningerne halter, så er filmens visuelle side langt mere vellykket. For med Manns fornemme fingeraftryk er de mange flotte scener en sand fryd at overvære.

Michael Mann får bl.a. ved hjælp af håndholdt kamera skabt nogle i særdeleshed medrivende og nærmest realistisk intense actionscener. Der leveres bestemt solid action, hvor Bale og Depp trods alt gør det hæderligt i deres roller. Men på trods af gode skuespilspræstationer, så savner filmen den psykologiske dybde og menneskelig forståelse, som kunne trække publikum helt ind i dramaet. Men for pokker, Manns ferme håndelag redder trods alt filmen i land, om ikke andet, så som habil og flot gangster-action – og det er bestemt heller ikke ringe.

Ekstramateriale: Det er en yderst lækker Blu-Ray-udgivelse filmen har fået. For udover et drønflot billede og et medrivende lydspor, finder man også et interessant og velsammensat ekstramateriale. Man får et godt kommentarspor med Michael Mann, som kyndigt forklarer om sit arbejde med filmen. Herligt at høre hvor godt han er inde i sit materiale. Herudover får man fem små features.

Man får en traditionel, men fint informativ The Making of (20 min.), og så diskuterer Depp, Bale og Mann flere af de notoriske gangstere fra perioden (10 min.). Bale og Depp fortæller også om at portrættere deres respektive roller (10 min.) og så er der en spændende feature om filmens locations. Flere scener er faktisk skudt, hvor begivenheder i sin tid fandt sted (10 min.). Slutteligt lidt om bl.a. de våben og biler, der bruges i filmen (10 min.). Et bestemt godt og udbytterigt ekstramateriale.

På DVD-udgivelsen følger ”kun” kommentarsporet, så udover et ekstra sprødt billede og lydspor er ekstramaterialet altså endnu en god grund til at få skrevet en Blu-Ray-afspiller på ønskesedlen!

Originaltitel: Public Enemies, USA, 2009. Instruktion: Michael Mann. Medvirkende: Johnny Depp, Christian Bale, Marion Cotillard m.fl. Spilletid: 2 timer 20 min. Udgiver: Universal Home Entertainment.

Så er der onde unger på spil

/i /af

Ingen tvivl om at børn kan være nogle små lede sataner. Hvem har fx ikke set en lille unge sætte sig surt på tværs hos den lokale købmand. At der gemmer sig reel ondskab i nogle af disse små poder, kan man til tider godt foranlediges til at tro. I Tom Shanklands britiske The Children er der, om end ikke det rene djævleyngel på spil, så i hvert fald en håndfuld farlige unger. Her får de voksne nemlig deres sag for, da deres børn pludselig ikke er helt så søde, som forventet.

To familier med deres respektive børn skal holde jul sammen. Roligt og sikkert bygges julehyggen og de to familiers indbyrdes forhold op. Alt imens gaver slæbes ind, maden simrer og snakken går, begynder de små poder dog at opføre sig underligt. Et par subtile hentydninger til det forestående ragnarok lægges ud og inden man ser sig om, står familieidyllen i flammer. Og det er bestemt både slemt underholdende og grufuldt at se hvorledes hyggen krakelerer, blot for at eksplodere i en nærmest diabolsk finale.

Jeg har selv et ret forskræmt forhold til onde børn på film, en subgenre som bl.a. også huser Village of the Damned (1960), The Omen (1976) og The Brood (1979). Helt så skrækindjagende en oplevelse er The Children dog ikke, men den leverer bestemt et par ret intense scener, velopbygget suspense og så sendes der da også et par veludførte blodsudgydelser over skærmen. Altså, en fin lille pakke.

Men selvom filmen ikke ramte min skræknerve videre hårdt og suspensen ikke bliver holdt ved lige hele vejen, så er The Children dog velinstrueret underholdning, som heldigvis ikke bange for at dele øretæver ud til ungerne. Og netop børnene er både troværdige og velcastede, hvilket er et must, hvis man skal bide på filmens præmis om, at disse unger rent faktisk er farlige. Det ene øjeblik fremstår de uskyldige og det næste som djævelens yngel. Her hjælper klaustrofobisk underlægningsmusik og slagskygger selvfølgelig alt sammen.

Selvom jeg ikke fik skræmt livet af mig, så er der bestemt tale om en lille solid og underholdende onde-unger-går-amok-film – og med julen bankende på døren, så kan man jo passende give denne ”jule-film” et spin i afspilleren, inden de små fætre og kusiner ankommer. Uha uha…

En hårrejsende tivolitur

/i /af

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.

Det her er herligt vanvittigt

/i /af

Den danske instruktør Nicolas Winding Refn får altså for lidt omtale her i andedammen. Han har jo for pokker siden sin adrenalinfyldte debutfilm Pusher lavet den ene fremragende film efter den anden – og Bronson er ingen undtagelse. Refn er sgu en af Danmarks mest interessante instruktører, hvilket han igen beviser med dette både vanvittige, voldsomme og teatralske portræt af Englands mest voldelige straffefange. Lad springskallerne flyve og byd velkommen til Charles Bronson.

Filmen handler om Michael Petorson aka Charles Bronson, som første gang endte i fængsel som 19-årig pga. væbnet røveri. Med et ønske om at blive berømt forlænger han opholdet ved at gå løs på politi og fængselspersonale. Man følger således Bronsons kamp for at blive set, hørt og berygtet. En utilpasset person, hvis fascinerende og kaotiske væsen har affødt et forrygende portræt. Bronson er dog ingen klassisk biografi-film og der tages da også en del kunstneriske friheder, hvilket blot medrivende understøtter myten Bronson og hans jagt på berømmelse.

Refn disker op med den ene elegante, vilde og bizarre scene efter den anden. Lige fra en dansescene på et sindssygehospital over hårdtslående håndgemæng til en klovnesminket Bronson på slap line. Midt i orkanens øje står Tom Hardy, som den brovte Bronsen. Hardy er ganske enkelt fremragende, forførende og frygtløs i rollen, hvor hverken full frontal nudity eller det at skulle opbygge betydelige ekstra muskeldepoter holder ham tilbage. En sprængfarlig præstation i en fascinerende film.

Godt nok er filmen og ikke mindst Bronson voldelig, men mellem knytnæveslag og krigsmaling øjnes også et menneske og en ensomhed, der gør Bronson interessant at følge, som andet end blot en voldelig psykopat. Der er megen poesi og kreativitet i filmen og hele herligheden understøttes af laber 80’er synth og svulstig klassisk musik, som leder tankerne hen på Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Jep, jeg er vild med Bronson. Dens teatralske væsen, den veltumlede vold og ikke mindst Tom Hardy i både vanvittig og indtagende firspring.


Ekstramateriale. Der følger et fint ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Man får et underholdende og velfortalt kommentarspor, hvor Refn interviewes af Alan Jones, journalist og filmkritiker. Man får et godt indblik i hvad Refn vil med filmen, sit samarbejde med Hardy og valget af filmens musik. Man finder også en The Making of, hvor bl.a. Refn og Hardy fortæller om arbejdet med filmen (15 min.), en audio introduktion til filmen af den rigtige Charles Bronson (17 min.), samt en feature om hvordan Tom Hardy kom i form til den muskelbesatte rolle (5 min.).

Originaltitel: Bronson, England, 2008. Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Tom Hardy, Matt King, Hugh Ross, Juliet Oldfield, m.fl. Spilletid: 92 min. Udgiver: Scanbox.

Stop nu Michael Bay!

/i /af

Okay, i kender godt Transformers ik’? I ved, det der ret så coole plasticlegetøj fra 80’erne, hvor biler, flyvere og alt muligt andet forvandles til de vildeste robotter. Disse transformerende maskiner har atter hovedrollen, når Michael Bay ruller sin larmende sequel ud: Transformers: De Faldnes Hævn. Denne gang er der så endnu flere Transformers, eksplosioner og mere fladpandet humor på tapetet – jeg mener, come on, Bay har sgu givet en af de onde Decepticons store metalkugler, som faretruende dingler under resten af det store robotmonster. Stop det nu!

Men hvor står vi så efter den første films heftige finale. Jo altså, Sam Witwicky (Shia LaBeouf) skal på College, flytte hjemmefra og forsøge at leve et almindeligt liv efter opdagelsen af de udenjordiske robotter i første film. Helt så nemt går det selvfølgelig ikke, for snart er fæle maskiner lige i nakken på ham, mens han også forsøger at holde liv i en kønsløs romance med Mikaela Banes, spillet mere mekanisk end robotterne af Megan Fox. Plottet? Jo, i korte træk: Jorden skal reddes fra undergang og onde Decepticons.

Okay, nu skal det hele ikke gå hen og blive så negativt. For Transformers 2 leverer rent faktisk nogle vildt flotte robotter, de ser både fremragende ud og lyder helt fantastiske med deres blib-blob lyde og metalliske led. Et par medrivende actionscener får legebarnet Bay da også skruet sammen, specielt er den store åbningsscene i Shanghai hæsblæsende og overrumplende. Desværre flader filmen ud, bliver gumpetung, pinlig og klodset. De mange eksplosioner og robotter ender med at larme mere, end at underholde.

Ak ja, hvorfor kan vi ikke bare få en solid og ligetil actionbasker, hvor robotterne får lov at være seje og uden alle disse såkaldte ”komiske” indfald, hvor bl.a. den ene robot efter den anden enten prutter ild eller faldskærme ud. Ak nej, aldrig sjovt, bare pinligt. Så på trods af vildt seje robotter og et højt tempo, ender Transformers 2 som en irriterende flad oplevelse. Rodet, pinlig og klodset.

Ekstramateriale: På 1-disc DVD-udgivelsen medfølger kun et kommentarspor. Her med Michael Bay og to af filmens tre manuskriptforfattere, Roberto Orci og Alex Kurtzman, som utroligt nok også har skrevet Star Trek-rebootet, for der er da i den grad kvalitetsforskel på de to film. Nå, men det er rent faktisk et ganske fint og informativt, om end ikke ophidsende kommentarspor, hvor typiske ting som filmens tekniske og historiemæssige side kommenteres.

Så røg jeg direkte i remake-fælden, igen!

/i /af

Ja, så hoppede jeg endnu engang i remake-fælden. Denne gang drejer det sig om en genindspilning af Brian De Palma bizarre og visuelt legesyge Sisters fra 1973. 36 år senere kan man så være så uheldig at sjoske ned til sin lokale filmpusher og hive denne tarvelige genindspilning ned fra hylden. Forsøget på at levere en aparte og hårrejsende lille horrorfilm lykkedes på intet tidspunkt, det selvom originalen et godt stykke af vejen faktisk følges ret tæt. Men remaket forbliver en ørkenvandring efter uhygge, spænding og bare en smule fortælleglæde. Trist. Simpelthen trist.

Hvad handler remaket så om? Jo, stor set det samme som originalen, blot fortalt uden entusiasme. Men altså, på klinikken Zurvan, en klinik for det psykisk og fysiologiske unikke indleder lægen Dylan et forhold til den smukke Angelique – den gådefulde Dr. Lacans ekskone og medarbejder. Denne romance huer dog ikke Lacan, som synes sært besat af sin ekskone. På sidelinien forsøger journalisten Grace at afdække Lacans hemmelighedsfulde medicinske forsøg. Men hvordan hænger Lecans lyssky forehavende egentlig sammen? Tja, faktisk er man ligeglad, for det hele er sjusket og uengagerende sat sammen. Men hey, that’s the plot for you.

Jeg vil helst ikke sammenholde remakes med originaler, men remake eller ej, så er her altså tale om særdeles klodset historiefortælling. Der bliver aldrig mobiliseret reel spænding eller krybende uhygge – og personinstruktionen er fuldstændig gået fløjten. Alle involverede synes at være på nippet til at falde i søvn. Replikkerne fremstår vitterligt som replikker, skåret ud i pap og læst op af det flade manuskript. Man finder ellers bl.a. Stephen Rea i rollen som Lacan, men han skinner på ingen måde igennem – hvilket desværre heller ikke kan siges om den lille cameo af William B. Davis aka The Cigarette Smoking Man. Og lad mig end ikke begynde med tøserne Lou Doillon og Chloë Sevigny.

Selvom komponenterne til en solid og bizar lille thriller er til stede; menneskelige deformiteter, medicinske eksperimenter, blodig gore og forkvaklet seksualitet, ja så afmonteres disse spændende elementer straks de er sat i spil. Den psykologiske kompleksitet og det obskure drama, som faktisk er til stede i historien – bare se originalen – får her aldrig lov at tage form eller fylde beskueren med den undring og uhygge, man fandt i De Palmas film.

Filmen er på DVD-coveret forsøgt solgt med et vink om at produceren også har stået bag American Psycho og The Crow. Hvorfor der ikke noget sted skiltes med Brian De Palmas navn eller at der er tale om et remake er sgu en smule underligt. Well, måske en marketingskyndig gut har erkendt, at publikum er ved at være godt trætte af disse alt for ofte kedelige remakes. Jeg er i hvert fald – og ja, endnu en gang er det originalen, man skal bruge sparepengene på.

Originaltitel: Sisters, USA, Canada og England, 2006.

Instruktion: Douglas Buck.

Medvirkende: Chloë Sevigny, Stephen Rea, Lou Doillon, Dallas Roberts, R Bourne, William B. Davis, m.fl.

Spilletid: 88 minutter.

Udgiver: Nordisk Film.

Triers troldspejl forfører og frastøder

/i /af

Lars von Triers seneste film Antichrist er en af dette års mest debatterede. Desværre kunne mange journalister og skribenter ikke holde sig fra at spoile side op og side ned. Det resulterede bl.a. i at filmen – groft sagt – blev set, som værende blot en væmmelig, voldelig og ulækker affære. Det er den også, men filmen rummer samtidig også en visuel poesi og drømmelignende skønhed, som desværre blev overset en smule i den blodige debat. Jeg har netop genset Antichrist og den blegner bestemt ikke ved gensyn.

Filmens udgangspunkt kan muligvis synes banal. Bearbejdningen af et traume et hyppigt brugt tema – ikke mindst indenfor horror. Lad mig blot nævne Nicolas Roegs fænomenale Rødt Chok fra 1973. Men hvad der på papiret kan synes trivielt, foldes alt andet end ligegyldigt ud i Triers hænder, hvor et forældrepar forsøger at bearbejde traumet efter at have mistet deres barn. De tager ud i en lille hytte midt i den vilde natur, hvor manden (Willem Dafoe) som er terapeut vil forsøge at tage hånd om sin kones (Charlotte Gainsbourg) tiltagende depression. Men behandlingen udvikler sig katastrofalt og går fra kontrol til uregerligt kaos.

Antichrist spænder en hypnotiserende og dirrende billedstorm op filmen igennem. Lige fra den smukt komponerede og kopulerende åbningsscene, hvor lyst, begær og død forenes i både provokerende og forførende super slowmotion og hele vejen ind i filmens beskidte, rå og rystende rus af angst og ondskab. Antichrist er i den grad en visuel og sanselig oplevelse, det er følelser over rationalitet. Man må lægge sin fornuft til side og blot lade filmens emotionelle kaos tage over. For godt nok er der store temaer i spil, som bl.a. manden og kvindens natur, det gode og det onde. Men for mig er Antichrist først og fremmest et omfavnende sort sug i maven.

Nej, Antichrist er ikke let underholdning, men underholder i al sin urovækkende vælde, ikke mindst i kraft af sin både kompromisløse, elegante og voldsomme æstetik og de to hovedrolleindehavers pragtpræstationer. Det er på en gang poetisk, perverteret og smuk filmkunst. Et angstfyldt og ondt mareridt, der forfører og frastøder i et og samme åndedrag. En forrygende filmoplevelse. Elsk eller had den, men lov mig at se den!

Ekstramateriale: Der medfølger et solidt ekstramateriale. Knap halvanden time løber de små features op i, hvor man kommer relativt tilfredsstillende omkring arbejdet med filmen. Bl.a. den visuelle stil, besværet med at finde den perfekte location og de makabre special effects. Man får også en testscene, hvor bl.a. tekniske ting er afprøvet, hvilket er ret interessant at se. Der er bl.a. også et spændende indslag om hvordan filmens forrygende lydside er blevet til samt korte interviews med Gainsbourg og Dafoe.

Oven i hatten kommer også et informativt, fint og til tider muntert kommentarspor med Lars von Trier og Murray Smith, som underviser i film ved University of Kent i England. Alt i alt et velsammensat og tilfredsstillende ekstramateriale.

– Og så er det i dag sidste udkald for at vinde filmen plus en t-shirt. Deltag her!

Læs også Charmetrolden Trier er bedst, klik her.

Originaltitel: Antichrist, Danmark, Italien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Polen, 2009. Instruktion: Lars von Trier. Medvirkende: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg m.fl. Spilletid: 104 minutter. Udgiver: SF Film.