En rigtig ubehagelig tur i skiliften

/i /af

Det her er den perfekte film, hvis du skal på skiferie og lige vil have et styk ubehageligt skilifts-traume med i bagagen. For i den simple, stemningsfulde og barske Frozen strander tre skigæster nemlig i en skilift – fortabte, efterladte og overladte til naturens barske rasen og et spinkelt håb om overlevelse.

De to barndomsvenner Joe (Shawn Ashmore) og Dan (Kevin Zegers), samt sidstnævntes kæreste Parker (Emma Bell) er på skitur. De vil lige nå en sidste tur, inden bakkerne lukkes. Men en misforståelse blandt skicentrets ansatte fører til, at liften lukkes og lyset på pisterne slukkes – selvfølgelig inden de tre når toppen.

De er nu fanget langt fra centret og et godt stykke over jorden. Den bidende frost tager til og det er søndag, så skistedet åbner først den kommende weekend. Blandt de sneklædte bjerge kan ingen høre dem skrige. En kold kamp for overlevelse er begyndt, hvor naturen bestemt ikke viser nogen nåde.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Vampyr-pige i kamp mod Frankenstein-tøs!

/i /af

Med den slagfærdige titel Vampire Girl vs. Frankenstein Girl samt et farvestrålende cover med de to kampklare tøser, er der lagt op til sjov og ballade. Og allerede indenfor filmens første fem minutter har ’Vampire Girl’ da også flået huden af tre zombie-lignende skolepigers ansigter, hvorefter deres kranier balanceres ovenpå hinanden. Det er grotesk, langt ude og underholdende. Desværre taber filmen herefter pusten en smule – men heldigvis venter der en vild og voldsom finale.

Der er kommet ny pige i klassen, den søde og forsagte Monami (Yukie Kawamura) – men hun er ingen almindelig pige. Hun er nemlig vampyr og vil forvandle klassens eftertragtede dreng Jyugon (Takumi Saitô) til sin vampyr-kæreste for evig tid. Men den skabagtige tøs Keiko (Eri Otoguro) står i vejen for kærligheden – og så er der ellers lagt i ovnen til en kærlighedskamp, så blodet sprøjter.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

En skrækindjagende babysitter-tjans

/i /af

En af de bedste film jeg så på dette års CPH PIX filmfestival, var Ti Wests intense og skræmmende The House of the Devil fra 2009. Den 80’er-æstetiske knaldperle er netop udkommet i Danmark – og den holder bestemt til gensyn. Specielt på sådan en mørk og stormfuld novemberaften.

Den yndige studine Samantha (Jocelin Donahue) får job som babysitter i et hus, der ligger et godt stykke uden for byen – og som selvfølgelig er omgivet af en mørk skov. Men selvom der er noget skummelt ved jobbet og den mystiske Mr. Ulman (Tom Noonan), der tager imod hende, takker hun ja – hun kan jo godt bruge pengene. Men der gemmer sig ubehagelige overraskelser og mørklagte hemmeligheder i det store knirkende hus.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN—> Læs mere

Jim Carrey som storsvindlende bøsse

/i /af

Hvor mange går mon rundt og gemmer på deres sande jeg? Hvor mange tør ikke leve deres liv, præcist som de vil? Steven Russell er en af dem – lige indtil han kommer ud for en trafikulykke. Det får ham til at se lyset og leve det liv, han alt for længe har undertrykt og skjult bag et fredeligt forstadsliv med kone og barn.

Steven er nemlig bøsse, og han flytter nu til Miami, hvor han giver den gas på alle tangenter – så at sige. Livet under sydens sol er dog ikke uden økonomiske omkostninger, så han svindler sig til pengene. Hvilket koster ham en tur i fængsel. Her falder han pladask for den generte Phillip Morris – en blond Ewan McGregor.

Selvom I Love You Phillip Morris er garant for crazy-komik og falden-på-halen gags, så bærer Jim Carrey i sit portræt af den excentriske og charmerende Steven også en dramatisk tyngde. Det giver filmen et rørende nærvær, både i forholdet til Phillip Morris, men også i Stevens identitetsproblemer. Man tror på romancen og Stevens sjælekvaler – det til trods for en til tider overgearet historie. Læs mere

Mel Gibson på hævngerrig slingrekurs

/i /af

Hvad der umiddelbart ligner en lige-ud-landevejen revenge-flick, forgrener sig i Martin Campbells ujævne Edge of Darkness til en storpolitisk konspirationsthriller. Her ender der med at være flere kastanjer i ilden, end selv en sammenbidt Mel Gibson kan nå at rage ud. Gibson forsøger ellers intenst at holde sammen på sagerne, men filmen smuldrer, mens fokuset ryger og spilletiden trækker ud.

Betjent Craven får sin elskede datter på besøg. Men knapt er hun ankommet, førend hun brutalt skydes ned foran sin fars hjem. Alle tror, at Craven var det egentlige mål og datterens død var et uheld. Men i Cravens desperate søgen på de skyldige, viser det sig, at hans datter bar på en dyster hemmelighed. Snart vikles Craven ind i et storpolitisk magtspil og en uhyggelig konspiration øjnes i mørket.

Læs mere

Tilbage til blodindsmurt grottegru

/i /af

En af de bedste skrækfilm i nyere tid er Neil Marshalls klaustrofobiske grottegyser The Descent fra 2005. Nu sendes vi med The Descent 2 på ny ned i de grufulde grotter. Her venter gruen fortsat – sammen med spandevis af blod. Denne anmeldelse afslører nogle af løjerne fra den første film, så få evt. kørt den igennem afspilleren, inden du læser videre.

Sarah er som den eneste sluppet levende ud af de monster-besatte huler, som hun og en flok veninder udforskede i den første film. Hun er i chok, traumatiseret og husker intet. Men politiet tror veninderne stadig kan være i live og at Sarah muligvis er nøglen til at finde dem. Hun sendes derfor sammen med et redningshold tilbage ned under jorden. Men først alt for sent går det op for holdet, at hulerne huser langt flere blodtørstige bæster, end overlevende tøser.

Læs mere

Så er der bloddryppende vampyraction

/i /af

Vampyrer er populære som aldrig før – og nu slippes bæsterne løs igen. Det i en ombæring heftig vampyr-snask med herlig splat og bombastisk action. Og selvom historien til tider slår knuder og logikken ikke altid er til at følge, så er Daybreakers et forfriskende blodigt og veloplagt tag på genren.

Vi befinder os i 2019. Vampyrerne regerer verden og de få tilbageværende menneske indfanges som dyr og tappes for blod. Men snart er der ikke flere mennesker tilbage. Derfor kæmper vampyrerne nu for overlevelse. Der skal findes et substitut for menneskeblod. Kampen på begge sider af natten tager til og snart må vampyrerne måske sande, at de ikke længere er de mægtigste væsner på jorden.

Daybreakers udspiller sig i et overbevisende koldt univers, hvor vampyrernes blankpolerede og mørke verden danner en medrivende ramme om, hvad man kunne fristes til at kalde en futuristisk vampyr-thriller. Tonen er dyster, men det alvorstunge univers brydes medrivende op af groteske og ofte herligt abrupte splatter-effekter, hvor også kække oneliners er med til at slippe et par smil ind i mørket.

Daybreakers tumler dog en smule rundt i sin historie og ikke alle action-scener er lige godt skruet sammen. Men tempoet holdes fint ved lige og så er det herligt at se filmens mandlige trekløver folde sig ud. Ethan Hawke som forpint vampyr, Willem Dafoe som cool vampyrjæger og Sam Neill som ondskabsfuld überboss. Selvom de hver især bestemt har leveret stærkere præstationer, så er de, sammen med de vilde blodsprøjt og det gennemførte univers med til at holde filmens blodige hjul kørende.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale med på Blu-ray-udgivelsen. Til gengæld serveres filmen med et knivskarpt billede og ikke mindst et heftigt og medrivende lydspor, som fornemt leverer det elegante score samt de uhyrlige lydeffekter.

Feelgood-film med japanske bedemænd

/i /af

Man kan næppe præsentere den japanske Departures mere kedeligt end som en hyldest til livet. Det er ikke desto mindre hvad Yojiro Takitas oscar-vindende drama fra 2008 er. Heldigvis smyger filmen sig – det meste af vejen – elegant, usentimentalt og poetisk uden om de flade portrætter og tunge klichéer, genren ofte tumler med.

Cellisten Daigo (Masahiro Motoki) spiller i et stort orkester. Hans musikerdrøm syntes at være gået i opfyldelse, men orkestret nedlægges og så må den økonomisk trængte Daigo se sig om efter nyt arbejde. Sammen med sin søde kæreste (Ryoko Hirosue) flytter han tilbage til sin fødeby. Her kastes han uforvarende ud i jobbet at gøre døde klar til deres sidste rejse. Et arbejde som ikke billiges af alle. Men med tiden lærer han på trods af modstand at varetage hvervet med stolthed.

Både Motoki og Hirosue går lige i hjertet. Motoki med sin melankoli og oprigtighed, og Hirosue som yndig og støttende kæreste. Persongalleriets trumf er dog Daigos chef, en fantastisk underspillet og eminent Tsutomu Yamazaki. Han forløser fornemt og uden sentimentalitet den smerte det er at leve uden sin elskede ved sin side. Tilbageholdende og alligevel hele tiden nærværende.


Departures er en smuk film om livet, døden og det som binder disse to tilstande uløseligt sammen. Det maleriske japanske landskab og celloens smukt vibrerende klag minder os filmen igennem om både alt det smukke, men også smertelige livet byder. Rørende og trist, men frem for alt varmt fortalt og heldigvis ikke uden humor. En feelgood-film med tyngde og ynde.

"Defendor" er et alternativt superhelte-drama

/i /af

Defendor er ikke hvad den umiddelbart giver sig ud for. Med et halvkitschet cover og en Woody Harrelson i sammenstrikket heltekluns synes der at være lagt op til en superheltefilm med et ironisk glimt i øjet og fart over feltet. Det er til dels også tilfældet, men filmen er i sin kerne et drama om den desillusionerede og godhjertede Arthur, som i sine vrangforestillinger tror, at han er helten Defendor.

Med hjemmelavede våben og et improviseret kostume begiver den selvbestaltede hævner sig ud i natten for at fange kriminelle. Her støder han tilfældigt ind i den prostituerede og crack-rygende Kat (Kat Dennings) og et umage venskab opstår. Den lettere tungnemme Arthur får dog alvorlige knubs ansigt til ansigt med virkeligheden og i sin kamp mod den imaginære fjende Kaptajn Industri.

Superhelteklichéerne står i kø i filmen, men de får i denne lettere originale indpakning en ny og mere eftertænksom resonans. Desværre forfladiges det ellers skæve tag på genren af en til tider lige lovlig sentimental tone. Man kan dog ikke lade være, at blive bare en smule rørt over denne fantasts kamp for retfærdighed, hvilket primært skal tilskrives Woody Harrelson. Han formår at balancere dramaet og komedien, det tragiske og morsomme, mere end filmen som helhed.

Balancen mellem drama og komedie er altså ikke hele vejen vellykket. Men Harrelson bærer filmen fint, det sammen med den lurvede undercover betjent spillet af Elias Koteas. Desværre er Kat Dennings mere yndig end troværdig i sin rolle. Defendor er dog overvejende et positivt bekendtskab og et frisk pust i den for tiden hårdtprøvede superheltegenre.


Ekstramateriale: Der medfølger godt stak ekstramateriale – desværre er det ikke specielt interessant. Man får et kommentarspor med Woody Harrelson, Kat Dennings, filmens instruktør og manusforfatter Peter Stebbings samt producer Nicholas Tabbarrok. De sludrer løs uden rigtigt at sige noget. Mest af alt er det rygklapperi på kryds og tværs. Stebbings får dog indført et par fine anekdoter undervejs, men en sløj omgang.

Herudover medfølger en række feautures, ligegyldige slettede scener og fraklip, som løber op i en lille times spilletid. Man får den obligatoriske sniksnak om filmens tilblivelse, karaktererne og ligesom kommentarsporet er disse indslag desværre også smurt ind i rygklapperi. En skam, for det virker faktisk til at Stebbings har nogle spændende ting at sige, han får bare aldrig rigtig plads. Alt i alt et desværre skuffende ekstramateriale. Filmen er så absolut hovedattraktionen.

En sprudlende tur ind i fantasien

/i /af

Jeg har netop genset den sprælske Terry Gilliams seneste film, The Imaginarium of Doctor Parnassus. Her byder han indenfor i et magisk spejl med plads til både eventyret og kaoset. Desværre dræner filmens til tider løse struktur noget af den ellers rå energi Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man fantasifuld finesse, uforudsigelighed og en forførende stemning fra start til slut.

Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup får snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab – en tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet, en fantastisk Tom Waits – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender publikum ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Ledger under tragiske omstændigheder døde. For at afslutte filmen hev Gilliam derfor tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som fungerer overbevisende i det skæve univers.

Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For godt nok forfører Gilliams legelyst og vilde visuelle udflugter, men man savner til tider mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen fyldt med finurlige idéer, et stærkt skuespillerkorps og visuelle narrestreger nok til at hive stikket hjem i sidste ende.

Ekstramateriale: Udover at filmen på Blu-ray både lyder fremragende og ser blændende godt ud, medfølger der også en pæn stak ekstra-features. Desværre af noget svingende kvalitet, men med godbidder imellem.

Kommentarsporet med Terry Gilliam er bestemt et lyt værd. Han er en engagerende fortæller med mange fine iagttagelser og anekdoter filmen igennem. Herudover får man en stak korte features, som løber op i en spilletid på ca. en time.

Her er mest interessant bl.a. indslaget, som fortæller om arbejdet med at skulle bruge tre forskellige skuespillere i Ledgers sted. Det er også spændende, når Gilliam bl.a. fortæller om setdesigns, det magiske spejl og artwork, ledsaget af egne skitser og videre til det endelige resultat. Mindre spændende er et indslag, som følger holdet rundt i verden på promotion-tur. Der medfølger også en lille feauture, hvor Ledger prøver forskellige kostumer. Her med valgfrit kommentarspor af Gilliam, som dog anbefales, da han har fine ting at sige om Ledger og hans karakter.

Alt i alt et ekstramateriale, som holdes oppe af et par gode indslag og det habile kommentarspor med Gilliam. Desuden er det en fordel at få fingrene i netop Blu-ray-udgivelsen, da der her medfølger lidt ekstra guf.