Der er ikke nok bid i ’The Hunger Games’

/i /af

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse den foruroligende præmis for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne i den nye nation Panem forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position og samtidig minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige til det blodige spil. Her ender vor heltinde Katniss Everdeen – let the games begin…!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne i replikker, der guider en på rette vej.

Men hvor The Hunger Games ikke altid er lige fornemt fortalt, så er universet overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en Panems rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det dog forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Men til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt og det politiske bagtæppe med et fascistoidt styre, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde – og ikke så meget der imellem. Det er en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige nuancer i de medvirkende følelsesliv.

Ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt, for når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen. Og når filmen så oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg. Det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i Twiligt-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000, den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ – alt for højt. Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Biografpremiere: d. 22. marts 2012.
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Distributør: Nordisk Film

Skydegale kristne serverer voldsomt filmsus

/i , /af

Det er nærmest en instruktørs genfødsel, man er vidne til med den uregerlige og voldsomme action-thriller Red State. For Kevin Smith, der er kendt for sine dialogfyldte og ikke videre ’visuelt filmiske’ komedier, bl.a. debut-succesen Clerks og den religions-drillende Dogma har med denne sprængfarlige bastard bevæget sig ind på nyt område – og resultatet er et sprælsk og medrivende filmsus. Sådan!

Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden. Præcis hvor langt de vil gå for at håndhæve Guds ord, finder et par knægte ud af, da de ender i fedtefadet hos den ekstremistiske kirke – og så er der ellers sat fut under kedlen.

Og gryden holdes lystigt i kog med et herligt uimponeret miks af både gys, action, komedie og thriller – men hele vejen med en intensitet og urovækkende klangbund intakt. For man når ikke at få sat sig for godt til rette, førend filmen tager endnu en ny dramatisk drejning, ublut smider en ny karakterer i ilden – eller afliver en. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigeligt.

Men selvom filmen stritter i flere retninger og tager sig nogle gevaldige sving undervejs, så lykkedes det Kevin Smith at holde de mange bolde i luften. Det kan man bl.a. også takke det solide cast for, hvor Michael Parks som kirkens karismatiske leder er et helt igennem forrygende og uhyggeligt bekendtskab. Men også i filmens mindre roller finder man spændende eller blot bizarre karakterer.

Bl.a. er Stephen Root herligt selvudslettende som byens Sheriff, mens John Goodman får pirret sin egen moralske overbevisning som den forpustede agent Keenan. Parks bakkes desuden fornemt op af sin fanatiske menighed, hvor Melissa Leo som lederens datter er skræmmende rationel i sine koldblodige handlinger, mens Kerry Bishé nuancerer de vanvittige kristne som den søde, men hjernevaskede Cheyenne.

Selvom Kevin Smith er en personlig favorit, lovpriser jeg ikke alt, hvad han laver – hans seneste par film har fx ikke just været oppe at ringe. Men med denne både satiriske, sorthumoristiske og foruroligende kæberasler til religiøs fundamentalisme og menneskekold politik har han formået at give sig selv et genoplivende spark bagi. Det var sgu også på tide, Kevin…!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen gengiver fornemt både heftig action og grynet sydstatsstemning i veldefinerede og detaljerige billeder, mens også lydsporet svinger sig voldsomt og medrivende afsted, lige fra de heftige skududvekslinger til Michaels Parks’ fanatiske prædiken. Fornemt. Man finder desuden en enkelt feature, der går bag om filmen.

Det er de gængse interviews med cast og crew, hvor der selvfølgelig bliver plads til rygklapperi. Heldigvis får man også mere interessante tanker fra Kevins Smiths side, bl.a. om den nye retning, han er gået med filmen og hans inspiration til og behandling af de sprængfarlige emner (43 min.). Bestemt et kig værd. Det kunne dog have været cool, hvis der også var fulgt et kommentarspor med.

Originaltitel: Red State, USA, 2011
Instruktion: Kevin Smith
Medvirkende: Michael Parks, Melissa Leo, John Goodman, Michael Angarano, Kerry Bishé, Nicholas Braun, Kyle Gallner, Stephen Root m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Forudsigelig forbytningskomedie er hurtigt glemt

/i /af

Så har Hollywood sørme banket endnu en letbenet komedie sammen – big surprise. Heldigvis har forudsigeligheden et par trumfkort i ærmet, nemlig den altid charmerende Jason Bateman samt den (åbenbart) evige drengerøv Ryan Reynolds. Men selv et par veloplagte gutter samt forceret kækhed kan ikke redde Hvis jeg var dig fra at være andet end en flad og hurtigt glemt bagatel.

Nå, men filmens præmis er, at de to bedste venner, familiefaren Dave og den ubekymrede charmør Mitch efter en våd tur i byen pisser i et springvand, mens de enstemmigt ønsker sig den andens liv. Næste dag vågner de op og har på magisk vis byttet kroppe og liv – forbytningskomedien er sat på skinner. For hvordan skal det gå, når Mitch skal håndtere familie og arbejde, mens Dave skal, ja… slappe af.

Allerede i filmens første scene bliver der sagt ”fuck” og leveret baby-afførings-humor. Jep, man forsøger at være både fræk og (en smule) grænseoverskidende. Senere bliver der også serveret godt med bare bryster, prut-jokes, en liderlig højgravid samt mandlig kønsbarbering. Men alle disse forsøg på at give en i grunden sød og sentimetal film kant fejler og virker mere påtaget end egentlig sjovt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDSELSEN–> Læs mere

Halvsløve hunde bjæffer uden blodigt bid

/i /af

Ja, selvfølgelig har alle en morder potent gemt i sig – altså, hvis bare man presses langt nok ud. No biggie, overlevelsesinstinkt og sådan. Men hvad skal der så til for at komme helt derud, hvor en ellers civiliseret pacifist og konfliktsky forfatter som David Sumner griber sømpistolen og uden tøven trykker på aftrækkeren? Det får man svaret på i det vakkelvorne og underligt ufarlige remake Straw Dogs.

Igen vil jeg skåne jer for en klagesang over, at der er blevet spyttet endnu et remake ud af Hollywood. Nogle genindspilninger synes dog mere berettigede end andre, fx hvis de giver et nyt spin på originalen. Det er ikke tilfældet her. Resultatet er blot en mindre potent, langt fra nervepirrende og uforløst kopi-pølse af Sam Peckinpahs fænomenale original fra 1971. Vuf, og så ingen grund til yderlige sammenligninger.

David Sumner og hans søde kone Amy flytter tilbage til hendes hjemby i Mississippi. Her er det er meningen, at han i ro og fred kan få arbejdet, mens de får sat barndomshjemmet i stand. Sådan går det selvfølgelig ikke, for det er ikke sådan for en intellektuel bybo at slå sig ned i en lille sammenbidt flække. Så der opstår snart splid mellem Sumner og de brovtende håndværkerne, der skal renovere huset.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endnu en omgang blodig kispus med Døden

/i /af

Med Final Destination 5 kastes man atter ud i blodig kispus med Døden. Det er business as usual. En flok mere eller mindre usympatiske teens må forsøge at snyde Døden, inden de selv ender som underholdende blodsprøjt på skærmen. Nej, det er hverken originalitet i historien eller karaktererne, der skal sikre filmens overlevelse, men opfindsomheden i de groteske drab. Dem er der heldigvis et par stykker af.

Der lægges heftigt fra start med en titelsekvens, hvor flyvende kranier og eksplosioner lover veloplagt død og ødelæggelse. Ja, her er det snarere Døden, man hepper på end de tåbelige medvirkende. Film-franchsiens præmis er da også stadig både fascinerende og herligt bizar, men desværre ikke hele vejen lige medrivende forløst.

Men hey, selvom den sardiske rutsjebanetur ikke just er noget formfuldende splatterorgie, så leveres der nogle yderst bestialske og ikke mindst overraskende drab undervejs. Ja, jeg vred mig både i væmmelse og forbavselse over de halsbrækkende drab. Skønt. Desuden bliver det også til et cool gensyn med en brummende Tony Todd i birollen som den mystiske William Bludworth.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mere dæmonbesat hjemmevideo-uhygge, gisp!

/i /af

Okay, jeg er en af dem, der blev skræmt godt og grundigt af dæmon-gyset Paranormal Activity – og opfølgeren havde også sin del af koldsved. Så jeg var spændt på om Paranormal Activity 3 kunne levere endnu en omgang neglebidende uhygge og samtidig bygge videre på det håndholdte-hjemmevideo-koncept.

I denne ombæring tages vi via gamle videooptagelser tilbage til 1988, hvor de to søstre, Katie og Kristi, første gang støder på den paranormale ondskab. Kristi har en usynlig ven, der dog snart viser sig at være knap så venlig – go figure, the demon is loose. Jep, præmissen er den samme – ting bevæger sig og døre smækker uden grund, så pigernes papfar sætter kameraer op for at indfange de mystiske hændelser…

Konceptet og opbygningen ligner altså de første film, men illusionen med at komme ind på livet af en families møde med det overnaturlige er fint fortalt. De medvirkende er naturlige og man holder hurtigt af både den charmerende papfar Daniel og den mere skeptiske mor Julie, mens de to piger er både søde og skræmmende. Nej, jeg har det sgu ikke godt med dæmon-besatte børn, hvilket taler til filmens fordel.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Flad krimi-bøvs er en ujævn ligegyldighed

/i /af

Hva’ fa’en laver alle de fine stjerner på coveret til krimi-krumspringet Headhunterne? Jeg mener, der må være et eller andet, der er gået henover hovedet på de gavmilde anmeldere. For der er for mig at se ikke det store at komme efter i denne uengagerende thriller-fortælling. Karaktererne er intetsigende, historien skåret ud i pap og den slappe spændingskurve er flad. Bøvs.

For slet ikke at tale om det uelegante miks af alvor og humor – mere forfejlet end vellykket. ”Ja, vi dypper sgu da lige vores hovedperson i lort, det giver sådan lidt en absurd kant, skide sjovt!” – næppe, og lad mig end ikke komme ind på det generiske score. Her breder jazzet-fjolle-muzak sig stinkende ud over en ellers flot og stilsikker billedside. Nå, nedslagtning nok – for hvad handler filmen egentlig om?

Roger Brown arbejder som headhunter, men skovler også en pæn sjat penge ind som kunsttyv. Han har en dyr livsstil og en forvent kæreste, der skal vedligeholdes. Men selvfølgelig ender den blonde tyv i fedtefadet, da et ellers ultimativt tyveri giver bagslag – og snart er Roger den jagede. For en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau kommer ind fra højre med en egen agenda og fingeren på aftrækkeren. Tjubang.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kærlighed og hævn i brutal karambolage

/i /af

Man siger, at hævnen er sød – i den brutale Revenge: A Love Story er den også både smuk, smertelig og malet op i medrivende billeder med matte farver og dragende kompositioner. En fremragende hævn-thriller, hvor kærlighedens altopslugende kraft støder sammen med et hævntogt uden nåde. Ganske vist blodig, men uden at miste sin menneskelige nerve eller grebet om kærlighedens ulykkelige skæbner.

Hong Kong er udsat for en række bestialske mord på gravide kvinder og en intens jagt på morderen er sat ind. Menneskejagten bringer den unge Kit i politiets varetægt og der indledes et særdeles hårdhændet forhør. Herfra bringer filmen os i flashbacks tilbage til den fatale begivenhed, der ledte Kit til de blodige gerninger. Mere skal ikke afsløres her – så undlad også lige at læse bagsideteksten på filmens cover.

For måden hvorpå plottet og Kits motiv foldes ud er både elegant, overraskende og hele tiden med til at holde et sikkert greb i publikum. Her leges der pirrende med publikums empati – eller mangel på samme. Det er dog sikkert, at det er kærligheden mellem Kit og den søde Wing, der besegler det intense og poetiske mordtogt, hvor hævn, forløsning og tilgivelse dirrer i den tørre luft.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Hostel’-filmene er underholdende død og tortur

/i /af

Der er landet en tredje film i den blodigt underholdende ’Hostel’-serie, så jeg har lige haft de tre film igennem afspilleren. Jeg er ret begejstret for Eli Roths to første kapitler, så jeg var spændt på, hvor en ny film ville bringe franchisen hen, bl.a. fordi det ikke længere er Roth, der instruerer – ja, han har slet ikke været involveret i produktionen. Men inden vi når til Hostel: Part III, runder vi lige de to første film.

Roth debuterede med den herlige epidemi-gyser Cabin Fever i 2002, men slog for alvor igennem med Hostel tre år senere. En grum og blodig lille sag, hvor man følger en flok unge knøse på interrail i Europa. De er på jagt efter fest, druk og damer, så da de bliver lokket til Slovakiet med lovning om labre tøser, slår de til. Det skulle de aldrig have gjort. Tortur og organiseret død følger – og vi følger gladeligt med.

Hostel er en ond, underholdende og herlig sorthumoristisk ’teens-get-killed-in-the-most-gruesome-way-flick’, der på trods plothuller og et til tider bastant manuskript serverer en yderst fornøjelig omgang sadistisk splat. Desuden bringes tunge temaer som menneskets ondskab, hævn og forløsning farverigt i spil – heldigvis er de grove løjer leveret med et glimt i øjet og godt greb om genren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN Læs mere

Romantisk nostalgitrip er himmelsk filmmagi

/i /af

Selvfølgelig ville en håbløs romantiker og nostalgitrippende filmbuff som undertegnede falde pladask for neurotikeren Woody Allens sentimentale og yderst charmeredende Midnight in Paris. En hyldest til et romantisk Paris, nostalgien og eventyret, der venter lige for næsen af os. Oh la la, baguette og absint…

Forfatteren Gil får sig noget af en overraskelse på sin ferie til Paris, for her ender han på magisk vis tilbage i 1920’ernes fortryllende Paris. Så alt imens hans forlovede og svigermoren har travlt med at shoppe ligegyldigheder og hans konservative svigerfar håner byen, fester han med datidens store kunstnere, bl.a. forfatterne Hemingway og Fitzgerald samt den surrealistiske maler Dalí.

Woody Allen har begået en både vittig og rørende film, der med et veleksekveret manuskript legende let forener fantasi og virkelig – herligt befriet for en forklaring på hvordan de natlige ture tilbage i tiden kan lade sig føre. Det kan de bare. Det er medrivende parisisk poesi, men også med en bittersød erkendelse af, at lykken ikke nødvendigvis befinder sig i fortidens nostalgiske lys, men lige nu og her.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere