Sødt møde med kærlighedens nybegyndere

/i /af

Skal vi virkelig til det igen? Endnu en film, der forsøger at skildre den komplicerede kærlighed? Jep – og det er sgu helt fint med mig, når bare det som i Jack & Connie gøres med poetisk charme, medrivende skuespillere og et lækkert soundtrack. Nå ja – og så har filmen altså også den langt bedre originaltitel Jack Goes Boating.

Den mutte Jack har endnu ikke trukket kærlighedskortet. Han er på den anden side af de 40 og får ikke rigtigt gjort noget ved det. Hans bedste ven lever derimod i et fast forhold og han sætter en dobbelt-date op med den mindst ligeså generte Connie. Og mon ikke kærligheden får sit greb i disse ”kærlighedens nybegyndere”, som det klichéfyldte danske covers undertitel lyder…

Det hele lyder muligvis en kende kedeligt og historien er da heller ikke specielt original – men tag ikke fejl. Dette er en yderst appetitlig og offbeat lille perle – og med Philip Seymour Hoffman på rollelisten, var der for mit vedkommende ingen vej udenom. Han er en personlig favorit og bestemt også et bekendtskab værd i denne søde romance. Desuden er det hans debut som filminstruktør og det slipper han absolut fint fra.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Hilary Swank er vild med karbad i tam thriller

/i /af

Selvfølgelig er det for godt til at være sandt, da Juliet – efter at være skredet fra en utro kæreste – får lejet sig ind i en både lækker og billig lejlighed i New York. For tager man et kig på coveret til ’udlejer-med-dystre-hemmeligheder’-thrilleren The Resident, står det klart, at den ellers charmerende udlejer gemmer på en uhyggelig skyggeside.

Hilary Swank er den yndige Juliet, mens Jeffrey Dean Morgan er den tosidede udlejer Max. Et par ganske solide skuespillere, der løfter det flade psykologisk drama en smule, men aldrig ud over det forudsigelige og klichéfyldte. Til gengæld er løjerne ofte herligt stemningsfulde i den knirkende lejlighed og så bidrager den garvede Christopher Lee med lurvet autoritet og sprød gravrøst i en mindre rolle.

Men et par gode takter gør langt fra The Resident til noget adrenalin-udfordrende bekendtskab. Overraskelserne er til at overse og filmens få jump scares overlever man absolut også. Jeg var dog godt indstillet på, at her ikke ventede et thriller-mesterværk, men når nu filmen kommer fra det genoplivede og ikoniske produktionsselskab Hammer, så måtte jeg lige se på sagerne.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’Da Harry mødte Sally’ holder stadig

/i /af

Nu hiver jeg altså lige en lille charmerende film frem af gemmerne, for den romantiske komedie Da Harry mødte Sally fra 1989 er blevet støvet af og netop udkommet på Blu-ray her i landet. Det er en personlig favorit i den ellers ofte udskældte genre – og det er bestemt stadig en både morsom, rørende og veloplagt film, der holder til mere end et enkelt gensyn.

Filmen følger den optimistiske Sally og den kyniske Harry. De bliver ved med tilfældigt at støde på hinanden over en længere årrække og udvikler på trods af deres forskelligheder og mange uenigheder et stærkt venskab. Men et venskab, der bl.a. på grund af skiftende omstændigheder har svært ved at blive til andet end en sød flirt – og er kærligheden overhovedet værd at satse på, hvis nu venskabet går i vasken?

Her mere end tyve år efter sin premiere står filmen stadig stærkt og vedkommende med sine skarpe og indsigtsfulde iagttagelser af drenge og piger, forhold, venskab og kærlighed. Dybt romantisk uden at blive sukkersød og med et vittigt manuskript, der veloplagt bringes til live af Billy Crystal og Meg Ryan i titelrollerne. Da Harry mødte Sally er fortsat en uimodståelig filmromance og en kærkommen reminder om, at romantiske komedier absolut ikke kun er af det onde.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Morderisk betjent amok i New York

/i /af

William Lustigs grumt underholdende Maniac Cop fra 1988 er netop udkommet på Blu-ray her i landet, så et gensyn med den morderiske betjent Cordell (Robert Z’Dar) var på sin plads. Her er tale om en veloplagt 80’er-slasher, der ikke hænger sig petitesser som et plothuller, men ivrigt disker op med ublu vold, en cool ‘bøh-mand’ og et bombastisk score pumpet med laber synthesizer. Herligt.

Efter en stemningsfuld titelsekvens sparkes filmen energisk igang med en forrygende scene, hvor en ung pige flygter fra et par bøller. Hun søger tilflugt hos en betjent, men desværre for hende er det The Maniac Cop og han knækker uden tøven halsen på hende. Flere mord på uskyldige følger og frygten for den tårnhøje og tilsyneladende ustoppelige betjent spreder sig hurtigt i New Yorks gader.

Politimanden Jack, spillet af en mere afdæmpet Bruce Campbell end man kender ham fra ‘Evil Dead‘-filmene, bliver hængt op på mordene – og specielt en herligt hæs William Smith som kommissær Ripley er ivrig efter at bure ham inde. Så nu må Jack med hjælp fra kæresten Theresa (Laurene Landon) og ikke mindst kriminalbetjent McCrae, en cool Tom Atkins, bevise sin uskyld og selv stoppe den maniske betjent.

Det er som sagt William Lustig, der står bag dette herlige 80’er-svineri. Han er nok bedst kendt for den ubehagelige og fremragende seriemorder-film Maniac, der ligeledes forgår i New York (og nej, ikke alle Lustigs film hedder noget med ’maniac’). Maniac Cop er dog et langt mere muntert bekendtskab, men absolut ikke bleg for at diske op med både blodig og ubehagelig vold, heldigvis.

Maniac Cop vil givetvis ikke falde i alles smag og muligvis afskrives som endnu en ligegyldig slasher eller blive fældet på at være 80’er-fjollet – jep, her er en retsmediciner med nakkegarn. Men er man som jeg en sucker for charmerende action-horror, der giver pokker i god etikette og ikke er bange for overspil, vil denne hævngerrige bersærkergang givetvis falde i god jord.

Filmen fik hele to fortsættelser, Maniac Cop 2 og Maniac Cop 3: Badge of Silence i henholdsvis 1990 og 1993 – begge ligeledes instrueret af Lustig og skrevet af Larry Cohen. Dem har jeg dog til gode, men man kan jo håbe på, at de også finder vej til det danske marked på Blu-ray – for denne her bliver uden tvivl en topsællert!

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er skønt, at denne slags snusk finder vej til Blu-ray her i landet – og det er en fin opgradering. Farverne er mættede og velafstemte, nuancerne velbalancerede og detaljegraden udmærket, om end ikke imponerede. Dog skæmmes filmen i enkelte scener af et ikke helt veldefineret billede. Lydsiden spiller ligeledes godt og bl.a. det smækre score af Jay Chattaway har god pondus.

Desværre følger der intet ekstramateriale med udgivelsen, hvilket er tilfældet med bl.a. den engelske og amerikanske udgivelse. Det er en skam, for det havde gjort denne udgivelse det mere indtagende. Til gengæld følger filmen også med på dvd.


Originaltitel: Maniac Cop, USA, 1988
Instruktion: William Lustig
Medvirkende: Tom Atkins, Bruce Campbell, Laurene Landon, Robert Z’Dar, William Smith, Richard Roundtree m.fl.
Spilletid: 85 min.
Udgiver: Soul Media

Jack Sparrow træder vande i ukendt farvand

/i /af

Johnny Depp svanser atter rundt som den excentriske Kaptajn Jack Sparrow, når jagten på Ungdommens Kilde går ind med dette fjerde kapitel i piratsagaen, Pirates of the Caribbean: i ukendt farvand. Denne gang har Jack både havfruer, zombier og tomgang lige i hælene. For selvom her vises gode takter og Sparrow er Sparrow, så undslipper piraterierne ikke dødvande.

Der er ganske vist skåret ned for den computergenererede extravaganza, der nåede nye højder med den tredje film, historiefortællingen er strammet (en smule) op og så er Sparrow sat mere i centrum for løjerne. Ian McShane er cool som den grufulde pirat Sortskæg, mens Penélope Cruz er tvetydig som Sparrows love interest og så er Geoffrey Rush tilbage som Kaptajn Barbossa.

Men selvom man kommer i godt selskab med en flok farverige karakterer og plottet med Ungdommens Kilde kilder eventyrlysten, så fornemmer man aldrig nødvendigheden af de både svulstige og eventyrlige anstrengelser. Her er ikke noget nyt under solen og den ellers flotte rejse bliver aldrig nervepirrende.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

FOUR FLIES ON GREY VELVET: Stilfuld italiener leverer smukt morder-mysterium

/i /af

Hvis ikke man vidste bedre, kunne coveret til den netop udgivne Four Flies on Grey Velvet ligne endnu et indslag i rækken af saftige skrækfilm, der de seneste år har budt på grum tortur og litervis af blod. Men bag det farvestrålende cover gemmer sig en noget ældre sag, nemlig den italienske instruktør Dario Argentos tredje film fra 1971 – og som faste læsere vil vide, er han en personlig favorit.

Historien udspiller sig om musikeren Roberto, hvis liv ændres drastisk, da han vælger at konfrontere en mand, der i længere tid har forfulgt ham. For under deres klammeri kommer Roberto til at slå manden ihjel i et forsøg på at fravriste ham en kniv. Og mystikken breder sig yderligere, da det viser sig, at det fatale møde fotograferes af en maskeklædt fremmed, der ser til fra skyggerne.

ffogv-01

Efterfølgende begynder bl.a. de afslørende fotografier at dukke op hjemme hos den angrende Roberto. Men den gådefulde fotograf vil ikke afpresse ham for penge, men derimod – og af uransagelig årsager – drive ham til vanvid. Roberto tør dog ikke gå til politiet af frygt for at blive fængslet for mordet. Han begynder derfor sin egen efterforskning – men jagten på morderens identitet får snart blodige konsekvenser.

Vi er i klassisk Argento-land. Her er stilfulde billeder, traumeramte tematikker og ikke mindst smukt iscenesatte mord – alt sammen vævet ind i en forførende atmosfære, hvor virkeligheden til tider gradbøjes i surreelle scener. Bl.a. flettes et mareridt effektivt ind i handlingen undervejs og er med til at udviske grænsen mellem drøm og virkelighed. Smukt og skræmmende.

ffogv-04

Hertilkommer et par herligt skæve biroller, der fint balanceres med det urovækkende univers, bl.a. en fimset privatdetektiv, som Roberto sætter på sagen. Desværre mister filmen momentant en smule momentum i morder-mysteriet, men aldrig mere end at de få lufthuller fornemt udfyldes, bl.a. af Ennio Morricones alsidige soundtrack og Argentos stilfulde billeder.

Argento gør bl.a. effektivt brug af elegante point of view-skud samt forførende tableauer af byens arkitektur og spæder til med mærkværdige locations – bl.a. en salgsmesse for alverdens fantasifulde kister. Ligeledes fornægter Argentos flair sig ikke for at iscenesætte mareridts-stemning, som fx scenen, hvor Robertos hushjælp forvilder sig ind i en park og højlys dag pludselig bliver nat.

ffogv-03

Four Flies on Grey Velvet er dog ikke i liga med bl.a. det senere Argento-mesterværk Profondo Rosso. Men her er absolut tale om en habil og visuelt laber 70’er-giallo – som denne thriller-genre er blevet døbt. Så ja, på trods af et par fodfejl og en smule stift spillende Michael Brandon i hovedrollen, er dette en herlig filmoplevelse med spændende tematiske lag, visuelle lækkerier og ikke mindst en intens finale.

Læs mine anmeldelser af andre Argento-film:
– Inferno (1980): Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
– Pokerspilleren (2004): Et tamt spil poker om liv og død
– Giallo (2009): Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

Ekstramateriale, billede og lyd:
Billedet står flot og indtagende i denne digitalt restaurerede udgave. Farverne er mættede og nuancer fine. Desværre lider lydsporet til tider af slitage og knitrer som en halvgammel grammofonplade – man kan så vælge at se dette som en del af charmen. Til gengæld finder man på denne udgivelse to scener i filmens finale, der ellers var klippet ud af den engelske version – derfor slår filmen her for en kort bemærkning over i italiensk.

Ekstramaterialet er desværre ikke specielt ophidsende. Men filmens herligt syrede italienske trailer følger med samt en amerikansk trailer og teaser, der desværre er i meget ringe kvalitet. Herudover kan man klikke sig igennem en fin og kort Argento-biografi samt hans filmografi. Slutteligt får man filmens amerikanske titelsekvens og rulletekster, et diasshow med stills og plakater, et kort radiospot og trailere for andre af selskabets titler.

ffogv-cover
Originaltitel: 4 mosche di velluto grigio, Italien, 1971
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Bud Spencer m.fl.
Spilletid: 98 min. (ucensureret)
Udgiver: Another World Entertainment

’Star Wars: The Complete Saga’ er fantastisk

/i /af

En af alle tiders mest populære film-serier er ’Star Wars’. En saga, hvis aftryk i filmens verden og populærkulturen er svær at undervurdere. Nu er alle seks film landet på Blu-ray og med timevis af ekstramateriale. Selvom der mildt sagt er delte meninger om den nye trilogi og ikke mindst George Lucas ændringer af filmene, så er Star Wars: The Complete Saga absolut et eventyrlig udgivelse.

Jeg er på ingen måde hardcore ’Star Wars’-fan, men gensynet med det episke eventyr ”in a galaxy far, far away” har været fantastisk underholdende. Jeg er mest begejstret for den oprindelige trilogi (A New Hope, 1977, The Empire Strikes Back, 1980 og Return of the Jedi, 1983) – specielt de to første film. Men den nye trilogi er bestemt ikke uden kvaliteter (The Phantom Menace, 1999, Attack of the Clones, 2002 og Revenge of the Sith, 2005) – jeg har dog stadig svært ved at acceptere Jar Jar Binks.

George Lucas startede eventyret tilbage i 1977, hvor man for første gang stifter bekendtskab med det bjergtagende univers, den mystiske the force samt det fantastiske score af John Williams og ikke mindst de mange ikoniske karakterer. Her ledt an af trekløveret Luke Skywalker, Han Solo og Prinsesse Leia samt C3PO, R2D2 og Chewbacca og ikke mindst den vise Yoda og überskurken Darth Vader.

Sagaens egentlige begyndelse fik vi dog først langt senere med den nye trilogi, hvor historien om Anakin Skywalkers skæbnesvangre forvandling til Darth Vader står centralt. Desværre lykkedes det langt fra Lucas, der igen indtog instruktørstolen efter Irvin Kershner og Richard Marquand havde varetaget en opgave på henholdsvis The Empire Strikes Back og Return of the Jedi at matche den oprindelige trilogi.

Den mildt sagt irriterende Jar Jar Binks er en fjoget pestilens og så er Hayden Christensens stive portræt af Anakin Skywalker ikke specielt gribende. Den ellers komplekse karakter får aldrig den følelsesmæssige klangbund, man kunne have håbet på – det samme kan desværre også siges om den knapt så magiske romance han har med Natalie Portman som den altid velklædte dronning Amidala.

Men selvom historieafviklingen og langt fra alle karaktererne er lige så medrivende som i den gamle trilogi, så er de nye film værd at se alene i kraft af de imponerende scenerier og mange fantastiske skabninger. Og så snydes man heller ikke for flere veldrejede og storslåede actionscener, som det heftige ’pod-race’ eller intense lyssværdsdueller, bl.a. med den onde Darth Maul.

Men uanset de nye films kvaliteter, så er castet og historien bare ikke lige så stærk og mindeværdig som i de gamle film, hvor Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher leder an i kampen mod ondskaben. Både Liam Neeson, Ewan McGregor og Christopher Lee gør dog fornuftig figur i de nye film, men desværre tynges prequel-trilogien af for meget plotmæssigt rod og flere uengagerende passager.


Billede og lyd (samt Lucas forbandende ændringer):
Men nu er det imidlertid ikke så meget på grund af selve filmene, at dette er en af de mest ventede udgivelser nogensinde, men derimod at se hvordan sagaen tager sig ud i HD – og ikke mindst hvilke ændringer Lucas vanen tro måtte have lavet. Og ja, der er igen foretaget ændringer, mens også ændringerne fra henholdsvis 1997 og dvd-udgivelserne i 2004 er bevaret eller rettet til. Lad mig lægge ud med en af de mere positive ændringer. Yoda er i The Phantom Menance nu fuldt ud computeranimeret og matcher herved karakteren i de andre nye film. Det giver mening og fungerer.

Men desværre overskygger de mange unødvendige ændringer sagaen som helhed – og den gamle trilogi i særdeleshed. Her finder man stadig det indsatte og dybt pinlige dansenummer i Return of the Jedi, mens Lucas fortsat holder fast i ændringen, der gør at dusørjægeren Greedo skyder først og ikke Han Solo. En dybt stupid ændring, der rykker markant ved Fords karakter.

Man finder desuden fortsat den kiksede computergenerede Jabba The Hut samt alverdens større og mindre tilføjelser i form af bl.a. flere monstre og laserskud, hvor desværre ikke alle er lige elegant udført – og lad mig end ikke begynde med mine forbandelser over den nye tilføjelse af Darth Vaders øredøvende ”NOOOO!” i Return of the Jedi. Jeg håber stadig – måske naivt – at Lucas på et tidspunkt bukker under for fan-presset og udgiver filmene i de oprindelige biografversioner på Blu-ray.

Men en ting er ændringerne, en anden er billed- og lydsiden og her er der heldigvis flere plusser end minusser. Den nye trilogi står virkelig flot, selvom The Phantom Menance lider under et ikke hele vejen lige veldefineret billede. Den gamle trilogi fremstår absolut også overvejende godt. Her er naturlig og klar farvegengivelse samt solide kontraster, dog med enkelte ikke helt skarpe scener og så synes Darth Vaders lyssværd for pink, mens der også forekommer en smule svingninger i nuancerne.

Men overordnet ser filmene fantastiske ud, mens lydsiden spiller helt og aldeles upåklageligt sagaen igennem. Udgivelsen består helt bestemt på sine tekniske kvaliteter, men desværre stadig med plads til mindre forbedringer.

Ekstramateriale:
Udgivelsen indeholder ni skiver – én til hver film samt tre bonus-skiver med ekstramateriale. Til hver film følger to kommentarspor med cast og crew, et nyt samt et bestående af ældre interview-bidder. Man skal dog nok være mere hardcore-fan end mig, for at lytte til samtlige spor. Men ud fra de nedslag jeg gjorde, er det tydeligt at folkene bag har både spændende, indsigtsfulde og sjove historier at fortælle.

De to første bonus-skiver er delt op med en til hver trilogi. Her har hver film sit sæt af omfattende features, der bl.a. omfatter diverse interviews med folkene bag, kig på production design, speciel effects og ikke mindst en lang række slettede/forlængede scener. Selvom her er meget, er det fermt sat op og man får nemt klikket sig vej gennem det spændende ekstramateriale – godt 40 timer i alt.

Den sidste bonus-skive indeholder syv både nye og gamle dokumentarer, der giver spændende kig på sagaens forskellige kapitler. Her guider bl.a. skuespillerne en igennem filmene, mens der ses på alt fra speciel effects til sagaens kulturelle betydning og de omdiskuterede ændringer. Herudover finder man en række spoofs af universet på i alt godt 90 minutter, alt lige fra tv-serier til klip fra YouTube.

Her er med andre ord timevis af interessant ekstramateriale, som det meste af vejen er både er spændende og oplysende – også for en ikke fuldt ud inkarneret ’Star Wars’-fan som undertegnede. Dog er det en skam, at ikke alt ekstramaterialet fra dvd-udgivelserne følger med, men det er blot et mindre forbehold. Begge trilogier fås desuden også hver for sig, men så følger bonus-skiverne ikke med.

Konklusion:
Uanset hvad ens forhold måtte være til ’Star Wars’, den nye trilogi eller Lucas mange ændringer, så er det et rumeventyr enhver filmfan skal have set – og med Star Wars: The Complete Saga har filmene aldrig set bedre ud eller lydt mere medrivende.

Så selvom det uden tvivl er den gamle trilogi, der er stærkest, flere af ændringerne er irriterende og der er plads til mindre forbedringer på billedsiden, så er der ingen tvivl om at denne udgivelse absolut er bestået og er et klart must have. Men indtil filmene (forhåbentlig) lander på Blu-ray i de originale biografversioner, så hold fast på slidte VHS-bånd og dvd-udgivelserne fra før Lucas fik smag for at ændre på sagaen.

– LÆS OM ANDRE FILMSERIER PÅ BLU-RAY: Alien Anthology og Ringenes Herre-trilogien.


Originaltitel: Star Wars: The Complete Saga, 2011 (I: The Phantom Menace, 1999. II: Attack of the Clones, 2002. III: Revenge of the Sith, 2005. IV: A New Hope, 1977. V: The Empire Strikes Back, 1980. VI: Return of the Jedi, 1983).
Instruktion: George Lucas, Richard Marquand, Irvin Kershner
Medvirkende: Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher, James Earl Jones, Frank Oz, Hayden Christensen, Natalie Portman, Ewan Mcgregor, Christopher Lee, Samuel L. Jackson m.fl.
Spilletid: 806 min.
Udgiver: SF Film

Svimlende efterdødstrip i neonoplyst Tokyo

/i /af

Der er i den grad skruet op for syren i Gasper Noés depressive farveladetrip Enter the Void. En film som ingen anden og på mange måder en fascinerende oplevelse, men mest i kraft af sin både svimlende og excentriske billed- og lydside. For historien, der binder de mange visuelle krumspring sammen er knapt så interessant.

Filmen skydes i gang med en af de mest overrumplende titelsekvenser, jeg har set. Her pumper lyd og lys nådesløst løs inden vi dumper ned i en lille lejlighed i Tokyo. Her bor søskendeparret Oscar og Linda – han er narkohandler og hun er stripper. De mistede som børn deres forældre og har siden været uadskillelige. Så da Oscar bliver skudt, kunne det betyde enden på deres forhold – men ikke i Noés verden.

For Oscars sjæl forlader blot hans krop og svæver herefter rundt for at holde øje med sin søster. Og fordi filmen opleves gennem Oscars øjne eller med kameraet lige bag ham, kommer man på nogle vanvittige kamerature – og der er mildest talt ingen steder, kameraet ikke kan komme. Ind og ud af kroppe, gennem vægge, flyvende henover byen samt frem og tilbage i hans traumatiske erindringer.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Elefant hjælper Robert Pattinson med kærligheden

/i /af

Ja, Robert Pattinson både charmerer og er god mod dyr i cirkus-romancen Water for Elephants. Men det er Christoph Waltz som diabolsk og humørsyg cirkusdirektør, der stjæler rampelyset, mens historien om umulig kærlighed snor sig om elefantsnabler i 1930’erns USA – nå ja, det er Reese Witherspoon, som er den søde ’love interest’.

Efter skæbnen spiller den unge Jacob et grumt puds, ender han hos et omrejsende cirkus. Her møder og falder han for cirkusprinsessen Marlena, der desværre er den temperamentsfulde direktørs kone. Et farligt trekantsdrama er lagt på skinner, mens cirkusset bumler sig gennem landskabet og en elefant hives ind i manegen for at fylde cirkusteltet og den tomme pengekasse op.

Historien er med andre ord velkendt – og forudsigelig, I might add. Men det farverige miljø danner en flot kulisse for romancen, hvor der er plads til de store følelser og et liv på kanten. For selvfølgelig har cirkuset også en bagside, hvilket man bl.a. får at se i skikkelse af den iltre cirkusdirektør, der på trods af sine usympatiske træk udgør filmens mest forførende selskab i hænderne på en veloplagt Waltz.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Meget lang travetur er lidt for ufarlig

/i /af

Det kan godt være, at der bliver gået meget i Ringenes Herre-filmene, men i ’er-vi-der-ikke-snart-traveturs-dramaet’ The Way Back kommer en flok krigsfanger også på noget af en gåtur. For efter at have undsluppet en grum sovjetisk fangelejr i det kolde Sibirien, går turen 6500 km mod friheden i Indien. En smuk, men også noget tam tur, der mere passende kunne have heddet The LONG Way Back.

Året er 1941 og fangerne, der er på flugt fra kommunismens omklamrende klør har en lang tur i vente. Fra bidende kulde og endeløse bjergrygge videre gennem den glohede Gobi-ørken i Mongoliet og over Himalaya-bjergene. En umenneskelig tur, der i den grad sætter viljen til overlevelse på prøve. Menneskeligt drama i ekstremer, billedskøn natur og et politisk bagtæppe – så burde den drama-ged være barberet.

Desværre ikke. Jo, billederne er ganske vist smukke – men til tider lidt for ’National Geographic-smukke’ til at alvoren i den livsfarlige flugt slår igennem. Herudover står persontegningerne ikke specielt stærkt og det bliver hurtigt svært at holde styr på hvem der er hvem – og man bliver desværre også til en hvis grad ligeglad.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere