THE IMPOSSIBLE: sentimentalt flodbølgedrama går i selvsving

/i , /af

Med udgangspunkt i en families voldsomme møde med tsunamien, der ramte Thailand i 2004, spinder The Impossible et sentimentalt drama over de dommedagslignende begivenheder. Ewan McGregor og Naomi Watts er de udsatte forældre til tre drenge, der alle må kæmpe for livet. En kedelig kamp for livet.

Der lægges ellers ud med nervepirrende svung og medrivende flodbølgedrama, som efterlader resten af filmen i en dragende post-apokalyptisk tilstand. Her er fascinerende vidder af vandmasser samt forrygende totalødelæggelser, der giver skala til håbløsheden og nerve til familiens strabadser.

impossible 01
Desværre lever resten af filmen ikke op til den første tredjedels intensitet og nærvær. For i takt med at bølgerne lægger sig og de forskellige parter finder sikre steder at slikke sårene, desto mere siver luften desværre også ud af badebolden. Der går ganske enkelt overgang i de sentimentale strygere, mens ellers livsbekræftende smil forekommer noget postulerede.

Både Ewan McGregor og Naomi Watts gør dog hvad de kan med deres desperate og hårdtprøvede karakterer. Men deres ellers dybfølte gråd i stemmen og våde øjne kan ikke stille meget op med filmens forudsigelige slaphed. De tre drenge gør også hvad de kan, men en ellers følelsesmæssig oprigtighed bliver også her skudt ned af filende strygere i tide og utide – mest i utide.

impossible 03
Det er spanske Juan Antonio Bayona, der instruerer. Han kan så absolut noget rent visuelt – også når det gælder bloddryppende rædsel. For i de brutale begivenheder sporer man hans kærlighed til skrækfilm. Både vandskadede benbrud og opkast kunne således nemt passe ind i hans fremragende spøgelsesgyser Børnehjemmet.

Det fysiske ubehag kiler sig godt ned i dramaet, men gruen bakkes desværre ikke op med samme følelsesmæssige pondus. Der spædes desuden til med nærmest religiøse referencer, mens tonen kammer over i det sentimentalt tåkrummende. Det kan hverken de smukke billeder eller momentanvise gode scener ikke ændre på. [tabgroup][tab title=”The Impossible | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
2_6 - stars

impossible poster
Originaltitel: Lo imposible, Spanien, 2012
Premiere: d. 24. januar
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Ewan McGregor, Naomi Watts, Tom Holland m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

 

GRABBERS: veloplagt monsterfilm med promillen i top

/i , /af

I den veloplagte horror-komedie Grabbers indtages en lille irsk ø af et slimet moster med fangearme og smag for øboere. Det isolerede samfund må derfor tage kampen op med det fæle bæst – og ja, bæstet får kamp til stregen af den gæve befolkning. For uhyret kan ikke tåle alkohol, så der skal drikkes tæt for at overleve. Skål.

grabbers02

En monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint bruger løs af genrens klichéer uden dog at miste sin berettigelse. Ganske enkelt medrivende creature feature-underholdning med både veltimet komik, et herligt cast af mindeværdige øboere og ikke mindst gedigen monster-action med det blæksprutte-lignende uhyre.

Blandt flokken af bramfrie irere finder man blandt andet en herlig tør Lalor Roddy som evigt uimponeret fisker. Han leverer hele vejen veleksekveret deadpan-komik og står for flere af filmens mange grin. Richard Coyle er antihelten i front – en fordrukken betjent med et hjerte af guld.

grabbers01

Jep, vi kender ham allerede, men pyt med det, for han fungerer – ikke mindst som kontrast til den regelrette kollega Lisa. Hun spilles af den søde Ruth Bradley, der kun bliver mere charmerende af at få en tår for meget indenfor politivesten. Nej, Grabbers bliver aldrig rigtig uhyggelig, men den er til gengæld oprigtig sjov og holder fint sit tempo hele vejen til den store fordrukne finale.

Filmen: 4/6 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd
Der medfølger desværre intet ekstramateriale. Det er en skam, det kunne ellers bl.a. være sjovt at se nærmere på monstret. Til gengæld gør filmen sig fint på Blu-ray. Billedet står med flotte farver og fin detaljegrad, om end billedet ikke er lige veldefineret hele vejen. Lydsiden fungerer også godt og går klart igennem.

Billede: 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd: 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 0/6 0_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Grabbers | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
Image converted using ifftoany
Originaltitel: Grabbers, England | Irland, 2012
Instruktion: Jon Wright
Medvirkende: Richard Coyle, Ruth Bradley, Lalor Roddy, Russell Tovey m.fl.
Spilletid: 94 min.
Udgivelsesdato: d. 15. januar 2013 (også ude på dvd)
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

STOLEN: Nicolas Cage i hælene på étbenet skurk

/i , /af

Uanset hvor hjælpeløse film Nicolas Cage forvilder sig ind i, er han the man. Sådan er det. Det står dog ikke helt slemt til med action-krabaten Stolen – en ujævn heist-film med indbygget kidnapning, der er tilpas fjollet til aldrig for alvor at miste pusten. Men nu er det også den ganske habile Simon West, der instruerer – manden bag buldrende brøl som The Expendables 2 og Con Air.

Efter at have siddet 8 år i fængsel for et storstilet bankkup, lukkes Cage ud i friheden. Han vil nu leve på dydens smalle sti, men så let undslipper han selvfølgelig ikke sin fortid. For hans teenagedatter kidnappes af bankrøver-kollegaen Vincent, der nu kræver løsepenge i millionklassen for det forsømte udbytte fra det mislykkedes kup.

En art discount udgave af Taken – bortset fra, at der ikke er noget discountagtigt over en altid cool Cage. Han løber både rundt på taget af biler og bokser plothuller charmerende i jorden, mens han jagter den étbenede skurk. En herlig karikeret bad guy, der ikke tøver med at nakke uskyldige. Han spilles med svingende held af Josh Lucas med fedtet hår og dårlig hud.

Det er dog Danny Huston, der løber med rampelyset – altså når Cage ikke er på. Han er en fornøjelse i rollen som Cage-fascineret FBI-agent, der har dedikeret sit liv til at fange den karismatiske bankrøver. Men uanset hvor meget star quality, der hældes på løjerne, kan Stolen ikke undsige sig at være en actionfilm på det jævne.

Man bliver aldrig følelsesmæssigt fænget, selvom der ihærdigt forsøges med far-og-datter-drama. Det er derimod de delvist vellykkede actionscener, der bærer filmen. Lige fra det indledningsvise bankkup til en heftigt jagt i et Mardi Gras-festende New Orleans.

Men en bumlet plotafvikling og en forjaget finale, der for alvor tester publikums suspension of disbelief er med til sikre Stolen en plads i kassen med andre forglemmelig action-kicks. Men Cage er cool og altid værd at hænge ud med.

Filmen: 3/6

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står flot på Blu-ray. Farvemætheden er indtagende og detaljegraden fin. Billedet er dog ikke hele vejen lige veldefineret, men intet der for alvor sætter en kæp i hjulet for ens oplevelse. Lydsporet er ligeledes mere end hæderligt og leverer bulder, brag og replikker klart og overbevisende. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til en ’behind the scenes’-feature, der mest af alt er 6 minutters promo med rygklapperi fra de involverede parter (6 min).

Billede: 4/6  | Lyd: 4/6  | Ekstramateriale: 1/6 [tabgroup][tab title=”Stolen | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6


Originaltitel: Stolen, USA, 2012
Instruktion: Simon West
Medvirkende: Nicolas Cage, Danny Huston, Josh Lucas, Malin Åkerman m.fl.
Spilletid: 1 time 35 min.
Distributør: Scanbox Vision
Udgivelsesdato: 2. januar 2013[/tab][/tabgroup]

GANGSTER SQUAD: tommy guns er tomme guns i gangster-pastiche

/i , /af

Muligheden for at skabe filmisk gangsterguld er mere end til stede i Gangster Squad – se bare rollelisten (ja, den kommer vi til senere). Men desværre får instruktør Ruben Fleischer ikke mange mindeværdige scener ud af sine anstrengelser i et gangsterbefængt Los Angeles anno 1949. Han kan ellers sirligt sætte kryds ud for alle genrens konventioner og klichéer.

Ja, det føles som om, man har set det hele før – bare med større dramatisk tyngde og flere interessante karakterer. Men denne gangster-pastiche kan om ikke andet fungere som inspiration, hvis man skal være gangster til fastelavn. For hattene, håret og de nålestribede habitter sidder perfekt. Ja, mændene ser skarpe ud og kvinderne er smukke med deres knaldrøde læber og lange kjoler. Emma Stone, that is.

Men uanset hvor appetitlig denne tomme tommy guns-skydende candyfloss ser ud, så smager den altså ikke af meget. Men castet er solidt og blandt andet er Sean Penn cool som über-bossen Mickey Cohen. Han forsøger brutalt at overtage Los Angeles, mens under cover-strømere går i modkamp. Sean Penn leverer sin bedste Godfather-imitation, mens han slentrer rundt i morgenkåbe og banker folk i smadder. En herlig karikeret skurk.

Og ja, det er nu vi kommer til castet, for det er en ret imponerende flok hr. Fleischer har samlet (Fleischer, Fleischer, Fleischer). Ryan Gosling taler med luft på stemmen og forfører Emma Stone – eller også er det omvendt. Uanset hvad, passer de begge ind i klichéen på en romance i en gangsterfilm – strømeren, der forelsker sig i bossens dame. Bum. Man ja, de ser godt ud – begge to.

Josh Brolin leder an i kampen mod gangsterne – en mand, der sætter æren højt og er fanget i krydsilden mellem konen derhjemme og krigen i gaden. Nick Nolte grynter sig herligt igennem en mindre rolle som politikommissær, mens Robert Patrick nærmest stjæler showet som skudsikker old-timer (ja, ham den onde robot fra Terminator 2). Ham ville jeg gerne se i sin egen film.

Desværre har det store cast bare ikke meget nærværende drama at gøre godt med og de medvirkende forbliver sort/hvide papfigurer. Der forsøges ellers stablet relationer på benene med både romancer og kærlige familier. Det er dog action-scenerne, der fungerer bedst – som når de heftige skuddueller onduleres i laber slow-motion, så patronhylstrene flyver elegant gennem luften. Alt ser bare bedre ud sådan – så længe det altså ikke overgøres, bare spørg Zack Snyder.

Men sådan er det desværre lidt for meget med Gangster Squad – den ser godt ud, men er også for luftig til, at man engageres andet end visuelt i kampen mod den kriminelle underverden. Her er ganske enkelt for få medrivende scener. Fleischer trækker dog en smule på de herligt blodige kills i sin Zombieland – og ja, det er en god ting. Men hverken volden eller skududvekslingerne kan holde gryden i kog.

Det ser dog cool ud, når flokken af strømere går væk fra en bil i brand, når Ryan Gosling leger nonchalant med sin Zippo-lighter eller når Sean Penn hidser sig op. Man kommer trods alt et stykke med ren star quality – og det er såmænd også nok til, at Gangster Squad afføder et par helt fornøjelige scener. Dem er der desværre bare ikke nok af.[tabgroup][tab title=”Gangster Squad | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:


Originaltitel: Gangster Squad, USA, 2013
Premiere: d. 17. januar
Instruktion: Ruben Fleischer
Medvirkende: Sean Penn, Ryan Gosling, Emma Stone, Josh Brolin, Nick Nolte, Robert Patrick, Giovanni Ribisi, m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

MODIG: Et magisk og medrivende eventyr

/i , /af

Eventyret bobler medrivende og magisk i hvert et billede, hvor tætte skove, royale festlokaler og åndeløse vidder indtagende sætter scenen i Modig – Pixars seneste film. Et uimodståeligt eventyr, der med den mindst lige så charmerende prinsesse Merida i front bærer sig legende let igennem de smukke strabadser i det skotske højland.

Meridas liv er dog ikke, som hun ønsker sig det. Hun vil meget hellere skyde med bue og pil, end at bekymre sig om at finde den rette grimasse ved middagsbordet. Hun vil være fri og leve et liv, der ikke allerede er planlagt ned til mindste detalje – og da mindst af alt have travlt med at blive gift væk.

Hun gør hvad hun kan for at tage styringen med sit eget liv, men lige lidt hjælper det – en dag får hun dog hjælp fra en uventet kant. Merida møder nemlig en gammel heks, der vil hjælpe hende med at ændre sin skæbnes kurs. Det går selvfølgelig ikke som forventet og snart er Merida kommet på et noget uforudset eventyr – og heldigvis kommer vi med.

Fortælleglæden er som altid med Pixars film i top. Her er et smittende overskud af fine detaljer og mindeværdige bifigurer – lige fra Meridas tre vilde småbrødre til de bøvede bejlere. Det er imidlertid hverken noget, der sænker filmens tempo eller flytter fokus fra den fængende historie om Merida og hendes rejse for at finde sin egen vej i livet, men bidrager blot til at skabe det medrivende univers.

Selvom filmen på mange måder er et yderst fornøjeligt bekendtskab, så får det ellers nærværende drama ikke helt den tyngde, der ellers bejles efter – blandt andet i forholdet mellem Merida og hendes mor. Men fortællingen foldes gnidningsfrit ud og der misses ikke et taktslag undervejs – og sammen med det charmerende cast og et visuelt indtagende univers får den magiske Modig fire store stjerner her fra.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:
Den smukt animerede film står bragende flot på Blu-ray. Detaljegraden er imponerende, farvegengivelsen mættet og kontrasten solid. Bedre bliver det ikke. Lydsporet spiller ligeledes fremragende med fin klang og god bund. Hertil kommer en solid og spændende omgang ekstramateriale.

Her finder man først to kortfilm, den magiske La Luna, der viser månen fra en ny side (7 min.) samt The Legend of Mor’du, der fungerer som en art baggrundshistorie for Modig (7 min.). Herudover får man 9 korte behind the scenes-features, der giver et fint indblik i produktionen. Lige fra research, karakter-udvikling, animation og forlængede scener (i alt ca. 70 min.).

Slutteligt får man et veloplagt kommentarspor med instruktør Mark Andrews, medinstruktør Steve Purcell, klipper Nick Smith og story supervisor Brian Larsen. De fortæller informativt og muntert om alt fra historie-udvikling, til karaktererne og filmens tempo. Bestemt værd at bruge tid på.

Billede: 6/6  | Lyd: 6/6  | Ekstramateriale: 4/6  [tabgroup][tab title=”Modig | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 5/6


Originaltitel: Brave, USA, 2012
Instruktion: Mark Andrews, Brenda Chapman, Steve Purcell
Medvirkende: Kelly Macdonald, Billy Connolly, Emma Thompson, Julie Walters m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Distributør: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

DEXTER 6. SÆSON: religiøse mord er blodig god underholdning

/i , /af

Har du ikke set Dexter endnu? Så se at komme i gang, for det er på mange måder en fascinerende serie. Start dog lige med 1. sæson, hvis du stadig er grøn udi Dexter og hans morderiske gang i det solbeskinnede Miami. Men hvis du har slugt de første fem sæsoner, kan du roligt kaste dig over denne sjette sæson.

Her føjes måske ikke (nævneværdigt) meget nyt til universet og sæsonen er en smule ujævn. Ikke desto mindre er her bestemt tale om endnu en grundlæggende spændende fortælling om vores allesammens favorit seriemorder, Dexter Morgan. Han lever stadig sit farlige dobbeltliv som henholdsvis blodekspert hos Miamis kriminalpoliti, mens han i ly af mørket slår slyngler ihjel. Ja, en morder med et moralkodeks.

Der er igen mordere på fri fod i Miami – altså nogle af de rigtigt onde. Dexter er selvfølgelig på holdet, der skal opklare de religiøst funderede mord og konfronteres undervejs af eksistentielle spørgsmål om tro og skæbne, hvilket for alvor sætter hans indre dæmoner i spil. Han får her et nyt bekendtskab i en tidligere straffefange, der nu er præst. Han spilles fremragende af Mos Def, der selvom han har stor betydning for sæsonen og Dexters udvikling, desværre er for lidt med.

En vankæmmet Colin Hanks og den mere knudrede Edward James Olmos spiller de to mordere, der sætter Miami på den anden ende. Desværre er de ikke særligt interessante skurke. Deres religiøse fanatisme synes ikke rigtigt af få den klangbund af psykologisk forskruethed, deres onde gerninger ellers skriger af. De kommer groft sagt lidt til at fremstå som statister i deres eget morderiske spil. Der er dog saft nok i det øvrige persongalleri til at holde dramaet nærværende og intensiteten ved lige.

Der sker blandt andet nye og spændende forandringer i politikorpset, hvilket især berører Dexters søster og kollega, der igen spilles af den altid skønne og selvstændige Jennifer Carpenter. Hun krydser i denne omgang atter klinger med bossen María LaGuerta (Lauren Vélez) – og det er en fornøjelse af se de to toppes. I det hele taget er der spændt godt på med drama hele vejen rundt, mens plotdrejninger snor sig fængslende om karakterernes stridigheder.

Så selvom et par plottråde ikke foldes helt tilfredsstillende ud, balances både humor og det store karaktergalleri fint langt det mest af vejen. Her er altså tale om endnu et medrivende kapitel i føljetonen, der selvom ikke alle afsnit er lige stærke, har fremdrift nok til at holde sig kørende, mens spørgsmål om ret og uret pirrende dirrer i luften. Michael C. Hall holder stadig fornemt skansen i titelrollen – nu venter jeg blot atter en gang spændt på de kommende sæsoner.

Sæsonen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd
Hvor sæsonen har sine ujævnheder, er der ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billedside. Den står hele vejen skarpt, med indtagende detaljegrad og en veldefineret farveskala. Lydsiden er ligeledes fremragende med velbalancerede niveauer, godt rum og fin klarhed i lydbilledet. En sand fornøjelse.

Ekstramaterialet er det svageste på udgivelsen, men er heller ikke helt til hundene – bare sådan lidt midt-i-mellem. Man får tre korte og ikke specielt dybdegående interviews med Michael C. Hall, Jennifer Carpenter og Colin Hanks (i alt ca. 13 min.). Herudover finder man luftige features krydret med rygklapperi af de involverede, hvor man bl.a. ser på castet og seriens tilblivelse (i alt ca. 11 min.).

Videre er der features, der giver indblik i virkelighedens politiarbejde samt seriens stunts og effekter (i alt ca. 15 min.). Slutteligt er der en quiz, hvor man ud fra et billede skal gætte afsnittet samt et galleri med de malerier, som de to mordere i serien maler. Her fortæller Dave Lebow – den rigtige kunstner – om værkerne. Ikke det mest interessante supplement til en fortsat fængslende serie.

Billede: 6/6  | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”Dexter 6. sæson | Blu-ray-anmeldelse“]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel: Dexter the Sixth Season, USA, 2011
Instruktion: John Dahl m.fl.
Medvirkende: Michael C. Hall, Jennifer Carpenter, Mos Def, David Zayas, Desmond Harrington, C. S. Lee, Lauren Vélez, Colin Hanks, Edward James Olmos m.fl.
Spilletid: 10 timer 18 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

JACK REACHER: En film om hvor cool Tom Cruise er

/i , /af

Tom Cruise løber hurtigt. Tom Cruise skyder med skarpt. Tom Cruise kører stærkt. Tom Cruise slås med de bare næver. Tom Cruise opklarer sager. Tom Cruise charmerer damerne. Tom Cruise er bare hele vejen rundt en cool gut i den ferme thriller Jack Reacher. En film om hvor cool Tom Cruise er. Men ja, Tom Cruise er cool – og det er cool at se Tom Cruise være cool.

Tom Cruise er Jack Reacher – en mand med egne regler og en mand, der altid har tid til at lire en lille moralsk opsang af om frihed og retfærdighed. En mand, der ser detaljer og sammenhænge ingen andre får øje på. Netop det talent får han brug for, da hives ind i opklaringen af mordene på fem tilfældige mennesker, der er blevet skudt af en træfsikker snigskytte. Eller rettere, tilsyneladende tilfældige mennesker.


For der er noget suspekt ved drabene og Jack Reacher begynder da også snart at ane konturerne i et større komplet. Inden jeg dog kommer længere med anmeldelsen og de dovne alligevel stopper med at læse for at scrolle ned til stjernerne (fire styk, by the way), vil jeg straks smide stående klapsalver afsted til Werner Herzog, der spiller filmens uhyre karismatiske skurk. Jep, Javier Bardem – watch and learn.

Herzog er mest kendt som instruktør – i øvrigt en af mine favoritter. Men det er virkelig godt set at caste ham som den olme bagmand. Og nej, det er ikke en spoiler, der er værd at advare om. Min pointe er blot, at Cruise ganske vist bærer titelrollen, men at det er Herzog, jeg husker – ok, Herzog og Cruises halvgamle mandebryster.


Apropos gammel, så sparker en skøn Robert Duvall gedigen gammelmands-charme ind i det medrivende puslespilsplot, der i øvrigt udspiller sig med masser af humor. Nogle gange bliver løjerne ganske vist en smule for kække – som eksempelvis da et par tumpede Gøg og Gokke-skurke forsøger at overmande Cruise. Det meste af vejen går humoren dog med underspillet kant fint i spænd med universet.

Man slipper desuden for en påklistret romance, næsten. For der er selvfølgelig et kvindeligt modstykke på banen, nemlig Rosamund Pike. Amorinerne holdes dog i bukserne. Heldigvis. Hun er med som målrettet advokat og ankeret, der skal forsøge at holde styr på Reacher og opklaringsarbejdet. Hun forbliver dog noget anonym, men pyt med det, når nu de gamle mænd så fornemt stjæler showet.


Der er forresten endnu en gammel mand på banen, nemlig Richard Jenkins – og så stopper jeg også med de gamle mænd. Men han pynter altså på enhver rolleliste og det uanset hvor tør en rolle, han spiller. Jeg vil også lige nævne, at jeg ikke læst en eneste af Lee Childs romaner om Reacher, så jeg holder mig fra sammenligninger. Desuden bør en film kunne stå alene og det kan Jack Reacher.

For selvom der går lidt tomgang i et par af filmens scener, er plottet så tilpas elegant skruet sammen og udfoldet af filmens instruktør og manusforfatter Christopher McQuarrie, at det fornemt holder filmens fremdrift i hævd. Selvfølgelig bakket godt op af de gamle mænd, veldoseret action og en i øvrigt fængslende billedside. Nå, men Tom Cruise banker på døren, så jeg smutter…
[tabgroup][tab title=”Jack Reacher | Biografanmeldelse”]Vurdering


Originaltitel: Jack Reacher, USA, 2012
Premiere: d. 3. januar
Instruktion: Christopher McQuarrie
Medvirkende: Tom Cruise, Rosamund Pike, Robert Duvall, Richard Jenkins, Werner Herzog m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

Top 10 – de bedste film fra 2012

/i , , , /af

Det er blevet tid til årets top 10 med de bedste film fra 2012. Herudover peger jeg på en række film, der også er værd at nævne fra året, der er gået samt ikke mindst højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen er baseret på film, der har været i dansk biografdistribution i 2012.

1. Take Shelter (Instr. Jeff Nichols)
Den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på original og fængslende vis. Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der kæmper med egne indre dæmoner og uhyggelige forudanelser om Jordens undergang. Min anmeldelse.

2. Amour (Instr. Michael Haneke)
Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt. En kendsgerning, der med Hanekes film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum. Min anmeldelse.

3. Dame Konge Es Spion (Instr. Tomas Alfredson)
Paranoiaen sitrer i hvert billede, mens den forførende koldkrigsthriller folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo drages man således ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagsordener. En smukt orkestreret spionfilm. Min anmeldelse.

4. The Dark Knight Rises (Instr. Christopher Nolan)
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Til trods for mindre skavanker er her bestemt tale om et tilfredsstillende sidste kapitel i Nolans Batman-trilogi. Min anmeldelse.


5. Prometheus (Instr. Ridley Scott)
Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indfanges eventyret i fængslende billeder. En spektakulær film med nok pondus til at overvinde sine ujævnheder og som heldigvis ikke er bleg for at servere overgearet B-films-snask. Min anmeldelse.

6. Shame (Instr. Steve McQueen)
Shame er som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede. Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Michael Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at afføde en smule håb i et ellers håbløst landskab. Min anmeldelse.


7. Looper (Instr. Rian Johnson)
Man kan hurtigt blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres hjernevridende muligheder. Her lykkedes det dog at etablere tidsrejsekonceptet uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at tidskomplikationerne pirrende kilder ens intellekt. Min anmeldelse.


8. Young Adult (Instr. Jason Reitman)
Charlize Theron er forrygende som følelsesmæssigt forskruet ungdomsforfatter. En kvinde i slut-30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. En tragikomedie, der er et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken. Min anmeldelse.


9. Dredd (Instr. Pete Travis)
Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset. Det brutale bæst holder løjerne simple og tonser blot nådesløst afsted, men ikke uden, at der indskydes et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Sådan. Min anmeldelse.


10. The Cabin in the Woods (Instr. Drew Goddard)
En både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet. For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med publikums forventninger. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2012
Udover årets top 10, vil jeg vanen tro fremhæve en række andre solide film fra året, der er gået. Bl.a. invasionssjov med Attack the Block, Wes Andersons fine Moonrise Kingdom, den episke vandretur Hobbitten: En uventet rejse, smuk agentaction med Skyfall, den charmerende The Artist, kulørt superheltesaction med The Avengers, den medrivende Mission: Imposible – Ghost Protocol og David Cronenbergs A Dangerous Method.

Videre til en herlig manisk Nicloas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, isnende hjernevask med Martha Marcy May Marlene, det rå gangsterdrama Lawless, ondskabsfuld gru med Kill List, den hjerteskærende Extremely Loud & Incredibly Close, en klipklappe-klædt George Clooney i The Descendants, Martin Scorseses Hugo samt den buldrende Battleship.

Filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend
Jeg dækkede for tredje gang den københavnske filmfestival CPH PIX, hvor jeg nåede igennem 38 film. Her fik jeg nogle af årets bedste filmoplevelser og vil fremhæve følgende titler. Den intime Weekend, eksistentialistisk lejemorder-action med den thailandske Headshot, den dramatisk forførende Himizu og vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie.

Videre til den skæve ’feel-good-samurai-komedie’ Scabbard Samurai, ‘slow burner’-dramaet Snowtown, adrenalinkicket The Raid: Redemption, den rørende I Wish, udpenslede perversiteter med The Human Centipede 2, det gotiske gys Livid, den absurde Alps, den foruroligende Killer Joe, terrorfyldt junglehelvede med Captive og Todd Solondz’ sorte komedie Dark Horse.

2012 var også året, hvor København fik en ny mini-filmfestival, Blodig Weekend. En festival primært dedikeret til skrækfilm. På den fire dage lange festival nåede jeg 15 film og vil bl.a. fremhæve det voldsomme remake Maniac, som jeg også havde fornøjelsen af at introducere.

Videre til den italienske exploitation-shocker Morituris, medrivende blodsprøjt med [REC]³ Génesis, psychodramaet Excision, charmerende science fiction-snask med Manborg og klaustrofobisk gru med The Incident samt herlige gensyn med Lamberto Bavas 80’er-perler Demons og Demons 2, hvor jeg også fik hilst på instruktøren.

De forsømte film fra 2012
Når jeg går listerne igennem, kan jeg desværre igen i år se, at jeg mangler en håndfuld film, jeg har glædet mig til. Det får jeg indhentet i 2013 og glæder mig således bl.a. til De urørlige, Holy Motors, The Woman in Black, Hvad med Kevin?, Magic Mike, Modig, Ted, Monsieur Lazhar, Sinister, Tyrannosaur og Killing Them Softly. Ja, samt selvfølgelig alle de nye filmlækkerier, der venter i 2013.

– Læs også mine top 10-lister for 2009 og 2010 og 2011.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2012 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3, DAG 4.

SEVEN PSYCHOPATHS: Manuskriptonani i tomgang

/i , /af

En altid cool Christopher Walken som velklædt hundetyv, en manisk Sam Rockwell som arbejdsløs skuespiller og en kortluntet Woody Harrelson som psykopat – nå ja, og så lige Colin Farrell som den alkoholiserede manusforfatter Marty med store filmdrømme, men ikke flittigheden til at indfri dem.

Ja, Seven Psychopaths har et karismatisk cast. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er nok til at holde hjulene på denne selvironiske metakrimi kørende. De sorthumoristiske løjer går ganske enkelt i manuskript-masturberende tomgang, mens de medvirkede forgæves forsøger at sparke liv i den ujævne og jævnt kedelige historie.

Man følger Marty, der ikke rigtigt kan få gang i sit manuskript, Seven Psychopaths. Men da han og vennen Billy vikles ind i en flok kriminelles fortagende, kommer der pludselig rigeligt med inspiration på banen. Ja, det er kort fortalt filmens præmis. Bum. Således forsøger filmen altså med selvbevidste genredrillerier at kæde Martys manuskript sammen med filmens virkelighed.

Desværre fanges filmen i sin egen leg med konventionerne og ender i navlepillende blindgyder med samtaler, der bare går i ring. Ja, en film, der ved, at den er en film. Men den gennemgående metaleg med filmreferencer og publikums bevidsthed om, at de ser en film, der ved, at den er en film, forbliver en fiks gimmick. En tom stiløvelse.

På papiret har det sikkert taget sig godt ud med virkelighedsforskydningerne, de kulørte karakterer og legen med publikums forventninger. Afviklingen er bare ikke skarp nok og historien forbliver for uvedkommende til, at det ellers potente cast udgør andet end flade brikker i manusforfatterens våde drøm. Sjask og sprøjt.

Men hey, en film, hvor Rockwell, Walken og Harrelson slås veloplagt om pladsen i spotlightet er svær ikke at holde bare en smule af. De kække replikker og absurde situationer smager bare for meget af en slap pølse med tarantinoske B-sider, Coen brødrene-kopiering og tilbagevendende jokes, der heller ikke var rigtigt sjove første gang.

Dynamikken mellem trekløveret – med en uforstående Farrell på sidelinjen – afføder dog velfungerende øjeblikke. Men gode ingredienser er som bekendt ikke nødvendigvis lig med en vellykket kødgryde. Det hjælper selvfølelig en smule på smagen, at en kaninelskende Tom Waits også smides i gryden. Men kun en smule.

Gense hellere noget af Tarantino, Coen-brødrene og Charlie Kaufman – ja, eller In Bruges, som Martin McDonagh ligeledes har skrevet og instrueret. Den er fremragende. Desværre er dens friskhed i Seven Psychopaths afløst af stivnet selvoptagethed og en forceret omgang manuskriptonani, der aldrig rykker sig ud af stedet. Tilbage til hakkebrættet Marty…
[tabgroup][tab title=”Seven Psychopaths | Biografanmeldelse”]


Originaltitel: Seven Psychopaths, England, 2012
Premiere: d. 25. december
Instruktion: Martin McDonagh
Medvirkende: Colin Farrell, Sam Rockwell, Woody Harrelson, Christopher Walken, Tom Waits, Abbie Cornish m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]