En sitrende god Christian Bale ræser vildt i ‘Le Mans ‘66’ på 4K Ultra HD

Ræs på 4K Ultra HD: Jeg kan mærke motorens brølende kræfter, vejbanens farlige kurver og adrenalinens sødme pumpe, når jeg med racerkører-dramaet ‘Le Mans ’66’ bringes med ned i de susende racerbiler tilbage i 1966. Det er muskuløse og masseproducerende Ford overfor elegante og unikke Ferrari. Ja, det er amerikanerne mod italienerne, når startskuddet lyder. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Filmen er baseret på en virkelig historie. En klassisk underdog-fortælling. For tilbage i 1960’erne dominerede den strømlinede røde Ferrari på racerbanen under 24-timersløbet Le Mans i Frankrig. Denne dominans vil Ford imidlertid udfordre, hvorfor den både dygtige, visionære og stålsatte bildesigner Carroll Shelby sættes på sagen om at vinde det prestigefulde løb.

Ind på scenen træder den karismatiske, men også noget løse kanon og temperamentsfuld Ken Miles. En yderst talentfuld racerkører, der ganske enkelt bare er bedre end de andre, men også svær at tøjle – hvilket ikke helt passer ind i Fords image. Derfor bliver racerløbet henimod at slå Ferrari ikke kun en kamp mod italienerne, men også en kamp mod Fords interne bureakrati.

Christian Bale er den iltre, men også charmerende Ken Miles, der ved, hvad han vil, kan og må gøre for at slå modstanderen. Han er ganske enkelt svær at få øjnene fra. Overfor ham finder man den noget mere fattede, men ikke mindre passionerede Shelby i skikkelse af en cool Matt Damon. De to er en umage duo, det er svært for mig ikke at holde af og heppe på.

Kampen mod Ferrari er naturligvis ikke kun en ydre kamp, hvor Fords manglende kendskab til racerbiler ikke er den eneste – og meget store – udfordring, der her skal vindes. Det er naturligvis også en indre kamp, der skal kæmpes. Det er dog den ydre kamp, der fylder mest. Jeg kunne godt have tænkt mig at komme lidt længere ind i sindet på de to kamphaner, så løbet fik mere nærvær.

Det er dog til at leve med, da blandt andet netop kemien mellem Damon og Bale er medrivende, mens racene på banen er engagerende. Desværre bliver filmen dog også lige lang nok for sit eget bedste med sine to timer og 32 minutter. Fortællingen mister undervejs lidt af sit momentum, sin intensitet og dramatiske nærvær. ‘Le Mans ’66’ er dog i sidste ende ganske enkelt en solid underholdningsfilm direkte fra Hollywoods drømmemaskine.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udgives på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, hvor filmens adrenalinfulde scener af ræs kan komme til deres intense ret. Herudover medfølger der også en omgang ekstramateriale. Man kan således blandt andet dykke ned i kig på virkelighedens personer bag filmen, videre til et kig på bilerne samt et kig på, hvordan man har skabt filmens tidsbillede med mere.

‘Le Mans ’66’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 30. marts 2020.

Ikonerne Arnold og Linda er tilbage på 4K Ultra HD med ’Terminator: Dark Fate’

Science fiction-action på 4K Ultra HD: Så skete det. Selveste Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton – den oprindelige duo fra de to første film i Terminator-franchisen – er tilbage i deres ikoniske roller som The Terminator og Sarah Connor for at levere mere fremtids-action. Det gør de med ’Terminator: Dark Fate’, der ser bort fra alle øvrige indslag i serien end James Camerons to første film fra henholdsvis 1984 og 1991. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Denne gang står verden overfor en ny trussel fra fremtiden. Nemlig en ny og mere avanceret dræberrobot end den gamle Terminator-model, der har rejst tilbage i tiden for at gøre det af med den unge og noget forvirrede kvinde Dani, der altså har en vigtig – men ukendt rolle – at spille i fremtidens kamp mellem dræberrobotterne og menneskene.

Ind fra højre kommer Grace – et computer- og styrke-optimeret menneske – der således tager Dani under sine beskyttende vinger, nå ja, og hendes kampklare krop. De to får dog ikke lov til at stå alene mod den farlige robot, for Sarah Connor melder snart sin ankomst med store automatvåben og en bazooka. Boom! Siger det – så er scenen ligesom sat og comebacket for Linda Hamilton skudt i gang.

Hamilton er da også noget af det, der med charme, styrke og autoritet er med til at binde filmen engagerende sammen, når den desværre vælter noget klodset sammen om sig selv. Den starter eller medrivende ud med potent action og voldsomme nævekampe. Jeg er på! Men som fortællingen folder sig ud, begynder korthuset desværre også at falde en smule sammen.

Tonen i filmen bliver undervejs sat en smule ud af kurs med fjollede comic relief-øjeblikke, der desværre rammer mere skævt end plet. Det suger noget af den ellers fine alvor ud af filmen, der også lever af netop sin virile action, der mod slutningen da også går helt agurk og over gevind i over the top-scenarier både til lands, til vands og i luften.

Det sagt, så formår ’Terminator: Dark Fate’ er være en ok underholdende tilbagevenden til det herlige Terminator-univers, hvor både Arnold og Linda charmerer, mens Mackenzie Davis er med til at stjæle billedet som den hårdtslående Grace. Men desværre er dette ikke det helt store og fyldestgørende comeback for franchisen, der ellers står mit hjerte nært.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at actionbraget udkommer i en steelboks i det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så kan man også dykke ned i mere end en times ekstramateriale. Her finder man således blandt andet både slettede og forlængede scener, videre til skabelsen af filmens univers og et kig på filmens ‘final showdown’ med mere.

’Terminator: Dark Fate’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. marts 2020.

En tilbagevenden til ondskabens hotel med ‘Doctor Sleep’ på 4K Ultra HD

Gys på 4K Ultra HD: Der er ingen grund til at sætte næsen op efter en film, der bare nærmer sig at være i gysende liga med Stanley Kubricks horror-mesterværk ‘The Shining’ fra 1980. Mindre kan bestemt også gøre det – helt nok bliver det dog desværre aldrig med ‘Doctor Sleep’, der følger den nu voksne Danny Torrence, der er mærket af begivenhederne på The Overlook Hotel som barn. Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Denne efterfølger er – som den første film – baseret på et bogforlæg af gysets mester Stephen King. Jeg har dog ikke læst nogen af dem, så jeg holder mig fra sammenligninger – men nu skal en film også kunne stå alene og for sig selv. Det kan ‘Doctor Sleep’ også – selvom det bestemt er en fordel at have set ‘The Shining’, blandt andet grundet forhistorien og ok fine referencer undervejs.

Desværre er her tale om en film, der efterhånden som historien skrider frem også bliver en smule søvnig – no pun intended. Det er blandt andet småt med reel spænding og uhyggelig bliver filmen aldrig. Allerhøjest en smule urovækkende, men aldrig noget, der tager for alvor fat. End ikke et par jump scares rammer rent. Det hjælper heller ikke just, at hovedskurken ikke er uhyggelig.

Her finder man en ellers god Rebecca Ferguson som den mystiske Rose the Hat, der leder an i en kultlignende gruppe, som lever af at suge livet ud af mennesker med evnen til at ‘shine’ – evnen man så Danny have i ‘The Shining’ – for at opnå udødelighed. Ja, denne omgang gys er egentlig dejligt skør og langt ude. Det redder bestemt den ellers en smule flade fortælling på vej.

Dannys evne til at ‘shine’ – blandt andet det at kunne kommunikere med de døde og snakke mentalt med andre – er stadig intakt. Han kommer i ‘Doctor Sleep’ i kontakt med teenageren Abra, der har de samme evner. De to må nu stå sammen mod Rose the Hat og hendes følge, inden de tager livet af flere samt ikke mindst dem selv.

Det lyder både spændende, mystisk og engagerende, men det bliver det kun momentvis, mens fortællingen mister momentum flere gange udervejs. Ja, filmen er med sine 2 timer og 31 minutter desværre også for lang for sit eget bedste. Den mister ganske enkelt intensitet, nærvær og dramatisk tyngde. Ewan McGregors martrede Danny gør dog ok fin figur uden dog at bide sig fast.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at gyserfilmen kommer på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke videre ned i filmen. Her ser blandt andet folkene bag filmen på vejen fra Stephen Kings bog, videre til Stanley Kubricks ‘The Shining’ og op til ‘Doctor Sleep’, mens man også får en making of samt en featurette om at vende tilbage til The Overlook Hotel.

‘Doctor Sleep’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. marts 2020.

Dobbelt op på Will Smith i science fiction-filmen ’Gemini Man’ på 4K Ultra HD

Action på 4K Ultra HD: Det er ret imponerende at se en ung Will Smith komme til live i science fiction-filmen ‘Gemini Man’, der nu udkommer på 4K Ultra HD. Her indtager Will Smith nemlig en actionfyldt dobbeltrolle som henholdvis den 51-årige og skarptskydende lejemorder Henry Brogan samt hans yngre og blot 23-årige jeg. Brogen står altså pludselig ansigt til ansigt med en klonet udgave af sig selv.

Brogan havde ellers tænkt sig at gå på pension fra sit farlige erhverv, da moralske samvittighedkvaler har gjort sit indtog hos ham. Det bliver dog ikke til at nyde otiummet i fred og ro, da nogen har sendt den dygtigste mand på feltet i nakken på Brogan for at få ham ned med nakken, nemlig den unge klon, der med imponerende CGI fremviser en ung Will Smith.

Men bag den imponerende virkeliggørelse af en 23-årig Will Smith, finder man en desværre noget klodset fortalt historie med ligeledes klodset leverede tematikker, hvor blandt andet eksistentiel tvivl om, hvem man er, kommer i spil hos den unge klon, videre til sentimentalt spundne daddy issues leveret med overfortalt schwung. Det sagt, så er ‘Gemini Man’ ikke uden plusser.

For ganske vist fremstår filmens instruktion måske nok ret generisk, men ikke desto mindre formår instruktør Ang Lee at iscenesætte et par ret så habile actionscener – blandt andet og ikke mindst en intens åbningsscene, der involverer et susende tog og Brogan, der på flere hundrede meters afstand skal forsøge at ramme sit mål, der befinder sig i toget.

Desværre er håndfulden af ok veloplagte actionscener ikke nok til at redde filmen op af sit også noget forglemmelige hul, hvor Hollywood-action går hen for at dø. Men hey, mens ‘Gemini Man’ står på, er den altså også helt ok underholdende – sin noget gumpetunge fortælling til trods. Heldigvis holder filmen et hæderligt tempo, der gør, at kedsomheden holdes ok på afstand.

I sidste ende er ‘Gemini Man’ dog en forglemmelig action-og-science-fiction-film, der måske nok imponerer med en CGI-ung udgave af Will Smith og leverer et par ret så habile action-scener, men forudsigeligheden, en kluntet udfoldet fortælling samt et par akavede comic relief-momenter spænder ben for filmens helhed, der altså derfor også ender som middelmådig.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at ‘Gemini Man’ udkommer på det billed- og lyd-optimerede format 4K Ultra HD, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, så man kan dykke ned i filmen og dens science fiction-univers. Her finder man således over mere end en times ekstramateriale, hvor man med blandt andet en række featuretter, der kigger nærmere på filmen og dens tilblivelse.

‘Gemini Man’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 24. februar.

Joaquin Phoenix er den ikoniske skurk i den mesterlige ‘Joker’ på 4K Ultra HD

Joker’ på 4K Ultra HD: Det er en af de mest ikoniske skurke, der med ‘Joker’ tages mørkt, urovækkende og dragende livtag med. Og det er en intens Joaquin Phoenix, som har påtaget sig opgaven som klovnen, der i den dystre film lyder det borgerlige navn Arthur Fleck. En mand, som bestemt ikke er rask i hovedet. Han kæmper med indre dæmoner, der filmen igennem kun tager til.

Et sygt sind, der spejles brutalt i et splittet Gotham City, hvis gader ulmer af uro og tiltagende kriminalitet. Her vandrer den mentalt ustabile Arthur Fleck rundt i mængden. Han føler sig overset og ikke hørt. Nej, instruktør og manuskriptforfatter Todd Phillips tager ikke udgangspunkt i et forlæg fra Joker-mytologien, men fortæller sin helt egen oprindelseshistorie om den legendariske skurk.

Dette er med andre ord et frisk og nyt greb om karakteren, der dog ikke helt løsriver sig helt fra referencer til skurkens velkendte baggrund. Men glem alt om et tempofyldt superskurke-ridt. Dette er et langt mere underspillet og dystert slæbende karakterportræt, der nuanceret forsøger at finde ind til manden bag masken i denne grumme fortælling om Batmans fjende nummer et.

Jeg rives fra første færd med ind i filmens trøstesløse univers af forførende forfald, mens Joaquin Phoenix ligeledes tryllebinder mig fra start til slut med et insisterende, urovækkende og dragende portræt af Jokeren. Han er absolut hele filmen værd. Jeg kan ganske enkelt ikke få øjnene fra ham, mens han nuanceret puster menneskeligt og gysende godt liv i Arthur Fleck og hans alias.

Det er ganske vist en skræmmende god Joaquin Phoenix, der med sin spinkle krop, dybe øjne og gysende latter ejer filmen med sit konstante nærvær. Jeg bliver dog nødt til også at nævne en medrivende Robert De Niro, der spiller en slick talk show-vært. Han brænder bestemt også umiskendeligt igennem – for lige at bruge en kliché. Ikke desto mindre er det sandt.

Kort fortalt, så er ‘Joker’ en både sørgelig og smertefuld, melankolsk og tragisk samt engagerende og dragende fortælling om en mand i gribende opløsning, men også en mand på sin slingrende og vanvittige vej hen imod at finde sin plads og sit ståsted i en verden, der kun synes at blive mere og mere rablende samt sværere og sværere at navigere i. Ja, urovækkende helt ind til benet.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover selve filmen, så udkommer ‘Joker’ også på det både billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-formaet, hvilket er virkelig skønt. Endvidere finder man en omgang ekstramateriale, hvor man således kan dykke endnu dybere ned i filmen, det blandt andet med en The making of, videre til alternative scener samt kostume tests med mere.

‘Joker’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 10. februar. 

‘Ad Astra’ er visuelt fængende science fiction på 4K Ultra HD

Science fiction på 4K Ultra HD: Der er ret så meget gang i den fra første rumfærd, når science fiction-filmen ‘Ad Astra’ folder sine teknisk imponerende rumscener ud i det uendelige univsers. Brad Pitt leder an som astronauten og militæringenøren Roy McBride, der kommer på noget af en rejse ud i rummet og langt væk fra Jordens overflade i sin søgen efter sin forsvundne far. Filmen udkommer nu på 4K Ultra HD.

Han har nemlig siden en mission, der søgte efter intelligent liv andetsteds i rummet været forsvundet i omkring 30 år. Men som du nok kan regne ud, så arter denne rejse til det yderste af solsystemet sig ikke som forventet. Snart dukker der hemmeligheder op, mens intensiteten blot stiger i takt med, at Roy McBride kommer længere og længere på sin færd.

‘Ad Astra’ er utvivlsomt en teknisk imponerende og visuelt dragende filmoplevelse. Man får virkelig meget både rumaction og mere vægtløst svævende scener, hvor både bulder og brag samt rummets snigende stilhed indfinder sig. Her er en ret fin balance mellem eftertænksomt rumdrama og mere svulstig action med astronaut-schwung på drengen.

Desværre så tynges den ellers visuelt fængslende film af en meget overfortalt historie, hvor både Roy McBrides voiceover og replikker for sig selv overforklarer både, hvad der sker og skal ske i filmen, videre til en udpensling af fortællingens tematikker og pointer. Ja, her tales delvist en smule ned til mig, synes jeg. Det er en skam, når nu netop både tematikker og pointer er interessante.

Her kommer man nemlig omkring store temaer så som selve meningen med livet og liv i rummet, videre til familie og kærlighed samt ensomhed og passion. Universelle tematikker det er nemt at spejle sig i, men som dog mister noget dramatisk tyngde i sin overforklarende eksekvering. Det selvom Brad Pitt faktisk helt fint lægger udtryksfuldt ansigt til bag sin astronaut-hjelm.

Jeg må da heller ikke glemme, at intet mindre end alt liv på Jorden og i universet trues, hvis ikke Roy McBride lige klarer skærene. Ja, her er bestemt også lige sin del af suspension of disbelief, der skal overvindes. Det sagt, så er det bestemt svært for mig ikke at blive revet med af filmens visuelle side og de mange både intense og imponerende rumscenarier.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det billed- og lyd-optimerede 4K Ultra HD-format, hvor både rumscener og den omsigsluttende lydside i den grad kommer til sin ret. Herudover medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan dykke ned i slettede scener og en række featuretter, der kigger bag om filmen – blandt andet med ‘The Art of Ad Astra’ og ‘Reach for the Stars’, mens der også medfølger et kommentarspor med filmens instruktør.

‘Ad Astra’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 3. februar.

‘It Chapter Two’ er solid popcorn-og-Hollywood-horror på 4K Ultra HD

Gys på 4K Ultra HD: Gisp! Så starter det hele igen. For i denne anden og sidste del i fortællingen om Pennywise, vender den dansende klovn nemlig tilbage. Der er gået 27 år siden han sidst spredte død og ødelæggelse i byen Derry. Dengang satte børnene i The Losers Club en stopper for dræberklovnen. Men nu må flokken af venner så vende tilbage til, hvor det hele startede.

Det bliver starten ikke kun på at få Pennywise ned med nakken, men også at finde hinanden igen og ikke mindst at få bugt med frygten og egne dæmoner i mødet med den grumme fortid. Stephen King-filmatiseringen ‘It Chapter Two’ byder således på både dystre traumer, et ubrydeligt venskab og naturligvis sin del af gysende gru i skikkelse af den ækle klovns mange former.

Så selvom jeg ikke rigtigt bliver bange undervejs i de ellers mange foruroligende optrin, er gyserfilmen altså et ganske medrivende bekendtskab. Både blodigt, voldeligt og grumt. Herligt. Og selvom ‘It Chapter Two’ har en spilletid på intet mindre end to timer og 50 minutter, så er flowet ret vellykket – det selvom fortællingen bliver en smule klodset i sin episodiske opbygning.

På den måde forstås, at vennerne en for en lige skal stå ansigt med klovnen og deres personlige frygt. Det giver lidt gentagelser i måden, hvorpå Pennywise popper op, hvor gyset da også lidt for ofte beror på mere eller mindre vellykkede jump scares, hvor klovnen forsøger at jage en skræk i livet på mig. Det lykkedes ikke for alvor. Dermed ikke sagt, at det ikke er fedt at være vidne til de mange både slimede, ækle og blodige optrin.

I rollen som de vokse venner i The Losers Club finder man blandt andre Jessica Chastain, James McAvoy og Bill Hader. De er alle gode – ligesom dynamikken i flokken er gribende. De tumler hver især engagerende med deres problemer – eksempelvis Jessica Chastain med en voldelig mand. Det giver en fin og dyster klangbund til både dramaet og gyset.

Nå ja, og så må jeg bestemt ikke glemme en formidabel Bill Skarsgård i rollen som det onde selv, nemlig Pennywise. Han er intens, klam og foruroligende. Et klart trumfkort for denne solide omgang popcorn-horror fra Hollywoods monstermaskine, der desuden også er overraskende morsom. Bestemt en værdig afslutning på den ligeledes vellykkede første del.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at filmen udgives på det både billed- og lyd-optimerede format 4K Ultra HD, så finder man også her en omgang ekstramateriale, der tager en med bag filmen og dens produktion. Således kan man dykke ned i blandt andet tre dokumentarer samt tre behind-the-scenes featuretter, mens man også finder et kommentarspor med filmens instruktør.

– It Chapter Two udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 20. januar 2020.

Der er medrivende ild i ‘X-Men: Dark Phoenix’ på 4K Ultra HD

Superhelte på 4K Ultra HD: Så er det blevet tid til endnu en film i den fortløbende saga om de mange mutanter i X-Men-universet, der på film startede med ’X-Men’ helt tilbage i 2000. Siden da er det blevet til en række både prequels, sequels og solo-film. Nu er turen kommet til historien om Jean Grey aka den magtfulde Dark Phoenix, der her ses i skikkelse af Sophie Turner i ’X-Men: Dark Phoenix’.

Jean Grey er dog ikke fra starten Dark Phoenix – en af de mest magtfulde karakterer i X-Men-universet. Men efter en farlig mission i rummet går det dog hverken værre eller bedre end, at den allerede magtfulde mutant bliver endnu mere magtfuld – med kræfter, der synes nærmest grænseløse. Nu må den ellers usikre Jean således kæmpe med at komme overens både med sine nye kræfter, men også sig selv.

Det er dog ikke kun Jean, der her kæmper en både indre og ydre kamp, for den skelsættende begivenhed i rummet ender også med at splitte X-Men-familien ad og truer samtidig selveste den menneskelige eksistens. Det er altså de helt store dramatiske vinger, der her foldes ud – de kan dog ikke helt bære vægten og mister noget nærvær og karakter undervejs.

For når X-Men-universet er bedst, så er det blandt andet netop, når karaktererne er i fokus – mere end actionfyldt bulder og brag. Her truer de mange – ganske vist flot iscenesatte action-sekvenser – med at overtrumfe både karakterarbejde, men også de ellers spændende tematikker i spil, der dog forbliver en smule i periferien. Desværre. Blandt andet mutanternes forhold til samfundet og omvendt.

Det er med andre ord meget action-delen i ’X-Men: Dark Phoenix’, der holder superhelte-eskapaderne ganske godt flyvende. Det gør de heldigvis også langt overvejende både medrivende og flot, hvor blandt andet mutanternes forskellige evner kommer opfindsomt i spil. At den bombastiske finale bliver en kende for lang for sit eget bedste er altså til at leve med.

På bundlinjen er ’X-Men: Dark Phoenix’ en solid tilføjelse til X-Men-sagaen, der dog mangler noget mere karaktermæssigt nærvær og mere fokus på både tematikkerne og deres gråzoner. Heldigvis leveres der mange veleksekverede action-scener undervejs, mens de mange forskellige mutanter og deres evner er underholdende at overvære.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover at filmen leveres på det både billed- og lyd-optimerede format 4K Ultra HD, så medfølger filmen også på Blu-ray, mens man også kan dykke ned i en omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet en making of i fem dele, videre til et kommentarspor og slettede scener med mere.

– ’X-Men: Dark Phoenix’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 21. oktober.

‘Godzilla: King of the Monsters’ er monstre, monstre og monstre på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Det er muligt, at der ikke er meget, som giver mening i ‘Godzilla: King of the Monsters’. Til gengæld er den yderst underholdende, når arsenalet af mægtige monstre folder sig medrivende ud i enorme kæmpe kampe på liv, død og vildt meget ødelæggelse. Det hele leveret med en barns livlige entusiame og glæde over monstrøs destruktion. Herligt! Nu udkommer filmen på 4K Ultra HD.

Filmen er en opfølger til ‘Godzilla’ fra 2014 og befinder sig i samme univers, hvor man har set kæmpegorillaen Kong i ‘Kong: Skull Island’ fra 2017. Det gælder med andre ord mægtige bæster, der ryger i titaniske totter på hinanden, hvor man naturligvis finder monstrenes konge i skikkelse af den ikoniske Godzilla i front. Kæmpeøglen er dog ikke alene her.

Det viser sig nemlig, at Jorden huser sin del af enorme monstre, som Godzilla nu må gå i kamp med, blandt andet Mothra, Rodan og ikke mindst dets tre-hovede nemesis King Ghidorah. Mellem de mægtige monstre finder man menneskene og her bureauet Monarch, der gør sit for at holde kæmperne i ave og fortsat sikre balance i verden. Det er dog langt fra så let sagt som gjort.

Ind på banen træder således Madison og hendes mor Emma – henholdsvis Millie Bobby Brown og Vera Farmiga. De leverer et fint mor-datter-forhold, hvor der bliver plads til nuancer og overraskelser. Men selvom man altså finder mennesker på rollelisten, så er der ingen tvivl om, at det er giganterne, som har den egentlige hovedrolle i dette skønt buldrende bæst af en film.

For det er når de apokalyptiske kampe udfolder sig med menneskene som små statister, at ‘Godzilla: King of the Monsters’ får det hele til at buldre, brage og rumle helt ned i maven. Jeg bliver her blandt andet begejstret over, hvor lidt undskyldende filmen er over, at den bare smadrer derudaf med sine monstre med en naiv og herlig barnlig glæde ved at levere monster på monster.

‘Godzilla: King of the Monsters’ er kort fortalt uforskammet monsterunderholdning, der præcis ved, hvad den er – nemlig monstrøs monster-destruktion for fuld smadder. Der er så også lige nogle mennesker med – og de gør det godt – men det er Godzilla og monster-co., der er de egentlige trækplastre her, når først lortet går ned. Og ja, det går virkelig ned. Brøøøl!

4K ULTRA HD og EKSTRAMATERIALE: Filmen leveres på det brølende flotte og bombastisk vellydende 4K Ultra HD med netop en optimeret billed- og lydside. Endvidere medfølger filmen på Blu-ray, mens der også er en stor omgang ekstramateriale at dykke ned i. Man kan således få et indblik i blandt andet alt fra filmens vilde effekter, videre til de spektakulære locations og mytologiens bag monstrene med flere. Her er også slettede scener samt et kommentarspor med blandt andet filmens instruktør.

‘Godzilla: King of the Monsters’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4k Ultra HD den 14. oktober.

‘Pokémon Detective Pikachu’ spreder sjov og ballade på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Jeg kender ikke særlig meget til Pokémon-universet andet end, at jeg har et overfladisk kendskab til diverse Pokémon-karakterer. Jeg var derfor spændt på at blive lukket ind i det populære univers med ‘Pokémon Detective Pikachu’. Blandt andet fordi, man her finder Ryan Reynolds lægge stemme til den legendariske Pokémon Pikachu. Desværre er hen nærved at være filmens eneste lyspunkt. Men også kun næsten.

For det er nu ganske sjovt at overvære rækken af kulørte, nuttede og opfindsomme Pokémon folde sig ud i en historie, der desværre overforklarer sit plot filmen igennem – bare lige så alle kan være med. Men det bliver også bare en smule trættende. Her er dog trods alt ganske godt fart på løjerne, hvor der leveres et par ok medrivende action-scener undervejs.

Man følger den 21-årige Tim, der begiver sig ud for at efterforske privatdetektiven og sin fars mystiske forsvinden. Han støder her på sin fars tidligere Pokémon-makker, nemlig ingen ringere end den gule Pikachu. Underligt nok kan Tim pludselig forstå alt, hvad Pikachu siger – hvilket viser sig at bestå af sin del af jokes, også de mere grovkornede af slagsen.

Det er her Ryan Reynolds stemme kommer veloplagt ind i billedet. For han bærer i sin gule rolle nærmest egenhændigt filmen på sin charme, komik og nuttethed alene. Det er desværre bare ikke nok til at sikre filmen kommer medrivende nok i mål. For undervejs mister de ellers ok tempofyldte løjer en smule momentum, men endnu mere noget af grebet om sin delvist forudsigelige fortælling.

‘Pokémon Detective Pikachu’ falder derfor også en kende flat på maven undervejs, hvor der desværre heller aldrig synes at være reel fare på færde. Det hele bliver en smule for poleret – altså bortset lige fra den kække Pikachus af og til dejligt upassende jokes. Men det øvrige persongalleri er bare ikke for alvor spænende, mens filmens sentimentale scener ikke rigtigt fungerer.

Kort fortalt så charmerer Ryan Reynolds sig igennem filmen som Pikachu, mens action og øvrige både sjove og bizarre Pokémon er med til at bære filmen. Desværre er det bare ikke nok til at redde filmen fra at blive en kende rodet undervejs og på sin vis også en forglemmelig affære, der aldrig rigtigt får mig revet med ind i filmens opklaringsarbejde og Pokémon-mysterie.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det både billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så både billede og lyd er helt i top. Filmen medfølger desuden på Blu-ray. Herunder kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet finder en længere række af featuretter, der går bag om filmen og det store Pokemon-univers.

‘Pokémon Detective Pikachu’ udkommer på dvd, blu-ray og 4K Ultra HD den 16. september.