Anmeldelse: Luften står stille i rummet, da vinderen annonceres i konkurrencen om at skabe en ny triumfbue til Paris. Vindernavnet i konvolutten er nemlig den ukendte og danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. Året er 1983, da den franske præsident François Mitterrand netop offentliggør vinderen i den internationale konkurrence, han selv har udskrevet.

Konkurrencen er mildt sagt et prestigeprojekt for præsidenten, men i høj grad også for den 53-årige Johan Otto von Spreckelsen. Det er hans et og alt. Hans livsværk, der nu skal opføres i lige linje med ikonerne Louvre og den originale triumfbue. Den målrettede og selvsikre arkitekts vision er dog både radikal og visionær, hvilket selv sagt afstedkommer sin del af problemer.

Johan Otto von Spreckelsen kan af gode grunde jo ikke selv rejse den mægtige bue – eller kube, som han kalder sit arkitektoniske værk grundet dens form. Han står imidlertid ufravigeligt i front for byggeriet, men må samarbejde med andre, der går mere pragmatisk til værks. Det skal jo kunne lade sig gøre rent praktisk at rejse det mægtige værk. Hertil kommer bureaukrati og et politisk spil.

I den klare hovedrolle som den danske arkitekt finder man en karismatisk Claes Bang. Jeg tror langt overvejende på ham som visionær og hårdfør kunstner, der ikke viger en tomme fra sin idé. Han er et interessant menneske at følge. Bl.a. når han slår sig på den omkringliggende virkelighed, der sender ham ud i fortvivlelse og frustration. Men også, når de indre dæmoner rammer ham.

Fra det ene øjeblik til det næste penetrerer danskeren altså de højeste lag i Frankrig og i den arkitektoniske verden. Kan han klare presset? Vil det knække ham? Eller stiger det ham til hovedet og ud i vanviddet? Det er bl.a. denne følelsesmæssige bølgegang, jeg er vidne til og fascineres af, mens byggeriet stødt skyder imponerende i vejret.

Visuelt er ’Den nye triumfbue’ en stimulerende og smuk fornøjelse, der gennem fotograf David Chambilles øjne beriges med et nærvær, levet liv og en flot miljøbeskrivelse, mens den dragende musik af komponist Oliver Marguerit på dynamisk vis supplerer historien, som er sat selvsikkert i scene af instruktør og manuskriptforfatter Stéphane Demoustier.

Filmen er baseret på den sande historie om Johan Otto von Spreckelsen og tilblivelsen af den nye triumfbue, men der er dog – som skrevet indledningsvis i filmen – taget fiktionsfriheder i beskrivelsen af arkitektens forhold til hustruen Liv, der spiller en mindre, men væsentlig rolle i historien. Her portrætteret med nærværende styrke af Sidse Babett Knudsen.

’Den nye triumfbue’ når desværre ikke de helt store gribende strofer, der finder helt ind i hovedet og livet på Johan Otto von Spreckelsens virke og væsen, hvorfor det ellers stærke portræt af Claus Bang ærgerligt nok ender lidt forjaget og uforløst. Filmen er dog en visuel fornøjelse, som fortæller sin grundlæggende interessante kunstner-historie med nerve.

’Den nye triumfbue’ får 4/6 stjerner:

 

 

’Den nye triumfbue’ har biografpremiere den 25. december.

Anmeldelse: Det handler om at turde drømme – og at drømme stort i dramaet ’Song Sung Blue’. Det handler om at gå efter drømmen, kærligheden og musikken. Alt det, som gør livet værd at leve. For den midaldrende og tidligere alkoholiker Mike er drømmen at kunne leve af musikken. Af at underholde sit publikum med særligt Neil Diamonds musik.

Det går dog ikke som en dans på musikalske roser her midt i livet for Mike. Hans liv ændrer sig dog radikalt, da han møder Claire, der synger det samme sted som Mike. Det bliver startskuddet til en berusende forelskelse og musikalsk rejse som en duo i form af et Neil Diamond hyldestband, der må starte karrieren med helt små og skraldede spillejobs.

Filmen er baseret på en sand kærlighedshistorie, som det lyder i starten af filmen. Men også på virkelighedens Mike and Claire Sardinas liv som en musikalsk duo, der går ikke så lidt igennem. Det er deres relation og livets udfordringer, som i filmen gives liv på både trist og tragisk, men også livsbekræftende vis. Desværre fortælles historien bare noget uinspireret.

Dramaet presser sine steder følelser lidt for klodset ned i halsen på sit publikum. Heldigvis har filmen et trumfkort i særligt en charmerende Kate Hudson som den livsglade drømmer Claire. Hun tilføjer en smittende energi til filmen, mens Hugh Jackmans måske lidt forudsigelige portræt af Mike vokser sig mere følelsesstærk filmen igennem.

De to er dog gode sammen. De har dramatisk kemi både på og udenfor scenen. Det er derfor også ekstra ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Craig Brewer ikke formår at forløse historien om parret stærkere og mere nuanceret. Filmen ender mere med at fremstå som et småkalkuleret forsøg på at få sit publikum til at fælde en dramatisk tåre.

Desværre kommer filmen heller ikke helt vellykket omkring det liv, som Mikes datter og Claires to børn lever bag deres forældre. De bliver mest brugt som skakbrikker, der trækkes ind, når der lige er brug for dem. ’Song Sung Blue’ er stærkest gennem Kate Hudsons menneskelige portræt og den grundlæggende hjerteskærende historie om drømme, kærlighed og musik.

’Song Sung Blue’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Song Sung Blue’ har biografpremiere den 25. december.  

Anmeldelse: Naturens mægtige væsen tager sit fascinerende greb i mig, når historien om en familie i Island får liv i instruktør og manuskriptforfatter Hlynur Pálmasons sanselige, smukke og menneskelige ’The Love That Remains’. Her mærker og ser jeg årstidernes skiften beskrevet engagerende i naturen med alt fra sne og kulde til varme og vindens friske blæsen.

Her forsøger familien at navigere i og håndtere forældrenes brud. Det gør eks-parret og deres børn på hver deres egen stille måde. Men tag ikke fejl. De mange følelser simrer latent lige under overfladen, mens blæsten rusker i de store vidder som modsvar til både det usagte og sagte, når den svære relation i familien foldes ud.

Historien fortælles visuelt stimulerende med strejf af magisk realisme og adskillige nedslag i familiens liv over årets skiftende tider. Det er øjebliksbilleder af livet i Island og af familiens liv, hvor der gøres plads til både frustrationer og håb, drømme og kærlighed. Det er fortalt med Islands storslåede natur af højt til himlen og i flotte nærbilleder af omgivelserne.

Hlynur Pálmason har selv nænsomt og opmærksomt filmet ’The Love That Remains’, hvor jeg gennem fint indrammede montager og viltre klip i tid bringes ind på livet af familien, venner og verden omkring dem. Det er billedflot fortalt og menneskeligt nuanceret portrætteret af skuespillerne, der går troværdigt i samspil med den taktile miljøskildring.

Hertil løfter filmens sitrende musik af komponist Harry Hunt både naturen og familiens gøremål ind i øjeblikke af hverdagsmagi. Selve tiden spiller også en prominent rolle for historiens dans med livets gang og følelsernes både udvikling og afvikling. For kan man slippe en dyb kærlighed helt? I så fald hvordan? Og hvad betyder det for os som mennesker i vores videre liv?

’The Love That Remains’ bringer mig med en dragende umiddelbarhed i et stille drama, hvor jeg samtidig omfavnes af naturens omskiftelighed og smukke tilstedeværelse. Hlynur Pálmason har et stærkt blik for livets fine små øjeblikke af både smerte, menneskelig ømhed og kærlighedens komplekse væsen, hvilket der er kommet en sanseligt gribende film ud af.

’The Love That Remains’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Love That Remains’ har biografpremiere den 18. december.

Anmeldelse: Med et isnende greb om familiegruen og en spirende galskab føres jeg visuelt smukt og fortællermæssigt fascinerende ind i det afsidesliggende Overlook Hotel, der huser brutale hemmeligheder og blodige skeletter i skabene. Ja, mesterinstruktøren Stanley Kubricks udødelige skrækklassiker ’The Shining’ fra 1980 sættes nu op i biografen for første gang i IMAX.

Det er en oplagt mulighed for enten første gang at opleve denne fortsat gysende grumme film eller genbesøge det ikoniske hotel, der ligger langt ude i naturen og senere bliver omkranset af civilisationsafskærmende snemasser. Her følger man familien Torrance, der vinteren over skal tilse hotellet, mens fader Jack også skal skrive på sin roman.

Der lurer snart uhygge i skyggerne og lige bag øjnene på Jack, som sætter sig til skrivemaskinen med Colorados mægtige bjerge som udsigt. Hans hustru Wendy og deres lille søn Danny aner til en start ikke uråd om hotellets dystre fortid eller Jacks forestående morderiske mani. For hvad sker der egentlig i faderens indre, som han sidder der ved sin skrivemaskine?

’The Shining’ er baseret på en roman af Stephen King, der i hænderne på Stanley Kubrick får sat tiltagende styrke på gyset i en film, der har et stærkt greb i mig fra start til slut. Jeg får gåsehud af uhyggen, mens angstens sved truer med at pible frem. Bl.a. da Jack gæster et mystisk hotelværelse. Den scene skræmte mig første gang, jeg så filmen. Det er stadig en mesterligt skræmmende scene.

Jack Nicholson er eminent gal som utilregnelig farmand, mens en mild Shelley Duvall er pokkers gribende som hustru. Sønnen portrætteres ligeledes legendarisk af Danny Lloyd, der også hvirvles ind i et mesterligt orkestreret rædselsskrig af en film. Bl.a. hans åndedrætsstoppende cykelture rundt på hotellets gange. Ja, hvad mon gemmer sig om næste hjørne?

Filmen er en overlegen opvisning i brillant instrueret gys og gru, der ikke kun er en teknisk fornøjelse, men også sætter sig psykisk dybt i mig. Fotograf John Alcotts dynamiske og sirligt komponerede billeder går gnidningsfrit i spænd med den myrekrybende musik af Wendy Carlos Rachel Elkind. Jeg tør godt kalde ’The Shining’ for et mesterværk!

‘The Shining’ får 6 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Shining’ har re-premiere den 11. december. Den nye IMAX-version er den originale amerikanske, der har en spillelængde på 144 min. Filmen vises uden undertekster.

Anmeldelse: Kønnenes kamp tages til ekstremerne i den satiriske komedie ’Mand op’. Eller rettere sagt, så er det mest mændenes kamp, vi her følger. Nemlig en lille gruppe på fem mænd, der føler, at kvinderne har fået alt for meget magt i verden og samfundet. De vil have patriarkatet tilbage på toppen og de såkaldte maskuline dyder i højsædet.

I front for deres gruppe Mand Op finder man Rasmus, der på overfladen lever et helt almindeligt liv med et helt almindeligt fredeligt job. Men om natten går han og gruppen bl.a. løs med graffiti på boligen, der tilhører en politiker, som taler ligestillingens sag. Det stopper ikke der. Snart synes Ramus og co. nemlig, at det er nødvendigt at gå mere ekstremt til værks.

I deres klodsede kamp for at vende samfundet tilbage til den såkaldte ”naturlige orden”, hvor det er mænd, der styrer verden, mens kvinderne føder børnene, går det naturligvis langt fra som femkløveret håber på. Det er bl.a. i de groteske missioner og de bastante holdninger hos Mand Op, at komikken skal findes. Det gør den da også sine steder.

Bl.a. når mændene småynkeligt brokker sig over manglende kærester – eller når de på deres missioner ubehjælpsomt kager rundt om hinanden. Komikken beror altså ikke ligefrem på elegant satiriske nuancer, men maler mest af alt med brede penselstrøg, hvor bl.a. bevæggrundene for gruppens aktioner bliver for forudsigelige og klichéfyldte.

Det sagt, så er der god dynamik mellem skuespillerne, der giver morsomt liv til mandegruppen. Den kærlighedsknuste Rasmus ses i form af Mikkel Boe Følsgaard, mens Christopher Læssø er tøffelhelt i sit forhold. Zaki Youssef agerer charmerende comic relief. Han har god komisk timing, hvilket også gælder skolelæreren i skikkelse af Anders Brink Madsen, mens den unge Noa har fin naivitet portrætteret af Ulrik Windfeldt-Schmidt.

Instruktør Frederikke Aspöck har egentlig et godt tag om fortællingens momentum, men får ikke løftet det ærgerligt nok ikke videre interessante manuskript af Lars Husum til et videre debatskabende niveau. Dertil er gråzonerne ikke berørt spændende nok. ‘Mand op’ er på trods af ujævnheder heldigvis ok underholdende, men smager desværre mest af en luftig candyfloss.

’Mand op’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mand op’ har biografpremiere den 11. december.