’Den nye triumfbue’ er en visuelt stimulerende kunstnerrejse

Anmeldelse: Luften står stille i rummet, da vinderen annonceres i konkurrencen om at skabe en ny triumfbue til Paris. Vindernavnet i konvolutten er nemlig den ukendte og danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. Året er 1983, da den franske præsident François Mitterrand netop offentliggør vinderen i den internationale konkurrence, han selv har udskrevet.

Konkurrencen er mildt sagt et prestigeprojekt for præsidenten, men i høj grad også for den 53-årige Johan Otto von Spreckelsen. Det er hans et og alt. Hans livsværk, der nu skal opføres i lige linje med ikonerne Louvre og den originale triumfbue. Den målrettede og selvsikre arkitekts vision er dog både radikal og visionær, hvilket selv sagt afstedkommer sin del af problemer.

Johan Otto von Spreckelsen kan af gode grunde jo ikke selv rejse den mægtige bue – eller kube, som han kalder sit arkitektoniske værk grundet dens form. Han står imidlertid ufravigeligt i front for byggeriet, men må samarbejde med andre, der går mere pragmatisk til værks. Det skal jo kunne lade sig gøre rent praktisk at rejse det mægtige værk. Hertil kommer bureaukrati og et politisk spil.

I den klare hovedrolle som den danske arkitekt finder man en karismatisk Claes Bang. Jeg tror langt overvejende på ham som visionær og hårdfør kunstner, der ikke viger en tomme fra sin idé. Han er et interessant menneske at følge. Bl.a. når han slår sig på den omkringliggende virkelighed, der sender ham ud i fortvivlelse og frustration. Men også, når de indre dæmoner rammer ham.

Fra det ene øjeblik til det næste penetrerer danskeren altså de højeste lag i Frankrig og i den arkitektoniske verden. Kan han klare presset? Vil det knække ham? Eller stiger det ham til hovedet og ud i vanviddet? Det er bl.a. denne følelsesmæssige bølgegang, jeg er vidne til og fascineres af, mens byggeriet stødt skyder imponerende i vejret.

Visuelt er ’Den nye triumfbue’ en stimulerende og smuk fornøjelse, der gennem fotograf David Chambilles øjne beriges med et nærvær, levet liv og en flot miljøbeskrivelse, mens den dragende musik af komponist Oliver Marguerit på dynamisk vis supplerer historien, som er sat selvsikkert i scene af instruktør og manuskriptforfatter Stéphane Demoustier.

Filmen er baseret på den sande historie om Johan Otto von Spreckelsen og tilblivelsen af den nye triumfbue, men der er dog – som skrevet indledningsvis i filmen – taget fiktionsfriheder i beskrivelsen af arkitektens forhold til hustruen Liv, der spiller en mindre, men væsentlig rolle i historien. Her portrætteret med nærværende styrke af Sidse Babett Knudsen.

’Den nye triumfbue’ når desværre ikke de helt store gribende strofer, der finder helt ind i hovedet og livet på Johan Otto von Spreckelsens virke og væsen, hvorfor det ellers stærke portræt af Claus Bang ærgerligt nok ender lidt forjaget og uforløst. Filmen er dog en visuel fornøjelse, som fortæller sin grundlæggende interessante kunstner-historie med nerve.

’Den nye triumfbue’ får 4/6 stjerner:

 

 

’Den nye triumfbue’ har biografpremiere den 25. december.