’I’m Still Here’ forbinder den personlige historie med en fælles bevidsthed
Anmeldelse: Jeg bliver med dramaet ’I’m Still Here’ kastet direkte ned i et solbadet 1970 i en umiddelbart idyllisk kystby nær Rio de Janeiro. Men militærdiktaturet i Brasilien hænger som en skygge over landet og byen, hvor jeg møder den store familien Paiva med mor Eunice, far Rubens og deres fem børn. Familiens energi af kærlighed og drillerier smitter smilende af på mig.
Jeg får lov til at komme ind på livet af familien, deres mange venner og festlige sammenkomster. Jeg mærker dem og drages ind i det gennemførte tidsbillede med varme farver, tidens musik og øjeblikke filmet på hjemmevideo. Idyllen krakelerer dog en dag for familien, hvor det militære diktatur træder ind i deres liv med tonstunge betonstøvler. Intet bliver som før.
Det er bl.a. i netop kontrasten mellem det helt almindelige liv, der leves i familien og så landets diktatur, at historien skildres både gribende og tankevækkende. Det er desuden drønspændende fortalt og samtidig giver historien også et indblik i et sort kapitel i Brasiliens historie, hvor netop dette nedslag i familien Paiva er baseret på rigtige mennesker.
En ting er dog den overordnede historiske fortælling om diktaturet, noget andet er skildringen af menneskene. Det gøres engagerende, levende og nuanceret. Følelserne af bl.a. afmagt og frustration gøres relaterbare og sættes skræmmende i scene, hvor særligt familiens Eunice får en central rolle. Hun portrætteres hele vejen medrivende, nærværende og sejt af Fernanda Torres.
Det er historien om en familie, der pludselig rives i stykker. Det er historien om et land i et diktaturs greb, hvis indgreb i netop almindelige menneskers liv skildres råt, forstemmende og rørende. Det er grundlæggende et stærkt drama om tab, sorg og savn. Om håbløshed og vrede. Det er en film om, hvad man stiller op med alle disse følelser.
’I’m Still Here’ lykkes elegant med at få den personlige familiehistorie til at resonere med en større og fælles historie om Brasilien, der ekkoer helt op til vores nutid. Instruktør Walter Salles viser således et overskud i sin måde at binde og fordele de menneskelige ender og skæbner sammen til et større hele, der satte sig stærkt i maven og hjertet på mig.
’I’m Still Here’ får 5 ud af 6 stjerner:
’I’m Still Here’ har biografpremiere den 4. december.
