’Mand op’ maler kønnenes kamp satirisk bastant op

Anmeldelse: Kønnenes kamp tages til ekstremerne i den satiriske komedie ’Mand op’. Eller rettere sagt, så er det mest mændenes kamp, vi her følger. Nemlig en lille gruppe på fem mænd, der føler, at kvinderne har fået alt for meget magt i verden og samfundet. De vil have patriarkatet tilbage på toppen og de såkaldte maskuline dyder i højsædet.

I front for deres gruppe Mand Op finder man Rasmus, der på overfladen lever et helt almindeligt liv med et helt almindeligt fredeligt job. Men om natten går han og gruppen bl.a. løs med graffiti på boligen, der tilhører en politiker, som taler ligestillingens sag. Det stopper ikke der. Snart synes Ramus og co. nemlig, at det er nødvendigt at gå mere ekstremt til værks.

I deres klodsede kamp for at vende samfundet tilbage til den såkaldte ”naturlige orden”, hvor det er mænd, der styrer verden, mens kvinderne føder børnene, går det naturligvis langt fra som femkløveret håber på. Det er bl.a. i de groteske missioner og de bastante holdninger hos Mand Op, at komikken skal findes. Det gør den da også sine steder.

Bl.a. når mændene småynkeligt brokker sig over manglende kærester – eller når de på deres missioner ubehjælpsomt kager rundt om hinanden. Komikken beror altså ikke ligefrem på elegant satiriske nuancer, men maler mest af alt med brede penselstrøg, hvor bl.a. bevæggrundene for gruppens aktioner bliver for forudsigelige og klichéfyldte.

Det sagt, så er der god dynamik mellem skuespillerne, der giver morsomt liv til mandegruppen. Den kærlighedsknuste Rasmus ses i form af Mikkel Boe Følsgaard, mens Christopher Læssø er tøffelhelt i sit forhold. Zaki Youssef agerer charmerende comic relief. Han har god komisk timing, hvilket også gælder skolelæreren i skikkelse af Anders Brink Madsen, mens den unge Noa har fin naivitet portrætteret af Ulrik Windfeldt-Schmidt.

Instruktør Frederikke Aspöck har egentlig et godt tag om fortællingens momentum, men får ikke løftet det ærgerligt nok ikke videre interessante manuskript af Lars Husum til et videre debatskabende niveau. Dertil er gråzonerne ikke berørt spændende nok. ‘Mand op’ er på trods af ujævnheder heldigvis ok underholdende, men smager desværre mest af en luftig candyfloss.

’Mand op’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mand op’ har biografpremiere den 11. december.