‘Song Sung Blue’ er trist, tragisk og livsbekræftende
Anmeldelse: Det handler om at turde drømme – og at drømme stort i dramaet ’Song Sung Blue’. Det handler om at gå efter drømmen, kærligheden og musikken. Alt det, som gør livet værd at leve. For den midaldrende og tidligere alkoholiker Mike er drømmen at kunne leve af musikken. Af at underholde sit publikum med særligt Neil Diamonds musik.
Det går dog ikke som en dans på musikalske roser her midt i livet for Mike. Hans liv ændrer sig dog radikalt, da han møder Claire, der synger det samme sted som Mike. Det bliver startskuddet til en berusende forelskelse og musikalsk rejse som en duo i form af et Neil Diamond hyldestband, der må starte karrieren med helt små og skraldede spillejobs.
Filmen er baseret på en sand kærlighedshistorie, som det lyder i starten af filmen. Men også på virkelighedens Mike and Claire Sardinas liv som en musikalsk duo, der går ikke så lidt igennem. Det er deres relation og livets udfordringer, som i filmen gives liv på både trist og tragisk, men også livsbekræftende vis. Desværre fortælles historien bare noget uinspireret.
Dramaet presser sine steder følelser lidt for klodset ned i halsen på sit publikum. Heldigvis har filmen et trumfkort i særligt en charmerende Kate Hudson som den livsglade drømmer Claire. Hun tilføjer en smittende energi til filmen, mens Hugh Jackmans måske lidt forudsigelige portræt af Mike vokser sig mere følelsesstærk filmen igennem.
De to er dog gode sammen. De har dramatisk kemi både på og udenfor scenen. Det er derfor også ekstra ærgerligt, at instruktør og manuskriptforfatter Craig Brewer ikke formår at forløse historien om parret stærkere og mere nuanceret. Filmen ender mere med at fremstå som et småkalkuleret forsøg på at få sit publikum til at fælde en dramatisk tåre.
Desværre kommer filmen heller ikke helt vellykket omkring det liv, som Mikes datter og Claires to børn lever bag deres forældre. De bliver mest brugt som skakbrikker, der trækkes ind, når der lige er brug for dem. ’Song Sung Blue’ er stærkest gennem Kate Hudsons menneskelige portræt og den grundlæggende hjerteskærende historie om drømme, kærlighed og musik.
’Song Sung Blue’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Song Sung Blue’ har biografpremiere den 25. december.






