Biografanmeldelse: Det starter med store smil og livsglad dans, når moren Nanna sejler på ferie med sin datter Cille og hendes veninde. Cille fylder nemlig 18 år, hvilket fejres med fest og farverige drinks på en luksuriøs tur ombord på et kæmpemæssigt krydstogtskib. Efter nattens festligheder mødes trekløveret dagen derpå imidlertid af en yderst ubehagelig virkelighed.

Cille er blevet voldtaget af en af skibets andre gæster, men husker ikke meget selv. Snart går de lægelige undersøgelser af Cille i gang, mens der tages vidneudsagn fra både Cille og hendes mor. Men herfra synes efterforskningen at gå i stå. Snart indser den handlekraftige Nanna således, at hvis gerningsmanden skal findes, må hun tage sagen i egen hånd.

Starten på et nervepirrende drama er sat i søen med en rå og nærværende Trine Dyrholm som Nanna. Det store ferieskib skifter efter natten nu straks karakter fra at være et festmekka oplyst af diskolys til at være et klaustrofobisk bæst, hvor luften bliver klemt ud af lungerne på en. For hvor langt kan og vil Nanna gå for sin datter? Hvad er hun villig til at gøre i jagten på gerningsmanden?

Det er nogle af de spørgsmål, som instruktør og medforfatter Michael Noer spænder intenst for skuden, der måske nok sejler en smule tematisk fladt rundt i søen med spørgsmål om bl.a. også skyld og retfærdighed. Heldigvis har filmskaberen en stærk Trine Dyrholm til at løfte dramaet og spændingen, når historien mister lidt faldhøjde og en kende troværdighed.

Hævntogtet står måske nok ikke på blodige skuddueller og store eksplosioner. Styrken er snarere at finde i den knugende og dirrende nerve, som filmen formår at rive frem, når en mor og hendes datter står overfor deres livs mareridt. Her er Flora Ofelia Hofmann Lindahl også virkelig god som Cille, der med lige dele naivitet og sejhed leverer et gribende portræt som datteren.

Det er derfor også en skam, at mor-datter-forholdet ikke sætter sig mere fast og rammer de mere dybe følelseslag, end tilfældet er. På samme måde som også filmens finale ender med at stå lidt uforløst hen. Det sagt, så lever og overlever ’Birthday Girl’ takket være bl.a. sine to hovedroller og en trykket atmosfære, der indfanges dynamisk og intenst af fotograf Adam Wallensten.

’Birthday Girl’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Birthday Girl’ har biografpremiere den 4. april.

Biografanmeldelse: Det er følelsesfint, roligt og tålmodigt, at jeg med Wim Wenders’ smukke og livsreflekterende ’Perfect Days’ bringes ind i livet hos den midaldrende Hirayama. Han lever et stille liv alene og ordknapt, mens arbejdsdagene går med at rengøre offentlige toiletter i Tokyo. Han er yderst sirlig, når han på knæ skrubber både kummer og pissoirs til de skinner. Livet går sin sagte gang.

Det er et liv præget af rutiner og stille stunder, hvor bl.a. sollyset rammer den smilende Hirayama, der synes helt og aldeles i ro med sig selv og livet. Når han har fri, læser han bøger, lytter til musik på kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith samt lever et minutiøst liv i sit lille hjem. Han nyder dagene. De små øjeblikke af skønhed, når pauserne i hverdagen tillader det.

Det er det enkle liv, som her er i centrum, hvor den sympatisk udstrålende Hirayama er det menneskelige omdrejningspunkt i en fortælling, der måske nok ikke gør umiddelbart meget væsen af sig, men rummer stor humanisme, mens der manes til rolig eftertanke hos mig selv og det liv, jeg lever med bl.a. spørgsmålet: Er jeg lykkelig?

Det er med simple og afdæmpede greb, at eksistentielle spørgsmål kommer i spil. Livets skønhed og skrøbelighed. Meningen med det hele og om man kan snyde sig lykkelig? Det er et menneskeligt portræt af en mand, der rummer mere og flere følelser, end det måske nok ved første øjekast lader sig afsløre. Det er bl.a. gennem filmens tålmodige væsen, at dens styrke findes.

Det er gennem Kôji Yakushos nærværende og sarte portræt af Hirayama, at filmen bl.a. får sit menneskelige liv og dragende nerve. Det er gennem fotograf Franz Lustigs smukt balancerede og elegante billeder af hverdagen, som her får fortryllende momenter af skønhed. Det at værdsætte de små ting i livet. Det at finde ro med der, hvor man er.

Wim Wenders lykkedes med ’Perfect Days’ på rolig dynamisk vis at åbne ind til et andet menneskes liv. Det magiske i mennesket og livet. For er vi lykkelige, hvis bare vi tror nok på det? Kan det triste og melankolske leve i smuk harmoni med livets skønhed og følelsesdybde? Det er på rørende, hjertevarm og fascinerende eftertænksom vis, jeg får en flig af et andet menneskes indre liv. Det er et smukt syn.

’Perfect Days’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Perfect Days’ har biografpremiere den 27. marts.