Den rørende ‘Past Lives’ forløser følelsesfint sin skæbnefortælling

Biografanmeldelse: Før eller siden vokser vi op til at blive voksne. Barndommen bliver henlagt til minderne. Både de gode og de dårlige. Nogle venskaber varer ved livet igennem. Andre holder ikke distancen. Det kan der være mange grunde til. I den varmt menneskelige ’Past Lives’ skilles de ellers tætte barndomsvenner Nora og Hae Sung ad, da Nora og hendes familie emigrerer fra Sydkorea til Canada.

Vi møder de to venner i barndommens bekymringsfrie leg videre op i livet, hvor deres veje mange år senere krydses og kulminerer i et møde i New York, hvor Nora nu bor og er gift med forfatteren Arthur. Det er på en yderst følelsesfin måde, at jeg kommer ind på livet af begge parter i venskabet. Deres liv, verdensbillede og relationen mellem de to. Det er både rørende og tankevækkende.

Her sættes bl.a. tanker om skæbne i spil. Kærlighed, fortid, nutid og fremtid. For hvorfor arter livet sig, som det nu gør for os hver især? Kan vi holde fast i noget, der var engang? Kan denne barndommens magi genvindes i et møde årtier senere efter mange års adskillelse? Det er med et særdeles dynamisk greb om både karakterer og temaer, at jeg her drages ind i filmens liv.

Karakterer, der bliver formet og udfoldet som troværdigt ægte mennesker, hvis vej i livet er gået i forskellige retninger. Med det in mente, at venskabet bindes sammen af en fælles fortid. Men er det nok til at vare ved? Jeg bliver i mødet med Nora og Hae Sungs relation hensat til tanker om mit eget liv. Min barndom, venskaber og minder om barndommens uskyld og betydning.

Instruktør og manuskriptforfatter Celine Song har et virkelig godt greb om filmens følelser og en evne til at få dem sat troværdigt i spil, så selv de små nuancer rammer rent og sætter sig lige i hjertet på mig, så jeg kneb op til flere positive tårer undervejs. For livet er ikke nødvendigvis, som man troede det ville blive, da man var barn. Men det er jo nok også meget godt og helt ok.

Trekløveret med Nora og Hae Sung som det stærke dramatiske omdrejningspunkt får et engagerende tredje hjul, der på dragende vis bindes sammen med vennerne i skikkelse af Arthur. Der er en virkelig velbalanceret følelsesdynamik her, hvor fortid og nutid på både rørende og hjerteskærende vis forbindes og giver liv til fortællingen.

Greta Lee og Teo Yoo er vildt engagerende i deres nærværende portrætter af de genforenede barndomsvenner, mens John Magaro med sympatisk tilstedeværelse fuldender dramaets hjertevarme natur, som smukt bindes sammen af fotograf Shabier Kirchners velkomponerede billeder, mens filmens musik af Christopher Bear og Daniel Rossen på elegant vis sætter toner på følelserne.

’Past Lives’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Past Lives’ har biografpremiere den 21. marts.

‘Ghostbusters: Frozen Empire’ leverer charmerende spøgerier

Biografanmeldelse: Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal ringe til, når det spøger. Ja, holdet af ghostbusters! Nu vender spøgelsesjægerne tilbage med efterfølgeren til den vellykkede ’Ghostbusters: Afterlife’ fra 2021, hvor de oprindelige og nye ghostbusters blev forenet. I ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er både gamle og nye ansigter tilbage for igen at buste spøgelser.

Denne gang vender holdet af helte tilbage til, hvor det hele startede i den første film fra 1984. Nemlig i New York, hvor den legendariske brandstation atter udgør spøgelsesjægernes hovedsæde. Det knirker og knager dog i den gamle bygning, mens en ny ondskab fra det hinsides også begynder at røre faretruende på sig. Med andre ord: Det er tid til at ringe til ghostbusters!

Det lykkedes at skabe en virkelig fin og veloplagt balance mellem både de oprindelige ghostbusters og så det nye kuld af gespenst-bekæmpere. Der leveres ganske vist sin del af fan-service, som man med fordel måske nok kunne skære lidt ned på, da filmen faktisk er ved at finde sit eget ståsted i universet, der ellers har beroet på de oprindelige proton-bestyrere.

Her finder man igen Bill Murray som Peter Venkman, Ernie Hudson er Winston Zeddemore og Dan Aykroyd gentager rollen som Ray Stantz, mens Annie Potts atter er Janine Melnitz. Stærkt! De får alle fine øjeblikke i filmen, der overvejende holder et engagerende momentum af lige dele sjov og herligt gys, hvor det er karismatiske Winston og Ray, som får mest spilletid af de gamle kendinge.

Det er dog de nye ansigter, som må og skal bære franchisen videre og ind i forhåbentlig flere film. Heldigvis finder man også her et stærkt hold. Nemlig den charmerende gruppe af både unge og ældre ghostbusters, som denne gang virkelig begynder at finde eget fodfæste. De er sjove og veloplagte. Bl.a. er det voksne par spillet af Paul Rudd og Carrie Coon søde sammen. Så pyt med, at filmen er lidt rodet.

De bakkes dynamisk op af bl.a. Finn Wolfhard og Mckenna Grace, der sammen med Carrie Coon som deres mor alle er efterkommere af den afdøde ghostbuster Egon Spegler. Således er blodbåndet til originalerne intakt. ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er kort fortalt et sjovt og opløftende skud af spøgerier, der varmer om hjertet og bringer gysende kulde ned ad nakken. Men mest hjertevarme.

’Ghostbusters: Frozen Empire’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Frozen Empire’ har biografpremiere den 21. marts.

Uhyggen udebliver i det våde gys ‘Night Swim’

Biografanmeldelse: Uhyggen lurer lige under overfladen i den ellers idyllisk udseende og azurblå swimmingpool, som man finder i en lille families baghave i ’Night Swim’. Far, mor og deres to børn aner dog ikke uråd, da de køber huset for at starte et nyt kapitel i deres liv. Publikum er imidlertid allerede i en ganske fin åbningsscene blevet introduceret for, at poolen ikke er uden farer.

Lidt efter lidt står det dog også klart for familien, at deres pool ikke er helt så uskyldig, som den ser ud. Men hvad er det præcist, der gemmer sig i poolens mørke dyb? Og hvad gør vandet ved den vandglade familie? Det er nogle af de spørgsmål, som gyset stiller i håbet om, at det afføder gribende uhygge. Det gør det bare aldrig rigtigt.

Helt skævt går det bl.a., når den ellers usete gru byttes ud med billige og ineffektive chokeffekter og jump scares. For selvom der indledningsvis faktisk tages et par ok svømmetag til et nervepirrende familiedrama med indbygget gys, så taber filmen det hele på gulvet undervejs i en historie, jeg ikke tror en tøddel på, hvorfor både et oprigtigt familiedrama og gyset udebliver.

Det er en skam, men når uhyggen i poolen og den hertil knyttede historie og baggrund for poolens væsen ingen mening giver, giver det langt fra den ønskede effekt af uhygge. For når karaktererne ikke får troværdigt drama og karakterskildringer at arbejde med, løber skrækken og rædslen ud med badevandet i en film, der langt fra er original i sit forsøg på at stable gys på benene.

Nu behøver et godt gys som bekendt ikke at være original for at fungere som et effektivt og medrivende gys, men når historien i tilfældet med ’Night Swim’ ikke tør stole på, at bl.a. det usete og usagte i en ellers til at starte med spændende gyserpræmis er nok til at jage uhygge i livet på sit publikum, er det også mere end op ad bakke at blive grebet af filmen.

Instruktør og medforfatter Bryce McGuire har kort fortalt ikke overbevisende flair for at etablere en troværdig uhygge og da slet ikke for at fastholde gruen, så den får bare en smule troværdigt fat i mig gennem bl.a. familiens liv og interne dynamik. ’Night Swim’ drukner med andre ord i en hovedløst klodset historie, der ikke formår at skabe gribende gys.

’Night Swim’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Night Swim’ har biografpremiere den 14. marts.

‘Jeg er morderen!’ er et delvist vellykket mordmysterie med komisk kant

Biografanmeldelse: Der leveres et komisk mordmysterie, når den franske instruktør og manuskriptforfatter François Ozon slipper gækken kækt løs med ’Jeg er morderen!’. Her bringes publikum tilbage til Paris i 1935, hvor vi møder den unge aspirerende skuespiller Madeleine Verdier. Hun har desværre ikke meget held med at få roller. Helt galt går det, da hun besøger en stor filmproducent.

Mødet udvikler sig i en yderst ubehagelig retning, da han forsøger at forgribe sig på hende. Hun undslipper imidlertid. Men snart efter findes filmproducenten skudt død. Hvem er morderen? Er det virkelig den søde Madeleine? Hun står i hvert fald først for, når ordensmagten nu skal finde frem til en mistænkt. Men hvad er i grunden op og ned i sagen, der kun bliver mere og mere speget.

Madeleine hyrer nu sin bofælle Pauline, der er advokat, men dog uden klienter. Lige indtil nu, hvor hun altså skal føre venindens sag. Herfra går den lystelige leg på sandheden om morderens identitet og motivet bag, der viser sig at rumme sin del af hemmeligheder og krumspring, mens et ikke videre kompetent retsvæsen kommer til kort i jagten på at få dømt den måske skyldige Madeleine.

Der lægges ganske veloplagt fra kaj med godt tempo og charme fra bl.a. Nadia Tereszkiewicz og Rebecca Marder som den umage duo af skuespiller og advokat. De to er gode sammen. Der er dog mere herligt skæv karisma over Isabelle Hupperts flamboyante karakter, der desværre bringes noget sent ind i fortællingen. Hun bidrager imidlertid med et tiltrængt pift til historien og mysteriet.

’Jeg er morderen!’ mister dog undervejs en kende momentum, hvor det ellers ofte ret så rappe manuskript ikke kan holde den replikhurtige kadence. Komedien er dog ikke uden sin del af komiske karakterer, der også flere gange undervejs rammer morsomt plet. Bl.a. finder man en noget ubehjælpsom dommer, der portrætteres veltimet af Fabrice Luchini.

Her er kort sagt tale om en ok charmerende lille sag, som desværre kun delvist lykkedes med sit foretagende af både at pirre lattermusklerne og ens indre detektiv i jagten på morderen. Men bl.a. er netop Isabelle Huppert et klart karismatisk lyspunkt, mens også replikkerne i flere scener rammer rapt plet. Men en helstøbt komedie er her desværre ikke tale om.

’Jeg er morderen!’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Jeg er morderen!’ har biografpremiere den 14. marts.

Den veloplagte højtids-slasher ‘Thanksgiving’ er en herlig blodfest

Gys på 4K Ultra HD: Det er med veloplagt og blodigt schwung, at højtids-slasheren ’Thanksgiving’ slagter sig vej igennem beboerne i den amerikanske by Plymouth, hvor traditionen med kalkun på bordet og taksigelser startede. Nu begynder så et blodbad, som en maskeret seriemorder med en hemmelig identitet står bag. Men hvem gemmer sig mon så bag masken?

Det forsøger den lokale ordensmagt at finde ud af, mens en gruppe unge venner også er på banen for at få løst mysteriet bag morderen og hermed stoppet drabene. Netop drabene er – som slasher-genren byder det – både opfindsomme, groteske og medrivende forløst. Her kommer alt fra en ellers uskyldig trampolin til en skarpslebet økse i spil, når morderen bevæger sig gennem sine ofre.

Det er med et veloplagt tempo, at historien folder sig ud, hvor bl.a. også dynamikken i vennegruppen er god og engagerende – det side om side med de brutale mordscener, der ikke efterlader meget til fantasien. De er dog mere kulørt underholdende og over the top-groteske, end vildt ubehagelige, selvom de bestemt er ok klamme. Men nu er det også Eli Roth, der er manden bag gyset.

Eli Roth står nemlig også bag bl.a. den ækle sjasker ’Cabin Fever’, de to første tortur-klamme Hostel-film og kannibal-gnaskeren ’The Green Inferno’. Nu er han med ’Thanksgiving’ altså tilbage i blodigt hopla med en film, der kender sin slasher-abc. Ja, her er så absolut tale om en genretro film, der dog ikke er mindre underholdende foldet ud af den grund.

Egentlig startede filmen som lidt af en gyser-joke. Det var nemlig i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse double feature ’Death Droof’ og ’Planet Terror’ i 2007, at en række filmskabere lavede trailers for fiktive film. En af dem var netop en trailer for den dengang fiktive ’Thanksgiving’ af Eli Roth.

Det er altså nu på medrivende vis lykkedes at få en herlig spillefilm ud af den korte trailer fra dengang. Komplet med morderisk mystik, opfindsomme mord og frisk leverede genretroper tilsat godt med blod og grotesk humor. Ja, altså en hyldest til 80’ernes mange slasherfilm, der også lykkedes med at bringe genren ind i sin samtid.

’Thanksgiving’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. februar 2024.

‘The Creator’ leverer et yderst fascinerende science fiction-univers

Storslået science fiction på 4K Ultra HD: Det er et yderst både smukt, dragende og fascinerende science fiction-univers, jeg bliver opslugt af med den både tankevækkende og underholdende ‘The Creator’. Her står den på en brutal krig mellem kunstigt intelligente robotter og menneskene. Vi befinder os med andre ord i en dystopisk fremtid midt i krigen mellem AI og menneskeheden.

Her møder vi den tidligere agent Joshua, der forsøger at finde fodfæste i livet efter en tragedie ramte ham. Hans liv bliver dog kune slået ud af kurs i en ny retning, da han takker ja til at finde frem til og dræbe den mystiske skaber af den kunstige intelligens, som menneskeheden ligger i krig med. Vil det mon lykkedes for Joshua at redde menneskeheden fra udryddelse?

Det er de helt store tematikker, der sættes i spil med ‘The Creator’. Bl.a. spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Hvad er godhed og hvad er ondskab. Hvor kommer det fra? Selvom her dog er tale om nogle universelle og tanketunge temaer, så underminerer det ikke filmens underholdningsværdi, men giver blot strabadserne yderligere pondus.

‘The Creator’ er instrueret Gareth Edwards, der i den grad har styr på sin fremtidsversion. Han spillefilmsdebuterede med den intense ‘Monsters’, mens monstrene blev endnu større i hans dejligt dystre ‘Godzilla’ og senere stod den på lyssvær med den yderst vellykkede spin-off ‘Rogue One: A Star Wars Story’. I front som Joshua finder man karismatiske John David Washington.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Det dragende fremtidsunivers med bl.a. sine smukke naturscenerier og seje robotter kommer flot til sin ret på 4K Ultra HD-udgivelsen. Farverne er mættede, konstrasten solid og detaljerne skarpe. Lydsiden sidder lige i skabet med engagerende klarhed og god bund samt tydlige top. Ekstramaterialet består af en the making of. Filmen følger også med på Blu-ray.

‘The Creator’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. januar 2024.

‘Kalak’ er et gribende portræt af en mand på randen af livet

Biografanmeldelse: Grønlands sneklædte natur og frysende kolde omgivelser danner rammen for det dybt gribende portræt af et menneske på randen af livet. På flugt fra sig selv og sin traumefulde fortid, følger man i ’Kalak’ Jan, der som ung blev misbrugt af sin far. Nu bor han i Grønland med sin hustru og to børn, hvor han arbejder som sygeplejerske og forsøger at finde fodfæste i livet.

Jan plages fortsat af fortiden, der ulmer som et sort monster lige bag hans venlige ydre og melankolske øjne. Livet i Grønland går sin gang, mens Jan udfordrer sig selv i nattelivet væk fra familien. Han forsøger at lære grønlandsk. At passe ind og blive en accepteret del af samfundet og den lokale kultur. At blive elsket og finde et sted til sig selv i verden, hvor han hører til.

Fortiden bliver dog som begsort kviksand ved med at trække Jan længere ned med sig. Den uundgåelige konfrontation med fortiden og traumet står malet op i fremtidens uklare horisont. Man kommer tæt ind på livet af den flerfacetterede Jan, der med stor ømhed, intenst nærvær og nuanceret menneskelighed portrætteres overbevisende af Emil Johnsen.

I rollen som Jans hustru Lærke finder man en empatisk Asta Kamma August, der på fornem vis komplementerer fortællingens menneskelighed og herunder dynamikken i den lille familie. Filmen er instrueret og medforfattet med stor indlevelse og sikker hånd af Isabella Eklöf på baggrund af den selvbiografiske roman ’Kalak’ af Kim Leine.

Den barske fortælling indfanges elegant og råt af fotograf Nadim Carlsen, der dynamisk skildrer både de grønlandske vidder, livet blandt landets beboere og Jans vaklende tilstedeværelse i en verden, han har svært ved at blive en del af. I samspil med billederne og lydsidens nærvær bringes både mennesker og miljø til live gennem historien, der er baseret på virkelige hændelser.

’Kalak’ er svær at fordøje og kapere. Det er en brutal fortælling, der rummer stor sorg og smerte, som i filmens gribende og hjerteskærende skildring griber mig i maven som en kold jernklo, der ikke vil give slip. Selv hvis solens varme stråler måtte ramme den, bliver den siddende. Det er en engagerende film, der fortælles med tankevækkende nuancer og insisterende indlevelse.

’Kalak’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kalak’ har biografpremiere den 7. marts.

Dokumentaren ‘Smoke Sauna Sisterhood’ åbner et intimt rum

Biografanmeldelse: Varmen hænger tungt i luften, mens dampen fylder saunaens træbyggede rum. Her sidder en gruppe kvinder fra forskellige steder i livet. De mødes for at mærke varmen. Mærke kroppen. Mærke naturen. De mødes for at snakke om store emner, dele hemmeligheder og fortælle om indre dæmoner, der har fulgt dem gennem livet.

Dokumentaren ’Smoke Sauna Sisterhood’ tager mig med ind i et meget personligt og intimt rum, hvor kameraet indfanger kroppene og kvinderne. Deres dybe samtaler. Deres tårer. Deres grin. Deres beretninger fra livet. Vi befinder os i en sauna midt ude i en skov i den estiske natur. Kulden bider, sneen daler og vandet er frosset til. Her mødes kvinderne i et rum langt fra alt.

Her kommer de tæt på hinanden gennem deres ufiltrerede og ærlige historier. Jeg kommer også tæt på. Der lægges ikke låg på. Det mærker jeg i hvert fald ikke. Det er råt og ægte. Det er fascinerende at blive en del af denne saunas indre, hvor røgen indhyller de nøgne kroppe, der bringer en sanselighed og menneskelig nerve til filmens fortælling og skæbneportrætter.

Filmens narrativ i saunaens rum afbrydes undervejs af ture udenfor i skoven, hvor kvinderne bl.a. tager en iskold dukkert eller kaster grinende sne på hinanden. Der er noget dejligt frisættende og befriende oprigtigt over filmen, der giver mig lyst til at mødes med mine venner og dele fortællinger og tanker om stort og småt. At komme hinanden ved. Ærligt og uden filter.

’Smoke Sauna Sisterhood’ bliver i sin form måske nok en kende repetitiv. Én beretning efter den anden foldes ud, her med de indskudte scener af bl.a. vinterbadning. Det gør heldigvis ikke historierne mindre vedkommende eller tankevækkende, men det gør selve filmen en kende fortællermæssigt forudsigelig. Heldigvis er der kød og dybde på netop kvindernes samtaler.

På trods af filmens små bump, bevæger den mig. Det er kvinderne, der bærer filmen i smukt samspil med de sanselige billeder af de bare kroppe og den vilde natur. Jeg kommer med andre ord ind i et rum, jeg ellers aldrig ville komme i nærheden af. Det er dragende, usentimentalt og helt rørende at høre om alt fra skyld, skam og sex til dick-pics og akavede begravelser.

’Smoke Sauna Sisterhood’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smoke Sauna Sisterhood’ har biografpremiere den 7. marts.

Superheltefilmen ‘The Marvels’ kommer desværre ikke helt veloplagt i mål

Superhelte på 4K Ultra HD: Der er superhelte-komik og kosmiske kampe i den actionfyldte ’The Marvels’. Her vender Brie Larson tilbage som Carol Danvers aka den magtfulde superhelt Captain Marvel, som vi mødte i solofilmen ’Captain Marvel’ i 2019. Noget er dog ikke helt, som det plejer at være, når hun denne gang bruger sine mægtige kræfter.

På mystisk vis bliver superheltens evner nemlig filtret sammen med ikke alene Monica Rambeau, men også en af hendes største fans, nemlig den unge Kamala Khan med aliasset Ms. Marvel, der også besidder superhelte-kræfter. Dette trekløver afføder en ganske morsom trio, hvor særligt Kamala bidrager med charme og komisk timing.

Det er nu op til super-trioen at finde ud af, hvordan de kan bruge deres sammenfiltrede super-evner til at redde intet mindre end universet. Det er på sin vis desværre småt med opfindsomheden i historien, der heller ikke formår at få stablet en reel og troværdig trussel på benene, hvor bl.a. den forglemmelige skurk Dar-Benn aldrig bliver intimiderende.

Der kommer dog indledningsvis nogle ganske fine og sjovt tænkte kampscener ud af trioens sammenfiltrede evner, da de her skifter plads på kryds og tværs. Opfindsomheden i action-scenerne forstummer desværre noget filmen igennem og bliver ganske generiske. Det selvom der ellers ivrigt forsøges med flyvende helte, store eksplosioner og vilde rumskibe.

Der hvor ’The Marvels’ fungerer bedst er i samspillet og dynamikken i trioen aka The Marvels. Her skinner særligt Iman Vellani charmerende, sjovt og veloplagt igennem som Kamala. Hun er et varmt og ret så medrivende bekendtskab. Brie Larson bærer med styrke og ok autoritet portrættet af Captain Marvel, mens Teyonah Parris ikke helt får samme pondus som Monica.

’The Marvels’ kender heldigvis sin besøgstid med en spilletid på 1 time og 45 minutter i denne film nummer 33 i Marvels filmiske univers, hvor vi atter møder en altid cool Samuel L. Jackson som Nick Fury. Det er som komedie og dynamisk trio, at filmen fungerer bedst, mens action og historie lander fladt i det generiske, mens et følelsesmæssigt engagement desværre lader vente på sig.

4K Ultra HD og ekstramateriale: De kulørte strabadser klarer sig vildt flot på 4K Ultra HD. Farvepaletten står klart, kontrastfyldt og nuanceret, mens også lydsiden rammer sine toner i både top og bund samt herimellem. Filmen følger også med på Blu-ray, mens ekstramaterialet bl.a. består af en behind the scenes-featurette, videre til slettede scener samt spas fra produktionen og et kommentarspor med bl.a. filmens instruktør.

’The Marvels’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 26. februar 2024.

Spilfilmatiseringen ‘Five Nights at Freddy’s’ bliver aldrig rigtig uhyggelig

Gys på 4K Ultra HD: Det lyder som et job, der ikke er helt fint i kanten. Men Mike har hårdt brug for et arbejde, så han kan bevare forældremyndigheden over sin lillesøster Abby i ’Five Nights at Freddy’s’. Han takker derfor ja til tjansen som nattevagt på det nu lukkede Freddy Fazbear’s Pizzeria. Et spisested, der engang emmede af børnelatter og familiehygge. Det gør det ikke mere.

Mikes nye arbejdsplads huser nemlig som forventet sin del af mystik og ubehagelige overraskelser. Det går naturligvis kun alt for sent op for ham. Sideløbende med at holde styr på sit job og lillesøsteren, slås Mike også med et brutalt barndomstraume, der vender tilbage hos ham som mareridt. Han er depressiv og har i det hele taget svært ved at klare hverdagen og holde modet oppe.

Det er dog som om, at hans traume bliver et lidt mindre problem på arbejdet, da det viser sig, at stedets store robotbamser har et eget liv og ikke er videre venligt stemte overfor ubudne gæster. Der er således et familiedrama i spil tilsat groteske maskotbamser med dræbertendenser. Desværre bliver ingen af delene videre engagerende forløst. Mest af alt er det kedeligt.

Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes at få sendt hverken gys, traume eller det menneskelige drama rigtigt afsted. Hertil vakler filmen bl.a. noget ubeslutsomt mellem sine forskellige dele. På den ene side er der robotbamse-mordere med brutale drab, mens man på den anden side finder den pressede Mike og det drama, han gennemgår med både sig selv og sin indadvendte søster.

’Five Nights at Freddy’s’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, der på trods af at være kedelig og langtrukken har få gode takter. Bl.a. det dejligt groteske sammenstød mellem de søde bamser og deres blodige tendenser, mens det er forfriskende at se det forsøgt bakket op af dramatisk tyngde. At denne kombination ikke lykkedes, er virkelig bare ærgerligt.

Kort fortalt er ’Five Nights at Freddy’s’ hverken rigtigt morsom som grotesk robotbamse-slasher eller engagerende som familiedrama. I stedet ender det hele uforløst og kedeligt i denne filmatisering af spillet af samme navn. Josh Hutcheson som Mike er heller ikke vildt gribende. Så er der mere vellykket drama i Piper Rubio som Abby. Lige lidt hjælper det dog på denne tunge sag.

4k Ultra HD og ekstramateriale: Selvom filmen måske ikke just er det store sus, så står den virkelig flot, konstrastfyldt og farvemættet på sin 4K Ultra HD-udgivelse. Her finder man desuden også en lille omgang ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på overgangen fra spil til film og på filmens brug af de grumme animatronics-dukker.

’Five Nights at Freddy’s’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. januar 2024.