Biografanmeldelse: Den romantiske fortælling om havfruen Ariel, der fascineres af menneskenes verden og ikke mindst den gode prins Erik, får nyt liv i en live action-version baseret på Disneys egen tegnefilm fra 1989 efter H.C. Andersens eventyr. Den er tæt på at blive for åleglat til at få følelsesmæssigt og medrivende fat. Men bl.a. en velcastet rollebesætning holder skuden ok i vandet.

Den eventyrlystne Ariel får muligheden for at gå på landjorden vha. en pagt med den uærlige havheks Ursula, der i bytte tager hendes stemme. Denne farlige aftale bringer både Ariel og hendes far kong Tritons regeringstid i fare. Ursula er nemlig kun interesseret i at overtage magten i havet, hvilket vil ske, hvis ikke et ægte forelsket kys mellem Ariel og Erik bryder forbandelsen i tide.

Historien er ganske velfortalt i et miks af ørehængende sange, en fin rollebesætning og havbrusende special effects, der bl.a. får livet under havoverfladen til at fortrylle og se fortryllende ud. Desværre føles det hele for ofte lidt som en sukkerappetitlig candyfloss, der et kort øjeblik bestemt ser flot ud, men som snart falder klistret sammen, når første bid er taget.

Det sagt, så er bl.a. sangene ret så medrivende sat i scene af instruktør Rob Marshall og effektholdet bag, der giver søheste og havblomster tindrende liv. Desværre strækkes historien for sit eget engagerende bedste over for lange 2 timer og 15 minutter. Det af og til ellers ganske fint iscenesatte momentum mistes, hvor der tilbage altså heldigvis indfinder sig flere fint castede skuespillere.

Her er ikke mindst Halle Bailey som Ariel sød og dragende energisk. Hun besidder havfruemagi, hvilket desværre ikke indfries af filmen som helhed. Ligesom heller ikke dilemmaet om at være fanget mellem to verdener – menneskenes og havfolkets – får videre dramatisk tyngde. Men bl.a. er også Javier Bardem god som karismatisk og autoritær kong Triton.

Melissa McCarthy ligner måske nok med sine tentakler en rigtig havheks, men hun bliver ikke rigtigt intimiderende, hvorfor bl.a. spillet mellem hende og Ariel mangler drama. Hertil kommer Jonah Hauer-King som den gode Erik, der ikke helt får fodfæste i dramaet, mens de komiske sidekicks ikke altid rammer charmerende sjovt plet i skikkelse af krabben Sebastian, havmågen Skralde og fisken Tumle.

’Den lille havfrue’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Den lille havfrue’ har biografpremiere den 25. maj.

Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på den blodige hævnfantasi, når den finske action-sjasker ’Sisu’ folder sig veloplagt ud, mens afrevne lemmer flyver om ørene på publikum og de onde nazister bliver sprængt i stumper og stykker, slået til plukfisk samt hakket og hugget til døde. Ja, det er ikke så lidt nazisterne udsættes for af deres banemand, den gamle og mutte Aatami.

Eks-soldaten Aatami finder nemlig en stor guldskat midt i Laplands øde natur og ville sådan set bare ride fredeligt ind til den nærliggende by for at veksle de kostbare guldklumper til kolde kontanter. Sådan går det dog ikke. På sin vej møder han nemlig en flok ærkeonde nazister, der snupper hans guld. Det skulle de aldrig have gjort, da et sandt nazi-blodbad følger.

Det er ikke fordi, at den mere end sejlivede Aatami ikke får sin del af sår og skrammer, men de synes at prelle af på ham, når han igen og igen går til modangreb på nazi-skurkene. Ja, her er de onde onde og de gode gode. Det er sort/hvidt, dejlig simpelt og vigtigst af alt pokkers underholdende i al sin kropslige voldsballet af fantasifulde actionscener og møgbeskidte nazi-drab.

Med sine 90 minutters spilletid er ’Sisu’ ikke kommet for at spilde din tid. Den ved, hvad den vil og hvad den kan – og gør det forrygende godt. Nemlig at rive mig godt og grundigt rundt i en blodsjasket voldsspiral, der kun spænder buen yderligere, mens de brutale eskapader boltrer sig energisk og medrivende dynamisk fremad gennem sit enkle og engagerende fortalte plot.

Jorma Tommila er mere end sej som Aatami, der så godt som utrætteligt sprætter nazister op. Han er intens, nærværende og en vaskeægte hævnende helt. Aksel Hennie er med konstant køligt blik og overblik dejligt ond og kynisk som lederen af nazisterne, mens man også møder en cool kvinde i skikkelse af Mimosa Willamo. Skarpt optegnede karakterer, der fornemt udfylder deres roller.

Instruktør og manuskriptforfatter Jalmari Helander får med andre ord det så godt som optimale ud af sin brutale, beskidte og simple voldsfortælling, hvor det gode møder det onde og blodet sprøjter sortkomisk løs. Adrenalinen får lov at syde og boble, mens jeg sad og ventede på, hvordan den hårdtprøvede Aatami mon ville ondulere den næste bunke nazister. Sjask og splat!

’Sisu’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sisu’ har biografpremiere den 11. maj.

Biografanmeldelse: Elegant fortalt og forførende sentimental. Dramaet ‘Living’ tager livtag med livet og dets eftertænksomme efterår. Man følger således den ærværdige kontormand Mr. Williams, der får den fatale nyhed, at han kun har nogle måneders tid tilbage at leve i. Han er terminalt syg med kræft. Et langt liv flakker nu vemodigt forbi hans indre blik.

Et liv bag skrivebordet – som så mange andre kontorfolk – kommer med den nedslående nyhed nu til at stå i helt nyt lys hos Mr. Williams. Han er med årtiers slid og trivielt slæb som bureaukratisk papirnusser blevet som en skygge af sig selv og den mand, han engang var og gerne vil være. Han lægger derfor nu fra den ene dag til den næste sit liv om.

Han vil leve det liv, han måske slet ikke vidste, hvor meget han har længtes efter, hvor den grå hverdag har taget over og fået et tungt tag i den mutte gentleman. Kan han mon nå at gøre en forskel på sine sidste dage? Han vil i hvert fald gøre forsøget. Forsøget på at ændre om ikke andet, så bare et lille hjørne af verden omkring sig. Fra noget trist til noget livgivende og vidunderligt.

Bill Nighy indtager med nerve og nærvær hovedrollen som Mr. Williams. Han er et hele vejen dragende bekendtskab, der med små nuancerede virkemidler får skabt portrættet af et helt menneske med et langt liv bag sig. Så hvor filmen måske vakler en smule ind i det smågeneriske og sukkersøde, er han hele filmen værd. Han er rørende, empatisk og svær ikke at holde af.

Desuden er filmen indtaget af fint optegnede karakterer. Her møder man bl.a. Aimee Lou Wood som den søde og livfulde unge kollega Margaret Harris. Hun har en uskyldig sødme og charme over sig, der går fornemt i samspil med Mr. Williams. Man møder bl.a. også en række andre bureaukrater, der måske er ved at gå ned ad samme triste vej som Mr. Williams.

’Living’ er en elegant og rørende sentimental fortælling om at finde ind til meningen med livet. Selvom det er sent i livet. Filmen er en genindspilning af Akira Kurosawas ’Ikiru’ fra 1952 og er en visuelt indtagende fortælling, der med rolige skridt og sikker hånd af instruktør Oliver Hermanus bringer 1950’ernes London til live samt karaktererne og krydrer det hele med fint afstemt humor.

’Living’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Living’ har biografpremiere den 4. maj.