‘The Son’ går i kødet på sønner og fædres komplicerede forhold

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver i Florian Zellers drama ’The Son’ gået intenst i kødet på tre generationer af mænd – sønner og fædre – når bl.a. opdragelse, fortidens fejltrin og nutidens forsøg på at gøre alt rigtigt bringes i spil. Vi møder her den travle far Peter, der nogle år forinden filmens fortælling begynder er blevet skilt fra Kate. Sammen har de den 17-årige søn Nicholas, som slås med livet.

Familieidyllen er altså krakeleret, hvor efterdønningerne af skilsmissen stadig tager hårdt på Nicholas, der bor alene med sin single-mor. Hans far har derimod fået sig den yngre parter Beth, som sammen har fået en ny lille søn. Kate har svært ved at håndtere Nicholas, der har ondt i livet, er vred og depressiv. Hvordan håndterer man lige det? Det må Peter forsøge mere på, da hans søn nu flytter ind.

Det komplicerede forhold mellem far og søn er påvirket af, at Peter arbejder for meget og samtidig forsøger at holde sit nye forhold ved lige, have fokus på sin nyfødte søn og altså ikke mindst må gøre sit for at forstå Nicholas. Peters eget svære forhold til sin far sender dog skygger ind i hans eget liv og måde at håndtere Nicholas på. For hvordan kan vi gøre fremtiden bedre, hvis vi ikke lærer af fortiden?

Hugh Jackman er den hårdtarbejdende og karrierefokuserede Peter. Han giver et ganske gribende portræt af en mand, der både er far og søn. Fanget mellem en fortid, nutid og sin søns fremtid. Han udgør en fin katalysator for det måske lidt generiske drama, der desværre ikke byder på så mange dramatiske overraskelser. Det sagt, så er Hugh Jackman god og seværdig filmen igennem.

Laura Dern gør endvidere virkelig fin og rørende figur som Kate, der desperat forsøger at nå ind under huden på sin plagede søn. Han spilles af Zen McGrath, der desværre ikke helt formår at matche den dramatiske fortælling eller sin film-mor og -far. Men nu er det også to stærke præstationer, man her præsenteres for.

I mindre roller finder man Venessa Kirby med et fint nuanceret og troværdigt portræt af Beth, mens Anthony Hopkins som Peters far stjæler hvert minut af sin korte spilletid i filmen. ’The Son’ er måske ikke videre original, men den er både velfortalt og velspillet, mens et par scener undervejs da også sætter følelserne fint i sving, mens far-og-søn-dynamikkerne får engagerende liv.

’The Son’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Son’ har biografpremiere den 5. januar.

Klodset komik og kikset komisk timing med ‘Kagefabrikken’

/i , /af

Biografanmeldelsen: Der er sin del af sprængfarlige og interessante tematikker i den sorthumoristiske danske komedie ’Kagefabrikken’. Fra slankhedskultur til integration. Lige lidt hjælper det dog på, at filmen ikke er videre vellykket morsom. Den ramte i hvert fald mere end sjældent en komisk åre hos mig. Jeg var generelt mere forbavset over, hvor klodset komisk de groteske eskapader var.

Selve handling centrerer sig om en mindre kagefabrik et sted i Danmark. Her møder vi den midaldrende ejer og kagespecialist Niels, der har overtaget virksomheden efter sin far. Nu står han dog midt i en eksistentiel krise og kigger direkte ind i et sammenbrud. Fabrikken er nemlig på randen af konkurs, så hvad gør han nu? På det nærmeste giver op. Det indtil hans hustru Else kommer på banen.

Else får nemlig deres datter June og hendes mand Jonny til at springe ind fra højre med helt nye idéer til fabrikkens strategi, retning og branding. Det karikerede sunde superpar – ikke mindst en selvfed Jonny – vil omlægge fabrikken til i stedet at lave sunde kager, der slanker. Sukkeret og fedmen skal smides på bålet, mens fabrikkens tykke medarbejdere sendes op på træningscyklen.

Naturligvis går dette forsøg på en total modernisering af fabrikken langt fra som planlagt, mens uventet kærlighed opstår mellem Niels og virksomhedens rengøringsdame Zeinab. Hun bringer netop et kultursammenstød ind i komedien, hvor der blandt de ansatte er racistiske ignoranter, mens Zeinab er sød og forstående. Det hele er desværre bare komisk klodsethed bøjet i neon.

Humoren er ganske vist af den groteske slags, hvor bl.a. Niels’ selvmordsforsøg ender med, at røret han hænger sig i går i stykker under hans store vægt. En punchline, der ses på lang afstand. Sådan er det desværre for langt overvejende af filmens jokes og gimmicks samt historiens setups og payoffs. Der vakles desuden noget usikkert i filmens egen tone og brug af karakterer.

Selv en nærværende Nicolas Bro som Niels, der normalt har upåklagelig komisk timing, må her se sig besejret af det stive manuskript af Sigrid Johannesen og Christian Lollike, hvoraf sidstnævnte spillefilmsdebuterer som instruktør. Han formår ikke at forløse det komiske potentiale i filmens potente tematikker og et ellers solidt og alsidigt cast.

’Kagefabrikken’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Kagefabrikken’ har biografpremiere den 5. januar.

‘Et år, en nat’ skildrer terrorangrebet på spillestedet Bataclan

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad der skulle være en aften med venner, musik og fest, ender som en tragisk aften med død, kaos og frygt. For under en koncert på det parisiske spillested Bataclan indtager terrorister i 2015 bygningen og skyder mod publikum i en salve af død. Det er denne brutale begivenhed, der er afsættet for ’Et år, en nat’, der skildrer den skæbnesvangre aften og de efterfølgende konsekvenser.

Man følger nemlig et ungt par, der er til koncerten med deres venner. Således lærer man Ramón og Céline at kende. De overlever begge angrebet og må nu forsøge at vende tilbage til livet og en hverdag. Følgerne af deres oplevelser hænger dog som en mørk skygge af angst over dem begge, som nu både individuelt og sammen gennemgår en kamp for at få deres liv tilbage.

Filmen er på sin vis lige så meget en fortælling om, hvordan de traumatiske oplevelser bearbejdes, som det er historien om den konkrete aften. Fortællingen bruger nemlig den primære spilletid på at skildre konsekvenserne af aftenen for parret, mens der i korte sekvenser og glimt krydsklippes til terrorangrebet undervejs i filmen. Desværre bliver skildringen af parret ikke rigtigt stærkt nok forløst.

Jeg føler ikke helt stærkt nok de følelser, der portrætteres af Nahuel Pérez Biscayart og Noémie Merlant som henholdsvis Ramón og Céline. Manuskriptet er bare ikke helt stærkt nok, mens også selve dramaet mellem de to bliver lidt stift. Der hvor filmen gør sig bedre, er i fortællingens første del, hvor parret lige er landet på den anden side af terrorangrebet, der kostede flere mennesker livet.

Her spiller lydsiden og en elegant klipning bl.a. virkelig godt. For små lyde fra hverdagens baggrundsstøj stikker sig nemlig angst ind i livet på både Ramón og Céline, der reagerer med frygt på selv må lyde. Her mærker jeg mere nogle af de følelsesmæssige ar, som de begge nu lever med, end jeg ellers mærker i fortællingen efterhånden som den skrider frem.

’Et år, en nat’ behandler dog sobert de tragiske hændelser, men får for mit vedkommende ikke åbnet såret helt op, så jeg bliver meget klogere på, hvordan en begivenhed som denne sætter sig i livet hos de overlevende. Det er kun i glimt og primært i filmens første del, at den stærkeste skildring af tragedien står frem. Her med fortrængning, sorg, smerte, angst og håbløshed.

’En nat, et år’ får 3 ud af 6 stjerner:

’En nat, et år’ har biografpremiere den 5. januar.