Biografanmeldelse: Listen af utiltalende snobber og selvsmagende røvhuller er længere end den stramt komponerede menu, som chefkokken Slowik serverer for sine lidet tiltalende gæster i den genreknækkende spændings-og-mad-film ’The Menu’. En halvstor gruppe af særdeles velhavende mennesker har her betalt i dyre domme for at opleve Slowiks kulinariske kunnen – og det på en lille unik ø langt fra alt.

Det kan synes som den ultimative drøm for de selvudnævnte foodies, madkritikere eller blot blærerøvstrælse dengsedrenge, der alle er blevet sejlet til øen med alt, hvad den kan trække af luksus, opvartning og ikke mindst spændingen om den mad, der venter dem alle fra mesteren Slowik, som er innovativ som få, når det gælder gastronomi. Alle i branchen ser op til ham.

Men ikke så snart, der lægges fra kaj, førend jeg fornemmer, at ikke alt helt er som det skal være i dette ellers madfortryllende setup. Noget skummelt synes at gemme sig bag de halvstive smil fra personalet. Jeg er ikke alene om mine bange anelser. Den unge Margot imponeres ikke nemt af hele scenariet, hvilket står i skærende kontrast til partneren Tyler, der er som fortryllet af det hele.

Jeg vil ikke sige så meget mere om handlingen i ’The Menu’, da netop fortællingens overraskelser og hemmeligheder bør åbenbares for et så uanende publikum som det også er tilfældet for gæsterne på den unikke restaurant ude i naturen. Men at Margot måske nok har fået øje på, at noget skurrer en smule i øjnene i kulissen på restauranten, vil jeg dog godt sige ja til.

’The Menu’ svømmer nemlig ok veloplagt rundt i kulsort humor og grotesk satire, mens spændingskurven forsøges spændt mere og mere op efterhånden som fortællingen præsenterer sine overraskelser for publikum. Satiren virker da også ganske fint i sin karikerede skildring af de selvsmagende ego-gæster, der klæder sig i rigmandstøj, men som ikke ejer klasse eller stil. Det er ret så morsomt.

Anya Taylor-Joy er skøn som den uimponerede – og mest elskelige karakter i filmen – Margot. Tyler skildres dejligt leflende af Nicholas Hoult. Det er dog en enigmatisk og intimiderende Ralph Fiennes, der med karisma vinder størstedelen af rampelyset. ’The Menu’ knækker desværre nakken på sin fortælling om besættelse, passion og meningen med det hele, inden den ruller sig ind i en noget svag finale.

’The Menu’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Menu’ har biografpremiere den 17. november.

Biografanmeldelse: Det kan være svært at begå sig i livet. I den virkelighed, der omgiver en. At være den bedste udgave af sig selv. I den smukke japanske animationsfilm ’Belle’ møder vi den generte teenager Suzu, der ikke helt føler sig hjemme i verden. Hun bliver lidt overset af sin omverden og tynges samtidig af en tragisk hændelse i barndommen. Hun har det ikke nemt.

Da hun imidlertid laver en alternativ persona i det verdensomspændende virtuelle univers U, ændrer alt sig. I hvert fald i den digitale virkelighed. Her forvandler hun sig nemlig til den populære og smukke sangerinde Belle. Livet er pludselig en leg for Suzu. Men da et mystisk bæst træder ind i U, skaber det ravage i den alternative verden – og hvem gemmer sig i grunden bag bæstet ude i virkeligheden?

Alle i den virtuelle verden frygter det bidske bæst, men Suzu synes at se noget andet og mere skrøbeligt bag bæstets øjne og skarpe tænder. Det bliver således også starten på en søgen efter sandheden bag monstrets virkelige identitet. En søgen, hvor følelserne får frit løb i forening med en række storladne sange sunget af Belle, det til stor begejstring for de øvrige beboere i den fantastiske verden U.

Udover at ’Belle’ har en grundlæggende dragende historie med emner som tab, traumer og identitet samt familie, venskab og kærlighed, leverer filmen også sprudlende smuk animation. Det er en sand visuel fest at være vidne til både virkeligheden i U og den rigtige verden udenfor de digitale rammer. Her er en konstant sitrende legesyge og medrivende detaljerigdom at gå på opdagelse i.

Jeg blev forført visuelt af den dobbelte virkelighed fra først til sidst, hvor fortællingens lydside gik sømløst og engagerende i spænd med billederne. Historien bærer på både en stor menneskelig skønhed, men også en ilagt smerte, der rammer forførende rent i rørerede forening med sine karakterer. Her flettes desuden på eventyrlig vis inspiration ind fra det franske eventyr ’Skønheden og udyret’.

Filmens instruktør og forfatter Mamoru Hosoda har med ’Belle’ formået at forene en ovenud imponerende visuel billedside med en gribende historie og interessante karakterer, der rummer både et fortryllende og farefuldt eventyr samt en grå og smertelig virkelighed. Skønheden opstår her både ud af smerten og ikke mindst i livets menneskelighed, hvor kærligheden er helt central.

’Belle’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Belle’ har biografpremiere den 10. november.

Biografanmeldelse: Hvordan er det egentlig at starte på en ny skole og i en ny klasse? Bestemt ikke uden sin del af udfordringer – og da slet ikke for forældrene. I hvert fald ikke i Paprika Steens komedie ’Fædre & mødre’, hvor man møder ægteparret Piv og Ulrik. De har gjort sig umage for at få deres datter flyttet over på en ny og eftertragtet skole med kreativiteten i højsædet. Det bliver en svær start for de to.

Piv og Ulrik må i hvert fald gøre deres for at blive en naturlig del af forældregruppen i klassen, hvor et helt eget hierarki og dynamik hersker. Her er undertrykte følelser, en masse usagte stridigheder og så er der også lige børnene, der jo burde være i højsædet. De voksne har bare lidt svært ved helt at se ud over sig selv og egne interne problemer.

Derfor er den forestående hyttetur da også helt oplagt til at få afløb for diverse frustrationer blandt forældrene, når alkoholen går ind og facaderne falder. Sammenstødet mellem forældrene og her diverse personligheder tegnes morsomt og stereotypt op. Der er bl.a. den mobbede mor, den fraskilte mand, det flippede og frigjorte par samt Piv og Ulrik, hvis forhold knager.

Ganske vist er filmen en smule ufokuseret, hvor det mere er enkeltscener end en medrivende helhed, der fungerer bedst. Men det veloplagte hold af skuespillere er med til at løfte løjerne, som er forfattet med situationskomisk bid af Jakob Weis. Det er nemlig i de noget karikerede karakterer, at komikken slippes mest fjollet løs, men også relaterbart.

Det er sjov og ballade med satirisk kant og tematisk bid. Bl.a. når mændene i maskulin kamp smider trøjen for at kløve træ. Når kvinderne med skarpe tunger bekriger hinandens svage punkter. Når den farlige flirt på kryds og tværs prikker til perfektionsrelationerne. Det er de voksnes magtstrukturer, der her undersøges og udstilles på tåkrummende vis, mens børnene efterlades i baggrunden.

Idéen med at bore ned i forældregruppen som tema er sjov og med komikken siddende i overfladen. Det er dog en skam, at det ikke lykkedes at skabe en mere helstøbt fortælling, der kunne have løftet karakterer og fortælling op over de ganske vist heldigvis mange vellykkede morsomme scener. Men filmen føles lidt som en brainstorm over netop, hvilke situationer en hyttetur kan afstedkomme.

Disse fint iscenesatte optrin forløses heldigvis veloplagt af holdet. Her finder man bl.a. som den misforståede Piv og en småkuet Ulrik henholdsvis Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann. Det øvrige hold byder på mere bastant skårne roller, bl.a. den frigjorte børnepsykolog spillet af Amanda Collin, Carsten Bjørnlund som alfahan og Nikolaj Lie Kaas som overgearet ægtemand samt en småklodset Rasmus Bjerg, en konfrontatorisk Line Kruse og en snobbet Martin Greis-Rosenthal.

’Fædre & mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fædre & mødre’ har biografpremiere den 3. november.