‘The Lost City’ er letbenet og charmerende eventyrsjov

/i , /af

Biografanmeldelse: Iført glimtende paillet-heldragt drager Sandra Bullock ud på et vildt eventyr med en sød Channing Tatum ved sin side. De spiller henholdsvis den romantiske eventyrforfatter Loretta og hendes bogforside-model Alan. Hvad der dog blot skulle være fiktion i bøgernes verden, udvikler sig i ’The Lost City’ snart til et meget virkeligt action-eventyr i romantisk komedieland.

Den begavede Loretta har et indgående kendskab til både arkæologi og gamle sprog, hvorfor hun kidnappes af den excentriske rigmand Abigail Fairfax. Han vil have hende til at lede ham til en dyrebar skat i en forsvunden by. Hans ledetråd er dog ganske lille, hvorfor Loretta kommer på noget af en prøve. Alan sætter derfor straks en redningsaktion i gang efter hende.

Herfra går den vilde skattejagt gennem jungledybet, mens en sovende vulkan øjnes i horisonten. Ganske vist genopfinder ’The Lost City’ ikke noget nyt udi actioneventyr. Heldigvis leveres hele baduljen dog ret så veloplagt, hvor ikke mindst den umage og charmerende duo i front med Bullock og Tatum er et herligt bekendtskab. De ser ud til virkelig at have haft det sjovt, hvilket smitter.

Hertil kommer Daniel Radcliffe som den megalomaniske Fairfax. Han leverer ligeledes sin herlige kliché af en skurk både veloplagt og med skøn komisk kant, hvilket går fint i spænd med vores to helte og filmens letbenede tone som helhed. Desværre løber de ellers ganske engagerende eskapader ind i lidt dødvande undervejs, hvor momentum og mit engagement mistes en smule.

Det lykkedes heldigvis at samle eventyr-tråden op, ikke mindst takket være netop Bullock, Tatum og Radcliffe. For selvom her ikke som sådan er overraskelser at finde på turen gennem junglen, er ’The Lost City’ et underholdende ridt, hvor potent action og eventyrlysten skattejagt kombineres ret vellykket med komik og kærlighed. En skøn omgang feel-good.

’The Lost City’ er med andre ord ikke nogen åbenbaring i genren, men limen, der holder sammen på klichéerne, er heldigvis stærk nok i form af kemien mellem Bullock og Tatum, mens også netop Radcliffe har haft en smittende fest som den grådige überskurk. Jeg var kort fortalt godt underholdt af dette actioneventyr. Intet mere. Intet mindre. Og det er bestemt helt ok.

’The Lost City’ får 4 ud af 6 stjerner:



’The Lost City’ har biografpremiere den 28. april.

Kom med ned i en nærmest mytisk virkelighed med ‘Grotten’

/i , /af

Biografanmeldelse: Man kommer med ’Grotten’ ikke kun tilbage til det sydlige Italien i 1960’erne, men også dybt ned under det frodige landskabs overflade. Dybt ned under jorden og ind i endnu hemmeligholdte grotter i selskab med et hold grotteforskere. Ned, ned og atter ned i det uudforskede land under vores fødder, mens de naturskønne vidder strækker sig smukt ud under himlen.

Der er nemlig også en verden ovenover de dryppende grottedyb, hvor man i et andet fortællespor følger en gammel hyrde, der bor i pagt med den bjergtagende natur og dens ro. Denne ro gør sig også gældende for den næsten ordløse historie, som instruktør Michelangelo Frammartino tager mig med ind i. En roligt udfoldet og nærmest meditativ rejse ud i naturen og ned under jorden.

For mens der i Norditalien bygges opad i form af en mægtig bygning, hvilket ses i filmens åbningsscene, er det langt overvejende rejsen nedad i grotterne og ud i naturvidderne oppe i lyset, jeg bliver en gribende del af. Det er en fortælling, der giver ro til eftertanke. Hvad er forholdet mellem mennesket og naturen? Hvad vil vi hinanden? Og helt eksistentielt: Hvad vil vi bruge livet på?

Det er nogle af de spørgsmål, der presser sig roligt på i en film, som desværre også bliver en smule repetitiv i sit billedsprog og fortælling. Der bringes undervejs ikke de store nye vingeslag til den stille historie om mennesket og naturen. Her gives ikke ved dørene, som jeg derimod selv må forsøge at åbne mere end blot på klem, hvilket er sådan, fortællingens døre synes at møde mig i filmen.

Det er dog et tveægget sværd, at filmen til tider lukker sig lidt om sig selv, hvor mit engagement således mister noget af pusten. For netop grebet med ikke at overforklare, men derimod at lade mig udfylde hullerne, er også en styrke ved filmen, som på den måde af og til rammer helt mytiske toner i mødet med grotternes historierige indre og i naturens tidløse landskaber.

’Grotten’ er en billedsmuk filmoplevelse, hvor jeg i glimt står ansigt til ansigt med mig selv og den natur og virkelighed, der omgiver mig uden for filmens fiktive rammer. Det er også en film, der desværre lider en smule under sit indadskuende narrativ. Fortællingen vinder dog på netop sine naturdragende og grottedybe billeder, hvor virkeligheden kigger gribende ind mellem sprækkerne.

’Grotten’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Grotten’ har biografpremiere den 28. april.

Den dybt charmerende ‘C’mon C’mon’ er ren filmisk fryd

/i , /af

Biografanmeldelse:­ Hvordan var det nu lige at være barn? Hvordan så man på de voksne? Hvordan så verden ud? Hvordan så fremtiden ud? Det er med et barns udsyn på verden og klodens fremtid, at den varme, morsomme og rørende ’C’mon C’mon’ får liv. Det i forholdet mellem en voksen og et barn. Et spirende venskab, det ganske enkelt er pokkers medrivende at følge.

Man møder her den midaldrende journalist Johnny, der rejser rundt i USA for at interviewe børn om netop deres forhold til verden og herunder fremtiden. Han har dog aldrig selv fået børn. Da han imidlertid skal tage sig af sin nevø Jesse over en længere række dage, står han pludselig midt i et barns virkelighed, der er et noget andet sted at befinde sig end i rollen som interviewer.

Joaquin Phoenix er både morsom, klodset og klog som Johnny, mens Woody Norman er et sandt fund som Jesse. Han har en helt naturlig tilstedeværelse i fortællingen og i samspillet med en ligeledes engagerende Phoenix. De to sammen er et skønt selskab at være i, hvor tanker og følelser udveksles og venskabet vokser frem.

Jesse kommer med et par skeletter i familieskabet, mens hans mor også har sit at slås med, mens Johnny tager sig af hendes søn. Det skaber en fin dramatisk tyngde i historien, der således både rummer livets alvor og modsætningen i form af en velafstemt humor og lethed. Det er en meget menneskelig film, jeg her bliver en del af, hvor historien foldes ud i smukt komponeret sort/hvid.

Jeg bliver med ’C’mon C’mon’ sendt direkte ind i filmens liv og kommer herigennem også ind på livet af mig selv som barn. Gennem Jesse og Johnny får jeg desuden et nuanceret indblik i de følelser, bekymringer og tanker, der knytter sig til både en voksen og et barns verdenssyn. De to sammen skaber kort fortalt en gribende ramme om filmens drama.

Instruktør og manuskriptforfatter Mike Mills er med ’C’mon C’mon’ lykkedes at fortælle en vedkommende historie om både forholdet mellem voksen og barn, men også de forskellige livsperspektiver, man finder hos begge parter. Blandt andet også, hvordan børn både kan og skal udfordre voksnes måske nok af og til noget fastgroede tanker og idéer om verden.

’C’mon C’mon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’C’mon C’mon’ har biografpremiere den 21. april.

Krigsdramaet fortsætter med den ujævne ‘De forbandede år 2’

/i , /af

Biografanmeldelse: 2. verdenskrigsdramaet fortsætter med Anders Refns opfølger ’De forbandende år 2’, der handler om familien Skov under krigens greb i Danmark. Efter begivenhederne i forgængere er den dramatiske historie nu nået til 1943 og strækker sig tre år frem til 1945. Der er denne gang fokus på den danske modstandsbevægelse, der spirer op i landet.

Familien Skovs mandlige overhoved Karl må atter forsøge at få livet til at gå op, både hvad angår en udfordret økonomi i sin forretning og her et samarbejde med besættelsesmagten samt ikke mindst også som far i en familie, der er i opbrud. Herunder forholdet til hustruen Eva, mens børnene er gået i vidt forskellige retninger.

Den ældste søn Aksel er gået aktivt ind i den farlige og brutale modstandsbevægelse, mens andre forsøger sig ad jazzmusikkens vej og en anden igen er på tyskernes side iført SS-uniform og med en plaget sjæl, der druknes i alkoholens dulmende slurke. Endvidere er der også drama i kærlighedens navn, mens kuglerne svirrer i luften mellem modstandsfolk og tyskere.

Her er sin del af karakterer at holde styr på og balancere i fortællingen, der rammer en spilletid på to timer og 30 minutter, hvilket er mere end, hvad dramaets momentum og historie kan holde til. Her vakles der noget ujævnt ind og ud af de mange karakterers liv, hvor ingen sådan for alvor bider sig fast. Det er på det nærmeste kun Aksel, der får nok tid i historien til at gøre indtryk.

Det er ikke fordi, at bl.a. Jesper Christensen som Karl ikke er god og nærværende, men hans rolle er bare ikke skrevet fyldigt nok til at få et egentligt tag i dramaet. Det samme gør sig desværre gældende for en stor del af persongalleriet, hvor ikke alle overbeviser lige godt. Det samme kan siges om flere af filmens scener, der på underlig vis synes amputerede eller løsrevne fra helheden.

’De forbandende år 2’ ender som en desværre lidt rodet affære. Det er virkelig en skam, når nu ellers det historiske udgangspunkt og tilhørende menneskelige gråzoner faktisk er til stede. De får bare aldrig sådan rigtigt engagerende liv i en historie, der ikke helt lykkedes med at balancere sine mange karakterer med både action til cykel og skuddueller med tysken.

’De forbandede år 2′ får 3 ud af 6 stjerner:

’De forbandede år 2’ har biografpremiere den 21. april.

Den brutale ‘The Northman’ leverer blodig vikingehævn

/i , /af

Biografanmeldelse: Møgbeskidt. Brutal. Blodig. Robert Eggers’ vikingefilm ’The Northman’ er det hele og mere til. Med mytisk schwung pulserer den intense hævnfortælling sig ud i imponerende naturscenerier og heftige nærbilleder af vores målrettede hævner Amleth, der ikke viger en tomme fra sit mål – at gøre det af med sin fars banemand og redde sin mor, dronning Gudrún.

Denne hævn har prins Amleth tørstet efter fra han var en lille dreng, der så sin far blive dræbt med koldt blod. Nu som en voksen og muskelsvulmende mand begiver han sig mod sin fars morder, der ikke aner uråd, da han er overbevist om, at prinsen i sin tid også døde. Det er simpelt sagt filmens præmis, der i hænderne på Eggers får et medrivende liv af urinstinkter, gudetro og vilde slåskampe.

Her gælder det ikke mindst temaer som hævn, skæbne og ære. Det er kongefaderens ære, Amleth vil genvinde gennem sin hævn, mens spørgsmålet om han mon også er manden, der skal fuldende sin skæbne og blive den nye konge efter sin far svirer i luften. Det er med hele vejen brutalt nærvær, at Alexander Skarsgård træder ind i rollen som Amleth med hele sin krop og tilstedeværelse.

Han er et sandt menneskeligt bæst, der både river struben ud med tænderne på sine fjender, halshugger og parterer sine modstanderne og hyler mod månen. Han overbeviser som en nådesløs viking. Jeg kan ganske enkelt ikke tage mine øjne fra ham. Det samme gælder i øvrigt filmens billedside, der på både rå, natursmuk og mytisk vis gribende er indfanget af filmens fotograf Jarin Blaschke.

Desuden buldrer filmens sitrende score af Robin Carolan og Sebastian Gainsborough hårdt og ubarmhjertigt i takt med både den berusende natur og den nådesløse vold. ’The Northman’ er med andre ord også en film, der i høj grad lever af sin medrivende tilstedeværelse i sin rene filmiske form. Jeg hensættes til den helt primale tilstand, hvormed Amleth søger sin hævn.

’The Northman’ er en berusende rejse ind i både Amleths sind og en ydre bersærkergang, der fra start til slut har et blodigt greb i struben på mig. Jeg blev ganske enkelt henført til det rå vikingeunivers, hvor guderne og naturen hersker i brutal forening med hævn, ære og skæbne.

’The Nothman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Northman’ har biografpremiere den 13. april.

‘Bergmans ø’ forener kærlighed, filmkunst og parforhold

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærlighed, filmkunst og parforhold. ’Bergmans ø’ folder sig ud med denne ganske gribende treenighed, hvor vi møder de to filminstruktører Chris og hendes kæreste Tony. De er taget til den svenske ø Fårö, hvor naturen bruser og roen sænker sig. Det er øen, hvor den hæderkronede svenske filmskaber Ingmar Bergman havde sin gang og optog flere af sine film.

Parret er taget i skriveeksil på øen. For både at få ro, men også at følge i Bergmans inspirerende fodspor. Således smyger Bergmans væsen og film sig om både de to, men også om instruktør og manuskriptforfatter Mia Hansen-Løves drama. Vicky Krieps er Chris, mens Tim Roth er partneren Tony. Forholdet mellem de to sættes her på prøve, mens solen skinner og vejret tager fat i øen.

Deres forhold bølger således frem og tilbage, mens de synes at bevæge sig længere og længere væk fra hinanden. Vicky Krieps og Tim Roth gør fin figur som den usikre Chris overfor den mere selvsikre Tony. Dramaet mellem dem er både ganske fint beskrevet og ikke mindst portrætteret. Det er et parforholdsdrama, som man kender det. Men det er også relaterbart leveret.

Filmen tager imidlertid en overraskende drejning undervejs i sin fortælling og struktur, der er ret interessant, men som også gør, at selve dramaet mellem Chris og Tony lidt mister sit ellers fine greb i mig. Jeg bliver nemlig sat ind i et andet drama, som ikke helt får samme vellykkede greb i mig, grundet netop den overraskende drejning, filmen tager.

Det er dog ikke fordi, at de nye karakterer, som træder ind på scenen, ikke gør det godt. Her finder man blandt andet en dragende Mia Wasikowska og en mere distanceret Anders Danielsen Lie. Begge forhold er dog fint fortalt og spillet, men det er altså forholdet mellem Chris og Tony, der har mest fat i mig. Det er en skam, at deres drama kommer til at lide lidt under det nye pars indtog i fortællingen.

’Bergmans ø’ er med andre ord et fint og sine steder gribende parforholdsdrama, der er velfortalt og har en indtagende billedside. Filmen er desuden velspillet, men selve dramaet lider desværre et knæk undervejs. Det sagt, kan det ikke tage fra ’Bergmans ø’, at det er et både interessant og flot udfoldet drama, hvor kærlighed, filmkunst og parforhold fint forenes.

’Bergmans ø’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bergmans ø’ har biografpremiere den 13. april.

‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ er fin filmmagi

/i , /af

Biografanmeldelse: Eventyret er tilbage med ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’. Den tredje film i serien ’Fantastiske skabninger’, der udløber af og er en forhistorie til Harry Potters fortælling. Kampen mellem det gode og det onde bølger fortsat frem og tilbage i denne eventyrlige fortsættelse, hvor forholdet mellem Albus Dumbledore og Gellert Grindelwald får endnu mere schwung.

For selvom Dumbledore og Grindelwald er hinandens modstandere, er der også en følsom side til deres relation. Det giver fin dramatisk ballast til deres parløb – og når eventyret løber en smule af sporet undervejs. De to holder dramaet ganske fint på ret køl, hvor man desuden møder en lang række andre karakterer, som det desværre ikke helt lykkedes at balancere lige godt hele vejen.

Det sagt, så er her tale om en umage og ganske medrivende flok af personager, hvor man bl.a. igen møder den magiske zoolog og småakavede Newt Scamander, videre til Queenie Goldstein og hendes romantiske modstykke i Jacob Kowalski, mens vi også får et bedre indblik i Credence Barebones følelsesliv, hvor han kæmper en kamp mellem lyset og mørket.

Her er dog overordnet tale om kampen mellem det gode og det onde. Mellem Dumbledore og hans hold af bl.a. troldmænd mod Grindelwalds dystre planer om at tage magten over troldmandsverdenen og menneskene. Det hele pakket ind i lækre magi-effekter og opfindsomme skabninger, hvor man bl.a. møder ækle skorpionlignende monstre og andre eventyrlige væsner.

Jeg kan med andre ord godt lide det magiske univers, der foldes ud i nedtonet farveskala, mens ondskaben lurer om hvert et hjørne og undervejs også står i fuldt flor, når tryllestavene trækkes i storslået kamp. Her er bl.a. en cool og charmerende Jude Law som Dumbledore svær ikke at holde af, mens Mads Mikkelsen som hans onde modstykke Grindelwald har intenst nærvær.

Herudover bibringer Eddie Redmayne quirkiness som Scamander, mens Dan Fogler er et hjertevarmt comic relief som Kowalski og Ezra Miller er en mand i kamp med sig selv som Credence. ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ er på trods af sin en smule ujævne udfoldelse og lidt for lange spilletid et magisk bekendtskab, der giver håb for serien af film, som venter forude.

’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ har biografpremiere den 7. april.

‘Nitram’ er tankevækkende, brutal og svær at blive klog på

/i , /af

Biografanmeldelse: Den tungt sitrende ’Nitram’ er ikke en nem film at se. Den er rå, urovækkende og brutal. Dog ikke på en grafisk udpenslet måde. Fortællingen lever derimod et underspillet liv, hvor uroen konstant rumler dybt lige under overfladen i historien og ikke mindst hos filmens hovedkarakter Nitram, der bor hjemme hos sin mor og far, selvom han er i slut-20’erne.

Nitram har det ikke godt. Han kæmper med et plaget sind og et svingende humør. Han har ingen venner eller et arbejde. Hans sociale kontakt er akavet og ikke videre succesfuld. Han bærer på en konstant dirrende frustration og vrede omsluttet af en nærmest kvælende ensomhed. Han passer kort fortalt ikke ind nogen steder. Hverken derhjemme eller i den verden, som omgiver ham.

Filmen er baseret på et masseskyderi, der fandt sted på øen Tasmanien i Australien i 1996, hvor mere end 30 mennesker blev dræbt, mens yderligere blev såret. Manden bag tragedien var den 29-årige Martin Bryant. Det er ham og dette massemord, filmen er baseret på. Vi oplever ikke selve skyderiet, men følger derimod Nitram – Martin stavet bagfra – og hans liv, der leder op til tragedien.

Her er tale om Nitrams historie, hvor man finder en dragende god Caleb Landry Jones indtage den svære rolle med krop og sjæl. Han er uafrysteligt god. Jeg mærker hans indre konflikt. Hans frustration, smerte og ensomhed. Mens jeg også ser hans higen efter at blive elsket og omfavnet. Nuancerne foldes i hans skikkelse ud i både det rolige og det udadreagerende. Helt forrygende!

Filmen brillerer endvidere i den tilbageholdende måde, hvormed historien foldes ud af instruktør Justin Kurzel efter et velafstemt manuskript af Shaun Grant. Jeg suges roligt, men yderst sikkert ind i Nitrams verden og komplekse liv. I hans kamp med sig selv og verden omkring ham. Her er ingen store armbevægelser, men et konstant uroligt øje på den tragedie, der lurer i horisonten.

Hertil kommer den subtilt gribende måde, hvorpå fotografen Germain McMicking indfanger historien. Både i sitrende nærbilleder af Nitram og i totaler af den verden, som omklamrer ham. Anthony LaPaglia og Judy Davis udgør som forældrene et komplekst parløb med sønnen, mens Essie Davis bibringer et øjebliks lys i mørket. ’Nitram’ er hård kost. Tankevækkende, skræmmende og svær at blive klog på.

’Nitram’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nitram’ har biografpremiere den 7. april.

En veloplagt og blodig tur tilbage til Woodsboro med ‘Scream’

/i /af

Slasher på 4K Ultra HD: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. april.

Der er kulørt superhelte-action med ‘Spider-Man: No Way Home’

/i /af

Superhelt på 4K Ultra HD: Spider-Man er tilbage i veloplagt superhelte-hopla med ’Spider-Man: No Way Home’. Filmen følger efter forgængeren fra 2019, hvor Peter Parkers helte-alias blev afsløret. Nu står vores helt således i en helt ny og udfordrende situation, hvor privatlivet bliver noget sværere at håndtere, men i særdeleshed det faktum, at hans helte-hemmelighed nu er kendt verden over.

Hvad gør han så nu? Jo, Parker opsøger sin superhelte-kollega Dr. Strange for hjælp. Det går dog hverken værre eller bedre end, at Spider-Mans situation udvikler sig i en både overraskende og farlig retning, da nye virkeligheder gør sit indtog i Parkers verden, hvor ikke mindst et par skurke følger med. Det bliver således til et gensyn med bl.a. den gnæggende Green Goblin og en karismatisk Doc Ock.

Det er kort fortalt det kulørte afsæt for en omgang sprudlende tegneserie-underholdning, der byder på både interessante overraskelser og dramatiske begivenheder, mens vores edderkop i midten af det hele forsøger at holde sammen på både sig selv, sine kære og alle andre i kampen mod skurkene og de nye virkeligheder, der gør sit svimlende indtog.

’Spider-Man: No Way Home’ har desuden en legende tilgang til sin fortælling med en ganske fin balancegang mellem det edderkoppe-kække og de rappe replikker samt historiens mere alvorlige slagside. Filmen er dog ikke jordbundet drama, men i høj grad – og ikke mindst – eksplosiv superhelte-underholdning, hvor publikum bliver kastet ind i sin del af stort opsatte action-scener.

Her vakles der dog ind i en smule generisk computer-action, hvilket hiver noget af det ellers engagerende flow ud af karaktererne og deres dynamiske pingpong, hvor desværre ikke alle kommer helt tilfredsstillende til deres ret. Hertil kommer, at spilletiden på 2 timer og 28 minutter bliver en kende for lang for filmens eget bedste. Det til trods genvindes momentum heldigvis henimod den forløsende finale.

Tom Holland er desuden stadig spot on som Spider-Man, mens hans kæreste i skikkelse af Zendaya matcher ham gnistrende fint – og så er Jacob Batalon som tredjehjulet Ned et muntert bekendtskab. Benedict Cumberbatch er fortsat en magisk Dr. Strange, mens Willem Dafoe og Alfred Molina stråler som henholdsvis Green Goblin og Doc Ock. Gensynet med de to gør filmen alene værd at se.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at ’Spider-Man: No Way Home’ kommer på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, hvor der også medfølger en Blu-ray med filmen, så finder man også mere end 80 minutters ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i filmens tilblivelse og univers. Bl.a. med slettede scener, spas fra optagelserne og easter eggs, mens der også er kig på det såkaldte multivers med mere.

’Spider-Man: No Way Home’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. april.