Biografanmeldelse: Jeg elsker Robert De Niro. Men hvem gør i grunden ikke det? Præcis. Han er altså også svær ikke at holde af som charmerende og krigsklar morfar i den hyggelige og småmorsomme ’I krig med morfar’. Ja, jeg under gerne legenden at more sig med en letbenet rolle og film. Særligt, når hans gode humor smitter af på mig, som tilfældet er her.

Her er dog desværre også tale om en ganske generisk komedie, hvor pointer om sammenhold og familie bankes i med forudsigelige søm. Heldigvis er blandt andet og netop Robert De Niro altså godt selskab. Det sammen med mindre roller til ligeledes cool og charmerende gamle mænd som Christopher Walken og Cheech Marin. Seje og sjove Uma Thurman er familiemor, mens en anden personlig favorit ses som faderen i skikkelse af Rob Riggle med altid herlig komisk timing.

Det er dog overvejende parløbet – og ikke mindst krigen – mellem morfar og barnebarnet Peter, der er centrum for filmens fortælling. For da morfar Ed flytter ind hos den lille familie, overtager han Peters elskede værelse, hvorfor barnebarnet nu er tvunget til at flytte op på det rottebefængte og utætte loft. Det huer ikke knægten, som derfor nu vælger at erklære Ed krig for at generobre sit værelse.

Oakes Fegley er den krigsklare dreng, der ganske vist ikke brænder igennem, men på ok vis trods alt bærer sin rolle. Det er nu også svært at skulle matche ikonet Robert De Niro, der altså som sagt er et charmerende og hyggeligt intimiderende selskab. Således står den på pranks mellem de to, der nu forsøger at overgå hinanden i opfindsomme fælder, der involverer alt fra superlim til bomber i skoletasker.

Desværre formår filmen ikke helt at holde et tempo, der griber mig, men går til tider en smule i stampe. Endvidere bølger fejden også en smule i tomgang og gentagelser, hvor netop gentagelsen suger noget af den ellers ok veloplagte energi ud af den heldigvis og momentvise morsomme krig.

’I krig med morfar’ er kort fortalt en ufarlige omgang sjov og ballade, hvor Robert De Niro synes at more sig i rollen som charmerende morfar, hvilket smitter af på mig. Herligt! Desværre forløber fortællingen forudsigeligt, mens pointerne om, at krig er noget hø, men sammenhold er godt, bliver klodset bøjet i neon. Men nogenlunde fred med det, når nu komedien formår at være et ganske hyggeligt bekendtskab.

’I krig med morfar’ får 3 ud af 6 stjerner:

’I krig med morfar’ har biografpremiere den 12. maj.

Biografanmeldelse: Musikken dunker, baren er åben og mændene er ude på glubsk scorerov. På en sofa sidder en tilsyneladende meget beruset ung kvinde. Det er Cassie. Der er bare lige det ved det, at hun slet ikke er forbandet fuld. Til gengæld er hun ædru og meget vred. Vred på mænd. Hendes mission i nattelivet er nemlig at udstille præcis, hvilke svin mænd er i en situation med en øjensynligt meget beruset kvinde.

Denne mission gentager Cassie gang på gang og holder sirligt regnskab i sin lille notesbog med alle de mænd, der har forsøgt at forgribe sig på hende, mens hun har ladet som om, at hun var alt for fuld til at gøre modstand, men altså i næste nu, afslører sig som netop yderst ædru og nu gør mændene mere end pinligt berørte over, at de nær havde forgrebet og i visse tilfælde voldtaget en omtåget kvinde.

Den 30-årige Cassie bor stadig hjemme, er droppet ud af sit studie, arbejder på en lille café og har totalt mistet retningen i sit liv. Et liv, der er gået helt i stå. Ja, hun var en gang måske nok en ung og lovende kvinde, men denne titel har hun altså smidt fra sig i den bittersøde hævnthriller ’Promising Young Woman’. En fortælling, der med vid og bid, tager kvælertag på blandt andet samtykkedebatten og #metoo.

En film, der også angriber tematikker som sorg, traumer og netop hævn, men altså også kærligheden og det svære forhold mellem mænd og kvinder. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennell har her med veloplagt bid og kulsort humor sat potente og svære temaer i søen og snoet dem omkring en fortælling, der måske ikke som sådan overrasker med sine pointer, men bestemt udstiller og fremstiller ovennævnte problematikker med ganske fine nuancer og ikke mindst på medrivende vis.

Carey Mulligan indtager rollen som den hævnfyldte Cassie på fængslende vis og med fint gearskifte fra sorgfuld kvinde til en kvinde i total kontrol over situationen med mændene, der har slæbt hende med sig hjem. Desuden tager fortællingen fint iscenesatte drejninger undervejs, der på subtil og gribende vis folder sin fortællings skyggesider og Cassies historie ud i intenst tiltagende tempo.

’Promising Young Woman’ er ganske enkelt et styk potent hævnthriller med en dejlig bidsk, bittersød og sorthumoristisk klangbund, hvor svære problematikker som overgreb, traumer, sorg og ikke mindst hævn samt forholdet mellem mænd og kvinder sættes veloplagt i scene i en fortælling, der snor sig gribende og intenst hele vejen mod den store finale med en engagerende Carey Mulligan i hovedrollen.

’Promising Young Woman’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Promising Young Woman’ har biografpremiere den 6. maj.

Biografanmeldelse: Jeg blev med den roligt udfoldede nomadefortælling ’Nomadland’ hensat til både storslåede vidder i den amerikanske natur og en gribende mut melankoli portrætteret af en hele vejen engagerende Frances McDormand. For det er med rolige skridt, et adstadigt tempo og uden egentlig retning, at jeg her kommer med på en rejse, der både går gennem den smukke natur og et sorgramt indre.

Den nogle og 60-årige Fern mister nemlig alt grundet arbejdsnedlæggelser – både hus, hjem og sin mand, der går bort. Det bliver starten på et radikalt andet liv. Huset byttes ud med et hjem på fire hjul og en tur ud i landet, hvor den står på småjobs hist og her, hvorend hun triller hen. Den ensomme tilværelse bliver dog afløst af et fællesskab i en stor gruppe mennesker, der har valgt livet som kørende nomader.

Det er ganske vist ikke meget, der som sådan sker rent plotmæssigt, men netop i samspillet mellem filmens fine billeder af naturen, stjernehimlen og betagende solnedgange overfor Frances McDormands sorgramte og rådvilde Fran samt ikke mindst en række af skønne bikarakterer, får fortællingen konstant nærværende og menneskeligt liv. Både i det talte, men også i alt det usagte og i billedernes magi.

’Nomadland’ er både skrevet, klippet og instrueret af Chloé Zhao, der på fineste vis lykkedes med at tage livtag med selve det levede liv. Det svære, det smukke, det triste og det opløftende. Det handler om mennesker, livet og hvordan, man pludselig kan miste sit fodfæste og retning i livet. Netop fortællingens både rolige liv og mere eller mindre retningsløse form, er en pointe i sig selv og en af filmens styrker.

Ganske vist er Frances McDormand det altoverskyggende omdrejningspunkt, men jeg bliver nødt til også at nævne rækken af menneske, Fern møder på sin vej. Alle har de noget med sig i bagagen, der ligeledes har gjort, at de har valgt nomadelivet. Dette fællesskab beskrives aldeles fint, hvor man blandt andre møde den ældre kvinde Swankie, hvis rejse går mod livets ende, mens David synes at ekkoe Ferns rådvildhed.

Jeg kan ganske enkelt kun anbefale denne velbalancerede nomadefortælling, der blandt andet både trak på tårerne hos mig, men også smilet og en refleksion over mit eget liv. Nej, der er ingen lette løsninger på livet. Der er intet, som er sikkert. Men vi kan være med til at forme, hvem vi vil være og er. Vi kan tilvælge livet, fællesskabet og det at finde et hjem – uanset, om det er et hus eller på fire hjul. Selvom det er svært.

’Nomadland’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nomadland’ har biografpremiere den 6. maj.

Biografanmeldelse: Det er det helt tunge skuespillerskyts, der trækkes i Anders Thomas Jensens kulsorte komedie ’Retfærdighedens ryttere’. Samtidig trækkes der også ægte tungt skyts, når maskinpistolerne folder sig intenst ud i en hævnfortælling tilsat universelle tematikker som tilfældighed og tilgivelse, sorg og savn. Nå ja, og vel i grunden også både venskab og familie.

For det er en ret så umage flok, som samles på kryds og tværs af tilfældigheder i en fortælling, der tager sit tragiske udgangspunkt i Markus’ kone, som dør i en voldsom ulykke. Den ellers udstationerede militærmand vender derfor hjem til sin teenagedatter Mathilde, der overlevede ulykken. Men er det nu også en ulykke eller et planlagt attentat, som konen blev et tilfældigt offer for?

Det er den overlevende medpassager og matematiknørd Otte overbevist om, da han via nøje udregninger når frem til, at ulykken ikke er summen af tilfældigheder, men derimod udført af en gerningsmand. Det bliver starten på Markus’ hævntogt, hvor det ikke kun er den smånervøse Otto, men også den hacker-intelligente ”charmør” Lennert og det hidsigt teknologi-geni Emmenthaler, der er med på turen.

Det er mildest talt en umage forsamling, hvor jeg ikke må glemme Mathilde, som står ret så alene med sin sorg, da hendes far langt fra er en mand, der viser følelser og da slet ikke taler om dem. Ja, en flok af knudemænd, barndomstraumer og tragedier. Det lyder måske nok noget alvorligt – og er det sådan set også. Men nu er det en Anders Thomas Jensen-film, så humoren ligger som en sort understrøm hele vejen.

Det er blandt andet i netop den kulsorte humor med den alvorstunge bagside, at filmen får sin styrke – det også takket være flokkens interne dynamik. Her med en dragende indadvendt vred Mads Mikkelsen som Markus, en fint underspillet Nikolaj Lie Kaas som skyldbetyngede Otte, mens Nicolas Bro er morsom som den bandende Emmenthaler og Lars Brygmann forener tragedie med en humoristisk lethed som Lennert.

Andrea Heick Gadeberg bibringer desuden gruppen en fin uskyld midt i den i grunden ret så dejligt gakkede historie, der måske nok bliver en kende tung i spyttet sine steder og en kende for kantet i sin behandling af sine tematikker. Det sagt, så lever ’Retfærdighedens ryttere’ engagerende godt af sit hold, sin kulsorte humor og ja, ikke mindst Anders Thomas Jensens skudsikre replikker og veloplagt groteske one-liners.

’Retfærdighedens ryttere’ får 4 ud af 6 stjerner.

’Retfærdighedens ryttere’ har biografpremiere den 6. maj.