Få promillen medrivende op med Mads Mikkelsen i ’Druk’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ifølge en norsk filosof er mennesket født med en halv alkoholpromille for lidt. Indtag af alkohol er derfor med til at åbne sindet og sætte kreativiteten fri. Med afsæt i denne teori kaster fire gymnasielærere sig ud i at have en konstant halv promille i blodet. De fire venner er nemlig på hver deres måde groet mere eller mindre fast i livet, hvorfor der skal ske noget nyt!

De begynder derfor at drikke afmålte mængder af alkohol i løbet af dagen – naturligvis også i arbejdstiden. Resultatet er ret så interessant. Livet synes nemlig nu pludselig meget lettere og arbejdet kører med langt mere overskud. Men, men, men… deres fordrukne forsøg udi alkoholens virkninger får ikke overraskende sin del af konsekvenser for hver af deres liv.

Mads Mikkelsen leder an som historielæreren Martin, hvis ægteskab slår knuder, mens en generel tomhed har indfundet sig i hans liv. Det er derfor også tillokkende at peppe livet op med en halv promille dagen igennem. Mads Mikkelsen har ganske enkelt et ansigt og en tilstedeværelse, jeg ikke kan løsrive mig fra. Han er både skrøbelig, trist og et menneske af nuanceret liv.

I rollerne som de øvrige tre undervisere finder man engagerende modspil af en veloplagt Thomas Bo Larsen, en underspillet morsom Magnus Millang og en til at starte med forsigtig Lars Ranthe. De fire bakker hinanden både morsomt og sine steder helt rørende op. Et dynamisk samspil, der overvejende virker naturligt og troværdigt – fra drukture til mere alvorstunge scener.

Instruktør og medforfatter Thomas Vinterberg er med ’Druk’ altså blandt andet lykkedes medrivende godt med at give sine karakterer levet liv og har samtidig ramt en overvejende fin balancegang mellem det morsomme og tragiske i sin til tider også tankevækkende fortælling, der sætter alkoholkulturen i stævne. Desværre fremstår filmen bare sine steder lidt som en firkantet samtalestarter om alkohol.

Det gør desværre også fortællingen en kendt stiv i det. Noget af filmens ellers fine dramatiske tyngde ryger derfor en kende ud af kurs og mit følelsesmæssige engagement vakler. Heldigvis lever ’Druk’ i høj grad af netop sit mandlige firkløver, deres venskab, forskelligheder og virile drukture. Det kan de sine steder en kende forcerede tematikkers iscenesættelse heldigvis ikke ændre på. Skål!

’Druk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Druk’ har biografpremiere den 24. september.

Den intense genrebastard ’Antebellum’ ruskede mig drilsk rundt

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at du bør gå så blind som muligt ind til den intense ’Antebellum’. For den skal have lov til at overraske dig på samme medrivende, brutale og tankevækkende måde som mig. Jeg blev i hvert fald rusket godt og grundigt rundt i denne genrebastard, der bevæger sig legende rundt i horrorland – det med racisme og sorte slaver i Amerika som dramatisk rygrad.

Handlingen tager sin grusomme begyndelse på en bomuldsplantage i sydstaterne, hvor én lang og uafbrudt kamerabevægelse dynamisk og brutalt slår filmens tone og tematik an – de hvides undertrykkelse af deres sorte slaver. Jeg føler mig allerede her i filmisk trygge hænder, hvor jeg forbliver hele vejen, mens filmens overraskende fortælling leger engagerende kispus med mig.

Man følger den sorte slavinde Eden, der som resten af de sorte på plantagen, bevogtes med hård hånd. Det indebærer både blodig vold og bestialsk voldtægt. Det er en grum, intens og grundlæggende spændende historie, jeg fra første til sidste billede gribes af. Det blandt andet grundet det ubehagelige magthierarki på plantagen og udfoldelsen af filmens nuancerede racisme-tematikker.

I hovedrollen som Eden finder man en fra første færd gribende Janelle Monáe, der formår både at portrættere håbløs afmagt og stålsat styrke. Hun er et klart plus i en film, der har et sikkert greb i min mave, mens jeg er vidne til de ubehagelige scener, som sættes i scene med et gribende øje for både historiefortælling og handlingernes grusomme essens. Ja, et mørkt kapitel i USA’s historie.

Det er en spillefilmsdebuterende instruktørduo, man finder bag kameraet, nemlig Gerard Bush og Christopher Renz, der også har skrevet ’Antebellum’. Det er en virkelig overbevisende debut, de to folder veloplagt ud, hvilket allerede giver mig sult efter kommende film fra deres hånd. De formår i hvert fald på filmisk legende vis at hensætte mig i intens spænding. Det med en urovækkende grundtone.

Kort fortalt er ’Antebellum’ en i særdeleshed stærk debutfilm, der ikke kun fortæller en fundamental medrivende historie, men samtidig også formår at folde en betændt tematik ud på en måde, der ikke kun er en sort/hvid skildring af raceproblematikken, men også maner til nuanceret eftertanke bag filmens ganske enkelt sikre instruktion og intense historiefortælling.

’Antebellum’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Antebellum’ har biografpremiere den 17. september.

’Officer og spion’ er et sirligt udført retfærdighedsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Mesterinstruktøren og en af mine favoritter, nemlig Roman Polanski, står bag det både intense og knugende drama ’Officer og spion’. Lad mig da også bare først som sidst sige, at jeg var opslugt hele vejen. Det er nemlig en helt grundlæggende spændende historie, som her folder sig dejlig detaljerigt ud i en film, der tør tage sig god tid – blandt andet til at give sine karakterer plads.

Filmen er baseret på en sand historie, som tager sit udgangspunkt i 1895. Her bliver den franske kaptajn Alfred Dreyfus degraderet for at have spioneret for Tyskland. Den ellers lovende officer bliver således dømt til fængsel på livstid. Men ikke alt er, som det umiddelbart tager sig ud. For blandt dem, der var vidne til Dreyfus’ ydmygende degradering, var oberst Georges Picquart.

Picquart bliver nu forfremmet til at stå i front for den militære efterretningsenhed, der stod bag at fælde Dreyfus. Han opdager dog snart, at der stadig overleveres hemmelige information til tyskerne. Dette bliver starten på et kringlet spil for Picquart om at få sandheden for dagens lys. Ja, retfærdigheden må og skal ske fyldest. Dette viser sig dog hurtigt at være nemmere sagt end gjort.

Polanski har her et sikkert greb om ikke kun sin sirlige udfoldelse af filmens forskellige plottråde og hemmeligheder samt løbende opdagelser, men formår samtidig også at sætte et dragende tidsbillede i scene. Det blandt andet med helt klaustrofobiske og mørkt belyste kontorer, videre til hestevogne i gaderne og datidens garderobe i hvert et billede.

I front for filmen finder man Jean Dujardin som den stålsatte Picquart. Jeg har svært ved at tage øjnene fra ham i jagten på at få Dreyfus’ uskyld frem i lyset. Men han modarbejdes af de tungeste og mest magtfulde herrer. Dujardin løfter mig altså i rollen som denne utrættelige enmandshær engagerende ind i historien, hvor temaer som netop retfærdighed, videre til skyld og uskyld sættes medrivende i scene.

Det historiske drama ’Officer og spion’ er kort fortalt en engagerende instrueret fortælling med fornem sans for både plotmæssige og visuelle detaljer, mens vores mand i front, en betagende Dujardin, griber mig med sin uknækkelige tro på, at retfærdigheden må og skal ske fyldest – koste hvad det vil. For ganske vist udspiller filmen sig for mere end 100 år siden, men historien står her skarp, veloplagt og evig relevant.

’Officer og spion’ får 5/6 stjerner:

’Officer og spion’ har biografpremiere den 17. september.

Gyseren ‘Sadako’ bringer nyt liv til spøgelset fra ‘Ringu’

/i /af

Gys på Blu-ray: En af de bedste og ikke mindst mest skræmmende gysere er for mig den japanske ‘Ringu’ – eller på engelsk ‘The Ring’ – fra 1998. Du ved, den der med det mystiske videobånd, der kan “dræbe”. Nu vender filmens instruktør Hideo Nakata tilbage med endnu et kapitel i den gysende grumme gyser-og-spøgelses-franchise med ‘Sadako’, der nu udkommer på Blu-ray her i landet.

Men hvad handler dette nye gyser-kapitel så om? Jo, i filmen bliver en pige låst inde i en garderobe, mens lejligheden udenfor står i flammer. Hendes mor er imidlertid overbevist om, at pigen er den genfødte Sadako – altså det uhyggelige spøgelse, som man kender fra blandt andet netop gyseren ‘Ringu’.

Moderen tror, at Sadako således har påsat branden for at dræbe sit eget barn. Pigen bliver imidlertid indlagt på et hospital, hvor psykiateren Mayu arbejder. Men efter at have overlevet sine skader, viser det sig samtidig, at hun hverken har minder om, hvad der er sket eller hvem hun er.

Psykiateren Mayu får nu til opgave at opklare mysteriet. For bærer pigen mon på spøgelset Sadakos grumme forbandelse? ‘Sadako’ er som nævnt instrueret af den første Ringu-films instruktør, Hideo Nakatas, hvis seneste film i gyser-serien altså kommer her mere end 20 år efter den originale film, hvor han skabte grundlaget for mareridt hos mig.

‘Sadako’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. september.

‘Bombshell’ har vammel sexchikane og engagerende karakterer

/i /af

Drama på Blu-ray:Med tre kvinder i front, får man med det ret så gribende sexchikane-drama ‘Bombshell’ et på en gang fint, men også ubehageligt kig ind bag facaden på et magtfuldt medieimperium, nemlig den amerikanske og konservative tv-station Fox News. Her leder topchefen Roger Ailes sine tropper med hård hånd – og sexchikane blandt kvinderne.

Filmen er baseret på virkelige og skandaleombruste begivenheder, hvor de tre kvinder hver især alle sætter deres karriere og omdømme på spil, da de vælger at stå frem med hver deres historier om, hvordan Roger Ailes har misbrugt sin magt til at udøve sine seksuelle overgreb. Historien udfolder sig altså i den spæde start på bevægelsen, der senere blev kendt som #metoo.

Det er således med Donald Trumps slingrende vej til magten som bagtæppe, at filmens fortælling folder sig både dragende og medrivende ud. Det gælder blandt andet i måden, hvorpå filmen med sin skarpe klipning og fint forløste flow iscenesættes. Samtidig med dette, så finder man også flere gribende portrætter i centrum for den både ubehagelige og spændende historie.

I kampen for retfærdighed over Roger Ailes overgreb finder man de tre tv-kvinder, nemlig Megyn Kelly, Kayla Pospisil og Gretchen Carlson – spillet af henholdsvis en syleskarp og modig Charlize Theron, videre til det noget den noget mere grønne Margot Robbie og slutteligt den garvede Nicole Kidman. Tre på en gang drønstærke, men også fint skrøbelige portrætter.

Som den magtfulde og ubehageligt portrætterede Roger Ailes finder man en ligeledes rigtig god og ganske intimiderende John Lithgow. Han er virkelig god og balancerer ret engagerende mellem godmodig, streng og ja, direkte grænseoverskridende og dybt ubehagelig. Så selvom filmens nuancer måske nok er til at overse, så står fortællingen stærkt via blandt andet sin rollebesætning.

‘Bombshell’ er med andre ord både et velfortalt, medrivende forløst og engagerende spillet drama, der tager et vigtigt emne op og formår at gøre det vedkommende – og ja, underholdende, det uden at fortællingen mister sin dramatiske skyggeside, der hele vejen hviler over de fint indsatte grin. Det er dog småt med nuancer, men det er ok, når nu så meget andet spiller.

‘Bombshell’ udkommer på dvd og Blu-ray den 27. august.

’Wendy’ byder på opdateret Peter Pan-myte og magisk realisme

/i , /af

Biografanmeldelse: De fleste kender måske nok myten om Peter Pan, Ønskeøen og børnene, der ikke vil være voksne. Instruktør og medforfatter Benh Zeitlins ’Wendy’ folder her på både smuk, gribende og melankolsk vis en nyfortolkning af netop Peter Pan-myten ud. Det sat i scene med beskidte børn og en farefuld rejse til den mystiske ø – væk er dog både flyveture og feer.

Det er således med en særlig blanding af rå virkelighed og ikke mindst engagerende magisk realisme, at den evigt gyldige fortælling om de evige børn sættes i scene. Man følger således den unge Wendy og hendes to tvillingebrødre, der vælger at stikke af fra deres mor og en triviel hverdag, der ikke byder på meget eventyr. Det ændrer sig dog hurtigt, da de tre børn flygter og ankommer til øen med de evige børn.

Ja, børnene er så absolut i centrum. Legende, fantasifulde og vilde. Fri for voksenlivets trummerum og en grå virkelighed uden magi. I front finder man filmens titelperson, nemlig den 9-årige Wendy, som spilles engagerende, troværdigt og med indtagende nærvær hele vejen af Devin France. Et skønt portræt af en pige, der ønsker at holde fast i fantasien, magien og det at være et barn.

’Wendy’ byder i det hele taget på en skøn rollebesætning af velspillende børn, der iklædt beskidt tøj og med vilde skrig giver denne Peter Pan-fortolkning en herlig klangbund af sorgløshed og barnlig vildskab. Det gælder blandt andet og netop en charmerende Yashua Mack som den drilske og legesyge Peter Pan, videre til tvillingebrødrene i skikkelse af Gage og Gavin Naquin.

Den frivole og ubekymrede barndom får dog også her et skud alvor, hvor farerne altså lurer i skyggerne på den vulkanbrusende øde ø. Jeg bliver ganske enkelt betaget af filmens fortryllende univers af medrivende børnepræstationer, den fint balancerede vekslen mellem en beskidt virkelighed og magiske indskud i den græsgrønne virkelighed på Ønskeøen.

Kort fortalt er ’Wendy’ en særegen og helt magisk genfortolkning af historien om Peter Pan, der blev skabt af J. M. Barrie tilbage i 1904. Med mere end 100 år på bag står fortællingens fint skårne pointer om blandt andet barndom og det at vokse op i ’Wendy’ stadig lige relevante og universelle. Jeg var i hvert fald fornemt henført til Ønskeøen til trods for momentvis udsving i filmens ellers fine fortællemæssige flow.

’Wendy’ får 4 ud 6 stjerner:

’Wendy’ har biografpremiere den 10. september.

Livet slår humoristiske knuder i ‘The King of Staten Island’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være pokkers svært at finde sin egen vej og rette plads her i livet. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes for den 24-årige og pot-rygende Scott at lande på sin hylde. Medmindre den hylde er stadig at bo hjemme hos sin mor og konstant ryge sig skæv med vennerne. Det uden at have forventninger til, at livet kan byde på mere og andet end det.

Scott har kort sagt gravet sig ned i hul af stilstand. Et hul, der med andre øjne meget vel kunne ligne en grav. For den smådepressive og opgivende slacker sidder fast i livet, hvor ikke mindst savnet efter sin afdøde far fylder i hans tanker og sind. Hans far døde nemlig på sit arbejde som brandmand, da Scott var blot 7 år. Et traume og savn, der har fulgt ham lige siden og nu synes at formørke alt for Scott.

Det hele lyder måske noget deprimerende, men tag ikke fejl, for det er ’The King of Staten Island’ bestemt ikke. Eller ikke kun. For ja, Judd Apatows fint nuancerede og muntert velbalancerede komediedrama har ganske vist tunge emner som savn, depression og forliste familier på menuen, men altså behandlet på underspillet humoristisk vis. Det ikke mindst kropsliggjort af Pete Davidson som den elskelige Scott.

For godt nok er Scott i egne og andres øjne et dumt fuck-up, der ikke kan finde ud af noget. Altså udover at lave absolut intet. Men han er heldigvis svær ikke at holde af, selvom han er den sidste på Jorden til netop at gøre dette. Det lykkedes med andre ord at folde et engagerende og følelsesmæssigt ganske fint kompliceret portræt af en ung mand i sorg ud på både gribende og ikke mindst morsom vis.

Humoren spiller nemlig en helt central rolle i filmen, der måske ikke som sådan er plotdrevet, men mere drevet af sine karakterer. Netop Pete Davidson favner her det både charmerende muntre og tragisk triste, mens blandt andet Marisa Tomei som Scotts mor samt hendes nye kæreste Ray – spillet af Bill Burr – er med til at give filmen dramatisk tyngde, indtagende menneskelighed og Scott fint med modspil.

’The King of Staten Island’ forener kort fortalt på fornem vis flere af livets helt tunge temaer, hvor sorgen står helt centralt, men med en let, morsom og omfavnende menneskelig varme, der gør, at jeg var på fra først til sidst – også selvom filmen er hele 2 timer og 17 minutter. Men både Scott og de øvrige karakterer er ganske enkelt både veloplagt spillet, mens de velskrevne replikkerne leveres skarpt og troværdigt. Stærkt!

’The King of Staten Island’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The King of Staten Island’ har biografpremiere den 10. september.

‘The Personal History of David Copperfield’ er en glat ål

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har ikke læst Charles Dickens’ roman fra 1850, som komedie-dramaet ‘The Personal History of David Copperfield’ er baseret på. Men nu er min mening også, at en filmatisering skal kunne stå for sig selv. Det kan filmen også. Det er desværre bare en noget generisk, fersk og glat omgang dannelsesrejse – tilsat alverdens kulørte karakterer med et i grunden ret så spændende cast.

I front for de muntre – men også dramatiske – eskapader, finder man Dev Patel som den forældreløse David Copperfield. Man følger ham således gennem livet – det med sin del af nedture, men heldigvis også opture. For ganske vist starter han livet i trange kår, men han har hjertet på rette sted og en sult på livet, der fører ham frem og ud af fattigdommen. Ja, helt op i toppen af samfundet.

Desværre er Patels præstation ikke videre interessant, hvorfor filmens hovedkarakter for mig falder noget fladt. Det smitter af på mit engagement ikke kun i ham og hans udvikling, men også på selve filmen, der bliver en ret så uinteressant og forglemmelig oplevelse. Men, men, men… filmen er trods alt ikke helt uden plusser. Dem finder man dog langt overvejende i de kulørte bikarakterer.

Det er her blandt andet værd at nævne en dejlig farverig Peter Capaldi som den snydagtige Mr. Micawber, mens også Hugh Laurie som den både distræte og eventyrlystne Mr. Dick gør god figur. Videre finder man en altid seværdig Tilda Swinton træde i karakter som den sprælsk klædte og bestemt Betsey Trotwood, mens Ben Whishaw agerer comic relief som den underdanige Uriah Heep.

Desværre gør rækken af kulørte bikarakterer ikke nok til, at jeg engageres mere i filmens fortælling, der trods alt er netop David Copperfields – det med både romance, modstand og umage venskaber. Det hele forbliver og fortælles altså på en glat og generisk facon, der ikke giver meget dramatisk pondus til hverken de tunge nedture eller glade opture.

‘The Personal History of David Copperfield’ er med andre or den film, der som Copperfield selv, har hjertet på rette sted. Desværre forløses historien ikke engagerende nok til, at jeg står på løjerne – det selvom rækken af muntre bikarakterer gør sit for at løfte filmen. Meget hurtigt bliver jeg altså også viklet ud af historien, der på trods af universelle og relaterbare tematikker, ikke stikker dybt nok til at gribe mig.

‘The Personal History of David Copperfield’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Personal History of David Copperfield’ har biografpremiere den 10. september.

’The New Mutants’ byder på teenageangste coming-of-age-mutanter

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er det blevet tid til et nyt kapitel i det store og kulørte X-Men-univers – dog denne gang med en noget mere dyster klangbund. For ‘The New Mutants’ er en mørk genrebastard, der blander superheltegenren med coming-of-age-drama og ikke mindst horror-elementer. Men at sige, at her er tale om en helt vellykket cocktail er efter min mening at tage munden for fuld. Desværre.

Men egentlig er udgangspunktet og flere af filmens takter ret så interessante. Man følger her fem unge mutanter, der holdes indelukket på et mystisk hospital – eller anstalt, om man vil. Det er nemlig mod deres vilje, at de opholder sig her under opsyn af Dr. Reyes – den eneste ansatte på hospitalet. Hun holder på teenagerne under påskud af, at de med deres evner er til fare både for sig selv og omverdenen.

Hun overvåger altså teenagerne minutiøst, mens hun forsøger at få dem til at kontrollere deres vilde mutantkræfter. Det viser sig dog, at dette langt fra er hele sandheden bag lægens ord. Snart begynder mystiske ting desuden også at ske, hvor blandt andet urovækkende flashbacks leger kispus med virkeligheden og fri fantasi – eller hvordan hænger det hele i grunden sammen?

Nu er det op til mutanterne at finde frem til sandheden bag lægens ord og ikke mindst de mystiske begivenheder, mens de også må kæmpe for at slippe ud af deres fangenskab – og det med livet i behold. Dette bliver bestemt ikke uden sin del af interne stridigheder, hvor ikke mindst den rappe Illyana er spydig overfor de andre – særligt den nytilkomne og mere forsigtige Danielle.

Her er altså også sin del af teenageproblemer, hvor særligt tematikker som at finde sig selv samt at finde sig til rette i livet står centralt. Det afspejles blandt andet i mutanternes kamp for at kontrollere deres kræfter i disse spirende år, hvor følelser og hormoner bruser ukontrollerbart gennem deres kroppe – det side om side med de voldsomme kræfter. Men så var der bare lige det der ’desværre’.

Filmen står nemlig ofte i stampe, når den ikke lige går i ring om sig selv og de samme teenageangste pointer bøjes i neon. Jeg kommer heller aldrig rigtigt ind på livet af de fem mutanter og deres ellers voldsomme traumer. Ja, de har det til fælles, at de alle er outsidere – som en art muteret ’The Breakfast Club’. At filmen så ender i CGI-bulder og brag, kan jeg faktisk godt leve med, da løjerne mangler momentum, hvilket computer-action altså effektivt afhjælper.

‘The New Mutants’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The New Mutants’ har biografpremiere den 3. september.