BOYHOOD: Som at se livet udfoldet for øjnene af sig
Blu-ray-anmeldelse: Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Richard Linklaters Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en.
Filmen er nemlig skudt over en periode på 12 år og følger Masons opvækst som skilsmissebarn – fra han er seks til han fylder 18. Man ser altså reelt Ellar Coltrane i hovedrollen gå fra at være et småbuttet barn til at være en ranglet teenager – og altså hvordan han formes som menneske af det liv, vi alle ufravigeligt er en del af. På godt, ondt og alt derimellem.
For nej, her er det nemlig ikke kun højdepunkter og lavpunkter, der udfoldes i filmens godt tre timer lange rejse gennem de 12 år, men også hverdagen. De stille og øjensynligt udramatiske timer, der fylder livet op indtil graven åbner sig. Det er på en gang udramatisk og dramatisk, almindeligt og ualmindeligt fantastisk – og hele vejen aldeles gribende.
En fortælling fri af filmmediets ellers slagne dramaturgi – livet følger jo sjældent en skabelon. Her bølger minutterne sig gennem livets små og store begivenheder, kriser og succeser, kærligheder og knæk. En film om alt og intet. Om barndom, opvækst og alderdom, kærlighed og familie, livet, døden og lykken ved at slå smut med en sten. Du ved, det at være til. At være menneske.
Det måske på overfladen banale og simple får med Boyhood et nærvær og en menneskelig tyngde, uden at gøre det store væsen af sig. Richard Linklater indfanger her ubesværet et stykke af livet. Det er ganske enkelt fascinerende. Ikke kun i kraft af filmens 12 år lange tilblivelsesproces, men også fordi de medvirkende så naturligt indgår i filmens virkelighed.
Ellar Coltrane er den sagte og hele vejen nærværende Mason, Linklaters egen datter spiller Masons snarrådige lillesøster, mens Patricia Arquette udgør deres mor, der slås med dårlige valg i mænd, og Ethan Hawke er den frihedssøgende far, som med filmens tilbagelagte minutter får nye indsigter om sig selv. Præcis som de andre medvirkende – og mig som tilskuer.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Selvom filmen er optaget over 12 år, er både billed- og lydsiden solid og sammenhængende. Billedet står skarpt, veldefineret og med en naturlig farvepalet, mens også lydsporet spiller overbevisende med både klar dialog og fin plads til de øvrige elementer. Ekstramaterialet begrænser sig desværre til en ligegyldig promo-featurette om filmen.
Ekstramateriale 1/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6
– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Boyhood | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Boyhood, USA, 2014
Release: d. 20. februar 2014
Instruktion: Richard Linklater
Medvirkende: Ellar Coltrane, Patricia Arquette, Ethan Hawke, Lorelei Linklater m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]