I LOSSENS TIME: Sofie Gråbøl farer vild i mørket
Sofie Gråbøl trækker i præstekjolen og træder ind i mørket i Søren Kragh-Jacobsens dystre drama I lossens time. Her støder religion sammen med videnskaben på en lukket institution, hvor en forstyrret ung knægt mener, at det er Guds plan, at han skal begå selvmord. Ind under huden kommer man dog aldrig for alvor – hverken på den søgende præst eller den plagede dreng.
Filmen åbner ellers effektivt i et sneklædt Sverige. Her tropper drengen op en mørk aften hos et ældre ægtepar og uden forklaring slår han dem begge ihjel. Brutalt og ubehageligt. Han ender sidenhen på en lukket institution i Danmark, hvor psykologen Lisbeth udfører adfærdseksperimenter – blandt andet observerer hun, hvorledes udvalgte indsatte reagerer på at få et kæledyr.
En kælen kat synes således at blive en mulig vej ind på livet af den ellers tillukkede dreng. Men da han i Guds navn forsøger at tage sit eget liv tilkalder Lisbeth præsten Helen. Hun kan måske trænge ind til den forstyrrede dreng ved at tale med ham om Gud og livet på en anden måde, end hun formår som psykolog.
Det bliver således starten på en mørk rejse ind i smerten, hvor drengens grufulde handlinger aldrig til fulde forklares. Det er sådan set forfriskende, at her ikke gives noget facit eller letkøbte psykologiske svar på de spørgsmål, filmen stiller. Desværre er karaktererne ikke videre interessante, men fremstår løst optegnet, mens filmens afvikling også snubler en smule over en række flashbackscener til drengens fortid.
Sofie Gråbøl blafrer lidt i vinden som den empatiske præst. Hendes interesse i drengen og gruen forbliver overfladisk. Frederik Johansen mangler som den mutte knægt dybde og flere nuancer for at hans hemmelighedsfulde rolle får den nødvendige fylde og tvetydighed. Signe Egholm Olsen og Søren Malling gør det solidt (for at bruge et kedeligt ord) som henholdsvis psykolog og vagt.
I lossens time har i udgangspunktet en fascinerende fortælling med dragende tematikker, der griber ud efter både religion, liv, død og opvækst. Desværre forløses hverken karakterer eller historie fængslende nok, selvom stemningen ofte er dragende dyster. Samspillet mellem Gråbøl og Johansen bliver aldrig rigtigt farligt eller gribende og man ender således i sidste ende med en noget flad fornemmelse i maven. [tabgroup][tab title=”I lossens time | Biografanmeldelse”]Vurdering: 2/6
Originaltitel: I lossens time, Danmark, 2013
Premiere: d. 23. maj 2013
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Frederik Christian Johansen, Søren Malling, Signe Egholm Olsen m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]