Kærlighed og hævn i brutal karambolage

/i /af

Man siger, at hævnen er sød – i den brutale Revenge: A Love Story er den også både smuk, smertelig og malet op i medrivende billeder med matte farver og dragende kompositioner. En fremragende hævn-thriller, hvor kærlighedens altopslugende kraft støder sammen med et hævntogt uden nåde. Ganske vist blodig, men uden at miste sin menneskelige nerve eller grebet om kærlighedens ulykkelige skæbner.

Hong Kong er udsat for en række bestialske mord på gravide kvinder og en intens jagt på morderen er sat ind. Menneskejagten bringer den unge Kit i politiets varetægt og der indledes et særdeles hårdhændet forhør. Herfra bringer filmen os i flashbacks tilbage til den fatale begivenhed, der ledte Kit til de blodige gerninger. Mere skal ikke afsløres her – så undlad også lige at læse bagsideteksten på filmens cover.

For måden hvorpå plottet og Kits motiv foldes ud er både elegant, overraskende og hele tiden med til at holde et sikkert greb i publikum. Her leges der pirrende med publikums empati – eller mangel på samme. Det er dog sikkert, at det er kærligheden mellem Kit og den søde Wing, der besegler det intense og poetiske mordtogt, hvor hævn, forløsning og tilgivelse dirrer i den tørre luft.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

De 50 bedste film-freakouts, sort of…

/i /af

Det er skønt at se folk flippe ud på film – enten på grund af urimeligheder eller blot fordi de er sindssyge. En gut har nu lavet et supercut med hvad han har kaldt The 50 Greatest Movie Freakouts Of All Time. Det kan bestemt diskuteres, men ikke desto mindre er der mange mindeværdige ’freakouts’ imellem. Well, man kunne jo lave sådan et supercut udelukkende med Nicolas Cage…

Ham finder man da også et par gange samt bl.a. også Tom Cruise, Leonardo DiCaprio, Mel Gibson, Christian Bale og Arnold Schwarzenegger.Det er dog virkelig irriterende, at man har smækket det enerverende Elvis-remix A Little Less Conversation henover. Jeg elsker Elvis, men sgu da ikke dette remix. God dammit, cock and balls… nå, men enjoy the rage…

– Se også: De 100 bedste ’shut ups’ på film

’The Artist’ blev den store Oscar-vinder

/i , /af

Jeg må ærligt indrømme, at Oscar-showet ikke som sådan har min store interesse, men det er da altid meget sjovt (og til tider spændende) at se, hvem der løber med de prestige-fyldte priser. Men jeg er altså ikke en af de film-fans, der har siddet oppe hele natten for at se showet. Tja, hvis Refns fænomenale Drive havde været nomineret i flere kategorier end ’sound editing’ kunne det måske have trukket lidt mere i mig.

Well, nu er der også en del af de nominerede film jeg endnu ikke har set – det gør mig nu heller ikke det store, da der ikke er mange jeg som sådan død og pine straks har måttet kaste mig over. Martin Scorseses Hugo er jeg dog ivrig efter skal lande i de danske biografer. Nå, men det var vinderne, jeg egentlig lige ville skrive om.

Det blev noget så usædvanligt som den sort/hvide stumfilm The Artist, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste instruktør (Michel Hazanavicius), bedste mandlige hovedrolle (Jean Dujardin), bedste musik og bedste kostume. Noget af en imponerende høst – og ja, det er en film, jeg har villet se, Oscar-statuetter eller ej.

Bedste kvindelige hovedrolle gik til favoritten Meryl Streep for sit portræt af Margaret Thatcher i Jernladyen – hendes tredje Oscar-statuette. Bedste mandlige birolle blev heller ikke den store overraskelse, den gik nemlig til Christopher Plummer for sin rolle i Beginners og så løb Octavia Spencer med prisen for bedste kvindelige birolle for The Help – ja, hende HER.

Bedste animerede film blev den fremragende Rango. Der var blot en enkelt pris til den ellers populære The Descendants, nemlig for bedste manuskript baseret på en bog. Prisen for bedste originale manuskript gik til Woody Allen og hans skønne Midnight In Paris.

Martin Scorsese og hans Hugo løb med hele fem priser, det for bedste art direction, bedste lydklipning, bedste lydmixning, bedste cinematography og bedste visuelle effekter (tag den Michael Bay). David Finchers dystre The Girl With The Dragon Tattoo fik prisen for bedste film-klipning og som tippet blev bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film den iranske A Separation. Bum.

– Se alle de nominerede og vinderne HER.
– Se også min Top 10 for 2011
– Min anmeldelse af Midnight in Paris
– Min anmeldelse af Rango

’Hostel’-filmene er underholdende død og tortur

/i /af

Der er landet en tredje film i den blodigt underholdende ’Hostel’-serie, så jeg har lige haft de tre film igennem afspilleren. Jeg er ret begejstret for Eli Roths to første kapitler, så jeg var spændt på, hvor en ny film ville bringe franchisen hen, bl.a. fordi det ikke længere er Roth, der instruerer – ja, han har slet ikke været involveret i produktionen. Men inden vi når til Hostel: Part III, runder vi lige de to første film.

Roth debuterede med den herlige epidemi-gyser Cabin Fever i 2002, men slog for alvor igennem med Hostel tre år senere. En grum og blodig lille sag, hvor man følger en flok unge knøse på interrail i Europa. De er på jagt efter fest, druk og damer, så da de bliver lokket til Slovakiet med lovning om labre tøser, slår de til. Det skulle de aldrig have gjort. Tortur og organiseret død følger – og vi følger gladeligt med.

Hostel er en ond, underholdende og herlig sorthumoristisk ’teens-get-killed-in-the-most-gruesome-way-flick’, der på trods plothuller og et til tider bastant manuskript serverer en yderst fornøjelig omgang sadistisk splat. Desuden bringes tunge temaer som menneskets ondskab, hævn og forløsning farverigt i spil – heldigvis er de grove løjer leveret med et glimt i øjet og godt greb om genren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN Læs mere

Romantisk nostalgitrip er himmelsk filmmagi

/i /af

Selvfølgelig ville en håbløs romantiker og nostalgitrippende filmbuff som undertegnede falde pladask for neurotikeren Woody Allens sentimentale og yderst charmeredende Midnight in Paris. En hyldest til et romantisk Paris, nostalgien og eventyret, der venter lige for næsen af os. Oh la la, baguette og absint…

Forfatteren Gil får sig noget af en overraskelse på sin ferie til Paris, for her ender han på magisk vis tilbage i 1920’ernes fortryllende Paris. Så alt imens hans forlovede og svigermoren har travlt med at shoppe ligegyldigheder og hans konservative svigerfar håner byen, fester han med datidens store kunstnere, bl.a. forfatterne Hemingway og Fitzgerald samt den surrealistiske maler Dalí.

Woody Allen har begået en både vittig og rørende film, der med et veleksekveret manuskript legende let forener fantasi og virkelig – herligt befriet for en forklaring på hvordan de natlige ture tilbage i tiden kan lade sig føre. Det kan de bare. Det er medrivende parisisk poesi, men også med en bittersød erkendelse af, at lykken ikke nødvendigvis befinder sig i fortidens nostalgiske lys, men lige nu og her.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Skørt og voldeligt modellervoks-remake

/i , , , /af

Den herligt groteske og über-voldelige Hobo with a Shotgun startede med at være en vanvittig falsk trailer i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ Grindhouse-projekt Death Proof og Planet Terror. Traileren dannede senere baggrund for en spillefilm, hvor en herlig olm Rutger Hauer som hjemløs hævner pløkker forbrydere ned.

Hvad der startede som en falsk trailer, er nu blevet til endnu en falsk trailer – dog med en del modifikationer. Her lyder titlen på den fiktive film nu Robo with a Shotgun og herlighederne er udformet i modellervoks, men har den groteske vold intakt. Og så venter der også et par robot-overraskelser. Bizart, skørt og skøn stop-motion-vold.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=AGB_cmpV6ao#![/youtube]

Læs også mine anmeldelser af:
– Hobo with a Shotgun
– Robert Rodriguez’ Machete
– Se også den vanvittige trailer for: ’Zombin Laden’

Colin Farrell luner som lummer vampyr

/i /af

Bare rolig, jeg skal nok spare jer for alt meget tid på at bitche over, at man endnu en gang skal belemres med et remake – og ih og åh, hvor meget bedre originalen er. Jeg vil blot opfordre til, at man tjekker Tom Hollands originale Fright Night fra 1985, bum. Og mæsk jer så ellers i denne ujævne, men ganske underholdende genindspilning, hvor en karismatisk Colin Ferrell viser tænder som forførende vampyr.

Præmissen er ligetil. Charley og hans mor får en vampyr til nabo – entering laber Colin Farrell i wifebeater. Det er selvfølgelig kun Charley og hans nørdede ven Ed, der er klar over naboens skarpe hjørnetænder. Ja, ungerne ved besked, mens de voksne ikke aner uråd – you know the drill. Så nu må Charley gøre hvad han kan for at holde sig selv, sin mor og kæresten i live, inden Farrell sætter tænderne i dem.

Remake eller ej, så er her tale om en munter lille sag. Der bydes ganske vist hverken på videre nuancerede karakterer eller stor følelsesmæssig slagkraft, men blot halvtjept ’vampyr-sjov-og-ballade’ med en kant af uhygge. Det er uden tvivl Farrell, der er det mest forførende bekendtskab, mens bl.a. hverken David Tennant som fjollet showman eller Christopher Mintz-Plasse som nørdet side-kick gør videre indtryk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Labre filmkarakterer som påklædningsdukker

/i /af

Hvis du har drømt om at lege med Ryan Gosling aka den ordknappe Driver fra Nicolas Windings Refns fænomenale Drive eller Kurt Russell som den cool Stuntman Mike fra Death Proof har du muligheden med Kyle Hiltons fine film-og-tv-serie papir-påklædningsdukker. Anyways, du kan tjekke dem alle sammen ud HER – og der kommer hele tiden nye til.

Udover de to ovennævnte hunks, finder man også andre hunks – bl.a. også Thor og en personlig favorit, nemlig Rainn Wilson som ’superhelten’ The Crimson Bolt i den alt for oversete og herligt groteske SUPER. Så bare i gang med printer og saks og du er ready to go. Smut eventuelt også forbi HER og HER, hvor du finder mere af Kyles arbejde.

– Se alle påklædningsdukkerne HER.
– Se andet af Kyle Hiltons arbejde HER og HER

"I'll call you back…"

/i /af

Jeg har tidligere postet et supercut, der viser, at folk på film ofte lægger røret på uden at sige farvel. Men folk på film har også andre telefonvaner, bl.a. lover de også tit at ringe tilbage. Hvis du er i tvivl, så tjek selv nedestående supercut, hvor bl.a. James Bond, Ben Stiller, Tom Cruise, Will Ferrell, Jack Nicholson og Tom Hanks har mere eller mindre gode undskyldninger for at ringe tilbage.

Ja, lige som man troede, der snart var tomt på hylerne over fjollede supercuts, dukker et nyt som dette op… skørt.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=O-YxlySHtE8#![/youtube]

Se andre supercuts:
– Må jeg bede om stilhed
– De siger aldrig ’farvel’ i film
– Skrid og skråt op i lange baner
– Jep, der bandes en del i ’Pulp Fiction’

Kæk romantisk komedie er klichéfyldt ævl

/i /af

For helvede da også! Jeg burde have vidst, at Friends with Benefits – på trods af sporadisk positiv omtale – blot var endnu en forglemmelig romantisk komedie tilsat kække forsøg på også at være en smule fræk. Jep, Justins bare balder in ya face. Men hey, jeg har desværre den brist, at jeg håber på at falde over endnu en When Harry Met Sally. Det gjorde jeg så ikke.

Men come on, hvorfor fa’en skal denne tjeppe trivialitet have den stupide danske titel Bollevenner? Jeg mener, der er sgu da ingen grund til at forfladige middelmådigheden yderligere. For godt nok er her ikke tale om nogen romantisk åbenbaring, men helt ineffektiv er løjerne ikke og der mønstres faktisk en smule veloplagt kærligheds-underholdning undervejs.

Både Justin Timberlake og Mila Kunis er her blevet droppet af deres kærester og har af forskellige grunde nu valgt at lægge kærligheden på hylden. Han har ikke tid til den og hun tør ikke tro på den – men de har begge stadig brug for lidt kød. Så da de to støder på hinanden aftaler de kun at have sex – uden noget følelsesmæssigt fnidder til at fucke deres venskab op. Men mon ikke kærligheden alligevel kommer i klemme…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere