Alfabet for film-buffs

Hos Threadless kan man nu få fingrene i en ret fin og filmrelateret T-shirt designet af Jaco Haasbroek. Den hedder Z-A og viser alfabetet skrevet bagfra, hvor hvert bogstav er flankeret af en karakter fra en film. Y for Yoda, I for Indiana Jones osv. En ren sjov idé og tegnet med en sød og naiv streg. Men ikke alle er sådan lige at afkode med det samme. Hvor mange kender du? (Klik på billedet for større format).

– Læs også: Skriv dit navn med Wolverine.

Sofia Coppola vender tilbage

Det er et stykke tid siden, man kunne se en Sofia Coppola film i biografen. Senest var i 2006 med prompt og pragt i Marie Antoinette. Hun er dog nok mest kendt for den gribende The Virgin Suicides og ikke mindst den smukke og melankolske Lost in Translation med en underspillet Bill Murray og en ligeså ensom Scarlett Johansson.

Nu gælder det Somewhere – den første trailer er nemlig sluppet løs. Filmen handler om den fest- og pigeglade Hollywood-stjerne Johnny Marco (Stephen Dorff), hvis ubekymrede liv tager en uventet drejning, da hans 11-årige datter (Elle Fanning) gør sin entré. Se den stemningsmættede og labre trailer herunder – jeg er allerede begyndt at glæde mig.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=vvSspY7WU10&feature[/youtube]

– Der er endnu ikke annonceret en dansk biograf-release. Men amerikanerne kan indløse billet fra d. 22. december.

Ridley Scott med nyt om Alien-prequels

I 1979 instruerede Ridley Scott rum-klassikeren Alien. Siden er det blevet til tre opfølgere og to Alien vs. Predator-film – dog uden Scott ved roret. Nu vender Scott som bekendt tilbage til rumvæsnerne med hele to prequels. I weekenden deltog han på LA Times’ Hero Complex festival og løftede sløret for endnu et par detaljer om filmene.

I filmen fra 1979 ser man ombord på ”alien-rumskibet” et stort og underligt skeletlignede væsen kaldet  ”The Space Jockey” (læs om det HER). Dette opsigtvækkende væsen blev aldrig udforsket i originalen eller i de efterfølgende film. Det har altid undret Scott, som derfor vil fortælle dets historie i sine prequels, bl.a. hvordan det er tilknyttet de fæle alien-monstre og hvordan det kom ombord på skibet.

Manuskriptet er skrevet og forberedelserne i fuld gang. De kommende Alien-film vil foregå lang tid før den første film, så vi skal nok ikke regne med at se Sigourney Weaver tilbage i rollen som den barske Ripley. Scott fortalte også, at der er lavet en masse undervands-research (hvad det så end skal betyde?) og at filmene vil udforske aspekterne ved at rejse ud i rummet.

– Den første Alien-prequel er sat til en premiere sent i 2011.

Tarantino vs. Coen-brødrene

Så er der serveret endnu en omgang lækkert klippebordsarbejde – så at sige. For Leandro Copperfield satte sig nemlig ned, for på 10 dage at se stort set samtlige film af Quentin Tarantino og Joel og Ethan Coen igennem. Herpå udvalgte han mere end 500 scener, som han ved hårdt klippearbejde har kogt ned til et virkelig cool og inspirerende film-mashup (indeholder – selvsagt – spoilers).

Se også:
Blib blob… et herligt robot-mashup

Futurama bliver til X-Men

Hvis du er vild med Futurama og X-Men, ja så må GottaBeCarls farverige mash-up være a match made in Heaven. Han har nemlig tegnet karaktererne fra den futuristiske tv-serie som de muterede helte og skurke fra X-Men-universet. Det er der kommet en ret flot plakat ud af (klik på den for større format). Kan du genkende alle karaktererne?

– Se plakaten i større format samt mere af GottaBeCarls arbejde HER.
– Se også: Farverige filmiske mashups.

It’s only a movie, it’s only a movies, it’s only…

Jeg har her på bloggen tidligere postet kortfilm, som er klippet kreativt sammen af forskellige film. Nu er jeg faldet over en ret cool kortfilm af Adam Cosco. Han bruger bl.a. klip fra Jaws, Fight Club, A Clockwork Orange, Se7en, The Game, Mulholland Drive og Videodrome til at skabe en ny og fascinerende historie, der bl.a. fortæller om filmens indflydelse på verdens gang.

Filmreferencerne flyver en om ørene, når filmenes fiktive verdener næsten uvirkeligt vikles om virkelighedens begivenheder. Det er fermt iscenesat og skaber nogle ret vilde sammenhænge mellem fiktion og virkelighed. En sjov leg med mediet – og sjovt at spotte de forskellige film. Så brug lige ti minutter på kortfilmen med den knapt så korte titel The Most Basic Form of Mind Control is Repetition.

(indeholder mindre spoilers, specielt i forhold til Fight Club)

[vimeo]http://vimeo.com/9532613[/vimeo]

Se også et par andre herlige kortfilm/sammenklip:
“Get out of there”
Et heftigt trip ind i herlige action-klichéer

Star Wars møder Scorsese, Kubrick og Mendes

Hvad er det med de der Star Wars-fans? De kan tilsyneladende ikke få nok af den der ”galaxy far, far away…”. Der spyttes jo det ene fan-art ud efter det andet – selv Adidas er med på vognen. Men Star Wars-fan eller ej, så er der meget af det, som er ret cool – eller blot tilpas dumt, som fx den der AT-AT bygget af bacon.

Denne gang er jeg faldet over fire Star Wars-plakater, som er bygget over de klassiske filmplakater for Taxi Driver, Goodfellas, Full Metal Jacket og American Beauty. Sidstnævnte er klart den svageste, men de andre spiller nu ret godt. Jeg ville dog til hver en tid foretrække at have originalen hængende.

Utroligt så meget Star Wars-lir, der sniger sig ind her på bloggen…

Se også andre lækre plakater (også “ikke-Star Wars-relaterede-sager”):
Zombier overtager Star Wars!
Stilsikre filmplakater i stakkevis
Hitchcock i labert nyt plakatdesign
Flotte alternative “Inglourious Basterds” plakater

Michael Keaton stadig frisk på ”Beetlejuice 2”

Hvis ikke du allerede har set Tim Burtons sprælske Beetlejuice fra 1988, så se at få smidt den i afspilleren. Den er fantastisk. En ung, teenage-knotten Winona Ryder, eventyrlige verdener, forunderlige figurer og ikke mindst Michael Keaton som det storsmaskende og grotesk charmerende spøgelse Beetlejuice.

Rygterne om en sequel har længe verseret og nu sparker Keaton atter til muligheden for en Beetlejuice 2. Han har nemlig sagt til Moviehole, at han straks ville springe til, hvis muligheden bød sig, og at det er en af de ting, han ville elske at gøre igen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Hh6HLcXH86c&feature[/youtube]

Og måske et hop tilbage til rødderne, er hvad Tim Burton har brug for, hvis han skal bringe noget af den farlighed, originalitet og uforudseelighed tilbage, som hans seneste par film desværre har savnet. Jeg ved dog ikke, om jeg ser nødvendigheden af endnu en Beetlejuice-film, men det kunne bestemt være cool at se Keaton atter give den gas i en udknaldet rolle.

– Læs også min anmeldelse af Alice i Eventyrland.

Så er der bloddryppende vampyraction

Vampyrer er populære som aldrig før – og nu slippes bæsterne løs igen. Det i en ombæring heftig vampyr-snask med herlig splat og bombastisk action. Og selvom historien til tider slår knuder og logikken ikke altid er til at følge, så er Daybreakers et forfriskende blodigt og veloplagt tag på genren.

Vi befinder os i 2019. Vampyrerne regerer verden og de få tilbageværende menneske indfanges som dyr og tappes for blod. Men snart er der ikke flere mennesker tilbage. Derfor kæmper vampyrerne nu for overlevelse. Der skal findes et substitut for menneskeblod. Kampen på begge sider af natten tager til og snart må vampyrerne måske sande, at de ikke længere er de mægtigste væsner på jorden.

Daybreakers udspiller sig i et overbevisende koldt univers, hvor vampyrernes blankpolerede og mørke verden danner en medrivende ramme om, hvad man kunne fristes til at kalde en futuristisk vampyr-thriller. Tonen er dyster, men det alvorstunge univers brydes medrivende op af groteske og ofte herligt abrupte splatter-effekter, hvor også kække oneliners er med til at slippe et par smil ind i mørket.

Daybreakers tumler dog en smule rundt i sin historie og ikke alle action-scener er lige godt skruet sammen. Men tempoet holdes fint ved lige og så er det herligt at se filmens mandlige trekløver folde sig ud. Ethan Hawke som forpint vampyr, Willem Dafoe som cool vampyrjæger og Sam Neill som ondskabsfuld überboss. Selvom de hver især bestemt har leveret stærkere præstationer, så er de, sammen med de vilde blodsprøjt og det gennemførte univers med til at holde filmens blodige hjul kørende.

Der medfølger desværre intet ekstramateriale med på Blu-ray-udgivelsen. Til gengæld serveres filmen med et knivskarpt billede og ikke mindst et heftigt og medrivende lydspor, som fornemt leverer det elegante score samt de uhyrlige lydeffekter.

Et heftigt trip ind i herlige action-klichéer

Jeg elsker de små film, hvor filmfans har været flittige ved klippebordet. Denne gang drejer det sig om instruktøren Jacob Briccas kortfilm Pure. Filmen består af sammenklip fra diverse actionfilm, hvor klichéer og visuelle sammenhænge trækkes frem i filmens vilde fire minutter.

Med effektiv klippestil og heftig musik af The Jesus Lizard kommer denne hyldest til mediet godt ud over rampen. Så gør som Bricca opfordrer til: Afspil i fullscreen og skru helt op for lyden!

Se også: ”Get out of there!”