Biograf-anmeldelser – Side 26

TAKEN 3: Ja, Liam Neeson er cool, men han behøver altså ikke at lave flere Taken-film

8. januar 2015/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Okay, Liam. Det er helt fint, at du skal have penge til huslejen. Men helt ærligt, du kan sgu ikke være helt tilfreds med Taken 3? Eller også er du ligeglad, men bare glad for pengene, og at du i en alder af 62 fortsat har arbejde – endda arbejde, hvor du får lov til at skyde med pistoler, slå på tæven og sige seje ting.

Og ja, Liam Neeson er da også fortsat god til både at skyde, slås og levere snerrende replikker, så de karikerede skurke ryster i bukserne. Det er bare ikke nok. Det er nu tredje gang, Neeson forsøger sig som den tidligere CIA-agent Bryan Mills, der nu mest af alt har travlt med at opretholde forholdet til sin datter og eks-konen. Det går ikke så godt.

Nå ja, og så har han travlt med at slå skurke ihjel. Denne gang bliver en af hans kære nemlig dræbt, og det skal selvfølgelig hævnes. Desværre ender han bare selv som den hovedmistænkte – og så går den vilde og vildt klichéfulde jagt, mens Mills gør seje ting. Blandt andet deler han håndmadder ud til onde russere og får ting til at sprænge i luften. Det alt sammen også ok sejt.

Desværre er filmens plot bare virkelig jammerligt og klodset. Her går vilde plottwists forud for al form for troværdighed. Det går ud over min indlevelse i Mills’ ellers dramatiske jagt på synderne bag det brutale mord. Og dramaet i det hele taget. For selvfølgelig er hans datter da også lige gravid. Det tør hun bare ikke at sige til farmand. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Nå ja, det er Forest Whitaker, der spiller betjenten, der leder jagten på Mills – komplet med betjent-eftertænksomhed og de obligatoriske trækninger ved venstre øje. Men parløbet mellem ham og Neeson når bare ikke rigtigt de intense højder, der sigtes efter. Jeg er ret ligeglad med dem begge to. Ok, måske ikke helt ligeglad med Mills.

For ja, Neeson er fortsat sej og ham, der gør, at Taken 3 lige når op på de tre stjerner og redder sig i land som en ok underholdende middelmådighed. For high five til ganske medrivende action og en snerrende sej Neeson, men et hårdt spark i skridtet til et stjernedumt plot, der forhåbentlig har lagt en Taken 4 i graven.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Taken 3 | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Taken 3, USA, 2014
Release: d. 8. januar 2014
Instruktion: Olivier Megaton
Medvirkende: Liam Neeson, Maggie Grace, Famke Janssen, Forest Whitaker, Jonny Weston, Jon Gries, Leland Orser m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

EXODUS: Kære Ridley, hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum end bibelske Bale

25. december 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: For satan da, Ridley Scott. Du har sgu da helt mistet overblikket med den her. Eller også har du bare stolet blindt på, at det populære bogforlæg, mega meget CGI-ramasjang og Christian Bale i hovedrollen som Moses var nok til at hive det bibelske stik hjem. Det er det ikke. Exodus er simpelthen sløset fortalt og befolket af flade karakterer. Bøvs.

Christian Bale forsøger her at ryste sin Batman-dybe røst af sig. Det går ikke så godt. Til gengæld er han god til at have fuldskæg. Det er bare ikke helt nok. Og der er jo ellers vældigt godt med drama i karakteren Moses. Du ved, de undertrykte jøders færd mod deres fortabte land med Moses i front, de der 10 pokkers plager, Det Røde Hav, der splittes i to og så de 10 bud. Halløjsa.

Men det hele er mere ren afvikling end engageret fortalt. Her er ikke følelser at blive grebet af eller karakterer at engageres i. Til gengæld er der fejlcastet for fuld skrue. Seriøst, John Turturro som faderlig farao? Snarere fjollet farao. Og Joel Edgerton ligner mest et bizart indslag i en forlystelsespark som Moses’ forfængelige papbror Ramses. Autencitet? Næppe. For meget eyeliner? Så afgjort.

Du har nok luret, at filmens ellers centrale splid mellem netop Moses og Ramses ikke sætter nævneværdige følelser i sving hos undertegnede. Og helt ærligt, her er jo for fuck sake tale om magtkampe, grådighed, gudetro og et broderligt fjendskab af bibelske dimensioner. Men Ridley Scott formår ikke at puste vildt meget medrivende liv ind i den ellers potente fortælling, hvor en hævngerrig gud ellers giver kamp til stregen – Anden Mosebog–style, biaaaacth.

Christian Bale er mut, jordnær og cool som modvillig leder, men også kedelig. Nå ja, og så vælter troværdigheden for alvor i den fælt forcerede og overfortalte kærlighedshistorie til hans hustru Zipporah. Hun spilles af en pæn, men også bare helt vildt ligegyldig María Valverde. Gab, motherfucking gab. Ridley, så hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum. Tak.

Men okay, der er sgu godt med knald på, når Ridley folder sine panoramaliderlige actionscener ud og lader de 10 plager være en pæn træls dag for oldtidens Egypten. Men det nytter desværre bare ikke meget, når karaktererne, historien og de ellers virile tematikker som gudsfrygt, tilgivelse og andre gode sager efterlades som slappe fodnoter i denne bibelske fuser.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Exodus | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: Exodus, USA, 2014
Release: d. 25. december 2014
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Christian Bale, Joel Edgerton, Ben Kingsley, John Turturro, Aaron Paul, Ben Mendelsohn, María Valverde, Sigourney Weaver m.fl.
Spilletid: 142 min.
Distributør: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

13. november 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Brad Pitt fik åbenbart ikke nok af at slå nazister ihjel i Inglourious Basterds. Det var han jo også ret god til, så jeg under ham da gerne endnu tur tilbage til 2. Verdenskrig. Og kombinationen af Brad Pitt i en tank og døde nazister er da også en god idé. Desværre indløser David Ayers Fury bare ikke den idé til meget mere end en flot, men også halvkedelig krigsbøvs.

Vi dumper ned i Brad Pitts tank i 1945, hvor han som Sergent Don leder en lille trup an i krigens sidste krampetrækninger. Shia LaBeouf har overskæg, er følsom og min favorit, Logan Lerman er den uskyldige newbie, der selvfølgelig ødelægges af krigen, mens Michael Peña falder igennem sammen med Jon Bernthal, der begge tror, at de er seje og lidt ’crazy’, men bare er irriterende.

Bestemt en mere end intens, klaustrofobisk og dramatisk potent præmis for en krigsfilm. Jeg mener, en flok mænd klemt inde i en tank omgivet af krig. Jeg bliver bare aldrig for alvor revet med af den buldrende krigsaction eller følelsesmæssigt engageret i Brad Pitt og resten af gruppens ellers ret dramatiske strabadser bag fjendens linjer i det smadrede Europa.

Det forbliver en noget pulssvag køretur i et nazibefængt Tyskland, da jeg altså ikke rigtigt bekymrer mig for tankens mandskab. Det hele er lidt for forudsigeligt og lidt for unuanceret. Den eneste, vi nærmest ser forandre sig under krigens pres er Logan Lermans karakter, der så selvfølgelig er klichétung. Fra uskyldig bogorm til ødelagt krigsmaskine. Cirka.

Men ja, filmens pointer omkring krig er for evigt vigtige. Ja, krigen ødelægger folk, og ja, fjenderne er jo også bare mennesker. Men for at have effekt og gøre mindeværdigt indtryk skal de leveres med støre pondus end tilfældet er her. Men Brad Pitt ser sej ud i en tank og det ser fedt ud, når der bliver skudt et hoved af. Ja, Fury ligner en rigtig krigsfilm. En brutal, blodig og bumlet krig.

Folk får skudt lemmerne af, så blodet sprøjter dybrødt fra kroppene. Alle er beskidte, arrede og slidte – også Brad Piit, der dog stadig er pæn at se på. Men Fury forbliver et vellykket krigsydre, som jeg dog ikke rigtigt påvirkes af eller engageres i. Hverken, når gruppen åbner ild eller kommer op at toppes.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fury | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Fury, USA | England | Kina, 2014
Release: d. 13. november 2014
Instruktion: David Ayer
Medvirkende: Brad Pitt, Shia LaBeouf, Logan Lerman, Michael Peña, Jon Bernthal, Jason Isaacs, Scott Eastwood m.fl.
Spilletid: 135 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

6. november 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar jo bedre. Jeg gik selv ind til den med minimal viden – og det skal du også gøre. For selvfølgelig skal du se den. Så meget vil jeg afsløre. Men vil du gerne have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan, kan du trygt læse videre uden frygt for spoilers.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Inception, Memento og Following end på Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskij. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder, som af at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot.

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i en menneskelig kerne, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie over alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Altså en del. Fra det at være forælder, til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder i plottet og karaktererne takket være netop sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Interstellar | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Interstellar, USA, 2014
Release: d. 6. november 2014
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Matthew McConaughey, Anne Hathaway, Michael Caine m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: Warner Bros.[/tab][/tabgroup]

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

30. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, der trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. I Dan Gilroys spillefilmsdebut Nightcrawler er Jake Gyllenhaal pænt creepy og pænt udmagret som reporteren Lou Bloom, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Jo blodigere, jo bedre.

For vi kigger alle med. Også dig. Vi glor sultent, når døden viser sig – og Lou har et skarpt øje for at indfange gruen med sin linse. Han cruiser således utrætteligt rundt i Los Angeles-natten med politiradioen tændt i sin jagt på næste blodige nærbillede. Jeg indtager med glæde passagersædet ved siden af en hypnotiserende god og koldt stirrende Jake Gyllenhaal. Du bør gøre det samme.

For Jake Gyllenhaal ejer filmen, som Lou Bloom ejer den neonoplyste nat. En karakter, der er som dumpet ned fra en anden planet. Helt umenneskelig med sit gennemborende blik, mørke render under øjnene og kameraet i favnen. Jeg aner ikke, hvem Lou er. Jeg kan kun observere, men ikke forstå ham. I hvert fald ikke til fulde. Et mysterium, der ikke lader sig afkode, men hele vejen fascinerer.

Filmens tematikker og mediekritik er derimod langt mindre uigennemskuelig. For hvor Jake Gyllenhaal trækker nuancer frem i en enigmatisk Lou, leveres filmens sarkastiske pointer om mediernes amoralske jagt efter seertal sort på hvidt. Som når tv-redaktøren koldt kræver mere blod og mindre moral. Grotesk satire, der skarpt spyer sort humor ind i det i forvejen mørke univers.

Netop filmens univers, det mørklagte og neonoplyste Los Angeles, er en karakter i sig selv. Plottet læner sig nemlig tilbage og lader Lous natlige ture i byen tage over. Her er ikke et på forhånd determineret endemål. Man må som Lou lade sig indhylle af natten og stilheden. Evigt søgende og på evig jagt. Og så holde godt fast, når volden skifter nattens slumren ud med et klart mål for Lous kamera.

Nightcrawler er altså ikke en pænt afviklet thriller. Det er i høj grad også en atmosfære af usikkerhed og død, man træder ind i. Dragende og fascinerende. Det skyldes i høj grad Jake Gyllenhaal som Lou, der veltalende og kalkuleret skaber sig en vej mod toppen af tv-fødekæden. Rene Russo er desuden et godt modspil til Lou som vampet tv-redaktør, men det er Jake Gyllenhaal, der ejer filmen og overvinder dens af og til lidt ujævne historiefortælling.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nightcrawler | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:

Originaltitel: Nightcrawler, USA, 2014
Release: d. 30. oktober 2014
Instruktion: Dan Gilroy
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Michael Papajohn, Bill Paxton m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

KVINDEN DER FORSVANDT: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det ferskt over, at Ben Affleck har nederen på

23. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Jamen altså, David. Altså David Fincher. Nu har jeg gået her og glædet mig til din nye film – Kvinden der forsvandt – eller Gone Girl, som du har valgt at kalde den. Men David, nu sidder jeg så her med filmen et par timer på afstand. Og jeg sidder stadig med samme følelse, som da rulleteksterne ramte lærredet. En fersk følelse af uforløst potentiale. Og tomhed. Og træthed.

Men du har bestemt gjort dig umage. Det gør du altid. Det hele ser virkelig flot ud. Som en stilfuld krydsning mellem Zodiac og The Social Network. Kølige, kolde farver og kamerabevægelser, der glider gennem forstadens fintklippede haver og evigt nymalede huse. Og du har igen fået Trent Reznor til at stå for scoret. Det gør han igen elegant, foruroligende og tilbagelænet dramatisk.

Et ulmende forstadsunivers, jeg synker ind i. Omfavnes af. Men jeg gribes ikke. Blodet forbliver i ro – det samme gør min puls. Og det er vel i grunden ikke meningen. Jeg mener, her er tale om en thriller. I hvert fald et stykke af vejen. For din film er mere end ”blot” en thriller. Men filmen skydes i gang som en thriller. For en dag og ud af det blå forsvinder Nicks kone Amy. Hvad pokker er der sket?

Ben Affleck indtager med alvor over øjenbrynene rollen som Nick, der i kølvandet på sin konens forsvinden pludselig befinder sig i en mediestorm. Alle vil selv sagt have en bid af manden, der har mistet sin kone – hun spilles af en sart og selvsikker Rosamund Pike. Et simpelt setup, der roligt, tålmodigt og med sikker fremdrift foldes nuanceret, overraskende og komplekst ud.

For selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for. Men selvom filmen har sin del af plottwists, forbliver det hele lidt for pænt. Lidt gnidningsløst. Lidt for sikkert. Både Nick og Amy forbliver for endimensionelle, for uengagerende. At det så kan være en pointe i sig selv i forhold til filmens satiriske tematikker som ægteskab, hemmeligheder og facade ændrer ikke på, at filmen er kedelig.

Men ja, David. Plottets afvikling i første del er besnærende, scoret dragende og filmens univers fuldendt. Og Ben Affleck formidler fint desperationen, mens her også er sin del af æggende krimitæft. Men det er altså bare ikke engagerende. Mest bare en stilsikker afvikling af manuskriptet. En flot konstruktion. Her er ingen følelser på spil for mig. Kære David, jeg blev sgu aldrig grebet, men forblev følelsesmæssigt upåvirket – og jeg er sgu ellers en følsom fyr. Øv.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Kvinden der forsvandt | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Gone Girl, USA, 2014
Release: d. 23. oktober 2014
Instruktion: David Fincher
Medvirkende: Ben Affleck, Rosamund Pike, Neil Patrick Harris, Tyler Perry, Carrie Coon, Kim Dickens m.fl.
Spilletid: 145 min.
Distributør: Twentieth Century Fox[/tab][/tabgroup]

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

16. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet og ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, det overnaturlige dukkegys Annabelle fik sgu skovlen under mig flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.

Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke af samme navn, der er omdrejningspunktet. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og den er også her virkelig klam og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.

Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.

For det viser sig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små, uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv eller død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer her, da det gøres med et sikkert og veloplagt greb om genren.

Klichéerne i Annabelle er mest af alt til stede, da genren har sin del af faste konventioner. For klichéerne – eller måske mere præcist, genrens spilleregler – bliver her aldrig klodsede, kedelige eller dovne. De leveres overraskende, med overskud og pondus. Ellers ville jeg jo for pokker ikke være blevet så skræmt. Jeg savnede dog et lidt mere nuanceret portræt af ægteparret.

Ward Horton i rollen som John forbliver endimensionel, mens Annabelle Wallis som Mia har flere følelser at spille på. Jeg blev da bestemt også følelsesmæssigt engageret. Det er vigtigt, for man skal holde af dem, der udsættes for gruen, ellers er der ikke noget på spil. Men den manglende psykologiske tyngde, et par plothuller og et par jump scares for meget, underminerede bestemt ikke gruen, gyset og grundlaget for mine efterfølgende mareridt. BØH!

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Annabelle | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel: Annabelle, USA, 2014
Release: d. 16. oktober 2014
Instruktion: John R. Leonetti
Medvirkende:Annabelle Wallis, Alfre Woodard, Eric Ladin, Tony Amendola m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2014: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang med blod, gru og rædsel

6. oktober 2014/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Blodig Weekend 2014: Tredje omgang af genrefilmsfestivalen Blodig Weekend viste sin sidste film i søndags. To weekender med skræk og rædsel i biografen nåede således sin ende. Første weekend fandt sted i København, mens anden del også indtog Aarhus. Jeg har skrevet om første weekend her og her, men var selvfølgelig også til stede under festivalens anden blodige halvleg.

Her blev der lagt ud med verdenspremieren på den danske found footage-gyser Encounters. En godt fyldt sal 1 i CinemaxX var således klar til at blive skræmt. Særligt uhyggeligt blev det dog ikke. Eller særligt underholdende for den sags skyld, mens man i The Blair Witch Project-stil følger et lille filmhold, der farer vild i de store svenske skove. Her er det dog ikke hekse, der lurer i mørket.

Det stakkels filmhold på afveje i Encounters

Det ændrer desværre ikke på, at uhyggen er til at overse. Det er de kedelige klichéer og det klodsede manuskript til gengæld ikke. Men gruppen fungerer godt og naturligt med deres interne drillerier og uenigheder. Humoren balanceres bare ikke helt vellykket med gyset. Grinene overtog også der, hvor det ikke var mest gavnligt for historien og forsøget på uhygge. Desværre en fuser på trods af gode horror-intentioner og genrehjertet på rette sted.

Om torsdagen havde Blodig Weekend skiftet biografen ud med Warehouse9 i København, hvor finske Nightsatan leverede 80’er-inspireret synth-koncert efter, at deres kortfilm var blevet vist. Jeg havde desværre ikke mulighed for at deltage, men kastede mig dagen efter atter ind i kampen til visningen af Sharknado 2. Ja, opfølgeren til den der film med Ian Ziering (du ved, Steve Sanders), der kommer i kamp mod en tornado fyldt med glubske hajer. WTF.

Ja, det Ian Ziering med en motorsav og en stor haj. Gæt selv filmen.

En herlig dumt præmis, der med 2’eren tages skridtet videre med flere hajer og mere dumhed. Og selvom den var mere underholdende end den første, kneb det med at holde tomgangen og kedsomheden på afstand. Det er fatalt, når man laver en film om hajer i tornadoer. Den var dog ikke uden medrivende dumhed, som eksempelvis når Ian kløver en klodset animeret kæmpehaj i to med sin motorsav.

Efter en lørdag, hvor jeg desværre gik glip af Nacho Vigalondos thriller Open Windows med Elijah Wood og Sasha Grey i hovedrollerne samt det overnaturlige gys Starry Eyes, var jeg blot endnu mere klar på Blodig Weekends afslutningssalut med besættelses-gyset The Quiet Ones og Jordens undergang i den australske These Final Hours.

Det er uuuhyggeligt i The Quiet Ones – eller måske egentlig ikke heeeelt så uhyggeligt alligevel

Det legendariske britiske filmstudie Hammer Film står bag The Quiet Ones. Studiet havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne, hvor blandt andet Dracula og Frankenstein var på filmstrimlen. Det genoplivede studie har dog et stykke vej tilbage til horror-tinderne med The Quiet Ones, hvor en Oxford-professor vil bevise, at det overnaturlige findes og kan helbredes. Det forsøger han så at gøre med sin forpinte patient Jane Harper, der synes at være besat.

Jared Harris er karismatisk som snørklet professor, mens Olivia Cooke er skræmmende og tvetydig som Harper. Atmosfæren er mørk og trykkende, men desværre sættes de gode takter over styr af billige jump scares, klodsede klichéer og effektjageri. Det dræner historien for uhygge og troværdighed. The Quiet Ones ender som et middelmådigt, men trods alt delvist vellykket gys.

Jorden går under i These Final Hours, så graffiti er helt ok

Blodig Weekend sluttede helt symbolsk af med den dystopiske These Final Hours, hvor man følger en mands sidste timer inden Jordens undergang. Hvad bruger man så de sidste timer på? Her fester, knepper og begår folk selvmord og har nederen på. Filmen bliver bare ikke helt så intens og medrivende, som der sigtes efter med flere højdramatiske scener, der involverer både børn, afmagt og håndvåben.

En ujævn film, der dog ret godt fastholder en stemning af håbløshed på sin vej mod Jordens undergang, der desværre bare ikke bliver til det slag i mellemgulvet, man kunne have ønsket sig. Men en ok ond, om end ikke opløftende afslutning på endnu ombæring Blodig Weekend, der har budt på skønne gensyn med klassikere, besøg af horror-legender og nye spændende skrækfilm. Jeg ser bestemt frem til fjerde ombæring af Blodig Weekend næste år.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs mine øvrige artikler fra: Blodig Weekend 2014 her, 2013 her og 2012 her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

1. oktober 2014/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biografanmeldelse: Vi kan hurtigt blive enige om, at den første film om den mugne vicekriminalkommissær Carl Mørck ikke var det store krimisus. Du ved, Kvinden i buret. Det synes jeg i hvert fald ikke. Den var klichéfuld på den kedelige måde. Nu rammer opfølgeren alle de mordhungrende husmødre, og lad mig bare slå fast, at Fasandræberne er langt bedre end sin forgænger.

Som en rigtig to’er, er der skruet op for alle knapperne. Plottet er mere ambitiøst, der er flere ting, som sprænger i luften og så løber makkerparret Mørck og Assad en del mere rundt. En sag fra 1994 om et brutalt myrdet tvillingepar får nemlig duoens opmærksomhed, og snart begynder konturerne af et perverteret plot at komme til syne. Og det er faktisk ret spændende.

Ja, her er tale om den der slags pøbelkrimi, hvor de lavtlønnede borgere kan finde fælleskab i at pege fingre ad alle dem med succes. For selvfølgelig er de rige og velklædte nogle psykopatiske, kyniske og perverterede svin. Det er klart. I Fasandræberne er der altså ikke mange gråtoner at komme efter – det er de onde mod de gode. Det er til at forholde sig til. Og sådan er det.

Jo, der er da en smule nuancer at hente i historien samt i Nikolaj Lie Kaas’ rolle som den formørkede Mørck (yes, symbolikken er der også styr på). Men det er ikke i de moralske gråzoner og persontegningernes lag, man finder filmens styrke. Det gør man derimod i det engagerende plot, der foldes veloplagt ud, mens klichéerne plejes og logikken ryger ud af vinduet.

Inden for de første 10 minutter leveres der da også lige et par kiksede fake scares. Men hul i mangel på logik og klichéer, for filmen holder et medrivende tempo, hvor der hele vejen fermt lægges nye, engagerende tråde ud i plottet. Godt nok er uforudsigeligheden til at overse, men det er til at leve med i krimiunderholdnings tegn.

Lie Kaas’ er stadig god som mut enspænder, mens Fares Fares er det sympatiske og positive modstykke som kollegaen Assad. En klassisk, men velfungerende modsætning. Pilou Asbæk og David Dencik gør deres ting som karikerede skurke, mens Danica Curcic får lidt mere gråzone at spille med som en altafgørende brik i plottet. Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens husmorkrimier, som filmen er baseret på – og kommer ikke til det – men jeg skal klart se opfølgeren.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Fasandræberne | Biografanmeldelse”]Vurdering 4/6:

Originaltitel:Fasandræberne, Danmark, 2014
Release: d. 2. september 2014
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Danica Curcic, Pilou Asbæk, David Dencik, Søren Pilmark, Johanne Louise Schmidt, Sarah-Sofie Boussnina m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2014: Kannibal-legende, franske fristelser og en hel masse død

30. september 2014/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Blodig Weekend 2014: I år strækker genrefilmsfestivalen Blodig Weekend sig over to weekender. Første weekend, der fandt sted i Cinemateket i København, er nu veloverstået. Gruen fortsætter dog allerede fra onsdag den 2. oktober med visningen af den danske found footage-gyser Encounters, mens også Århus lægger krop til festivalen i weekend nummer to. Du finder programmet herunder og hos Blodig Weekend her.

Jeg har rapporteret fra festivalens to første dage her, men nu gælder det anden del af første weekend. Hvor fredagen ubetinget stod i Troma-kongen Llyod Kaufman og The Toxic Avengers navn, så ejede den kontroversielle Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980 lørdagen, hvor den 75-årige, italienske instruktør Ruggero Deodato var til stede til en q&a.

Der gnaskes løs i Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren fra 1980

Inden kannibalklassikeren indtog lærredet lørdag aften, var Cinemateket indtaget af diverse boder, hvor man kunne købe plakater, film og merchandise. Der var virkelig mange spændende sager, og så var det hyggeligt at møde andre gore hounds. Deodato og Kaufman var selvfølgelig også til stede, så man kunne få taget et billede med dem og signeret sine film og filmplakater.

Der var syv film på programmet om lørdagen. Jeg fik set beskedne tre. Først den vellykkede vampyr-mocumentary-komedie What We Do in the Shadows. Her følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand, hvilket selv sagt ikke er problemfrit, når nu man er vampyr. Ikke altid lige komisk vellykket, men vampyrerne var hele vejen godt selskab.

Den overhøflige vampyr i mocumentary-komedien What We Do in the Shadows

Lige fra den overhøflige Viago (Taika Waititi) til den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) og den dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Grotesk, sjov, blodig, herligt tåbelig og hele vejen leveret med en kærlighed til genren. Efterfølgende var det tid til Kannibalmassakren – og det i propfyldt sal. Helt forrygende fedt.

Selvom den grumme klassiker er mere end 30 år gammel, er det fortsat en brutal og trøstesløs oplevelse med sine dyredrab, voldtægter og generelt blodig omgang med menneskekroppen. En af mine all time favourites. Det var derfor også stort at møde Deodato, der introducerede filmen og efterfølgende deltog i en q&a. Han var en noget uforudsigelig blanding af morsom, veloplagt og vrissen. Men utvivlsomt en fornøjelse – i hvert fald for mig.

Instruktør Ruggero Deodato fortæller om sin kannibalklassiker Cannibal Holocaust aka Kannibalmassakren

Lørdagen sluttede med Bustillo og Maurys ret så fremragende Among the Living, efter at jeg havde stammet mig sortsnakkende igennem min introduktion af den franske horrorfilm. En genrebevidst sag i slasherland, der ligger et sted imellem de to franskmænds to forrige film, den blodig Inside og den overnaturlige Livid. I Among the Living følger man tre drenge, der får enden på komedie, da de møder en mystisk maskeret mand. Brutal, eventyrlig og tung af horror-stemning.

Om søndagen var der fire film på programmet. Den schweiziske vampyrfilm Chimères samt en 20-års jubilæumsvisning af Ole Bornedals Nattevagten med besøg af instruktøren. Selv så jeg ABCs of Death 2, hvor hvert bogstav i alfabet udgjorde udgangspunktet for filmens 26 indslag fra forskellige instruktører.

Halvt betjent, halvt varulv – 100% WolfCop

Et opfindsomt, vanvittigt og blodigt kludetæppe af måder, man kan dø på. Niveauet var højere og mindre ujævnt end forgængeren. Så selvom det er mange kortfilm at tage ind på én gang, var det en ret så forrygende og forrygende skizofren oplevelse. Jeg sluttede søndagen af med den fjollede horrorkomedie WolfCop, der er præcis det, du tror den er – en film om en varulvebetjent.

En film, der er nem at elske, men som jeg gerne ville have elsket endnu mere. For selvom folkene bag utvivlsomt har horrorhjertet på rette sted, var filmen ikke lige veloplagt fortalt, mens ikke alle jokes ramte lige godt plet. Men den var præcis sjov nok til at komme i mål – og så var det en fornøjelse med filmens praktiske effekter. Jeg ser bestemt frem til WolfCop 2, der allerede er på vej.

– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs også om mine filmanbefalinger på Blodig Weekend 2014 her, og første del her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Programmet for resten af Blodig Weekend 2014:

ONSDAG DEN 1. OKTOBER 2014
21.00 | ENCOUNTERS | CinemaxX KBH

TORSDAG DEN 4. OKTOBER 2014
21:00 | Den officielle Blodig Weekend-fest. Filmen Nightsatan and the Loops of Doom vises og efterfølgende er der koncert med bandet Nightsatan.

Indlæg

TAKEN 3: Ja, Liam Neeson er cool, men han behøver altså ikke at lave flere Taken-film

EXODUS: Kære Ridley, hellere flere slimede penismonstre i det ydre rum end bibelske Bale

FURY: Brad Pitt taler tysk, er gnaven og slår nazister ihjel

INTERSTELLAR: Christopher Nolan har bygget et rumskib, du straks skal flyve en tur med

NIGHTCRAWLER: Jake Gyllenhaal kører dig lige lukt ind i helvede

KVINDEN DER FORSVANDT: Ben Affleck har nederen på, og jeg har det ferskt over, at Ben Affleck har nederen på

ANNABELLE: Et olmt dukkegys, der gav mig gåsehud og et godt grundlag for mareridt

BLODIG WEEKEND 2014: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang med blod, gru og rædsel

FASANDRÆBERNE: Ja tak til en muggen Lie Kaas, perverterede mænd og brutale mord

BLODIG WEEKEND 2014: Kannibal-legende, franske fristelser og en hel masse død

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV