‘Train to Busan 2: Peninsula’ er zombie-action for fuld pedal

Biografanmeldelse: En af nyere tids mest underholdende og intense zombiefilm er for mig den sydkoreanske action-snasker ’Train to Busan’ fra 2016. Nu lander opfølgeren ’Train to Busan 2: Peninsula’ – og det med fuld fart på mere action-smadder, rablende zombier og blodige drab. Skønt! Så selvom filmen ikke er uden fodfejl, er der tale om rendyrket zombie-underholdning med foden på pedalen.

‘Train to Busan 2: Peninsula’ er dog ikke som sådan en egentlig fortsættelse af den første film, men den udspiller sig i samme univers med sin egen historie, som foregår fire år efter begivenhederne i ’Train to Busan’. Her er Korea i karantæne og nu rent kaos, død og ødelæggelse. De overlevende, der stadig holder til på halvøen lever i evig frygt for de levende døde, der ikke holder sig tilbage for at gnaske løs.

Jung-seok – der undslap begivenhederne fire år forinden – får imidlertid mulighed for at tage tilbage til halvøen for at få fat i en formue. Han vælger at slå til, da håbet om en bedre fremtid opvejer de farer, der lurer forude. Det zombie-befængte område byder dog på yderst ubehagelige overraskelser for ham og hans lille team, hvor liv og død snart danser intenst side om side.

’Train to Busan 2: Peninsula’ leverer bestemt sin del af vildt voldsomme zombie-scener. De involverer blandt andet og ikke mindst sin del af skarpskydende maskinpistoler, blodspruttende action og i hobetal af hurtigløbende levende døde, hvor også fræsende biljagter med zombier i hælene pumper vellykket adrenalin ind i de sultne kadavere.

Desværre vælter filmen sine steder over i lidt for meget computergeneret zombie-action, hvor noget af den ellers medrivende action mister tyngde og nærvær. Men blandt andet holder scenerne, hvor kampen står til fods mellem de levende døde og menneskene i den grad nervepirrende momentum. Noget af dette ellers medrivende momentum futter dog en smule ud af filmens lidt for lange finale.

Mine forbehold til trods, så er ’Train to Busan 2: Peninsula’ – som indledningsvis skrevet – potent zombie-underholdning med foden på speederen, selvom lidt momentum ryger undervejs. Det er dog ikke nok til ikke at holde mig til fadet i de mange action-scener, der foldes dynamisk og velinstrueret ud – lige fra automatvåben og slåskampe til fræsende bilræs med læssevis af smadrede zombier. Stærkt!

’Train to Busan 2: Peninsula’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Train to Busan 2: Peninsula’ har biografpremiere den 30. juli.