Anmeldelser Trainspotting 2 Blu-ray thumb 02

Published on juli 13th, 2017 | by Bjarke Friis Kristensen

0

T2 TRAINSPOTTING: Tilbage til Edinburgh 20 år senere

Blu-ray-anmeldelse: Lad mig bare her fra starten sige, at jeg ikke har et hverken synderligt nært eller for den sags skyld nostalgisk forhold til Danny Boyles spruttende vilde Trainspotting fra 1996. Andet end, at jeg bestemt godt kan lide den. Men var der nu også behov for en fortsættelse?

Den er i hvert fald nu landet på Blu-ray og bærer titlen T2 Trainspotting. Danny Boyle er tilbage i instruktørstolen, mens Ewan McGregor, Ewen Bremner, Jonny Lee Miller og Robert Carlyle ligeledes er tilbage i deres respektive roller. Bare 20 år senere. Og ja, både tiden er gået og gået i stå for dem her to årtier senere.

trainspotting-2-01

For hvordan er det mon så gået de fire drenge, som nu er blevet til mænd? Ikke sådan rigtig godt. For nogen af dem. De sidder på hver deres måde fast i livet og i fortiden. Det står klart efter en veloplagt og tempofyldt introduktion af de fire ungdomsvenner, hvor den nu stoffrie og stabile Mark er tilbage en tur i Edinburgh fra sit hjem i Amsterdam.

Det bliver et møde med det gamle barndomshjem og en by, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i ham. Og så er det ikke mindst et møde med de gamle venner skråsteg fjender. Den kokainglade og småkriminelle Sick Boy samt den fortsatte junkie Spud og en evigt ilter Begbie. Et møde med en fortid, der ikke har efterladt venskaberne uden store skår i glæden.

Således skal der nu ryddes op i fortidens følelser, spøgelser og nutidens ophobede frustrationer over, hvad der er gået forud 20 år tidligere. De forliste drømme og venskaber samt det efterhånden udslukte håb for fremtiden. Det hele fortalt desværre i en ikke helt medrivende flow, men flere fine nik til den første film – bare uden, at fortsættelsen dog når samme magiske højder, vildskab og engagement.

trainspotting-2-02

Men 2T Trainspotting er altså mange ting. Den er både sørgelig, sjov, deprimerende, nostalgisk, rørende, småsentimental, brutal og sine steder også ganske medrivende – desværre bare ikke sådan for alvor eller i meget mere end et par scener af gangen. Mens jeg heller ikke som sådan for alvor kommer ind under huden på eller engageres i de fire venners genforening.

Det bliver mest til et ekko af noget, der var. Lidt ligesom genforeningen. Begbie står dog overraskende nok for en af de mest rørende scener i et møde med sin egen søn, mens der også stadig er knitrende fin kemi mellem blandt andet Mark og Spud, eksempelvis i en sød scene, hvor Mark tager Spud med på en både morsom og helt gribende løbetur væk fra junken og alt det grimme.

trainspotting-2-03

Var der så behov for en fortsættelse? Måske ikke just. Men nu er den her. Desværre er det bare ikke blevet til meget mere end en ganske udmærket filmoplevelse, der dog ender med at være sådan lidt meh­-agtig på trods af en håndfuld ellers vellykkede scener. Men den store og medrivende filmoplevelse bliver det bare aldrig til. Desværre.

Blu-ray-udgivelsens tekniske side er dog udelukkende en fornøjelse med sit veldefinerede og lækkert farvemættede billede samt sit dynamiske lydspor, der går klart og velbalanceret igennem. Sådan! Ekstramaterialet består af en håndfuld slettede scener samt en samtale med instruktør Danny Boyle og cast, mens man slutteligt finder et kommentarspor med Danny Boyle og John Hodge.

T2 Trainspotting udkommer på Blu-ray den 20. juli 2017.
Trainspotting 2 Blu-ray cover

 

Tags: , , , , , , , ,


About the Author


Back to Top ↑