Indlæg

TRUE DETECTIVE SÆSON 1: Fængslende mordmysterie fascinerer i samtlige otte afsnit

Blu-ray-anmeldelse: Ja, selvfølgelig skal du se True Detective – eller for den sags skyld gense første sæson, der er udkommet på Blu-ray her i landet. For historien om de to betjente, der jagter sandheden bag et mystisk okkult mord i det varme Louisiana er intet mindre et fænomenal og intens serieunderholdning.

Woody Harrelson og Matthew McConaughey spillers seriens to kriminalbetjente, henholdsvis den sammenbidte Marty Hart og en kæderygende Rust Cohle med kynisk menneskesyn. Vi møder dem først via video-interviews foretaget af politiet, hvor de hver især fortæller om et mystisk mord, de efterforskede sytten år tidligere i 1995. Et lignende mord er nemlig blevet begået, og så tager mordmysteriet ellers fart.

true detective 1 03

Således springer fortællingen veloplagt mellem fortid og nutid, hvor man snart finder ud af, at intet helt er, hvad det giver sig ud for. Blandt andet afviger de to betjentes genfortælling af fortidens morderjagt fra sandheden. Ja, jeg var fra første scene draget ind i den komplekse historie, hvor karakterskildringen af de to hovedpersoner spiller en mindst lige så vigtig rolle, hvis ikke vigtigere, end selve krimiplottet.

Serien giver sig god tid til sine to hovedpersoner, hvor afviklingen af plottet ikke umiddelbart står i første række, som det ellers ofte er tilfældet med krimier. Her gælder det i høj grad historien om de to hovedpersoner, deres udvikling, venskab og livssyn. Med sine mange replikfyldte scener får serien – ikke mindst gennem Rusts monologer – til tider helt filosofisk karakter, hvor det yderst velskrevne og ikke mindst forrygende godt leverede manuskript ufortrødent sitrer.

true detective 1 02

Livet og døden vendes således, mens jagten på morderen elegant og med dragende tålmodighed intensiveres hele vejen gennem seriens otte afsnit. At de to sidste afsnit så tynges en smule af lidt for ivrig plotafvikling, der ser en smule stort på seriens ellers indtagende og dvælende tempo er til at leve med. For Matthew McConaugheys pessimistiske knudemand og Woody Harrelsons fortabte familiefar, der konstant befinder sig i et moralsk morads, er hele vejen engagerende at følge.

HBO har med andre ord skabt endnu et forrygende serie-hit. Hvilket ikke kun er takket været det fascinerende mordmysterie, der dragende forgrener sig ud i sydstaternes forførende sumpområder af forfald, livstræthed og suspekte typer, men i særdeleshed også på grund af forrygende Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Jeg glæder mig usigeligt meget til 2. sæson.

Serien | True Detective sæson 1 | 5/6: 5_6 - stars_LILLE

true detective 1 06

Ekstramateriale, billede og lyd:
På samme måde som serien er forrygende god, er også Blu-ray-udgivelsen en sand fornøjelse. Billedet står veldefineret hele vejen med både indtagende detaljegrad, nuanceret farvemæthed og knivskarp kontrast. Lydsiden er dynamisk med sine yderst velbalancerede niveauer, hvor både replikker, scoret og sydstatsstemningen står klart og detaljerigt. Ekstramateriet er desuden interessant og informativt.

Her får man to kommentarspor, til afsnit fire og fem, med seriens skaber Nic Pizzolatto, komponist T Bone Burnett og producer Scott Stephens. De fortæller både engagerende og informativt og de enkelte afsnit, men giver også godt indblik i serien mere generelt. Videre er der en making of (15 min.), der nemt kunne have været meget længere, men trods alt kommer fint omkring blandt andet historien, seriens univers og de to hovedpersoner.

Videre er der et interview med Matthew McConaughey og Woody Harrelson (8 min.), der fortæller om deres roller og arbejdet med serien, mens også Nic Pizzolatto og T Bone Burnett engagerende diskuterer serien (14 min.). Man får også fire til fem minutters featuretter, der giver indblik i hver episode, hvor Pizzolatto og andre fra produktionen diskuterer alt fra historie til production design (36 min.), og slutteligt to slettede scener (10 min.), der dog ikke er vildt vigtige.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”True Detective sæson 1 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
true detective 1 cover
Originaltitel: True Detective The Complete First Season, USA, 2014
Release: d. 9. juni 2014
Instruktion: Cary Joji Fukunaga
Medvirkende:
Matthew McConaughey, Woody Harrelson, Michelle Monaghanm.fl.
Spilletid: 457 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

HOUSE OF CARDS SÆSON 2: Kevin Spacey er stadig veloplagt, iskold og cool som Francis Underwood

EN SERIE DU SKAL SE: Det er på en gang skønt og helt forfærdeligt, når en serie efterlader en stakåndet efter mere. Sådan havde jeg det, da jeg havde set sidste afsnit af House of Cards. Heldigvis var det ikke det sidste, vi fik at se til Kevin Spacey i den iskolde og cool rolle som kongresmedlemmet Francis Underwood. Nu er anden sæson landet på Blu-ray. Den skal du se, hvis altså du skulle være i tvivl.

For her er han atter klar til at lede dig ind i en politisk verden af magt, manipulation og skjulte dagsordner. For som i første sæson kommer man igen med bag de lukkede døre i Washington, når der forhandles aftaler og politiske poster på plads, hvor alle vil have en bid af kagen, koste hvad det vil. Og ja, det koster ofte meget, når korruption, hævn og menneskeligt forfald er del af hverdagen i Washington.

house of cards 2 02

Kevin Spacey er igen yderst veloplagt og hele serien værd. Han er dog langt fra ene om, at turen ind bag magtens mure er et forrygende bekendtskab. Igen står Robin Wright ved Kevin Spaceys side som den målrettede hustru til Francis Underwood. David Fincher har dog ikke være inde over som instruktør som i første sæson, men seriens lækre look er intakt og komplimenterer koldt universet.

Det er intens og medrivende serie, der som en politisk thriller formår at holde momentun i sine 13 afsnit, der konstant befinder sig i moralske gråzoner og hvor ingen er fejlfri. Kevin Spacey og Robin Wright er et medrivende omdrejningspunkt for de både uhyrlige og overraskende drejninger fortællingen tager undervejs, hvor der konstant smedes rænker. Jeg glæder mig selv sagt til, at der forhåbetlig lander en sæson 3 – du bør gøre det samme.

house of cards 2 01

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en håndfuld korte featuretter, der ser nærmere på blandt andet filmens temaer som magt og grådighed samt seriens tilblivelse og den originale britiske udgave af serien. Billed- og lydkvaliteten er forrygende og leverer fortællingen knivskarpt og indtagende, hvor de skarpe replikker går rent igennem.

House of Cards sæson 2 udkommer på dvd og Blu-ray den 6. juni 2014. 
[tabgroup][tab title=”En serie du skal se | House of Cards – sæson 2″]
house of cards 2 cover
Originaltitel: House of Cards – The Complete Second Season, USA, 2013
Release: d. 6. juni 2014
Instruktion: Carl Franklin m.fl.
Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Michael Kelly, Kate Mara, Molly Pakerm.fl.
Spilletid: 11 timer 3 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 3: Forrygende gangsterserie er fortsat fyrstelig underholdning

Blu-ray-anmeldelse: Jeg har med spænding set frem til atter at kunne slentre langs promenaden i Atlantic City – og 3. sæson af HBOs gangsterserie Boardwalk Empire skuffer bestemt ikke. Produktionsværdien er stadig tornhøj med sin flotte genskabelse af 1920’ernes USA under spiritusforbudet. Det er dog fortsat den medrivende fortælling og de komplekse karakterer, der gør serien så pokkers engagerende.

Steve Buscemi bærer fortsat rollen som den magtfulde og korrupte Nucky Thompson med nerve og nærvær, mens han forsøger at bevare sin magtfulde position og holde sin pressede spiritusforretning kørende. Men nye spillere melder sig på banen og er med til at sætte alliancerne på prøve og forrykke magtbalancen, mens der også er ved at komme gang i salget af heroin. Nej, Nucky har aldrig et roligt øjeblik.

Boardwalk Empire sæson 3 03

Den skånselsløse New York-gangster Gyp Rosetti gør en hårdtslående entré i denne 3. sæson og stikker en voldelig kæp i hjulet for Nuckys forretning. En ny og uforudsigelige modstander, der spilles veloplagt af en koldt charmerende Bobby Cannavale, der dog mest af alt er en psykopat med storhedsvanvid. En mand i følelsernes vold og altså på flere måder en diametral modsætning til den kontrollerede Nucky.

På hjemmefronten er Nuckys ægteskab ikke andet end en facade, hvor en fortsat stålsat og stærk Kelly Macdonald forsøger at bevare modet, mens Nuckys forhold til sin fortvivlede bror Elias (Shea Whigham) mildest talt er anspændt. Michael Shannon er stadig en fornøjelse at følge som den konstant uheldige eks-agent Nelson Van Alden, der nu lever som kuet dørsælger – en skøn karakter, også selvom han står en smule løsrevet fra det øvrige plot.

Boardwalk Empire sæson 3 02

Overordnet balanceres de mange karakterer, intriger og forhold dog med et medrivende overblik, der gennem sæsonens 12 afsnit holder gryden dramatisk i kog. Man stifter blandt andet igen bekendtskab med en forrygende Stephen Graham som den på en gang voldelige og omsorgsfulde Al Capone, mens Gretchen Mol som den sindsforvirrede bordelmutter Gillian Darmody har sit at slås med.

Boardwalk Empire sæson 3 holder med andre ord det høje niveau og spæder som sædvanlig til med sin del af sex og ikke mindst brutal vold – begge dele også brugt som magtværktøjer. Intensiteten holdes fornemt ved lige sæsonen igennem, mens både nye og tilbagevendende karakterer får fortsat nye lag. Kompleks, forførende, medrivende og med op til flere dramatiske højdepunkter frem mod den nervepirrende finale. Ja, nu er det så 4. sæson, jeg med spænding ser frem til.

Sæson 3 – 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Boardwalk Empire sæson 3 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Som de foregående Blu-ray-udgivelser af serien ser tredje sæson også virkelig godt ud. Billedet står igennem de 12 episoder skarpt, farvemættet og veldefineret, mens også lydsporet spiller dynamisk og velbalanceret. En fornøjelse. Der medfølger en solid og interessant omgang ekstramateriale. Her får man seks kommentarspor med cast og crew, hvor den pågældende episode og serien generelt diskuteres på både informativ og engagerende vis – selvom ikke alle spor er lige gode.

Herudover kan man gå på opdagelse i datidens gangstere, byer og forhold i en omfattende, interaktiv feature, mens man også har mulighed for at se hvert afsnit med diverse info, der popper om omkring locations, cast, historisk baggrund med mere. Videre er der 24 gode og spændende featuretter fordelt med to styk på hver episode, hvor man blandt andet ser på den historiske inspiration (i alt ca. 62 min.).

I den interessante Director’s Chair fortæller to af seriens instruktører om arbejdet med serien, både overordnet samt om både episoder og specifikke scener (30 min.). Slutteligt er der tre korte indslag – Martin Scorsese, en af seriens executive producere, der giver sit besyv med om sæson 3 (5 min.), et kig på sæsonens nye karakterer (5 min.) samt en opsummering af sæson 2 (14 min.). Altså et grundigt og godt ekstramateriale.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.
[tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 3 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 5/6
5_6 - stars

boardwalk empire sæson 3 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Third Season, USA, 2012
Udgivelse: d. 6. august 2013
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham, Michael Stuhlbarg, Stephen Graham, Michael Kenneth Williams, Jack Huston, Charlie Cox, Bobby Cannavale, Gretchen Mol m.fl.
Spilletid: 674 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

Blu-ray-anmeldelse: Hvordan mon det egentligt foregår bag de lukkede døre, når der skal forhandles aftaler og politiske poster på plads i Washington? Hvis man skal tro 1. sæson af den på mange måder medrivende serie House of Cards, så spares der ingen midler for at bevare og tilrane sig mere magt. I hvert fald ikke for seriens hovedperson, kongresmedlemmet Francis Underwood – en veloplagt Kevin Spacey.

Underwood har spillet en afgørende rolle i at få valgt demokraten Garrett Walker til præsident. Belønningen skulle være posten som udenrigsminister, men Walker bryder sit løfte og nominerer i stedet Michael Kern, mens Underwood må forblive på sin plads. Mere end skuffet og fyldt med hævnlyst går Underwood nu benhårdt efter at få skovlen under Kern og forme Washingtons fremtid efter sit eget hoved. Iskoldt, kalkuleret og med en plan, det er pokkers medrivende at se blive udfoldet.

house of cards 1 01

Første afsnit lykkedes intenst med at etablere Underwood som en mand, man ikke ønsker at lægge sig ud med. En mand, der formår at manipulere og spille sine kort med både mod og menneskelig indsigt, mens han gerne skubber andre ud over kanten for selv at komme frem. Den dramatiske intensitet holdes desuden nærmest ved lige samtlige 13 afsnit, hvor man også får indsigt i journalisternes arbejde.

Man møder således den ambitiøse journalist Zoe Barnes – en energisk Kate Mara. Hun arbejder hos Washington Herald og indgår et lyssky forhold til Underwood, hvilket bringer hendes historier på forsiden af aviserne. Deres farlige forhold gøder effektivt jorden ekstra godt for dramaet og giver Underwoods allerede risikable kortspil flere facetter. At Underwood undervejs desuden bryder den fjerde væg ved at tale direkte til publikum er blot med til at involvere en yderligere.

house of cards 1 02

Som alle medvirkende er også Underwoods kone Claire (Robin Wright) et interessant bekendtskabt. Hun er med til at give Underwood et mere menneskeligt ansigt og viser også, at selv privaten tages i brug, når der skal smedes rænker, hvilket blandt andet kommer til at inkludere den alkoholiserede politiker Peter Russo (Corey Stoll). Nej, ingen i serien er fejlfri, hvor alle bevæger sig i moralske og etiske gråzoner.

Lige så fattig House of Cards er på rendyrkede sympatiske mennesker, lige så dragende og vanedannende er det også at følge det politiske spil, der nærmest som en thriller udfolder historien om korruption, hævn og menneskeligt forfald. Her er ganske enkelt tale om en både velskrevet, velspillet og veleksekveret serie, hvor det ene afsnit medrivende afløser det næste. Kom bare an med 2. sæson.

Sæsonen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

house of cards 1 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramaterie, men til gengæld gør serien sig virkelig godt på Blu-ray. Billedsiden gengives veldefineret og med god detaljegrad, mens den nedtonede farveskala har fint liv. Lydsporet leverer også varen med klart afstemte niveauer, hvor den velsmurte dialog og det stemningsfulde score går dynamisk igennem.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”House of Cards 1. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

house of cards 1 cover
Originaltitel: House of Cards: The Complete First Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. maj 2013
Instruktion: David Fincher m.fl.
Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Kate Mara, Corey Stoll, Michael Kelly, Sakina Jaffrey, Kristen Connolly, Constance Zimmer m.fl.
Spilletid: 11 timer 14 min.
Distributør: Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

GAME OF THRONES 2. SÆSON: fejden for tronen fortsætter

Jeg har netop været en tur i det episke Westeros, hvor den igen stod på sex, sværdkamp og intriger med den forrygende 2. sæson af HBO’s Game of Thrones. Her fortsætter kampen om en plads på Jerntronen i 10 medrivende afsnit, der tager os omkring stridighederne mellem de syv kongeriger og de forskruede familierelationer.

Har du endnu ikke set serien, vil jeg lige advare om spoilers, hvad angår 1. sæson. 2. sæson tager nemlig over, hvor vi sidst forlod den indædte kamp om magten. Den snu Lannister-slægt kommer endnu mere i spil her, hvor blandt andet den veltalende dværg Tyrion (Peter Dinklage) er en af sæsonens helt centrale karakterer.

got 02

Han er heldigvis også en af de mest interessante, men det store persongalleri er faktisk spækket med lutter spændende karakterer. Netop heri består en af seriens helt store styrker. Men ikke alene er det et stærkt og engagerende cast, der her smeder rænker, slås med sværd og mister forstanden – de mange karakterer og plottråde er også forbilledligt balanceret, så man får et godt indblik i alle de forskellige parter.

Her kommer vi selvfølgelig også forbi familien Stark, der som bekendt mistede deres konge i Ned Stark ved 1. sæsons nervepirrende afslutning. Dette brutale faktum ekkoer fortsat potent i dramaet, hvor Nikolaj Coster-Waldau som kongedræberen, den uforudsigelige Jaime Lannister igen er på banen – det samme er den unge kong Joffrey Baratheon, som man i den grad har lyst til at give en endefuld.

got 01

Vi følger selvfølgelig også hvorledes det går Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) og hendes små drager, hvis rejse fører hende og hendes folk til den eksotiske by Qarth, der rummer flere hemmeligheder. For ja, det middelalderlignende univers indeholder også magiske elementer, der dog bruges velovervejet og aldrig tager overhånd, men formår at være overraskende og ofte skræmmende indspark i det intense drama.

Ja, niveauet holdes med andre ord højt i 2. sæson, der ramte mig mere rent end den i øvrigt også fremragende 1. sæson. Afsnit efter afsnit serveres det komplekse drama medrivende og rummer fortsat herlige gråzoner, mens moral og etik, liv og død også dirrer nærværende i dramaet, hvor både gamle og nye ansigter kommer i spil på fængslende vis. Jeg sulter allerede efter 3. sæson.

Filmen: 5/6 5_6 - stars_LILLE

got 03

Billede, lys, ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen leverer sæsonen med et smukt og veldefineret billede. Her er god detaljegrad, solid kontrast og fint nuancerede farver. Lydsporet spilledes ligeledes virkelig godt og går klart igennem med både god bund og fin klang. Desuden medfølger en omfattende og interessant omgang ekstramateriale.

Her får man hele 12 informative kommentarspor med blandt andet cast og crew, der fortæller om både praktiske aspekter ved produktion samt karakterer, historien og anekdoter. Videre er der en række features. En, der ser på syv af seriens karakterer (16 min.), en om seriens store slag (31 min.) og en interessant rundbordsdiskussion med cast og crew (24 min.) samt en feature om seriens forskellige religioner (8 min.).

Hver episode kan desuden ses med en såkaldt ’In-Episode-guide’, hvor man undervejs blandt andet kan få forklaret mytologi, locations og de medvirkendes baggrund. Endvidere er der et interaktivt kort med information om de forskellige riger.

Billede: 5/65_6 - stars_LILLE | Lyd: 6/66_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 5/65_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Game of Thrones 2. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]

Samlet vurdering: 5/6

5_6 - stars

got cover

Originaltitel: Game of Thrones second season, USA, 2011

Udgivelse: d. 5. marts 2013

Instruktion: Alan Taylor m.fl.

Medvirkende: Peter Dinklage,  Lena Headey, Aidan Gillen, Richard Madden, Alfie Allen,  Kit Harington m.fl.

Spilletid: 541 min. (10 episoder)

Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

FRINGE 3. SÆSON: mystiske fænomener i massevis

Den står igen på massevis af mystiske fænomener og sære hændelser, når 3. sæson af den idérige serie Fringe ruller sig ud med hele 22 afsnit. Hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen af at være i selskab med FBI-agenterne Peter og Olivia samt den excentriske videnskabsmand Walter, vil jeg lige advare om spoilers, hvad angår seriens to første sæsoner. Hermed gjort.

Vi har som bekendt fundet ud af, at der er et parallelt univers, hvor de samme personer og steder findes, dog med få, men afgørende forskelle – både hvad angår karaktertræk, videnskabelig udvikling og samfundsmæssige forhold. Men noget er ved at forrykke sig mellem de to universer, hvilket truer begge verdener.

fringe3 02

Ja, det er et herligt sprælsk tankespind, der her får lov at sno sig om både tidsrejser, identitets-forskydninger og hamskiftende skurke alt imens de to universer kører et medrivende parallelforløb, hvis handlinger på begge sider påvirker hinanden.

Men selvom det kan lyde bizart – hvilket det da ofte også er – så skabes der et stort, komplekst og udfordrende univers, hvor alt synes muligt og ingen idéer er skøre nok. Netop i denne frygtløse leg med diverse mærkværdige idéer består en af seriens klare styrker, hvilket kun fint understøttes af seriens fokus på de medvirkende.

fringe3 01

For midt i mylderet af særheder og uforklarlige mord, står karaktererne og deres indbyrdes relationer centralt for seriens afvikling. Det er ganske enkelt nogle interessante personer at følge. Jeg er særligt vild med det fint nuancerede portræt som John Noble giver af Walter, der her åbner op for endnu flere hemmeligheder.

Anna Torv og Joshua Jackson kommer som de to agenter også ud på endnu en spændende rejse, hvor deres personer i den grad kommer i spil – både i forhold til hinanden, men også selve verdenernes overlevelse. Ja, Fringe er en både fantasifuld, kulørt og dramatisk indtagende serie, jeg kun kan anbefale til andre fantaster.

Serien: 4/6 4_6 - stars_LILLE

fringe3 04

Billede, lys, ekstramateriale:
Fringe 3. sæson ser virkelig godt ud på Blu-ray. Farverne står veldefinerede og klare med fin detaljegrad. Lydsporet leveres også mere end tilfredsstillende, hvor både dialog, score og lydlandskabet går fint og velbalanceret igennem. Desuden medfølger en stak ganske ok omgang ekstramateriale.

Her får man informative kommentarspor til to afsnit med blandt andet nogle af seriens producere – jeg savner dog seriens cast på denne front. Videre kan man se et afsnit i Maximum Episode Mode, hvor man går bagom serien med blandt andet interviews af cast og crew samt et kig på special effects. Gode sager. Videre er der en feature, der i fire dele ser nærmere på det parallelle univers, blandt andet hvad angår production design, karakterer og psykologien bag de to universerne. (i alt ca. 30 min.).

Herudover er der en feature om musikken og lydlandskabet (7 min.), en kort og ovefladisk Q&A om nogle af serien hovedelementer (2 min.), spas fra settet (3 min.), en feature, der ser nærme på et af afsnittenes brug af animation (8 min.) og afslutningsvis lidt promo-materiale (6 min.). Alt i alt et ok supplement.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale: 3/63_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Fringe 3. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

fringe3 cover
Originaltitel:
, USA, 2012
Udgivelse: d. 8. januar 2013
Instruktion:
Joe Chappelle m.fl.
Medvirkende: Anna Torv, John Noble, Joshua Jackson m.fl.
Spilletid: 960 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

DEXTER 6. SÆSON: religiøse mord er blodig god underholdning

Har du ikke set Dexter endnu? Så se at komme i gang, for det er på mange måder en fascinerende serie. Start dog lige med 1. sæson, hvis du stadig er grøn udi Dexter og hans morderiske gang i det solbeskinnede Miami. Men hvis du har slugt de første fem sæsoner, kan du roligt kaste dig over denne sjette sæson.

Her føjes måske ikke (nævneværdigt) meget nyt til universet og sæsonen er en smule ujævn. Ikke desto mindre er her bestemt tale om endnu en grundlæggende spændende fortælling om vores allesammens favorit seriemorder, Dexter Morgan. Han lever stadig sit farlige dobbeltliv som henholdsvis blodekspert hos Miamis kriminalpoliti, mens han i ly af mørket slår slyngler ihjel. Ja, en morder med et moralkodeks.

Der er igen mordere på fri fod i Miami – altså nogle af de rigtigt onde. Dexter er selvfølgelig på holdet, der skal opklare de religiøst funderede mord og konfronteres undervejs af eksistentielle spørgsmål om tro og skæbne, hvilket for alvor sætter hans indre dæmoner i spil. Han får her et nyt bekendtskab i en tidligere straffefange, der nu er præst. Han spilles fremragende af Mos Def, der selvom han har stor betydning for sæsonen og Dexters udvikling, desværre er for lidt med.

En vankæmmet Colin Hanks og den mere knudrede Edward James Olmos spiller de to mordere, der sætter Miami på den anden ende. Desværre er de ikke særligt interessante skurke. Deres religiøse fanatisme synes ikke rigtigt af få den klangbund af psykologisk forskruethed, deres onde gerninger ellers skriger af. De kommer groft sagt lidt til at fremstå som statister i deres eget morderiske spil. Der er dog saft nok i det øvrige persongalleri til at holde dramaet nærværende og intensiteten ved lige.

Der sker blandt andet nye og spændende forandringer i politikorpset, hvilket især berører Dexters søster og kollega, der igen spilles af den altid skønne og selvstændige Jennifer Carpenter. Hun krydser i denne omgang atter klinger med bossen María LaGuerta (Lauren Vélez) – og det er en fornøjelse af se de to toppes. I det hele taget er der spændt godt på med drama hele vejen rundt, mens plotdrejninger snor sig fængslende om karakterernes stridigheder.

Så selvom et par plottråde ikke foldes helt tilfredsstillende ud, balances både humor og det store karaktergalleri fint langt det mest af vejen. Her er altså tale om endnu et medrivende kapitel i føljetonen, der selvom ikke alle afsnit er lige stærke, har fremdrift nok til at holde sig kørende, mens spørgsmål om ret og uret pirrende dirrer i luften. Michael C. Hall holder stadig fornemt skansen i titelrollen – nu venter jeg blot atter en gang spændt på de kommende sæsoner.

Sæsonen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd
Hvor sæsonen har sine ujævnheder, er der ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billedside. Den står hele vejen skarpt, med indtagende detaljegrad og en veldefineret farveskala. Lydsiden er ligeledes fremragende med velbalancerede niveauer, godt rum og fin klarhed i lydbilledet. En sand fornøjelse.

Ekstramaterialet er det svageste på udgivelsen, men er heller ikke helt til hundene – bare sådan lidt midt-i-mellem. Man får tre korte og ikke specielt dybdegående interviews med Michael C. Hall, Jennifer Carpenter og Colin Hanks (i alt ca. 13 min.). Herudover finder man luftige features krydret med rygklapperi af de involverede, hvor man bl.a. ser på castet og seriens tilblivelse (i alt ca. 11 min.).

Videre er der features, der giver indblik i virkelighedens politiarbejde samt seriens stunts og effekter (i alt ca. 15 min.). Slutteligt er der en quiz, hvor man ud fra et billede skal gætte afsnittet samt et galleri med de malerier, som de to mordere i serien maler. Her fortæller Dave Lebow – den rigtige kunstner – om værkerne. Ikke det mest interessante supplement til en fortsat fængslende serie.

Billede: 6/6  | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 3/6
[tabgroup][tab title=”Dexter 6. sæson | Blu-ray-anmeldelse“]Samlet vurdering: 4/6


Originaltitel:
Dexter the Sixth Season, USA, 2011
Instruktion: John Dahl m.fl.
Medvirkende: Michael C. Hall, Jennifer Carpenter, Mos Def, David Zayas, Desmond Harrington, C. S. Lee, Lauren Vélez, Colin Hanks, Edward James Olmos m.fl.
Spilletid: 10 timer 18 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

’Boardwalk Empire’ er fortsat forrygende gangsterdrama

Jeg har igen været en tur tilbage i 1920’ernes spiritusbandlyste Atlantic City med gangsterserien Boardwalk Empire. I denne fremragende 2. sæson forsøger den korrupte Nucky Thompson fortsat at bevare sin magtfulde position ved at trække i de rigtige tråde. Men der opstår nye alliancer og magtbalancen rykker sig for Nucky, der i denne sæson er mere presset end nogensinde før.

Ud over at være en forførende flot serie, der fornemt folder sit fascinerende miljø ud, er her også tale om yderst velskrevet drama. Serien formår nemlig hele vejen at sætte sine karakterer på prøve, presse dem samt ikke mindst at lade deres valg og fravalg overraske. For selvom det fortsat er en forrygende Steve Buscemi som den charmerende knudemand Nucky, der er omdrejningspunktet, har det øvrige cast også hver deres historie og afgørende rolle i serien.

Netop det både alsidige og karakterstærke cast er fortsat en af seriens store styrker. Det samme er måden hvorpå de forskellige liv og handlinger påvirker hinanden. For selvom her er tale om et stort persongalleri, er de forskellige relationer og stridigheder fornemt balanceret samt medrivende forløst drama, hvor der desuden tilføjes nye og spændende personer til det farlige spil på liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

’True Blood’ bliver mere og mere kulørt

Jeg har netop set fjerde sæson af True Blood og jeg skal love for, at det er en serie, der bliver mere og mere kulørt. Det er ikke hele vejen til dens fordel, men det er bestemt stadig underholdende at være på besøg i Bon Temps, hvor Sookie fortsat slås med kærligheden til to vampyrer, mens diverse skabninger lurer i mørket. Denne gang har en grum heks indfundet sig i byen med en plan om at udslette alle vampyrer.

I en tid hvor vampyren blev kastreret af ’Twilight’-serien, var det rart, at HBO med True Blood skød en tiltrængt dosis sex, død og perversitet ind i vampyr-myten. For ja, her slår vampyrer ihjel, de suger blod og kan ikke tåle sollys. Ingredienserne er fortsat de samme i fjerde sæson, hvor der dog skrues en tand op for både saftighederne og ikke mindst de overnaturlige væsners eskapader.

Nye skabninger kommer til, mens Sookie, den evigt søde Anna Paquin og hendes umage slæng må stå ansigt til ansigt med en ny ondskab. Men der byttes om på rollerne i denne omgang, hvor bl.a. den ellers så kolde vampyr Eric Northman, en stoisk Alexander Skarsgård tæmmes af mystiske kræfter, mens den godmodige vampyr Bill Compton smides for døren af en ellers håbløst forelsket Sookie.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment