Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som den adrætte agent Ethan Hunt de sidste par dage. Jeg har nemlig genset de tre første ’Mission: Impossible’-film, der lige er landet i en Blu-ray-boks. Selvom det ikke er en formfuldendt ”trilogi”, så er det storstilet agent-underholdning med massevis af (herlige) usandsynligheder og hæsblæsende action-lir. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig ganske medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen her 16 år efter, hvor ikke mindst den nu klassiske scene med Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig stabler sveddryppende intensitet på benene.

Så selvom historien er noget ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, så er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nøjagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat blafrende duer… og slowmotion. Hunt vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis der er smadder nok på actiondrengen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. Woo serverer bl.a. et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste i denne omgang uengagerende agent-nonsens.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herlig ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Cruise. Umulighederne er om muligt mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er løjerne hængt op på et mere dynamisk cast, hvor bl.a. Cruise har fået mere dybde som Hunt.

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Mission: Impossible ikke er en film-serie jeg som sådan er helt oppe at ringe over, men det er bestemt flot og harmløs agent-underholdning, ganske vist med mere tryk på action end interessante historier og karakterer. Men det sjovt at overvære de plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader – filmenes ujævnheder til trods. Den første og tredje film er de bedste, men også den fjerde film holder fanen højt – den glæder jeg mig til et gensyn med, når den lander på Blu-ray.

– Min anmeldelse af Mission: Impossible – Ghost Protocol.

Ekstramateriale:
Der diskes ikke op med nogle nye lækkerier hvad angår udgivelsens ekstramateriale. Her er altså ikke noget, man ikke har kunnet finde på tidligere udgivelser af filmene. Det er en smule ujævt ekstramateriale, men også med et par interessant features imellem.

Mission: Impossible: til den første film får man godt en times ekstramateriale, hvor der bl.a. tages et kig på tv-serien i forhold til filmene, et kig på nogle af action-scenerne og stunts samt virkelighedens spioner. Endvidere er der en feature med klip fra Cruises karriere samt et persongalleri, trailers og andet luftigt promo-fyld. Ikke det mest ophidsende ekstramaterie, men dog et nogenlunde supplement.

Mission: Impossible II: her får man ligeledes godt en times luftig ekstramateriale. Her er bl.a. en feature, der går bag om filmen, castet og produktionen. Endvidere er der igen et kig på nogle af de stunts Cruise kaster sig ud i og lidt Metallica-musikvideo-fyld samt et kommentarspor med John Woo – det sprang jeg dog over, havde fået nok af duer i slowmotion for denne gang.

Mission: Impossible III: til det tredje kapitel, følger der desværre kun et kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og Tom Cruise. Det blev jeg desværre nødt til at springe over, da jeg fik et opkald om, at mit livs kærlighed var blevet taget til fange af en ond våbenhandler. Så jeg må altså lige smutte…

Billede og lyd:
Mission: Impossible: første film gør sig dårligst på Blu-ray, billedet imponerer ikke just, men fremstår ofte blødt og uden større detaljerigdom. Farverne synes heller ikke velbalancerede som helhed. Lydsiden er en smule bedre, men fremstår desværre også en kende flad. Altså en noget middelmådig præsentation.

Mission: Impossible II: John Woos indspark i franchisen fremstår væsentlig bedre. Detaljegraden er langt mere indtagende, farveskalaen er levende, fint nuanceret og med udmærket tekstur. Lydsiden spiller ligeledes fint med god dynamik og spark i action-scenerne. En hæderlig gengivelse.

Mission: Impossible III: Det tredje kapitel står absolut stærkest. Billedet imponerer med skarphed og detaljerigdom, velbalanceret farvegengivelse og solid kontrast hele vejen. Lydsiden giver ligeledes intenst liv til de hæsblæsende billeder. Her er medrivende panoreringer og velafstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Originaltitel: Mission: Impossible (1996), Mission: Impossible II (2000), Mission: Impossible II (2006).
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams.
Medvirkende: Tom Cruise, Jon Voight, Ving Rhames, Dougray Scott, Thandie Newton, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment