Indlæg

RUMREJSEN 2001: En svimlende fantastisk filmoplevelse

Biografanmeldelse: Det er svært at undervurdere den indflydelse, som Stanley Kubricks komplet duperende science fiction-film ‘2001: A Space Odyssey’ fra 1968 har haft på genren samt det ligeledes enorme aftryk den har sat i populærkulturen. Jeg forstår godt hvorfor. For det er på alle mulige måder en imponerende, tankevækkende og svimlende vild oplevelse.

I anledning af filmens 50 års jubilæum er den blevet nyrestaureret og vises nu i IMAX-format i København og Århus. Jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at det er en filmoplevelse, du bør unde dig selv – også selvom du allerede har set den. For at se fortællingen, der starter i menneskeheden vugge og tager turen ud i fremtiden, hvor mennesket har nået stjernerne med rumfart er ganske enkelt enestående – og som skabt til det store lærred.

En ting er naturligvis filmens både dragende, smukke og imponerende visuelle side, der står for op til flere ikoniske øjeblikke og billeder. Fra den mystiske sorte monolit, der pludselig dukker op i menneskeheden morgengry, videre til supercomputeren HALs røde øje samt alle de smukke billeder af verdensrummet filmen igennem. Noget andet er den enigmatiske og spædende historie.

For det er en fortælling, der ikke giver ved dørene, men lader sine store spørgsmål folde sig tankevækkende ud og nuancerede pointer sive ind. For det er de helt store emner, der her kommer i spil, mens rumskibene bevæger sig lydløst gennem verdensrummet, hvor vi blandt andet møder en besætning på mission mod Jupiter, hvor der er fundet en mystisk sort monolit – den man også så indfinde sig i filmens start i menneskehedens morgengry.

Her er det emner som liv og død, menneske og maskine samt fortid, nutid og fremtid samt tid i det hele taget, der rulles ud og giver grublende ekko selv efter, at filmens sidste dragende billede har efterladt mig. Men det er også en film, der sætter sig i mine øregange – blandt andet med sine klassiske toner, hvor mest kendt vel nok må være de episke og indledningsvise toner af Richard Strauss samt den valsende musik af Johan Strauss.

Det er musik, der på udødelig vis matcher himmelrummets uendelighed, hvor jeg også mærker menneskets nærvær i besætningen ombord på rumskibet, mens supercomputeren HAL giver mig kuldegysninger med sin rolige og kølige stemme upåagtet, hvor katastrofal en drejning missionen tager. ‘2001: A Space Odyssey’ er ganske enkelt både smuk og svimlende, intens og spændende, dragende og tankevækkende. En udødelig film, der vil vil stå ligeså stærkt om endnu 50 år.

– ‘2001: A Space Odyssey’ får 6/6 stjerner:

– ‘2001: A Space Odyssey’ får har re-premiere den 27. september.

CPH PIX 2017: Her er 10 film, som du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2017: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 28. september til og med den 11. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er omkring 200 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside og find dem også på Facebook.

ENDLESS POETRY
(Instr.: Alejandro Jodorowsky | Chile, Frankrig | 2016 | 128 min.)

Hvis du endnu ikke er bekendt med filmskaberen Alejandro Jodorowsky, så skylder du dig selv den tjeneste at blive det. For han laver nogle helt unikke, sprudlende og poetisk fabulerende film. Nu er han klar med en ny film, som jeg ikke vil gå glip af. For ja, hvis Alejandro Jodorowsky er instruktør, behøver jeg ikke at vide mere.

Endless poetry

THE KILLING OF A SACRED DEER

(Instr.: Yorgos Lanthimos | Storbritannien, Irland | 2017 | 119 min.)


Den græske instruktør Yorgos Lanthimos har herligt absurde, sorthumoristisk og særegne film på sit CV. Jeg er i hvert fald begejstret for ‘The Lobster’, ‘Dogtooth’, ‘Alps’ og  ‘Kinetta’. Derfor kan jeg også kun se frem til hans nye film, der beskrives som et “dæmonisk drama, hvor hverken Hitchcock eller Polanski har levet forgæves”. Colin Farrell og Nicole Kidman ses i hovedrollerne.

The Killing of a Sacred Deer

A DARK SONG
(Instr.: Liam Gavin | Irland | 2016 | 99 min.)

Jeg er vild med okkulte horrorfilm (naturligvis), så når CPH PIX præsenterer sådan en, er min interesse vakt (naturligvis). Filmen skulle endda ifølge programmet “navigere elegant udenom de værste klicheer”, hvilket jo lyder godt. Det samme gør “gyserkammerspil” samt at filmen “langsomt kryber ind under huden”. Jeg glæder mig.

A Dark Song

FULL METAL JACKET
(Instr.: Stanley Kubrick | USA |1987 | 116 min.)

I år kan man også se en række film at mesteren Stanley Kubricks, blandt andet hans mesterlige krigsfilm ‘Full Metal Jacket’, der rammen får disse tillægsord med på vejen af CPH PIX: “hensynsløs, komisk, rædselsvækkende og bevægende”. Men tjek programmet for flere af hans film, du således kan opleve på det store lærred.

Full Metal Jacket

A GHOST STORY
(Instr.: David Lowery | USA | 2017 | 87 min.)

Okay, den her lyder altså bare for skør – på den gode måde: “Døden kommer, og for C (Casey Affleck) kommer den pludseligt, da han køres ned udenfor sit og kærestens gamle hus. Hun, M (Rooney Mara) identificerer ham på lighuset og kører hjem, hvorefter C rejser sig som et spøgelse i sit ligklæde og følger efter.” Jeg ser i hvert fald fre til Casey Affleck som spøgelse.

A Ghost Story

BLADE OF THE IMMORTAL
(Instr.: Takashi Miike | Japan, Storbritannien | 2017 | 140 min.)

Den japanske og yderst produktive Takashi Miike er klar med sin film nummer 100. Det er i sig selv imponerende. At samuraifilmen ifølge jungletrommerne også skulle være en stærk oplevelse med “ekstra meget blod, action, stil, velplaceret galgenhumor og overlegen genre-ekvilibrisme” – samt et højt ‘bodycount’ – gør jo kun, at jeg ikke kan vente med at sætte mig i biografsædet.

Blade of the Immortal

KILLING GROUND
(Instr.: Damien Power | Australien | 2016 | 89 min.)

Der venter vanen tro bestemt også sin del af grusom og grum horror på festivalen. Blandt andet denne australske sag, hvor man kommer med et kærestepar på en campingtur i den australske ødemark. En tur, der dog – og naturligvis – snart forvandler sig til en nådesløs overlevelseskamp.

Killing Ground

VANDRINGSMANDEN
(Instr.: Andrej Tarkovskij | Rusland | 1979 | 162 min.)

Man kan også opleve ældre film, blandt andet den russiske mesterinstruktør Andrej Tarkovskijs ‘Vandringsmanden’. Den vises i en nyrestaureret version på Imperials store lærred. I programmet beskrives den som “Genredefinerende arthouse og en fremtidsvision, som i al sin visuelle undergangsæstetik har inspireret generationer af filmauteurs”. Det er ikke helt ved siden af.

Vandringsmanden

OUTRAGE CODA
(Instr.: Takeshi Kitano | Japan | 2017 | 104 min.)

Japanske Takeshi Kitano er for mig også en tilbagevende favorit, der før har leveret hårde og voldelige gangsterfilm. Nu er han således klar med endnu en i rækken. Denne gang med tredje og sidste del af hans ‘Outrage’-trilogi, der er “en saga om den japanske mafias interne kamp om magten klanerne imellem”. Det kan forhåbentligt kun blive et herligt hårdt bekendtskab.

Outrage Coda

THE MERMAID
(Instr.: Stephen Chow | Kina | 2016 | 94 min.)

Med film som de både skøre, vanvittige og herligt overgearede ‘Kung Fu Hustle’ og ‘Shaolin Soccer’ på CV’et, kan man fra instruktør Stephen Chows side vel kun forvente sig mere galskab, når han folder sig ud med “en kærlig øko-sci-fi-rom-com-opdatering” af den lille havfrue.

The Mermaid (3D)

– Besøg også Filmskribenten på Facebook her.

A Clockwork Orange som 8 bit-spil

Stanley Kubrick er en af mine absolutte favoritinstruktører – for selvfølgelig er han det. Han er forhåbentlig også en af dine. Hvis ikke, så er du fucked. Nu er hans fantastiske A Clockwork Orange fra 1971 blevet genfortalt i stil med gamle arkadespil – du ved, 8 bit/16 bit-stilen.

Således får man historien om Alex og de andre bøller, der iklædt bowlerhat og skridtbeskytter voldtager og deler øretæver ud. Ja, det er en fremragende film som du straks bør få set, hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen. Sammen med resten af Kubricks film.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

Se andre 8 bit-versioner af film: The Big Lebowski | The Hunger Games | The Dark Knight | Iron Man | Anchorman | Kick Ass | Blade Runner | The Shining | Thor

clockwork orange laugh

’The Shining’ som 8 bit-spil

Stanley Kubricks skrækfilm The Shining fra 1980 – eller Ondskabens Hotel, som er den danske titel – er en af mine all-time favourites. Ikke kun når det kommer til horror, men også film generelt. Men ja, alt Kubrick har lavet, er gode sager. Men uanset om The Shining er en favorit eller ej, er denne 8 bit-spil-udgave ret fin.

Her bliver hele filmen fortalt som et gammel arkadespil på knap tre minutter. Den er godt nok ikke nær så uhyggelig som filmen, selvom man både får scener som blandt andet Jack Nicholsons besøg på værelse 237 samt scenen, hvor hans søn Danny cykler rundt i hotellets gange og støder på tvillingepigerne.

Se andre 8 bit-versioner af film:
The Dark Knight | Iron Man | Anchorman | Kick Ass | Blade Runner
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

shining gif

Stanley Kubricks filmografi smukt animeret

Jeg elsker Stanley Kubrick – men hvem gør ikke det. Det er dog straks sværere at pege på min favorit blandt hans værker – så det vil jeg lige undlade at gøre i denne omgang. Anyways, jeg faldt lige over denne fine, animerede filmografi med en gennemgang af hans værker. Fra Fear and Desire i 1953 til Killer’s Kiss fra 1955 og The Killing fra 1956 videre til Paths of Glory fra 1957 og Spartacus fra 1960.

Herefter kommer vi til Lolita fra 1962, Dr. Strangelove fra 1964 og 2001: A Space Odyssey fra 1968 og fortsætter til A Clockwork Orange fra 1971, Barry Lyndon fra 1975 og The Shining fra 1980, mens der går syv år inden vi rammer Full Metal Jacket 1987 og slutter med Eyes Wide Shut fra 1999. Ganske enkelt fantastisk.

Se mere med Kubrick:
Kubrick vs. Scorsese
Stanley Kubricks ene øje
HAL 9000 is getting hot…
H to the A to the L, HAL 9000!

shining gif

7 fremragende film om kulter

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

Stanley Kubricks ene øje

Jeg er helt tosset med instruktøren Stanley Kubricks film – well, men på den anden side, hvem er ikke det? Anyways. Et af hans karakteristiske skud er, hvad der i denne lille labre montage kaldes et ’one-point perspective’. Det er uden tvivl et skud, man vil have lagt mærke til, hvis man har bare set et par af hans film.

I montagen bruges der eksemplar fra bl.a. de fantastiske Rumrejsen år 2001, Ondskabens hotel, Full Metal Jacket og A Clockwork Orange. Og selvom det kan virke en lidt groft sådan at klippe rundt imellem de mange smukke billeder, så er det også en ret fin lille hyldest til et af mesterens ofte anvendte skud.

Se andre lækre sager med Kubrick:
Kubrick vs. Scorsese
HAL 9000 is getting hot…
H to the A to the L, HAL 9000!

Tillykke med fødselsdagen Stanley Kubrick

En af alle tiders største filmskabere er Stanley Kubrick. Han ville være blevet 84 år i dag og er en af mine store favoritter. Så der skal lige lyde et tillykke og en tak for de mange fantastiske film, der bl.a. tæller Spartacus, Lolita, Dr. Strangelove or, 2001: A Space Odyssey, A Clockwork Orange, The Shining og Full Metal Jacket.

Netop den skelsættende og helt igennem fantastiske 2001: A Space Odyssey har en gut netop klippet en trailer for, så den fremstår som en moderne og actionfyldt blockbuster. Tja, sådan en alternativ trailer er måske ikke just en værdig måde at hylde mesteren på, men uanset hvad, så må man sige, at den dvælende og poetiske film her fremstår langt mere aggressiv – en ganske sjov stiløvelse, om ikke andet.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ZSGsh9so_dA[/youtube]

Se mere med Kubrick
Kubrick vs. Scorsese
HAL 9000 is getting hot…
Stanley Kubrick på væggen
H to the A to the L, HAL 9000!
Stanley Kubrick i ny indpakning
Plakater til den skræmmende ’The Shining’

Skønne plakater til den skræmmende ’The Shining’

En af mine Stanley Kubrick-favoritter er den skræmmende The Shining eller Ondskabens hotel, som den danske titel lyder. Hvis I endnu ikke har set den, har I uhyggeligt god underholdning til gode. Det er en film, der stadig kan skræmme bukserne af mig – specielt scenen, hvor Jack Nicholson der spiller den rablende familiefar på Overlook Hotel bevæger sig ind på det mystiske værelse 237.

Hos ShortList har de samlet en række forskellige fanlavede plakater til filmen og det er ret interessant at se, hvor forskellige de er i udtrykket. Flere af dem bruger dog nøgleelementer fra filmen i det grafiske udtryk, bl.a. øksen, de uhyggelige tvilinger og labyrinten, som man finder i hotellets sneklædte have. Virkelig labre sager.

– Klik videre til ShortList for flere plakater og i større format HER.
Se andre Kubrick-lækkerier:
Stanley Kubrick i ny indpakning
H to the A to the L, HAL 9000!
Kubrick vs. Scorsese

Film der aldrig blev til noget

Faldt lige over et lille, fint plakatprojekt, hvor grafikeren Fernando Reza har lavet plakater for fire film, der aldrig blev til noget. Det er ikke noget nyt, at film af den ene eller anden årsag ikke bliver ført ud i livet. Nogle uafsluttede filmprojekter er dog mere myteomspundne end andre – og det er et par af de tunge drenge, som her har været oplæg til plakat-serien.

Reza har nemlig haft fat i uafsluttede filmprojekter af Stanley Kubrick, Alfred Hitchcock, Orson Welles og David Lean. Filmene blev aldrig til noget, men nu har de om ikke andet fået deres egen plakat. De fine plakater, giver mig i hvert fald ikke mindre lyst til at se filmene, der aldrig blev til noget.

– Besøg Reza HER og køb plakaterne HER.
– KLIK VIDERE FOR STØRRE FORMAT —> Læs mere